Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Vejlefjordens Grønne Bøge

28/8/2016

0 Comments

 
Picture
Foto Leif Thygesen
Solen skinnede på favoritterne
​Af Leif Thygesen
”Først lidt om os selv”, som de siger i fjernsynet. Når man skriver optaktsartikel til en regatta ud fra tilmeldingerne, foretager man naturligvis en vurdering af de deltagende hold med de besætninger, de nu har. MEN - I gamle dage ville man sige, at tilmeldingslisterne ikke er det papir værd, som de er trykt på. I dag må det vel være noget i retning af, at tilmeldingslisterne ikke er den fil værd, som den er gemt på – og det er tilmeldingslisten ikke fordi, inden blækket er tørt, som man sagde i gamle dage, er holdene lavet om. I dag må det være noget med, at inden pc´en har nået at lagre filen er holdene lavet om. Store dele af fundamentet for optaktsartiklen er dermed uaktuelt og uinteressant. Således også med optaktsartiklen til Vejle, hvor mange hold lavede radikale ændringer i besætningen. Det gjorde, at det der stod i roinfo.dks optaktsartikel ikke rigtigt kunne bruges til noget. Men sådan er vilkårene for roinfo.dk og vi piver ikke, men vil bare gerne forklare, hvorfor vores optaktsartikel var så mangelfuld i forhold til det, der i virkeligheden kom til at ske i Vejle lørdag den 27. august 2016, da der blev roet DM-finale i Langdistanceturneringen. Og så til det væsentlige – Vejlefjordens Grønne Bøge.
Picture
Livlig aktivitet ved Vejle Roklub. Foto Leif Thygesen
​Solen skinnede, vandet var fladt, Vejle Roklub havde styr på organisationen, og deltagerne var indstillede på at give hinanden kamp til stregen. Jo, det fungerede det hele, da Vejlefjordens Grønne Bøge blev roet. Sportsligt var der begrænset spænding inden regattaen, og da Kalundborgs herrer blev tvunget til at melde afbud på grund af sygdom, forsvandt duellen om DM-guldet mellem Kalundborg og DSR op i den blå sommerhimmel over Vejle.
Spænding fik man så i 10-kilometer åben mix 1. division, hvor Københavns Roklub ”Havnens Helte v.2” detroniserede de sidste fire års turneringsvindere fra Roklubben Viking med en sejr på blot syv sekunder.
Picture
DSR ”Blondies”: Stine Rosbjerg, Cecilie Lützen Søltoft og Samantha Don Robbins. ”Selv den længste rejse begynder med et skridt”, sagde H.C. Andersen. Her starter ”Blondies” deres sidste regatta i Langdistanceturneringen 2016 med det første tag. Foto Leif Thygesen
​Kvindeklassen. Hård intern kamp mellem to DSR-hold
Medaljerne var på forhånd fordelt i kvindeklassen, men det fik ikke pigerne til at slå op i banen og tage den med ro i det smukke sommervejr på Vejlefjord. Der blev gået til stålet og trykket til i spændholterne, og når de seje kvinder passerede mållinjen, kunne man i ordets bogstaveligste betydning tale om ”ungpigekulør”. 
Picture
DSR ”Saltbomberne”: Dorthe Jørgensen, Tanja Nors Tardrup og Anne Katrine Bisgaard på vej mod sølvet. Foto Leif Thygesen
​Det blev til sæsonens femte sejr for DSR ”Blondies”: Robbins, Rosbjerg og Søltoft, men de fik hård kamp af klubkammeraterne DSR ”Saltbomberne”: Bisgaard, Jørgensen og Tardrup. For Cecilie Lützen Søltoft og Tanja Nors Tardrup var det en speciel oplevelse, idet begge piger kunne hjemføre både en guld- og en sølvmedalje i klassementet. Både Cecilie og Tanja har roet på begge hold i løbet af sæsonen. ”Blondies” sejr kan der ikke sættes en finger på. Holdet slutter sæsonen med maksimumpoint og har været stabilt roende hele sæsonen. Sølvet til ”Saltbomberne” er lige så velfortjent. Der er relativ pæn afstand til nummer tre KVIK, så på en måde kan man sige, at de to DSR-hold er i en klasse for sig.
Picture
Roforeningen KVIK: Tine Aabye, Torill Lindebjerg og Lea Jakobsen hjemfører bronze i kvindeklassen og er dermed med til at gøre KVIKs 150 års jubilæum endnu festligere. Foto Leif Thygesen
​Roforeningen KVIK var ikke med ved den første regatta i Randers, men ved de sidste fire kaproninger er KVIK hver gang blevet nummer tre. KVIK ror teknisk pænt, og der er god fart i båden, når man ikke kommer helt op i de tynde luftlag skyldes det simpelthen, at de to DSR-hold bare er bedre, men det er en særdeles velfortjent bronzemedalje til Lindebjerg, Jacobsen, Aabye og Jakobsen.
DSR ”Les Dames”: Albrechtsen, Møller og Boas har timet formen rigtigt og slutter med en fjerdeplads. Det er sæson-bedste for ”Les Dames”. I den direkte duel med ”KVIKamigas”: Lassen, Andersen og Andersen fik man udlignet til 2 – 2 således, at ”KVIKamigas” og ”Les Dames” har vundet den indbyrdes kamp mellem de to hold hver to gange. Hvem der er bedst, må 2017-sæsonen afgøre. 
Picture
”KVIKamigas”: Line Andersen, Dorte Lassen og Bie Andersen. Foto Leif Thygesen
For ”KVIKamigas” slutter 2016-sæsonen med en sjetteplads i Vejle, men i klassementet ender man som nummer fire, og man belønnes dermed for at have deltaget i alle regattaer - i København dog under et andet navn, for ikke at overskride det maksimale antal roere, der kan indgå på et hold.
Københavns Roklub ”Smilet”: Holck, Sevelsted og Skousen slutter ved ”Grønne Bøge”, som nummer seks og samlet som nummer fem.
Det er lidt ærgerligt, at der ikke er nogen vestdanske klubber, der stiller op i denne klasse. Seks københavnske hold kunne reelt have sparet rejseudgifterne og have afgjort tingene i Hovedstaden.

