Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Særdeles vellykket sæsonstart i Randers

30/5/2016

0 Comments

 
Picture
Randers Roklub var arrangør af årets første langdistancekaproning. Foto Leif Thygesen
​Af Leif Thygesen
Randers Roklub er efterhånden en erfaren arrangør af langdistancekaproningen ”Gudenåens Gule Åkande”, og det fornægter sig ikke – klubben kan føje endnu en særdeles vellykket langdistancekaproning til den i forvejen imponerende række af succesfyldte arrangementer.
 Man føler sig velkommen i Randers Roklub, formand Poul Andersen og Tommy Eschelund har styr på de praktiske detaljer og med en god håndfuld hjælpere ydes der fin service i den kronjyske klub.
I cafeen blev der solgt særdeles velsmagende sandwich med hjemmebagt brød og velafbalanceret fyld. Roinfo købte en sandwich med kylling og bacon. Brødet var friskbagt med sprød skorpe, salaten frisk og knasende og indholdet af kylling, bacon og karrydressing afstemt, så det hele blev en særdeles velsmagende mundfuld. Sidste år var der blandt langdistancearrangørerne kamp om at have de bedste grillpølser, i år har Randers lagt ud med en sandwich, som bliver svær at slå. Og hvad kan man så ellers sige om cafeen i Randers: Jo, kaffen var gratis, øllet var koldt, kagen var hjemmebagt, luftig og lækker, priserne særdeles rimelige og betjeningen både sød og venlig. Kan man forlange mere? Nej vel. En lille historie om den flotte service: Cafeen var løbet tør for mælk til kaffen. En kunde havde ikke tålmodighed til at vente, mens der blev fremskaffet mere mælk - men da der atter var mælk til rådighed, fandt man kunden ude på pladsen foran roklubben, og den overaskede kunde fik mælk i sin kaffe.
Picture
Der lyttes intenst under styrmandmøderne. Foto Leif Thygesen
Regattastemning
På det sportslige plan var det et kært gensyn med konkurrenterne fra sidste år. Stemingen på bådpladsen er den samme. Ramsaltede og ”kærlige” bemærkninger ryger gennem luften, og man gasser og psyker hinanden inden start. ”I år har vi tænkt os at give den fuld gas ned til vendebøjen, så vi kommer først og ikke skal overhale jer i svinget”, lyder det fra en firer til den toer, der har starttid umiddelbart efter fireren. Ja, og vi har talt om at give den fuld hammer fra start, så I ikke kommer forbi inden vendingen, lyder svaret fra toeren. Satans osse! Er det umiddelbare svar fra fireren. Det hele er sagt med et glimt i øjet og gensidig respekt, og bemærkningerne er med til at skabe den helt unikke stemning, man finder blandt Danmarks langdistancekaproere. Hvis du savner satire, ironi, og kærlige spark i r…., så gå en tur rundt på bådpladsen inden en langdistancekaproning. Det er en oplevelse.
Picture
Viking levede op til favoritværdigheden og vandt guld i 10-kilometer åben mix. Bagest Reinhard Sværke, Rene Hansen og Jørgen Zangenberg. Foto Mette Bacher
10-kilometer åben mix 1. division. Viking lever op til favoritværdigheden
Når man sidste år har vundet mix-klasserne både på 10- og 25-kilometerdistancen, så er man presset. For hvad er succes - andet end vejen til fiasko? Du bliver nødt til at fortsætte succesen. Du kan ikke flygte, og holder du op, mens du er på toppen, er du en tøsedreng. Succes er en barsk hersker, som man ikke kan eller vil flygte fra. Det var det noget bryske udgangspunkt for Roklubben Viking. Og ikke nok med at man mødte op som regerende mestre – Viking har samtidigt fået en spritny båd, så der er ingen undskyldninger for ikke fortsat at levere guldmedaljer i en lind strøm. Men Reinhard Sværke, Rene Hansen og Jørgen Zangenberg stod for presset og kunne i en hård fight henvise ”Havnens Helte” fra Københavns Roklub (KR) til andenpladsen.
Picture
"Havnens Helte" fra Københavns Roklub trykker til i tempo 30 - 32. Bagest Roan Tinsley, Mikkel Schmidt, Lars Hvedstrup Jensen, Kenny Andersen og Astrid Mohr Rasmussen. Foto Mette Bacher
​”Det er på tide du ændrer på flosklerne, når du skriver”, siger Kenny Andersen fra KR frit citeret til roinfo.dk. ”Du skriver altid, at vi ror i højt tempo, det gælder ikke mere. Det var i gamle dage, hvor vi roede toer om DM. I dag ligger vi i kadence 30-32, som andre mandskaber”. ”Jo, men Kalundborg ligger dog lavere end jer”, pipper roinfo.dk igen. ”Nej”, kommer svaret prompte – ”Snak med Kalundborg. Det er også en gammel skrøne, at de skulle ligge lavere i tempo end os andre - Spørg dem”. Det gjorde roinfo.dk så. Og Signaturen må give Kenny ret - så nu er det min tur til at sige: Satans osse – så skal jeg jo finde på noget nyt at skrive!
I kadence 30 – 32 trykkede ”Havnens Helte” Tinsley, Schmidt, Hvedstrup Jensen, Andersen og Mohr Rasmussen sig til en sølvmedalje 26 sekunder efter Viking. Det må siges at være en godkendt start på sæsonen for Københavnerne.
Picture
Middelfarts Veteraner roede sig til bronze i Randers i klassen 10-kilometer åben mix. Fra venstre Søren Lykke Jensen, Ole Bendtsen, Klaus Scheffel, Bent Bøgh Petersen og styrmand Søren Steen Hansen. Foto Leif Thygesen
​På tredjepladsen finder vi endnu en firer. Middelfarts Veteraner med besætningen Bøgh Pedersen, Scheffel, Bendtsen, Lykke Jensen og Steen Hansen gjorde det pænt i Randers. Utallige kilometer sammen giver stabilitet og rutine.
Picture
Middelfarts Unge Løver. Allan Ottesen, Claus Rützau, Roar Kloppenborg-Skrumsager, Brian Sørensen og Charlotte Buchwaldt. Foto Mette Bacher
​Indtil videre er det altså Middelfarts Veteraner, der har håneretten over for Middelfarts Unge Løver: Ottesen, Rützau, Kloppenborg og Skrumsager samt Sørensen og Buchwaldt fra Nyborg. De unge ”opkomlinge” er dog tæt på veteranerne og kun 77 sekunder skiller de to mandskaber. Jo, de unge løver bider veteranerne i haserne og næste gang… For Brian Sørensen og Charlotte Buchwaldt fra Nyborg var der come back ved en langdistancekaproning efter et års pause. ”Nu er jeg jo blevet DFfRs hovedbestyrelses kontaktperson til langdistancekaproningerne, så jeg må jo hellere deltage og holde lidt øje med det hele”, siger Brian til roinfo.dk. Roinfo.dk er dog sikker på, at det er et stykke arbejde, som Brian gerne påtager sig.
Picture
Rønne/DSR. "Bornholmerne". Louise Grandt, Kate Petersen og Preben Thorsen. Foto Mette Bacher
​Kombinationen fra Rønne/DSR: Thorsen, Grandt og Petersen slutter som nummer fem. For Kate Petersen har coastalroningen fortsat førsteprioritet. Louise Grandt var debutant og gjorde det flot, sammen med tredjemand i båden Preben Thorsen.
Humlebæk har blandet kortene en smule og er flyttet fra eliteklasserne til mixklasserne. Annie Renner Mortensen, Gitte Huniche og Jette Tramm ror sig til en sjetteplads. Lidt mere tekniktræning og samroning kan give holdet de sekunder, de mangler for at avancere på resultatlisten.
Picture
Humlebæk 10 mix. Gitte Huniche, Jette Tramm og Anni Renner Mortensen. Foto Mette Bacher
​”Det lette Lyn fra DSR”: Grand Ast, Albrechtsen og Eltorm lukker døren i 10-kilomter åben mix. Men lad en ting være slået fast - Cecilie Albrechtsen er med sin ukuelige optimisme og sit smittende humør med til at gøre langdistancekaproningerne festligere. Her er en roer, der virkelig støtter sine klubkammerater. Ubekræftede rygter vil vide, at Cecilies stemme nåede en frekvens og lydstyrke af en sådan højde, at glasset i dommernes stopur sprang, da Cecilie heppede et af DSRs herrehold i mål – men det er kun ubekræftede rygter.
Picture
Vejle/Horsens Kamillla Sarrossy, Linda K. Nielsen og Dorte Agerskov på vej i mål i 10-kilometer åben motionsmix 2. division. 1. Hvor er den målstreg? 2. Der var den yaheee. 3. Hvor blev de andre af? Foto Leif Thygesen
10-kilometer åben motionsmix 2. division. Trekantsdrama
Dommer Johannes Andersen konstaterede tørt, at 10-kilomter åben motionsmix 2. division havde været et ”trekantsdrama”. At kalde det et drama er måske at stramme den en smule, men fakta er det, at deltagerne i denne klasse alle kom fra Trekantområdet og omegn.
Førstepladsen gik til kombination fra Vejle/Horsens: Nielsen, Sarrossy og Agerskov. Kombinationen er tyve sekunder foran Kolding Roklubs ”Dream Team”: Colmer, Espersen og Simonsen.
Picture
Debutanterne fra Strib Ro- og Kajakklub på podiet i klassen 10-kilometer åben motionsmix. Fra venstre Bent Jørgensen og Jesper Ryttov. Christoffer Askholm mangler på billedet. Foto Leif Thygesen
​Debutanterne fra Strib Ro- og Kajakklub: Askholm, Ryttov og Juul Jørgensen gjorde en flot figur og kunne rejse hjem med en bronzemedalje.
Feltet i 10-kilometer åben motionsmix fuldendes af ”Hansen team”: Hansen, Hanquist Jensen og Asdaa fra Kolding Roklub. ”Hansen team” slutter som nummer fire.
Picture
DSR blondies Samantha Don Robbins, Anne Sofie Dahl-Petersen og Stine Rosbjerg på vej til guldet i kvindeklassen. Foto Mette Bacher
Senior kvinder 10-kilometer. Dobbeltsejr til DSR
DSRs trænerteam Bøg Mosegaard og Henrik Stenberg Asmussen ville ikke inden løbet fortælle, hvem der var DSRs første-, andet- eller tredjehold. ”To af holdene ligger meget tæt på hinanden, så jeg vil ikke pege på en favorit”, sagde Bøg Mosegaard.
Men en god indikator for at finde ud af, hvem der satses mest på er, at se, hvilke både holdene er tildelt. En tommefingerregel er, at det hold der får lov til at starte i den legendariske båd ”Hu” er førsteholdet. Da roinfo.dk spørger Tanja Nors Tardrup, der skal ro sammen med Cecilie Lützen Søltoft og Anne Katrine Bisgaard om det er dem, der skal forsvare DSRs DM fra 2015, siger Tanja: ”Det vil jeg da håbe, men det er det andet hold, der har fået lov til at ro i Hu”, så også roerne er godt klar over, at bådevalget er et fingerpeg på hvem, der er øverst i hierarkiet.
Og det kom til at holde stik. Det andet hold fra DSR – ”DSR blondies”: Samantha Don Robbins, Anne Sofie Dahl-Petersen og Stine Rosbjerg, der roede i ”Hu” vandt løbet. Og lad det så være 
​understreget med sort tusch og bøjet i neon og skrevet på et reklamebanner, der er trukket efter et fly over alle landsdele i hele Danmark og omegn: Roinfo.dk skriver ikke, at ”DSR blondies” vandt, fordi de roede i ”Hu”. Diskussionen om at ”Hu” giver en fordel, og om det ville ændre rækkefølgen, hvis et andet DSR-hold fik lov at ro i båden, overlader roinfo.dk trygt til DSRs roere og DSRs trænerteam. Robbins, Dahl-Petersen og Rosbjergs guldmedaljer er velfortjente! 
​På den vindende båd var der et bemærkelsesværdigt comeback til Anne Sofie Dahl-Petersen. I 2013 var Anne Sofie Dahl-Petersen på det hold, der vandt de ovale og eftertragtede DM-medaljer fra DIF - og ikke et ord om kortbane DM. I 2015 roede Anne Sofie med et par gange, uden at gøre det helt store væsen af sig, men det gav dog en bronzemedalje i Kolding. Bliver det i år, at vi igen ser den stærke og seje pige øverst på podiet i klassementet? Men sæsonen er endnu ung og holdsammensætningen i DSR og træner Bøgs veje er uransagelige.
På tredjepladsen kommer DSRs nabo Roforeningen KVIK: Andersen, Andersen og Lassen. KVIK kæmpede en brav kamp, men der er dog med 2.05 minutter op til sølvet ”klar vand mellem bådene”.
Picture
Anne Sofie Dahl-Petersen, DSR. Foto Leif Thygesen
Picture
To hold i kvindeklassen giver hinanden kamp til stregen. Forrest DSR "Saltbomberne", Anne Katrine Bisgaard, Cecillie Lützen Søltoft og Tanja Nors Tardrup, der vandt sølv og bagest KVIK "KVIKamigas", Bie Andersen, Line Andersen og Dorte Lassen, der vandt bronze. Foto Leif Thygesen
​Københavns Roklubs sølvvindere fra 2015 ”Smilet” Kjærulff Andersen, Skousen og Holck bliver nummer fire. Holdet roede af helbredsmæssige årsager med fast styrmand, Betina Holck, hele vejen. ”Det er en nødløsning, og vi leder efter en ny tredjekvinde, der kan ro sin del af turen”, siger Annette Kjærulf Andersen til roinfo.dk.
Picture
Vibeke Skousen og Annette Kjærulf Andersen, Københavns Roklub mangler en "legekammerat". Foto Leif Thygesen
​DSRs sidste hold i denne klasse ”Les Dames”: Nielsen, Jørgensen og Møller slutter som nummer fem. Kvinderne i denne klasse savner flere konkurrenter. Så er I et kvindehold, der har lyst til at prøve noget nyt, så skal I være mere end velkomne.
Picture
Humlebæk er tilbage i mixklassen på 25 kilometer og fejrede klasseskiftet med en guldmedalje. Sidste år roede Humlebæks herrer i mændenes klasse. Besætningen er i år Pia Rasmussen, Christian Probst og Jens Jørgen Tramm. Foto Leif Thygesen
25-kilometer åben mix. Dagens tilløbsstykke
I sin optaktsartikel til langdistancekaproningen i Randers skrev roinfo.dk om 25-kilomter åben mix klassen blandt andet: ”De regerende mestre, Roklubben Viking, behøver næppe nærmere præsentation. Viking deltager både på 10- og 25-kilometerdistancen, og i Randers ligger løbene i den rækkefølge, der passer Sværke, Hansen og Zangenberg bedst, så ”man soll sich nicht verblüffen lassen”, som en tysker ville sige (ohne Gewähr), hvis Viking løber med to gange guld i Randers”.
Picture
Viking fra venstre Rene Hansen, Jørgen Zangenberg og Reinhard Sværke blev dobbelte medaljevindere. Guld på 10-kilometer distancen og sølv på 25-kilometerdistancen. Foto Leif Thygesen
​Efter præmieoverrækkelsen, hvor Humlebæk: Tramm, Rasmussen og Probst havde fået overrakt guld og Viking: Sværke, Hansen og Zangenberg sølv, sagde Christian Probst til roinfo: ”Ja, jeg var lige ved at skrive til dig om Vikings favoritværdighed i vores klasse, men nu har du jo selv få syn for sagen”. Og roinfo.dk bøjer sig dybt i støvet for formand Christian Probst & Co. Det er et stærkt nordsjællandsk team, og det vil Signaturen skrive sig bag øret og huske, når fremtidige artikler om langdistancekaproning skal produceres.
Picture
"Bornholmerne" Rønne/Aarhus Geert Olsen, Torben Vesth Hansen og Jeppe Mark Meinert. Der var bronze i 25-kilometer åben mix til de erfarne langdistanceroere. Foto Leif Thygesen
På tredjepladsen finder vi ”Bornholmerne”, som er en kombination mellem Rønne og Aarhus. Olsen, Vesth Hansen og Meinert kunne fejre starten på deres årlige langtur med en bronzemedalje i Randers. De næste fem dage står den på langtur på Gudenåen, og mon ikke bronzemedaljerne er en kærkommen ballast i båden og vil være med til at gøre turen endnu bedre. ”Ja, selv konen havde været på nettet og fundet ud af, at vi havde vundet en medalje, og det er nyt og dejligt”, sagde en storsmilende Geert Olsen efter dagens præstation.
​Der er et pænt tidsmæssigt hul til fjerdepladsen, som erobres af DSR: Elgaard Larsen, Guldbæk og Hansen.

Picture
Københavns Roklub "KR 150", Hasse Minuva, Jim Kristensen og Flemming Simonsen. Foto Mette Bacher
​Tre ukuelige drenge fra Københavns Roklub, Jim Kristensen, Hasse Minuva og Flemming Simonsen, tager endnu en tørn på langdistancebanerne og belønnes i første omgang med en femteplads. ”Vi har planer om at starte i coastal, når der er mulighed for det, men indtil da holder vi formen og humøret ved lige i toåres inrigger”, siger Jim Kristensen til roinfo.dk.
Tre seje DSR-piger fik fuld valuta for pengene og stillede udover i kvindeklassen også op i 25-kilometer mix. ”Det gik fint, og vi havde en god tur”, sagde Anne Sofie Dahl-Petersen efter turen til roinfo.dk. De 25 kilometer ekstra indbragte en sjetteplads.
​Vejle Roklub: Juul, Jahn og Lønborg slutter som nummer syv, mens den arrangerende klub Randers: Sørensen, Gammelgaard og Hohwü belønnes for deres anstrengelser, med en ottendeplads.

Picture
Forrest DSR "Eftersidning" Anne Sofie Dahl-Petersen, Anne Katrine Bisgaard og Cecillie Lützen Søltoft og bagest Randers Roklub, Jan Gamelgaard, Morten Hohwü og Finn Sørensen. Foto Leif Thygesen
​KVIK: Krusell, Kofoed og Adelholm bliver nummer ni og endelig bliver DSR ”Bamses venner”: Jensen, Garflet-Nielsen og Juhler nummer ti. På DSR-holdet var der et bemærkelsesværdigt come back til Marianne Juhler, der for nogle år siden vandt flere medaljer i mixklasserne.
Senior mænd 25-kilometer.
Suveræne Kalundborg

Et af DSRs hold i mændenes klasse kalder sig ”Den Gode, Den onde og Den Grusomme”. Holdet er vel at betragte som førsteudfordrere til Kalundborg. Man kan vel næsten sige, at det var en smule profetisk. Men navnet ville nok passe bedre på de regerende mestre fra Kalundborg: Hansen, Christensen Bang og Modin. Kalundborg var både gode, onde og grusomme. Gode fordi de roede på 2.07.28 timer, onde fordi de ikke gav konkurrenterne en chance, og grusomme fordi de var i mål 3.39 minutter foran DSR. ​De danske mestre har sendt et signal, der ikke er til at tage fejl af: Det er os, der bestemmer, hvor (mester)skabet skal stå. Tæskeholdet fra Kalundborg er back in 
Picture
De regerende mestre i mændenes klasse, Kalundborg Roklub, Bjarke Christensen Bang, Alexander Hansen og Lars Modin. Foto Mette Bacher
business og den vaklen, man oplevede sidste år er væk. Vil DSR kunne svare igen på dette udlæg? Måske! Sidste år vandt Kalundborg også første afdeling, og så kom DSR stærkt tilbage, men det ser unægtelig lidt sværere ud i år.
Picture
DSRs piger følger spændt med i mændenes løb. Foto Leif Thygesen
​På tredjepladsen har vi ”Den gode Nyhed”: Schmidt Hansen, Pierrel Mikkelsen og Stentoft. Tidsmæssigt er der pæne huller mellem de enkelte placeringer. Det gælder også afstanden ned til nummer fire og fem, de to ASR-hold. Intern håneret vinder ASR herre 1: Kvindal, Dybkær Lauridsen og Skovgaard Nielsen over Lausteen, Ilsø Mahneke og ASRs formand Eske Christiansen. Men ASR var en dejlig frisk fornyelse, og man må håbe, at de ikke har tabt modet, selvom det ikke blev til topplacering i første omgang.
Picture
Tæt trafik ved broen. Foto Leif Thygesen

Næste runde i Egå
Til slut lige en smule ”brok” over resultatlisten på tilmeld.roning.dk: Det er journalistisk lidt svært at sætte de rigtige navne på billederne, når de korrekte startnumre ikke fremgår af resultatlisten. Det gør de kun i første klasse, mens startnumrene så i næste klasse starter fra 1 igen. I virkeligheden fortsatte startnumrene efter første klasse fortløbende med nummer 8, 9, 10 osv. Det må kunne rettes til næste gang, hvor Århusbugtens Røde Rose roes i Egå. Der er sidste rettidige tilmelding allerede på onsdag den 1. juni 2016 kl. 12.00
[email protected]

​Resultatlisten her
​Pointstillingen her
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Langdistancekap

    Optaktsartikler og reportager fra Langdistanceturneringen, maratonregattaerne mv. 

    Picture
    Langdistancekaproernes gruppe på Facebook. Klik på logo

    Arkiv

    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    December 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    Marts 2015
    November 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk