Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Vejlefjordens Grønne Bøge  -  Varm velkomst i Vejle

3/6/2018

0 Comments

 
Picture
DSRs kvinder Rikke Rasmussen, Helle Kristensen og Samantha Don Robbins på vej til en delt førsteplads. Foto Leif Thygesen
​Af Leif Thygesen
Det var på alle måder en varm velkomst langdistancekaproerne fik i Vejle, da anden afdeling af Langdistanceturneringen blev afviklet under navnet Vejlefjordens Grønne Bøge. På land vrimlede det med venlige, servicemindede og imødekommende roere fra Vejle Roklub, der gjorde deres bedste for, at gæsterne skulle få en god oplevelse i den østjyske klub – på vandet var der kun en let brise, fuld sol og omkring 30 grader. I modvinden mod øst gik det nogenlunde, men efter vendepunktet, hvor man fik den svage vind ind agter, stod luften stille, og roerne blev bagt godt og grundigt igennem, så man efter løbet var godt mør.
Picture
Skulle man finde bølger i Vejle, måtte man på land. Foto Leif Thygesen
​Vejlefjordens Grønne Bøge var en regatta, hvor tingene bare fungerede hele vejen rundt, hvor servicen var af fineste kvalitet, og hen over det hele lå den sædvanlige hyggelige og gode regattastemning, man altid møder ved en langdistancekaproning. Roinfo har skrevet det (mange gange) før, men vi skriver det gerne igen: Det er synd, at der ikke er flere, der deltager i disse herlige kaproninger. Prøv det.
Picture
Yndige Astrid, 6 år - snart 7 - havde en travl dag med at hjælpe til med at overrække medaljer. Birgit Bech Jensen assisterede lille Astrid. Hun fylder 7 år den 11. juni - og apropos - jeg har også fødselsdag på denne dato, fortalte Birgit Bech Jensen. Roinfo kvitterer med et stort tillykke på forhånd til Astrid og Birgit. Foto Mette Bacher
​Spænding, dramatik og overraskelser
Sportsligt bød regattaen også på det hele, spænding, dramatik og overraskelser. I kvindeklassen blev det til dødt løb om førstepladsen mellem KVIK og DSR, i mændenes klasse stemplede DSRs flagskib HU igen ind og sørgede med en sejr for, at herreklassen igen er piv åben, og i 25 kilometer mixklassen blev det til favoritsejr til Humlebæk. I 10 kilometer åben mix 1. division sæsondebuterede Nyborg med en guldmedalje, i 10 kilometer åben motionsmix 2. division overraskede Randers med en kneben sejr over Kolding, mens den arrangerende klub Vejle kun var et sekund fra en bronzemedalje. Læs mere om den medrivende kaproning nedenstående. 
Picture
Humlebæk Roklub, forrest til venstre Ryan Rosenberg og Christian Probst, er ved at søsætte deres båd for at starte til 25 kilometer åben mix – en start, der resulterede i en førsteplads. Bagest er det Jens Jørgen Tramm. Det er Thomas Agerbirk, Vejle Roklub, der hjælper Humlebæk med at få deres båd i vandet. Foto Mette Bacher
​25 kilometer åben mix. Favoritsejr til Humlebæk
Humlebæk Roklub, anført af formand for Langdistancekaproningsudvalget Christian Probst, har sat kursen direkte mod en samlet turneringssejr. Christian Probst kunne sammen med Jens Jørgen Tramm og Ryan Rosenberg hjemføre sæsonens anden guldmedalje i sikker stil. Man ramte dog ikke mållinjen i første forsøg, men måtte vende båden og prøve igen. I næste forsøg kom Humlebæk så rigtigt mellem de udpegede fixpunkter og kunne krydse mållinjen – var der nogen, der sagde kvajebajer? Det kom dog ikke til at betyde noget for sejren. Humlebækkerne er så suveræne, at man kan tillade sig den luksus det er, at lave små fejl undervejs.