Slutresultat i klassementet i Kvindeklassen
Nummer 1 og DIF-guld, DSR:  Samantha Don Robbins, Anne Sofie Dahl-Petersen, Stine Rosbjerg, Tanja Nors Tardrup og Cecilie Lützen Søltoft.
Nummer 2 og sølvmedalje, DSR: Cecilie Lützen Søltoft, Anne Katrine Bisgaard, Tanja Nors Tardrup, Marie Bruun Nielsen og Dorthe Jørgensen.
Nummer 3 og bronzemedalje, KVIK: Torill Lindebjerg, Ulla Jacobsen, Tine Aabye og Lea Jakobsen.
Picture
DSR ”Den Gode, Den Onde og Den Grusomme”: Nicolai Møller Andersen, Lars Fjord og Rasmus Solbjerg Stie Christensen. Der er saft og kraft bag, når de store drenge trykker til. Foto Leif Thygesen
Senior mænd. DSR mestre – Kalundborg røg helt ud af medaljerækken
​Der var lagt op til årets duel i mændenes klasse mellem Kalundborg og DSR ”Den Gode, Den Onde og Den Grusomme”(DGDODG): Møller Andersen, Christensen og Fjord. Men sygdom tvang Kalundborg til et afbud, og dermed blev det nærmest (undskyld udtrykket) coitus interruptus.
Det er selvfølgelig en lidt ærgerlig måde at vinde på, men ”DGDODG” gjorde hvad de skulle på Vejlefjord og roede til og sluttede med en tid på 2.04.49 timer, over otte minutter foran nummer to DSR ”Den Gode Nyhed”(DGN): Mikkelsen, Christensen og Hansen. De bomstærke roere på DGDODG lod ingen tvivl tilbage, og det er imponerende at se, når studenterroerne flytter båd.
Picture
DSR ”Den Gode Nyhed”: Jesper Schmidt Hansen, Jan Pierrel Mikkelsen og Jesper Christensen slutter som nummer to både i Vejle og i klassementet. Foto Leif Thygesen
​For DGN blev det årets anden sølvmedalje, og samlet slutter man også som nummer to, da Kalundborg på grund af reglen om tildeling af 10 bonuspoint i finalen falder helt ned som nummer fem i klassementet. Det er vel egentlig lidt misvisende, at Kalundborg slutter så langt nede i tabellen, men sådan er reglerne.
Også på tredjepladsen finder vi et DSR-hold nemlig ”Mesteren og Lærlingen”(MOL): Hansen, Larsen og Guldbæk. MOL slutter dermed sæsonen med at vinde en medalje, og det er vel ikke så ringe?
Picture
KVIK: Christian Schack Pedersen, Iver Kjar og Simon Bjærre vinder bronze i klassementet. Foto Leif Thygesen
​På fjerdepladsen finder vi KVIK: Kjar, Schack Pedersen og Bjærre. Simon Bjærre, der er ”kaninroer” fra i år, afløste KVIKs formand Frederik Østerberg. KVIK kan glæde sig over, at man samlet slutter som nummer tre, og det udløser som bekendt en bronzemedalje til den jubilerende klub.
Picture
Tre danske mestre fra DSR: Lars Fjord, Rasmus Solbjerg Stie Christensen og Nicolai Møller Andersen. Jesper Christensen har også roet på holdet, der vandt DM. Foto Leif Thygesen
​Slutresultat i klassementet i mændenes klasse
Nummer 1 og DIF-guld, DSR: Rasmus Solbjerg Stie Christensen, Nicolai Møller Andersen, Jesper Christensen og Lars Fjord.
Nummer 2 og sølvmedalje, DSR: Jesper Schmidt Hansen, Jan Pierrel Mikkelsen, Lasse Stentoft, Jesper Christensen og Ulrik Ralfkiær.
Nummer 3 og bronzemedalje, KVIK: Carl Traff, Frederik Østerberg, Christian Schack Pedersen, Iver Kjar og Simon Bjærre.
Jesper Christensen, DSR, vinder dermed både guld og sølv.
 
25-kilometer åben mix. Der er Humlebæk - og så er der de andre
Humlebæk: Tramm, Olsen og Probst gjorde rent bord og roede sig til sæsonens femte guldmedalje. Det er suverænt, og Humlebæk er dermed optaget i den lille eksklusive forening af hold, der har vundet klassementet med maksimumpoint. Roinfo.dk er løbet tør for superlativer, når vi skal beskrive Humlebæks sejr.
Picture
Humlebæk Roklub: Jens Jørgen Tramm, Christian Probst og Per Olsen mangler tre tag, før den helt store triumf er hjemme, maksimumpoint i årets Langdistanceturnering. Dommer Johannes Andersen er klar til at give Humlebæk et ordentligt trut, når de går i mål. Foto Leif Thygesen
​De nærmeste rivaler, Viking, foretog et par taktiske udskiftninger, så besætningen kom til at bestå af Uffe Dyhr, Bjørn Hansen og René Hansen. Udskiftningerne kom for at Jørgen Zangenberg og Reinhard Sværke kunne spare kræfter til opgøret med Københavns Roklub på 10-kilometer distancen. Det næsten nye Viking-hold sluttede som nummer seks og sidst. Bjørn Hansen ville efterfølgende ikke tro på roinfo.dk, da Signaturen fortalte ham, at han skulle have en sølvmedalje i klassementet. Men sådan er det, når man har deltaget på holdet, og holdet vinder medalje, så er det alle der har været med, der får en medalje.
Picture
Roklubben Viking: Rene Hansen, Bjørn Hansen og Uffe Dyhr sluttede på sjettepladsen i 25-kilometer åben mix, men i klassementet blev det til sølv. Foto Leif Thygesen
​Bornholmerne: Olsen, Thorsen og Vest Hansen er altid friske på en medalje, og da Viking havde foretaget sine taktiske udskiftninger, kunne man jo ligeså godt sætte sig på sølvet – og det gjorde man så. Samlet slutter Bornholmerne som nummer tre i klassementet.
Picture
Bornholmerne: Preben Thorsen, Torben Vest Hansen og Geert Olsen kan se tilbage på en god sæson, der har indbragte fire medaljer og sølv i klassementet. Foto Leif Thygesen
​Der var bronze til den arrangerende klub med holdet Vejle 1: Juul, Jahn og Jensen. Vejlenserne slutter i klassementet som nummer fem.
KVIK ”J-Team”: Hansen, Kofoed og Krusell slutter både i Vejle og i klassementet på fjerdepladsen. KVIK ”J-Team”, har været et friskt pust i 25-mixklassen, og har deltaget i alle fem regattaer.
Femtepladsen går til Vejle herrer: Lønborg, Christensen og Behrendsen. Vejles herrer har kun deltaget i denne ene kaproning.
Picture
Humlebæk Roklub: Christian Probst, Jens Jørgen Tramm og Per Olsen vinder 25-kilometer åben mix i overlegen stil. Foto Leif Thygesen
Samlet resultat af 25-kilometer åben mix
Nummer 1 og guld, Humlebæk: Jens Jørgen Tramm, Pia Rasmussen, Christian Probst og Per Olsen.
Nummer 2 og sølv, Viking: Reinhard Sværke, René Hansen, Jørgen Zangenberg, Uffe Dyhr og Bjørn Hansen.
Nummer 3 og bronze, Rønne/Aarhus: Geert Olsen, Torben Vesth Hansen, Jeppe Mark Meinert, Preben Thorsen og Kurt Jensen.
 
10-kilometer åben mix 1. division. Viking detroniseret af Københavns Roklub
Dagens mest spændende klasse var uden sidestykke 10-kilometer åben mix 1. division. For Viking: Zangenberg, Sværke og Hansen og Københavns Roklub ”Havnens Helte v.2” var sagen klar. Ville man vinde klassementet, krævede det en indbyrdes sejr over rivalen.
Picture
Københavns Roklub/Aalborg Dame Roklub ”Havnens Helte v.2”: Lone Thrysøe Larsen, Kenny Andersen, Mads Peter Andersen, Mikkel Schmidt og Ronan Tinsley blev samlet turneringsvindere i 10-kilometer åben mix 1. division. Foto Leif Thygesen
​Viking satte reserver ind på den lange distance om formiddagen for at være helt friske til eftermiddagens ”spurt-distance” på 10 kilometer. ”Havnens Helte v.2: Tinsley, Schmidt, Andersen, Andersen og Larsen var fokuserede, men lidt nervøse over det ”flade vand”. I hård modvind har fireren nok en fordel fremfor toeren. Det blev en knivskarp duel, som københavnerne trak sig sejrrigt ud af med en margin på syv sekunder og det på trods af, at ”Kennys helte” ifølge GPS-målinger i egen båd og i Vikings båd havde roet cirka 150 meter længere end Viking. Dermed må Viking i år konstatere, at det ikke blev til nogen guldmedaljer i klassementerne, efter at man sidste år hjemførte guld på både 10-  og 25-kilometerdistancen. 
Picture
Roklubben Viking: Reinhard Sværke, Jørgen Zangenberg og René Hansen vinder sølv på både 10- og 25-kilometerdistancen. Foto Leif Thygesen
​I 10-kilometer åben mix nåede Viking at vinde fire gange i træk. Kenny Andersen fra ”Havnens Helte” har før bejlet til titlen ”Den evige toer”, og lidt er der da også om snakken. I de sidste tre år er Kenny med en eller anden KR-konstellation blevet nummer to efter Viking i 10-kilometer mix, men endelig i år i 2016 lykkes det så at tage det sidste lille, men meget svære trin op på podiet. Viking og Københavns Roklub har hele sæsonen givet hinanden kamp til stregen, og man sluttede med en særdeles lige fight, hvor det var marginalerne, der afgjorde, hvem der løb med den samlede guldmedalje.
Picture
Middelfart/Nyborg ”Middelfarts Unge Løver”: Charlotte Buchwaldt, Claus Rützau, Roar Kloppenborg, Brian Sørensen og Bente Irring på ej til en flot bronzemedalje. Foto Leif Thygesen
​En anden firer ”Middelfarts Unge Løver”: Rützau, Kloppenborg, Sørensen, Buchwaldt og Irring har også været et solidt roende hold gennem hele sæsonen. Tre ud af fem gange er man sluttet på en podieplads, og det belønnes med en samlet bronzemedalje.
Humlebæk Roklub har en fornem langdistancekultur, og det har resulteret i blandt andet to hold i 10-kilometer åben mix. 10MIX: Tramm, Mortensen og Jensen slutter i Vejle på fjerdepladsen lige foran klubkammeraterne NY MIX: Probst, Poulsen og Poulsen, der bliver nummer fem. Pudsigt nok er det nøjagtigt samme placeringer, man får i klassementet.
DSRs ”Il Tempo Gigante”: Hansen, Grand Ast og Juhler blev reduceret fra en firer til en toer. Når man fratager en racerbil to cylindre, går det ud over farten og ”Il Tempo Gigante” blev nærmest til ”Il Tempo Agente”. Studenterroerne roede ”Il Tempo Agente” til det endelige pitstop som nummer seks.
Picture
”Havnens Helte” måtte give sig 100 procent og lidt til for at vinde over Viking og dermed hjemføre den samlede sejr. Sådan ser man ud, når man lige har roet 10 kilometer for fuld hammer. Foto Leif Thygesen
Samlet resultat i 10-kilometer åben mix
Nummer 1 og guld, Københavns Roklub/Aalborg Dame: Ronan Tinsley, Mikkel Schmidt, Sten Carlsen, Kenny Andersen, Lone Thrysøe Larsen, Mads Peter Andersen og Pia Erikstrup.
Nummer 2 og sølv, Viking: Reinhard Sværke, René Hansen og Jørgen Zangenberg.
Nummer 3 og bronze, Middelfart/Nyborg: Allan Ottesen, Claus Rützau, Roar Kloppenborg-Skrumsager, Brian Sørensen, Charlotte Buchwaldt, Bente Irring, Søren Hyre-Fenneberg og Bent Bøgh Pedersen.
 
10-kilometer åben motionsmix 2. division. ”Østjyske mesterskaber”
Med deltagelse af Horsens, Fredericia, Kolding og Vejle var der nærmest tale om ”Østjyske Mesterskaber i toåres inrigger over 10 kilometer”.
Picture
Horsens Roklub: Linda K. Nielsen, Carl Johan Andersen og Sten Holmbæk vandt 10-kilometer åben motionsmix 2. division. Foto Leif Thygesen
​Horsens Roklub: Holmbæk, Andersen og Nielsen vandt. Der er 42 sekunder ned til nummer to Fredericia: Nielsen, Mathiasen og Nielsen. De tre friske fredericianere har tidligere været flittige deltagere ved langdistancekaproningerne og fik støvet minderne af i Vejle med en flot sølvmedalje.
Kolding Roklub ”Dream Team”: Colmer, Espersen og Simonsen roede sæsonens tredje medalje hjem. I Randers blev det til sølv, i Aarhus til guld og her i Vejle altså til bronze.
Picture
Kolding Roklub ”Hansen-Team”: Jesper Hansen, Michael Fugleberg Bevense og Henrik Asaa fik en lille forfriskning efter veloverstået dåd. Foto Leif Thygesen
Kolding Roklub ”Hansen-Team”: Hansen, Bevense og Asaa er så stabile, at det er lige før, at langdistancedommerne kan kalibrere resultatlisten efter koldingenserne. Sæsonens tredje start og sæsonens tredje fjerdeplads blev det til.
Vejle Roklub var til start med ”The Glove Team”: Sarrossy, Gasch og Gamerini og slutter som nummer fem.
 
Roinfo.dk følger op på sæsonen
Roinfo.dk følger i den nærmeste fremtid op på den overståede sæson med et par artikler om den uofficielle klub- og roerkonkurrence samt lidt statistik. I den allernærmeste fremtid kan du læse ”Før og efter mållinjen – stort og småt fra DM”.
lthygesen@youmail.dk

Resultatlisten Vejlefjorden Grønne Bøge 2016  her
Pointstillingen  (slutstillingen) 2016 her.
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Langdistancekap

    Optaktsartikler og reportager fra Langdistanceturneringen, maratonregattaerne mv. 

    Picture
    Langdistancekaproernes gruppe på Facebook. Klik på logo

    Arkiv

    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    December 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    Marts 2015
    November 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk