86 roere fra 13 forskellige klubber er til start, når Præstø Roklub inviterer til Præstø Roregatta. Sammenlignet med 2. runde i langdistanceturneringen 2016 er der desværre stadig tale om tilbagegang. I 2. runde i 2016 i Aarhus deltog 106 roere på 35 hold – heraf var de fem coastalhold – så selvom vi renser tallene for coastalroere, er tilbagegangen på cirka 15 procent. Samlet er deltagerantallet i de to første regattaer faldet med cirka 21 procent fra 205 roere til 162 roere.
Præstø er efterhånden en erfaren regattaarrangør, og der plejer ikke at være slinger i kursen, når der afvikles langdistancekaproning i det sydsjællandske. Servicen og stemningen er altid i top i Præstø, og med flere revancheløb på programmet i forhold til regattaen i Nakskov er der også sportsligt lagt op til en god spændende dag i de fleste klasser.
To/fireåres inrigger åben mix 10 kilometer. Fortsætter Viking sejrsrækken?
I Nakskov vandt Viking: Zangenberg og Hansen med Bruun som fast styrmand en forholdsvis klar sejr. I Præstø udskiftes styrmand Ib Bruun med Lisbet Jensen. Det får dog næppe den helt store betydning, og Viking er favoritter på (næsten) hjemmebanen.
Men Viking kan måske trues af Hellerup/DSR: Månsson, Have, Lesniak, Weise og Gammeltoft. Hellerup roede et enkelt løb i 2016, hvor det med næsten samme besætning blev til guld i Humlebæk, og i Københavnskredsens ”Sved på Panden-roning” fører Hellerup efter to runder. Hellerup møder således op i Præstø i topform, og vil blive en alvorlig konkurrent til Viking.
Ja, og så er der jo også vores fynske venner fra Middelfart og Nyborg – ”Team Skal du have Fynske Bank:” Olesen, Rützau, Seelk, Sørensen og Buchwaldt. I Nakskov blev det til sølv til den fynske kvintet, og Barske Brian og hans hærdebrede besætning giver sig ikke uden kamp. Så der er lagt op til en gyser om hvem, der slipper gennem nåleøjet til de tre podiepladser.
Med syv tilmeldinger er to/fireåres inrigger 10 kilometer åben mix 1. division regattaens bedst besøgte klasse.
To/fireåres inrigger 10 kilometer åben motionsmix 2. division. Vejle til start
KVIK blondies: Karlsen, Martlev Jensen og Østergaard har skiftet ud på en enkelt plads i besætningen i forhold til Nakskov. Anne Agerskov Schmidt er blevet erstattet af Merete Martlev Jensen. I Nakskov vandt KVIK blondies bronze.
Københavns Roklub stiller op med Simon Lund-Hansen, Michael Sørensen og Thorsten Ramstrup. Man skal aldrig afskrive et hold fra byens roklub, så hold øje med sydhavnsdrengene.
Fra Sydhavnen til Sydhavsøerne. Nakskov Roklub har to hold til start. Nakskov URO Lindegaard, Christensen og Christensen. Den unge Nakskov-trio gjorde det pænt på hjemmebanen, og glæder sig til en tur på nyt rofarvand, men savner et eller flere andre ungdomshold, der vil lege med.
Guldvinderne fra Nakskov Roklub. Roinfo.dk: Hansen, Thygesen og Thygesen har skiftet ud, så holdet nu består af Einer Hansen, Pia Olsen og Signaturen. Det er holdets bedste roer, Jonas Hoeg Thygesen, der har forladt holdet. Det resulterer i, at Einer Hansen og Leif Thygesen nu ror med fast styrmand, Pia Olsen, hvad det betyder for farten i båden må regattaen i Præstø vise.
Kvinder toåres inrigger. DSR møblerer om
Fem hold til start – to fra KVIK og tre fra DSR. DSR ”Bølgemaskinen”: Nors Tardrup Don Robbins og Rosbjerg har skiftet Cecilie Lützen Søltoft ud med Stine Rosbjerg. Stine Rosbjerg var i 2016 en del af det hold, der hjemførte danmarksmesterskabet.
KVIK & Dirty: Aabye, Lindebjerg og Jakobsen er i stærkeste opstilling og skal se om de kan rykke nærmere på DSRs suveræne regerende mestre. Holdet DSR ”Skumtoppene”: Nyrop, Rosbjerg og Albrechtsen, der vandt bronze i Nakskov, er blevet opløst - i stedet starter Cecilie Albrechtsen nu sammen med Astrid Clausen Nørgaard og Ida Marie Boas på holdet DSR ”Hedebølgen”.
Nummer fire fra Nakskov DSR ”Udenfornummer”: Cozen, Ruby og Igland skal se, om de kan tage et lille, men svært, skridt op på podiet.
25 kilometer åben mix. Får Humlebæk revanche?
I Nakskov vandt Viking: Dyhr, Zangenberg og Hansen en kneben sejr over Humlebæk: Probst, Olsen og Tramm på tolv sekunder. Så der er lagt op til et søslag af rang, når de to mandskaber igen mødes i Præstø. Viking har foretaget en særdeles interessant holdændring, idet Uffe Dyhr er erstattet med Brian Sørensen fra Nyborg. Brian ror normalt med på 10-kilometersdistancen, men den unge fynbo er kendt for sin sejhed og kan Brian Sørensen, Jørgen Zangenberg og René Hansen ellers få samroningen til at spille, er der tale om et uhyre godt og gedigent langdistancekaproningshold.
Nyt islæt i 25 kilometer åben mix i denne sæson er Vejle/Horsens med besætningen Christian Christensen, Linda K. Nielsen og Birgit Bech Jensen. Glædeligt er det at se et jysk hold til start på den lange distance.
J-Team fra KVIK har i Præstø skiftet Jesper Hansen ud med Jens Kofoed, og så er der ellers genvalg til to gange Jacob med efternavnene Sørensen og Krusell. J-team sluttede i Nakskov på fjerdepladsen.
DSR ”Champagnegaloppen” har Flemming Jensen og Samantha Don Robbins som nye på holdet. Genganger fra Nakskov er Tanja Tars Nordrup. ”Champagnegaloppen” roede sig til en femteplads i Nakskov.
Mænd 25 kilometer. DSR klubkaproning
Kun tre hold til start i denne klasse og alle tre hold er fra DSR. Man kan med rette spørge, hvorfor studenterne skal bruge ressourcer, tid og kræfter på at tage til Præstø, når de ligeså godt og noget mere bekvemt kunne afgøre tingene hjemme på Svanemøllebugen. Ærgerligt at KVIK – og andre ikke er med denne gang. Man kan kun håbe, at det er en engangsforeteelse.
”Den gode, den onde og den grusomme pensionist”: Møller Andersen, Solbjerg Stie Christensen og Winther Jørgensen.
”DSR 150”: Christensen, Pierrel Mikkelsen og Mortensen.
”Den gale roer”: Skov, Schmidt Hansen og Guldbæk.
I Nakskov var der guld til ”Den gode, den onde og den grusomme pensionist” og sølv til ”DSR 150”. ”Den gale roer” er en ny konstellation.
Der er ”normal” løbsrækkefølge i Præstø, det vil sige, at 10-kilometerløbene afvikles formiddag med start klokken 10.30, mens de to 25-kilometerløb har start kl. 13.30. I 10-kilometerløbene om formiddagen eksperimenteres med at sende bådene afsted med et minuts mellemrum mod de normale to. Langdistancekaproningsudvalget vil se om det kortere tidsinterval giver en mere dynamisk kaproning.
[email protected]
Se startlisten her