Tissø/Kalundborg (Christensen Bang, Nissen og Modin) sluttede sidst i Randers på den utaknemmelige fjerdeplads. Denne gang lægger Tissø/Kalundborg maksimalt tryk i ”skeerne” fra start, og ror sig til en fortjent sølvmedalje i klassens hurtigste reelle rotid på 2.11.15 timer. En tid der er 25 sekunder hurtigere end Humlebæks reelle rotid og en tid, der er hurtig nok til at udløse en bronzemedalje i mændenes klasse, hvis man var startet her.
De regerende turneringsvindere fra Viking (Zangenberg, Dyhr og Hansen) måtte for anden gang i denne sæson se sig henvist til tredjepladsen. Det er ikke hverdagskost for de tre vikinger, der sidste år leverede tre første-, en anden- og en tredjeplads på vej til den samlede turneringssejr.
Picture
Roklubben Viking, Jørgen Zangenberg, Rene Hansen og Uffe Dyhr kunne rejse hjem fra Vejle med to bronzemedaljer. Foto Leif Thygesen
​Senior herrer 25 kilometer. DSR stempler ind i kampen om DM
Med en sejr på 3.06 minutter over Kalundborg stempler DSR ”Kisser og Havhingstene” (Fabricius Clausen, Seitz Rasmussen og Glerup) ind i kampen om mændenes Danmarksmesterskab. Efter en – for DSR måske – lidt skuffende andenplads i Randers er studenterroerne tilbage, der hvor tingene sker. Da KVIK (Brogaard, Kjar og Schack Pedersen) samtidigt måtte se sig henvist til tredjepladsen, overtog DSR føringen i den samlede stilling. 
Picture
DSR ”Kisser og Havhingstene”, Frederik Fabricius Clausen, Sebastian Seitz Rasmussen og Rune Glerup vandt mændenes klasse på Vejle Fjord. Foto Finn Larsen
​For KVIK var det et goddag til den barske virkelighed – der er koldt på toppen, påstår man, men mon ikke kvikkerne vil gøre deres til at vende tilbage til de lidt køligere luftlag på toppen efter turen i den ulidelige varme på Vejlefjord?
Kalundborg (Hansen, Mattesen og Høj) sæsondebuterede på flotteste vis med en andenplads. Der er saft og kraft i de brølstærke kalundborgenseres roning – måske kan Kalundborg snyde forhåndsfavoritterne fra DSR og KVIK endnu mere?
Københavns Roklub (Andersen, Andersen og Schmidt) slutter på den utaknemmelige fjerdeplads lige udenfor medaljerækken, men der er et pænt hul på 2.26 minutter op til en podieplads. DSR ”De Sidste Tags Hellige” (Berg, Stenby og Ast) lukker døren i mændenes klasse som nummer fem.
Picture
Kalundborg Roklub, Rasmus Høj, Alexander Hansen og Kåre Mattesen roede sig til en flot andenplads, da de sæsondebuterede i Vejle. Foto Finn Larsen
Picture
Kalundborgs heppekor var på plads. Team Kalundborg havde formandsfrue, Lene Mikkelsen med, som babysitter. Mens den blot to uger gamle datter lå i barnevognen, havde Lene en travl dag med at passe på Alexander Hansens: Valdemar og Isabella, mens Lenes (og Kaare Mattesens) egen Carl Emil,2, også stod klar med at flage for far, som Valdemar og Isabella. Foto Mette Bacher
Picture
Randers Roklub, Vibeke Christensen, Marianne Munch og Poul Christian Andersen blev en overraskende vinder af 10 kilometer åben motionsmix 2. division. Foto Mette Bacher
​10 kilometer åben motionsmix 2. division. Overraskende sejr til Randers
Ved ”Gule Åkande” blev det til en femteplads til Randers Roklub, og det udløste ikke metal eller rettere ”plastik” til randrusianerne på hjemmebanen, men på Vejlefjord tog Andersen, Munch og Christensen revanche og roede sig til guldet. Det gav randrusianerne mulighed for at se, hvordan en rigtig medalje ser ud. 
​
Men det blev en kneben sejr. Der er kun fem sekunder ned til nummer to Kolding ”Dream Team” (Espersen, Colmer og Simonsen). Så det er marginalerne, der skiller guld og sølv.
Picture
Vejle Roklub, Jens Wael Møller, Andrea Gamberini og Jesper Foldager tabte med mindst mulig margin i kampen om bronzemedaljen i 10 kilometer åben motionsmix 2. division. Foto Finn Larsen
​Men, men endnu tættere bliver det i kampen om bronzen. I den duel oplever den arrangerende klub Vejle (Wael Møller, Gamberini og Foldager), hvor grusom langdistancekaproning kan være. Kun et sekund skiller vejlenserne fra bronzen, og det sekund kan Vejle garanteret finde mange steder undervejs. Føler vejlenserne sig en smule snydt, forstår Signaturen det godt. Jeg kender følelsen - Sidste år var Signaturens hold et sekund fra en guldmedalje i Præstø.
Nakskov Roklub.Roinfo.dk havde denne gang marginalerne på deres side. Nakskovitterne ror på klassens dårligste reelle rotid, men da holdet består af roere med en vis livserfaring, er der et pænt handicap til at hive lollænderne op på resultatlisten. Denne gang trak handicap-elastikken Nakskov Roklub op til en særdeles heldig tredjeplads. Når det er sagt, så skal det også nævnes, at Nakskov Roklub.Roinfo.dk kæmper det bedste de har lært, og det belønnes man så heldigvis også for.
Picture
Nakskov Roklub.Roinfo.dk, Einer Hansen, Leif Thygesen og Jenny Larsen havde marginalerne på deres side, da nakskovitterne vandt bronze i Vejle. Foto Mette Bacher
​Middelfart Roklub (Rauer Hansen, Schmidt og Rützou) slutter som nummer fem. Det er næppe en placering middelfarterne havde drømt om, efter at man startede sæsonen i Randers med guld. Pudsigt er det, at man kan sige, at nummer et og fem i Randers denne gang har byttet plads. I Randers blev Middelfart nummer et, mens Randers sluttede som nummer fem. I Vejle slutter Randers og Middelfart omvendt.
DSR ”Fjordrejerne” (Brædder Rasmussen, Timshelt og Frydendahl) slutter som nummer seks.
Picture
Brian Sørensen, Nyborg Roklub var forudseende – han jublede allerede inden start. Brian vandt sammen med Allan Seelk og Bente Irring guld i 10 kilometer åben mix 1. division. Foto Leif Thygesen
​10 kilometer åben mix 1. division. Nyborg er tilbage
I 2017 vandt et kombineret hold fra Middelfart og Nyborg sølv i klassementet. I år stiller de to fynske klubber op hver for sig. Nyborg i en toer (Sørensen, Seelk og Irring) og Middelfart i en firer (Kloppenborg-Skrumsager, Rützou, Nørskov Nielsen, Olesen og Bøgh Pedersen) – og netop de to hold gav hinanden kamp til stregen. Det blev Nyborg, der trak det længste strå i den duel med en forskel på 27 sekunder ned til fireren fra Middelfart. Sejren til nyborgenserne åbner klassen, når man husker, at dårligste placering fratrækkes til sidst. Det er fynsk forår, når det er bedst, men den fynske fest kan fortsat spoleres af Roklubben Viking (Dyhr, Zangenberg og Hansen). Vikingerne slutter som nummer tre, men er kun 25 sekunder efter Middelfart. Der er lagt op til forrygende kamp om medaljerne i klassementet i 10 kilometer åben mix 1. division.
Picture
Middelfart Roklub ”Fynske Bank”, Roar Kloppenborg-Skrumsager, Claus Rützou, Frede Nørskov Nielsen, Hardy Olesen og Bent Bøgh Pedersen var 27 sekunder efter Nyborg på andenpladsen i 10 kilometer åben mix 1. division. Foto Leif Thygesen
​Også Humlebæk 10 MIX (Tramm, Tramm og Krogh) sæsondebuterede i Randers. Holdet slutter på en flot fjerdeplads i det skrappe felt.
DSR ”Mach 4” (Cave, Darre, Adelbert Hansen, Nielsen og Rue Moos) ender denne gang som nummer fem, efter at man i Randers opnåede en fjerdeplads, og endelig slutter Vejle Roklub (Busk Mikkelsen, Sarrossy og Bech Jensen) som nummer seks.
Picture
Det er blevet moderne at bruge droner – også til at overvåge roning. Her det imidlertid en måge, der beundrer DSR ”Mach 4”, Chris Cave, Kenneth Darre, Kristian Adelbert Hansen, Morten Oluf Nielsen og Emma Rue Moos. Foto Leif Thygesen
​Kvinder 10 kilometer. Dramatik og en delt førsteplads
I kvindeklassen kan jævnbyrdigheden næppe blive større. KVIK (Lindebjerg, Aabye og Jakobsen) samt DSR (Rasmussen, Kristensen og Don Robbins) ror på nøjagtig samme tid 56.15 minutter – det udløser en delt førsteplads og 10 point til hvert af holdene i kampen om DM. Men det var ikke uden dramatik, at KVIK kom af sted. Da holdet lå klar til start, var båden ikke reglementeret, idet kvikkerne havde glemt langtursflaget på båden. Dommerne udviste konduite, og lod kvikkerne hente deres flag og gav dem en ny starttid i stedet for blot at lade uret køre fra den planlagte starttid. ”Det glemmer vi aldrig igen”, råbte en flov Tine Aabye til roinfos fotograf, da KVIK var på vej til start for anden gang.
Picture
Find en fejl. Jo, den er god nok. KVIKs kvinder Tine Aabye, Torril Lindebjerg og Ulla Jakobsen mangler et flag på båden. Foto Leif Thygesen
Picture
Og så fik også KVIKs båd ”Thor” et flag på, så båden er reglementeret påklædt til en langdistancekaproning. Foto Leif Thygesen
I klassementet fører DSR fortsat, men forskellen er kun et point. Også kampen om bronzen blev en tæt affære, og igen er det KVIK og DSR, der udfordrer hinanden. KVIK&dirty (Skovø, Andersen og Lassen) ror sig til sæsonens anden bronzemedalje, men der er kun 20 sekunder ned til DSR50 (Fomsgaard Nyrup, Kofoed Harborg og Ruby). Af hensyn til spændingen om bronzemedaljen i klassementet må man håbe, at DSR kan stille med et af de to hold, som indtil nu er sluttet som nummer fire i kvinderækken. Endnu kan dårligste placering bortkastes, men fra og med Aarhus om fjorten dage strammer det hele til, og man skal have deltaget i fire afdelinger for at være med i kampen om de samlede medaljer.
Picture
”KVIK&Dirty”, Dorte Lassen, Britt Skovø og Bie Andersen hjemførte sæsonens anden bronzemedalje i kvindeklassen ved Vejlefjordens Grønne Bøge. Foto Leif Thygesen
Picture
”DSR50” Mette Fomsgaard, Louise Ruby og Lee Koefoed Harborg var på fjerdepladsen i kvindeklassen kun 27 sekunder efter ”KVIK&dirty”. Foto Leif Thygesen
Spændingen er i top
Resultaterne i Vejle magede det således, at spændingen i næsten alle klasser endnu er intakt. Kun i 25 kilometer åben mix må man sige, at Humlebæk har sendt et helt klart signal om, hvor guldmedaljerne skal sendes hen i år. I de øvrige klasser er spændingen ligeså intens som varmen var over Vejle Fjord, da Vejlefjordens Grønne Bøge blev roet i 2018.
lthygesen@youmail.dk
 
Resultatliste Vejlefjordens Grønne Bøge 2. juni 2018 her
10 og 25 km over all Vejlefjordens Grønne Bøge 2. juni 2018 her
Pointstillingen 2. juni 2018 her   
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Langdistancekap

    Optaktsartikler og reportager fra Langdistanceturneringen, maratonregattaerne mv. 

    Picture
    Langdistancekaproernes gruppe på Facebook. Klik på logo

    Arkiv

    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    December 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    Marts 2015
    November 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk