Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Langdistanceprolog 2014

13/5/2014

0 Comments

 
Picture
En løftet pegefinger fra den gamle skolelærer: 
Tilmeld jer nu i den rigtige klasse!
Onsdag den 21. maj 2014 kl. 12.00 er der deadline for sidste rettidige tilmelding til årets første langdistancekaproning Gudenåens Gule Åkande i Randers lørdag den 31. maj 2014.
LDKU har brugt den lange vinter til at skabe nye tilbud og til at optimere de eksisterende, således at der ved årets første langdistancekaproning tilbydes nedenstående løb.

1. 10. km åben mix 1. division. To- eller fireåres inrigger
2. 10 km åben motionsmix 2. division. To- eller fireåres inrigger
3. Senior kvinder 10 km. Toåres inrigger
4. 25 km åben mix. To- eller fireåres inrigger
5. Senior mænd 25 km. To åres inrigger
6. Coastal 4x+ 6 km mix
7. Coastal 2x- 6 km, mix
8. Coastal 1x, 3 km mænd og kvinder
PictureSelfie Leif Thygesen
Ny klasse 10 km åben motionsmix 2. division
- og her kommer den så - den løftede pegefinger!

Klassen 10 km åben motionsmix 2. division er først og fremmest tiltænkt de nye hold, der ønsker at afprøve sig selv ved en langdistancekaproning. Klassen er altså ikke oprettet for de hold, der sidste år roede 10 km åben mix, men ikke opnåede medaljer og som kunne tænke sig at få æresoprejsning og komme på podiet. 

Næh, klassen er tiltænkt hold, der er sammensat, så hovedparten af roerene er debutanter ved en langdistancekaproning. Som en tommelfingerregel kan man sige, at hvis I er to eller flere i båden, der før har prøvet at ro langdistancekaproning, så skal I stille op i 10 km åben mix 1. division – også selvom I ikke vandt medalje sidste gang. Dårlige undskyldninger som for eksempel: ”Jamen vi har ikke trænet ret meget”, ”Vi er småskadede”, ”Vi har ikke roet ret meget de sidste par år” eller ”Vi skal kun være med denne ene gang”, gælder ikke. Så lad nu være med at ødelægge et godt initiativ og tilmelde jer 2. division, når I hører hjemme i 1. division. Det kan godt være, at I kan vinde en let medalje, men I ødelægger klassen og tvinger LDKU til en detaljeret lovgivning, som kan være dræbende for nye initiativer. Hvis man er i tvivl om hvilken klasse man hører hjemme i, bør man tilmelde sig 1. division. Man kan eventuelt kontakte et medlem af LDKU for rådgivning om hvilken klasse man skal vælge. Det skal også understreges, at nye roere der føler sig stærke nok til at bide skeer med ”de store” selvfølgelig er mere end velkomne til at tilmelde sig 1. division. Bemærk, der er ingen gennemgående konkurrence i 10 km åben mix 2. division, så hvis man har planer om at deltage i flere langdistancekaproninger i løbet af 2014 er den klasse man skal tilmelde sig 1. division. Også her appelleres til, at man ikke spekulerer i ”medaljer”. Det vil være lidt trist og kedeligt for os alle sammen, hvis det samme begynderhold stiller op til to eller flere regattaer og løber med guldet hver gang – måske lige med undtagelse for de roere, der kan fortælle deres børnebørn, at de skam har vundet to eller flere guldmedaljer i 2014, men glemmer at fortælle, at det nærmest var som at tage slik fra børn.

Med håbet om at den nye klasse må blive til gavn og glæde for mange, siger LDKU velkommen til de garvede langdistanceroere i 1. division og goddag og velkommen til debutanterne i 2. division. Et gammelt ordsprog siger: Lige børn leger bedst, og det håber LDKU man vil respektere.

10 og 25 km på tværs konkurrence
Kvindeklassen har i nogle sæsoner været ramt af vigende deltagerantal, og sportsligt har det knebet med udfordringer for især DSRs kvindehold. Derfor indføres en på tværs konkurrence, hvor man med handicap sammenligner kvindeklassen og 10 km åben mix. Kvindeholdene tildeles handicap ud fra holdsammensætningen og så sammenlignes med tiderne i 10 km åben mix. Der udarbejdes en samlet resultatliste, og der gives point som i de øvrige klasser. Ved sæsonafslutningen uddeles der guld, sølv og bronze i klassen ”10 km over all”.

Samme system benyttes i 25 km åben mix og mændenes klasse, så også her bliver der noget at ro for, selvom man måske ikke er så mange hold i en enkelt klasse. Så der er endnu en grund til at give den fuld gas.
PictureArkivfoto Mette Bacher
Coastalløb ved langdistanceregattaerne
Hvor det er praktisk muligt tilbydes coastalløb i henholdsvis 4x+, 2x- og 1x i klasserne kvinder, mænd og mix. Toer- og firerløbene er over 6 km, mens der roes 3 km i single. Til de læsere, der ikke helt forstår de ”matematiske symboler”, der er benyttet ovenstående kan roinfo.dk oplyse, at bag forkortelserne gemmer sig følgende:
4x+: Coastal Dobbeltfirer med styrmand
2x-: Coastal dobbeltsculler uden styrmand
1x: Coastal singlesculler

Udviklingen i coastalbådenes udbredelse i Danmark har været nærmest eksplosionsagtig og fra ”0 til 100” er sket inden for en ganske kort årrække, så det bliver spændende at se om coastalroerne tager mod udfordringen og benytter lejligheden til at deltage. At der tilbydes coastalløb ved langdistanceregattaerne er nærmest ”genialt”, både rent organisatorisk (kaproningen skal jo under alle omstændigheder planlægges og gennemføres) og kalendermæssigt (det ville være endog mere end svært

at finde huller i kalenderen, hvor rene coastalregattaer kunne placeres). Spørg blot den nu opløste Regattakoordineringsgruppe!
Langdistancekaproningsarrangørerne har dog betinget sig, at der er mindst tre deltagere i hver klasse før løbene gennemføres. Men den enkelte arrangør kan jo vælge at lade roerne ro under alle omstændigheder og desuden tilbydes det stadigt, at coastal 4x+ kan deltage i 10 km åben mix 1. division på lige fod med en fireåres inrigger. Du kan læse mere om reglerne for coastalløbene her.

Tilmelding via tilmeld.dk
Tilmelding til Gudenåens Gule Åkande og øvrige langdistancekaproninger sker via DFfRs tilmeldingssystem på http://tilmeld.roning.dk/.
Signaturen har efterhånden til hudløshed skrevet om rettidig tilmelding, korte holdnavne hvoraf det fremgår hvilke(n) klub(ber) man repræsenterer, tilmelding af den samme roer med samme navn hver gang og fordelen ved at sætte sig ind i reglementet, så det springer vi over denne gang.

God sæson
Langdistanceturneringen 2014 starter i Randers, som jo er kendt for et godt og forholdsvis beskyttet rofarvand, som giver ideelle betingelser for en god kaproning, og da Randers Roklub også er kendt for at have styr på tingene, håber både LDKU og Randers Roklub at se rigtigt mange deltagere lørdag den 31. maj 2014, når langdistanceturneringen startes med et brag af en kaproning. Roinfo.dk skal vende tilbage med en optaktsartikel, når tilmeldingerne til regattaen foreligger. Tilbage er at ønske alle en rigtig god sæson.
Tekst Leif Thygesen
Picture
Arkivfoto Mette Bacher
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Langdistancekap

    Optaktsartikler og reportager fra Langdistanceturneringen, maratonregattaerne mv. 

    Picture
    Langdistancekaproernes gruppe på Facebook. Klik på logo

    Arkiv

    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    December 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    Marts 2015
    November 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk