Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Langdistancens DM-finale set fra land. - Det var spot on!

30/8/2018

0 Comments

 
Tekst & Foto: Mette Bacher

Danske Studenters Roklub, der selv er storleverandør af deltagende roere til Langdistancekaproningsregatterne igennem mange år, stod for den helt store årsafslutning i lørdags, hvor klubben desuden havde meldt endnu flere roere til på hjemmebanen, som er Øresund ud for Tuborg Havn og Svanemøllehavnen.​
Picture
Danske Studenters Roklubs klubhus i Strandvænget i København. Storklubben lagde lokaler og farvand til en flot dag ved Langdistancekaproernes store sæsonafslutning i lørdags. Foto Mette Bacher
Og da det hele var overstået langt ud på de små timer, natten til søndag, for naturligvis blev det hele rundet af med middag og fest, kunne de mange medhjælpere klappe sig selv på skuldrene og sige: - Det gik sgu meget godt…
Og det gjorde det sgu - over alt forventning. Det er næppe nogen hemmelighed, at DSR har en meget visionær formand, Kasper Haagensen, og når han er involveret i festivitas med udgangspunkt i Strandvænget 55, så skal der være et vist format over det, som i 2017, hvor deltagerne om aftenen ved den helt store jubilæumsfest pludselig kunne se DSRs flotte logo lyse op på en af havnens store siloer i Svanemøllehavnen, så fås det da næsten ikke mere blæret.

En idé til næste gang
Og det var da også lige før, at deltagerne begyndte at måbe, da fem veteranfly fløj i formation i middagspausen over klubhuset i Svanemøllehavnen, som var det de 5 svaner, som symbol, men lige her måtte formand Haagensen melde hus forbi. De fem herlige flyvemaskiner deltog i et specielt show ved Peblingesøen i nærheden. Men alligevel - fra den kant kan der ofte vanke overraskelser, så de mange roere og tilskuere begyndte at tro, at det var et nyt og flot stunt af DSR - måske griber studenterroerne ideen til næste gang?
Picture
Den flotte sal i DSR var gjort klar til middag og fest efter roernes anstrengelser på vandet. Foto Mette Bacher
Picture
DSR stillede selv op med mange mandskaber i lørdags, og det gav en overfyldt forplads med mange både og deltagere i de kendte blå dragter. Foto Mette Bacher
Picture
Med dette opslag på døren, var der ingen tvivl om, at DSR stod for en langdistancekaproning af en eller anden art... Foto Mette Bacher
Dagen blev indledt med et styrmandsmøde, hvor klubbens sportsrochef, Jan Pierrel-Boas fortalte om banen, og de mange udfordringer, der ville være på dagen. Her fik deltagerne oplyst, at der var meget trafik af forskellig slags på vandet, og det var vigtigt at være meget opmærksom, ikke kun på hinanden under selve distancen, men også på de mange sejlbåde, som lige præcis denne lørdag holdt regatta lidt længere ude på Sundet.

Dygtige rodommere
Dernæst var det rodommernes tur til at fortælle, og give en eksakt regattatid. Denne procedure stod Inger Valentiner-Branth for. 
I lørdags bestod dommerkollegiet af tre dygtige kvinder, for udover Inger udgjorde  også Annie Kaalby og Lene Svanebjerg et dygtigt team, der med stor myndighed var kommet på noget af en opgave med at holde styr på meldinger fra vendepunkter, at sende folk af sted, og modtage dem i mål. Der var en hel del at se til denne lørdag.
Picture
Friske fra morgenstunden. Er det "kun jer damer", der dømmer i dag, spørger roinfo.dk. Og tager sig efterfølgende i det, for udtrykket "kun", kan jo misforstås. Men de tre rappe quinder svarede. - Ja det er bare os damer, os bare damer, sagt med store grin, og dermed var der lagt op til en skøn dag for de dygtige kvindelige rodommere: Lene Svanebjerg, Annie Kaalby og Inger Valentiner-Branth. Foto Mette Bacher
Genialt udtænkt robane 
Mange steder er det sådan, at langdistanceroerne sendes ud på ruten med udgangspunkt fra værtsklubben, og da flere klubber er placeret i fjorde eller inde i havne, da er det ikke altid helt nemt at følge roerne undervejs i forløbet. Det kan heller ikke være anderledes, men i DSR havde man alle muligheder for at placere rundstrækningen således, at det meste kunne følges inde fra land. Denne vigtige del af dagens regatta, var der mange, der roste. - Det var smart tænkt, for det gav én noget ekstra power, når der skulle vendes så tæt på land, hvor folk stod og heppede, og det virkede også godt på selve konkurrencen, hvis der var både, der måske var ude på første runde, man så indhentede og roede lidt om kap med, det tændte virkelig én til at give den noget ekstra, fortæller en tilfreds kvindelig deltager fra Roforeningen KVIK.
Det samme har vi set ved flere coastalregattaer de senere år, og ved Danish Open i Horsens i 2017, var det tilrettelagt således, at man kunne følge roerne det meste af vejen. Også i Humlebæk har man muligheden for at udlægge baner, så roerne kan følges fra land en del af vejen.
Picture
Det var muligt at følge holdene på det meste af ruten, og med Hven til højre i baggrunden, et flot klart efterårsvejr og mange øvrige fartøjer på Sundet, gav det en ekstra dimension for tilskuerne. Foto Mette Bacher
Picture
Kraftfuld roning og dramatiske vendinger. Det hele kunne følges tæt fra land. Foto Mette Bacher
Godt for publikum
Banens placering var virkelig godt udtænkt, og lidt af en genistreg, idet der tydeligvis også var taget hensyn til tilskuerne. Det er DSRs Henrik I. Jørgensen, der fik strikket denne vigtige del af hele stævnet sammen.
Det gjorde arrangementet meget publikumsvenligt og spændende, og på nær få undtagelser, skete der næsten hele tiden noget på vandet, som de tilskuere, der var mødt frem ved Tuborg Havn - eller på Svaneknoppen - kunne følge på nærmeste hold.
Man kunne følge vendingerne, starten, og når bådene kom i mål, hvor et klart efterårsvejr med sol og flotte skyformationer, tillige med et Øresund spækket med flotte sejlbåde, og øen Hven i baggrunden, dannede en lækker kulisse og fremviste rosporten på allerbedste måde.
Picture
De mange kulørte sejl dannede på et tidspunkt en rigtig flot baggrund på Sundet, th. skimtes en af vendebøjekontrollørerne, DSRs Anders Brems, lænet op af masten, der med Lene Boysen havde påtaget sig et vigtigt hverv denne lørdag. Foto Mette Bacher
Picture
Langdistanceroernes cheftræner i DSR, Bøg Mosegaard, der i årevis har været klubbens garant for medaljer og mesterskaber, følger, sammen med DSRs sportschef, Jan Pierrel-Boas, klubbens mange deltagere på nærmeste hold. Foto Mette Bacher
Picture
For tilskuerne var der hele tiden noget at se på med de mange deltagende både, der flere gange skulle vende ud for selve Svaneknoppen, hvor der også var start - og målområde. Foto Mette Bacher
Lækkert traktement, der tog kegler
Når langdistanceroerne er ude til regattaer, så er det et must, - og også forventeligt - at værtsklubben står for lækkerier i form af bespisning og drikkevarer. Roinfo minder om det flotte traktement, vi oplevede og smagte på i Egå, i Randers og Vejle, og at vi desværre gik glip af det ellers så lækre traktement i Humlebæk, hvor alt stod klar - men da selve regattaen blev aflyst, så...
Derfor var det naturligvis forventeligt, at DSR også kunne leve op til de øvrige arrangørers lækkerier. Og her blev man bestemt ikke skuffet. Der var tænkt på det hele, hvad angår mad til sultne munde og noget til at slukke tørsten med.
Lækre pølser fra grill, sandwiches, der var uovertrufne, og tiltaget - hvor DSR så lige giver det hele en ekstra tand og lidt kolorit: - Softice, som naturligvis og med den største selvfølgelighed blev lagt oven på de i forvejen himmelske stykker kage. Det var helt suverænt. Dette kunne man smæske sig i på bådepladsen ved klubhuset, hvor det store cateringtelt i hjørnet havde stor søgning, og hvor LD-roere og formand knoklede løs for at mætte de mange sultne deltagere i middagspausen.
Picture
- Når jeg står ved min maskine på min dejlige fabrik så er jeg glad for at leve, det' da klart er det ik'. Formand Kasper Haagensen tog, som sædvanlig, en stor tørn, og var en sand mester i serveringen af lækkerier fra det store telt med mad og drikke, hvor der hele tiden var kø af roere og publikummer. Foto Mette Bacher
Kaffe og kage på Knoppen, tak…
Men hvis vi absolut skal lede efter et eller andet, arrangørerne måske skal tage et lille kig på til næste gang, så gerne et campingbord med et par termokander kaffe, plastkrus og bradepandekage til de tålmodige tilskuere, der holdt ud i det lidt kølige vejr i timevis for at få det hele med.

Der var med garanti blevet udsolgt på kort tid. Det kan skrives ind i Grønspættebogen til næste gang, om to år, hvor DSR står for tur med værtskabet igen. Blot en idé...
To OL-roere med på Øresund
De fleste kender guldfirer-roer: Kasper Jørgensen temmelig godt. Egentlig roede Kasper for Roskilde Roklub, da han i flere år var en del af kvartetten, der tog medaljer, lige indtil letvægtsfireren fra 2017 blev pillet af det olympiske program, men man kan dog stadig vinde verdensmesterskab i denne disciplin. Det har, indtil videre, tilsyneladende ikke den helt store interesse fra dansk side.
Kasper meldte sig ind i DSR, og i fjor opnåede han noget, som det ikke er mange forundt, og det er at blive Danmarksmester i 2-åres inrigger på langdistancen, og i 4-åres inrigger på kortbanen. - dertil så også lige et Forbundsmesterskab i 2-åres inrigger på kortbane… 
Jørgensen har 11 Danmarksmesterskaber med sig fra kortbane-DM, i hhv. M2-, M4-, M8+ - og, som skrevet ovenfor, i 4-åres inrigger. De tidligere mesterskaber er vundet for Roskilde Roklub.
I 2018 har vi ikke set så meget til Kasper Jørgensen, men han har ikke ligget på den lade side, og holdt sig i rigtig god form, så han er klar til at præstere ved kortbane-DM i begyndelsen af oktober. 
I lørdags mødte han frem med Rasmus Solbjerg Stie Christensen, der også er Danmarksmester i inrigger på kort- og langbane, og Martin Grand Ast.

De tre ror sig til en 4. plads. Ser man på Kaspers meritter, så er det først og fremmest det med, at han har været med til 2 x OL, i 2012 & 2016, hvor det bliver til bronze og sølv.

​Han indledte sin rokarriere tilbage i 2004, hvor det blev til pæne placeringer ved U23VM i LM4X-, siden gik turen over i LM8+ og LM2-, som var reservebåd til guldfireren, og Kasper roede sig til en fast plads i guldfireren i 2009, hvor det blev til 3 World Cup-sejre og en sølvmedalje ved VM med Morten Jørgensen, Jens Vilhelmsen og Christian Place Petersen.

I 2010 & 2011, toppede fireren ikke ved VM, men i 2012 stod den, som nævnte ovenfor, på OL-bronze med Morten Jørgensen, Jacob Barsøe og Eskild Ebbesen.
Picture
Sådan så det ud, da OL-roer Kasper Jørgensen, på plads 1, med Rasmus Solbjerg Stie Christensen, som stroke, og Martin Grand Ast på styrmandssædet, roede til start. Foto Mette Bacher
Picture
Et højt tempo lægges fra første tag. Foto Mette Bacher
​I 2013 bliver Kasper med Morten og Jacob Barsøe, samt Jacob Larsen både Europamestre og Verdensmestre, og samme flotte resultater opnås også i 2014. I 2015 hedder det: EM-bronze - og VM-sølv, og i 2016 - OL-sølv. Efter denne flotte karriere, bliver Kasper medlem af DSR og giver hele langdistancekaproningsturneringen et frisk pust med sin sublime roning.

Tramm konge i 1X for 30 år siden
Jens Jørgen Tramm, der ror for Humlebæk Roklub, var en fantastisk dygtig singlescullerroer for år tilbage. Dengang for Helsingør Roklub, så det kan konstateres, at det romæssig set bliver i nabolaget på den nordlige dele af Strandvejen. Og her taler vi ikke om letvægtsroning, men om den åbne klasse med høje mænd og mere vægt bag åretagene. Således roede Tramm sig til udtagelser til VM, via sculleren, og det blev til i 4X-.
I 1986 & 1987 hedder det udtagelser til Nations Cup, datidens U23VM, hvor Jens Jørgen bliver hhv. nr. 8 og nr. 6 i 1X. I 1988 bliver Jens Jørgen Tramm Danmarksmester i M1X, og der har ikke været nogen siden fra Helsingør Roklub, der for 30 år siden kunne indskrive sig på alle tiders flotte DM-liste. I 1989, 1990 & 1991 bliver Tramm udtaget i M4X- til VM, hvor det bliver til placering i B-finalerne. 
Picture
Kenny Andersen, Christian Probst og Jens Jørgen Tramm fra KR/Humlebæk. Foto Mette Bacher
Picture
Jens Jørgen Tramm, th., her med Christian Probst, ved langdistancen i Præstø i 2017, kan i år fejre, at han for 30 år siden blev Danmarksmester i singlesculler. Foto Mette Bacher
I 1992 er det en udtagelse til de olympiske lege i Barcelona, denne gang i otter, hvor mandskabet ror sig til en flot placering ved at vinde B-finalen og blive en samlet nummer 7. Han ror med: Martin Haldbo Christensen, Lars Christensen (den senere sportschef i DRC), Carsten Hassing, Thomas Larsen, Jesper Thusgaard, Jens Christian Pørneki og Kent Skovsager. Styrmand er Stephen Masters.

​
Tramm vandt i 2018, 30 år efter sit Danmarksmesterskab i 1X, årets turnering i inrigger, mixklasse, 25 kilometer, og det med sin faste makker, Christian Probst, Humlebæk Roklub - og Kenny Andersen fra Københavns Roklub
Dronningen af langdistancekaproning
Hun har en rekord, der bliver svær at slå. Ulla Jacobsen, Roforeningen KVIK, er Danmarks mest erfarne roer indenfor langdistancekaproning - og det over en længere årrække.
Lørdag understregede hun denne position ved at vinde sit 8. Danmarksmesterskab i langdistancekaproning, og denne gang med Torill Lindebjerg og Tine Aabye. De tre udgør et godt team, og Ullas makkere har, for en del år siden, gjort det ganske godt, når vi taler kaproning på et højt plan på kortbanen.
Roinfos ene journalist husker tilbage til 1992 ved DM på Haderslev Dam, hvor Ulla Jacobsen er med i 4+inrigger, som på daværende tidspunkt var på DM-programmet. I modsætning til i dag, hvor 4-åres inrigger for kvinder, desværre, er blevet taget af plakaten ved kortbane-DM, så var der 7 både til start dengang, og det udløste to indledende heats. Nok vandt KVIK ikke mesterskabet, det gjorde DSR, men Ulla var der, som en personlighed for roforeningen. 
​Vi spotter Ulla Jacobsen som Danmarksmester - og her taler vi om de ægte DIF-mesterskaber på Langdistancen første gang i 1995, hvor KVIK siden vinder mesterskabet frem til og med 1997, hvor Jacobsen også vinder i 1996, så står den på pause fra Langdistancen over en årrække, og Ulla forsøger sig nu på kortbanen i bl.a. toer uden styrmand, med Birgitte Andersen, mens hun har en del Forbundsmesterskaber med sig i kvindernes 8+.

Picture
Vi er til Danmarksmesterskaberne ved Brabrand Sø i 2014. Ulla Jacobsen er naturligvis med i KVIKs otter, som hun har været det så mange gange før, hvor KVIK i en årrække vandt Forbundsmesterskabet. Fv. Christina Aagaard, Lea Jakobsen, Maja Søndergaard Knudsen, Marianne Becker, Ulla Jacobsen, Sarah Lauritzen, Rikke C. Nielsen, Anne Dsane Andersen, og forrest: Styrmand: Philip Tobin. Foto Mette Bacher
​I perioden 2002-2007 er Ulla med igen, og her vinder KVIK mesterskabet over DSR. Derefter kommer en længere periode, hvor Danmarksmesterskabet går til DSRs kvinder, hvor storklubben vinder hele 10 år i streg, lige indtil i lørdags, hvor Ulla, Torill og Tine sætter sig øverst på tronen i denne disciplin.
Og det bliver Ulla Jacobsens 8. Danmarksmesterskab her.
Den næste på listen, som har vundet 5 mesterskaber, er DSRs Tanja Nors Tardrup.
Picture
Seje kvikke damer efter finalen i lørdags, fv. Ulla Jacobsen, Torill Lindebjerg og Tine Aabye. Foto Mette Bacher
​Mesterskabslisten vidner om en sand magtkamp imellem naboklubberne i Strandvænget i København, KVIK & DSR, siden 1995. De første år lykkedes det for dygtige kvinder i provinsklubberne at stige til tops med Horsens Roklub i 1991, og ellers er det lykkedes for Tissø Roklub, og Lyngby Dameroklub at få roet sig ind på mesterskabslisten. Tidligere havde Københavns Roklub et dygtigt team, der vandt flere år i rap, men det var før, man udskrev løbene, som Danmarksmesterskaber.

Det står lige imellem far og søn
På sværdsiden ses også flere interessante historiske glimt på mesterskabslisten.

Her er, uden tvivl, Hellerup Roklubs Thomas Weise Pedersen, med sin historiske baggrund indenfor Langdistancekaproning, den mest erfarne LD-roer, vi ser i herrernes rækker. Weise ror dog ikke mere med i herrernes åbne klasse, 25 kilometer, om Danmarksmesterskabet, men i mixklassen, og det både i LD-roning og Københavnskredsens Sved-på - Panden-turnering, hvor han ofte topper med sine makkere fra Hellerup Roklub.
Vi møder Thomas Weise på mesterskabslisten første gang i 1993, hvor han er makker til Per Hansen, der også igennem en længere årrække styrede totalt i inriggerløbene på kortbane og langdistance. De vinder i 1993 & 1994, smutter over i KVIK i en kort periode, hvor de vinder i 1997, og tager sig af mesterskabet i 2001 for Hellerup Roklub.
Picture
På styrmandssædet Lise Teisel, Stroke Arne Månsson, Peter Gammeltoft, Thomas Weise og Rolf Traberg, da de ror med i Harbour Race. Foto Mette Bacher
Men en interessant historie er, at Per Hansen, indtil i lørdags, toppede listen med flest vundne Danmarksmesterskaber i 2-åres inrigger, mens Pers søn, Alexander, var lige i hælene på sin far, med 5 mesterskaber til Kalundborg Roklub.
Da sjællænderne tog sig af mesterskabet lørdag, nåede Alexander på omgangshøjde med far Per.
Det var i øvrigt Kalundborg Roklub, der først skrev sig ind på Danmarksmesterskabslisten i 1991, og så hører vi intet til denne klub, før 20 år senere, hvor Alexander og Co. Stempler ind og tager mesterskabet i 2011.
Picture
Fra lørdagens start i Svanemøllen. Alle ombord på Kalundborgs båd er tidligere kaproere/landsholdsroere. På styrmandssædet: Mike Christensen, Alexander Hansen stroker, og Kaare Mattesen sider 1. Foto Mette Bacher
Med Kalundborg Roklubs sejr i lørdags, giver status for 2018, at Kalundborg Roklub har roet sig på omgangshøjde med DSR, idet de to klubber topper med 7 mesterskaber til hver.
Mest vindende roere her er: Per Hansen, 6, Alexander Hansen, 6, , Bjarke Christensen Bang, 5, Kaare Mattesen, 4, og Thomas Weise Petersen, Hellerup Roklub: 4.

En fødselsdag banede vejen til mesterskabet.
Flere roere var inviteret med, da Kalundborg Roklubs Britta Densen fejrede 60 års fødselsdag i foråret 2018. Densen har selv, under navnet Graae, gjort det fantastisk flot i inriggerløbene for år tilbage, hvor hun, som eneste kvindelige roer, i 1992, tog mesterskaberne på både langdistancen, i 2-åres, og i 4+inrigger og 2+inrigger på kortbane, de to kortbanemesterskaber i øvrigt med roinfos ene journalist. Den rekord vil altid bestå, for året efter pillede man kvindernes 4-åres inrigger af DM-programmet. I 1992 roede man ikke 1000 meter i inriggerne på kortbanen, men den fulde distance, 2000 meter. Så det var en lang weekend ved Haderslev Dam, idet man dette år skulle ro et omløb i langdistancen, da en bøje havde rykket sig under kvindernes finale i Ringkjøbing tidligere på året.

​Dermed blev beslutningen taget om, at de mandskaber, det var gået ud over, kunne ro om mesterskabet på selve Haderslev Dam, nu der alligevel var DM på stedet. Britta, der roede for DSR, fik noget for startpengene, idet der også var to kortbaneløb i inrigger, tillige med at der i 4-åres var indledende heat også. Men det lykkedes at tage mesterskaberne i alle tre discipliner.
Da hun fejrede sin runde fødselsdag i 2018, var bl.a. Formandsparret for Kalundborg Roklub inviteret med, og snakken gik, ikke overraskende om roning hen over bordet. Roinfos udsendte, Brittas klassekammerat fra folkeskolen, der netop havde været i Randers og set på Langdistancekaproning, fortalte, at herrernes klasse ikke var særligt velbesøgt, og om det mon ikke kunne være noget for Kalundborg Roklub at være med til resten af sæsonen.

​Kaare fortalte, at han og Alexander Hansen egentlig ville have været med til den første langdistance i Randers, men fruen gav strenge ordrer på, at han skulle blive hjemme. Parret ventede barn, og det var lige op over. Godt at Kaare parerede ordre, for det var en lang tur hjem fra Randers, hvis nu at. Derfor kom Kalundborg-roerne ikke med til 1. afdeling i Randers.
- Der er måske chance for et Danmarksmesterskab, kvidrede jeg, og det skal man ikke nævne to gange  overfor en “gammel cirkushest“, som Kaare Mattesen.
Fluks trak Mattesen telefonen op af lommen og ringede til Alexander. 
- Er du med på en omgang langdistance, lød det. - Ja da, var svaret, og dermed stemplede Kalundborg Roklubs mandskab ind i 2. afdeling, hvor det blev til en 2. plads.
Til næste afdeling var mandskabet blevet forstærket med den tidligere landsholdsroer: Mike Christensen, og så gik det ellers stærkt. Så stærkt, at de fortsatte den stil, Kalundborg Roklub altid har haft, som sit varemærke, og lørdag kunne Alexander, Kaare og Mike ro Danmarksmesterskabet hjem i sikker position.
Picture
Nybagt far og klar til at tage endnu en tur indenfor langdistancekaproningen. - Hva´ er du frisk, spørger Kaare. Og det var Alexander, som ventet. Tre måneder senere kan de endnu engang glæde sig over titlen, som Danmarksmestre. Foto Mette Bacher
To formænd blev Danmarksmestre
Værd at bemærke er, at to klubformænd blev Danmarksmestre i lørdags, i hver sin disciplin.
Tine Aabye, nyvalgt formand for Roforeningen KVIK, og den første kvindelige formand i Nordens ældste roklub, og Kaare Mattesen, formand for Kalundborg Roklub, sikrede sig, som skrevet ovenfor, Danmarksmesterskaberne på hhv. 10 kilometer og 25 kilometer.


Tid til et skifte....
Picture
Det går som regel ret stærkt, når der skiftes... Foto Mette Bacher
Picture
Og der er mange måder at gøre det på... Foto Mette Bacher
Picture
Så er pladserne fundet... Foto Mette Bacher
Næste generation på vej
DSR har i årevis været begunstiget af dygtige ropiger, som har præget billedet indenfor langdistancekaproning, og i dette år, hvor DSR i øvrigt kan fejre 50 året for kvindernes første indmeldelser i storklubben, er det herligt at konstatere, at næste generation er på vej.
Det at ro langdistancekaproning i DSR, kan også bane vejen til ægteskab og børn. Her er måske et fif til dem, der pt. er singler og overvejer at begynde at gå til roning…
Således mødte roinfo flere af DSRs stærke langdistancekvinder i lørdags - men blandt tilskuerne på Svaneknoppen - og med næste generation på armen. Udover Marie Bruun Nielsen med lille Alfred på armen, hun tog til roning, mens farmand, Henrik Mortensen er udsendt, som landstræner for rolandsholdet, mødte roinfo også to kvindelige roere, som har præget langdistanceregattaerne de senere år. 

​Men ikke i 2018, for nu er der gået babyer i den. Således mødte vi Ida Marie Pierrel-Boas, der mødte frem med sin og sportsrochef Jans lille Ellen Sofie, og Cecilie Albrechtsen, der både er kendt som inkarneret langdistanceroer, men også, som dygtig styrmand for DSRs elitekaproere, da hun overværede LD-roernes anstrengelser med lille Emil på armen. Farmand er: Rasmus Solbjerg Stie Christensen.
Picture
LD-barselspause i 2018 for Ida Marie Pierrel-Boas med Ellen Sofie på armen, og Cecilie Albrechten med lille Emil. Foto Mette Bacher
Picture
Sådan så det ud i 2017 ved Langdistancen i Præstø, hvor Ida Marie styrer og Cecilie sidder et. Foto Mette Bacher
​To andre mødre var også på plads, mens deres mænd, og børnenes fædre roede Danmarksmesterskabet hjem, det var Kalundborg Roklubs formandsfrue, Lene Mikkelsen med Carl Emil og lille Anna Sofie, Og Alexander Hansens kone, Ditte med Valdemar og Isabella.
Der var nærmest dømt legestue på Svaneknoppen, og Lene Mikkelsen kunne fortælle, at de også dukker op ved Danish Open i Coastal.
​- Så rykker vi hele legestuen til Stevns, lyder det med et smil i telefonen.
Picture
Der er læs på, når Kalundborgs seje herrer kører til regatta. Udover traileren på slæb, er koner og børn, barne- og klapvogne, pusletasker, malebøger osvosv. med i bilen. Midt på Svaneknoppen havde mødre og børn slået sig ned, mens fædrene boltrede sig på havet. Foto Mette Bacher
Dem der fik ekstra opmærksomhed i lørdags
Det var glædeligt at se roere, der ikke har været med ude i denne sæson, og nye roere var også med på ruten - eller coastalroere, der for en dag tog en tur ved langdistancen, eller glade ungdomsroere...
Picture
Skønt at se deltagelse fra Aarhus Studenter Roklub. Der har altid været et rigtigt godt samarbejde imellem de to inkarnerede studenterroklubber i Danmark, og naturligvis inviterede DSR roere fra ASR til København. Jacob Blom(1) Lasse Laustsen(2) Simon Kvindal(cox) roede rigtigt godt, og blev nummer 5 - blot 3 minutter efter nummer fire fra DSR. I 2004 vandt ASR Danmarksmesterskabet på langdistancen v. Søren Agergaard, Anders Bertelsen, Anders Moustgaard. Sidstnævnte meldte sig siden ind i DSR, og tog et par mesterskaber mere i denne disciplin tillige med flere på kortbane i bl.a 8+ og 4+inrigger. Foto Mette Bacher
Picture
Tre seje jyske roere fra Aarhus/Horsens, der gør det fremragende indenfor coastalroning også. Linda Kærgaard Nielsen, cox Carl Johan Runge Andersen(2) Niels Iversen(1). Og lørdag ser vi dem igen, denne gang til Danish Open i Coastal. Imponerende!. Foto Mette Bacher
Picture
Værtsklubben mødte frem med et hold friske unge kaniner, der roede SÅ FLOT! Foto Mette Bacher
Picture
Vi så en del til dem i 2017 - men ikke så meget i 2018 - og vupti - så dukkede Nakskov Roklubs seje juniorer op i København. Mere af den slags, tak - flere juniorer fra deltagende klubber. Her er det: Sebastian Christensen Sophia Lindegaard William Christensen
Picture
Humlebæk Roklubs kaniner: Christian Stephensen Charlotte Janum Line Pinstrup Søren Mortensen Karen Stein(cox) foto Mette Bacher
Mange jubelscener
Tilskuerne blev på nærmeste hold vidner til den intensitet, der vistes, da bådene blev sendt af sted, til deltagerne rundede området i bugten for derefter at komme over målstregen efter en heftig og anstrengende tur. 
Der blev gispet, pustet, jublet, talt vabler og nogen viste også skuffelse.
Men jubelscenerne var tydelige, og det hvad enten nogen blev klar over, at de havde vundet, til dem der jublede over at have gennemført.
Vi viser nogle af de billeder, hvor glæden blev udtrykt på forskellige måder.
Picture
Så er vi i mål, tak for turen. Glæde hos deltagerne fra Vejle Roklub. Foto Mette Bacher
Picture
Sådan! Carl Johan Runge Andersen jager en knytnæve i vejret, og Linda Kjærgaard Nielsen giver håndslag til Niels Iversen. Foto Mette Bacher
Picture
- Tak for turen. Håndslag imellem de to klubkammerater fra Horsens. Foto Mette Bacher
Picture
Udover glæden ved at være i mål, er der også glæde hos Dorte Lassen, Britt Skovø og Bie Andersen, der sidder på styrmandssædet, da de spotter deres klubkammerater på vej til sejren i kvindernes klasse. Foto Mette Bacher
Picture
En jublende glad formandinde fra Roforeningen KVIK, Tine Aabye, rækker hænderne i vejret, mens Torill Lindebjerg og Ulla Jacobsen lige skal sunde sig. Foto Mette Bacher
Picture
Fælles glæde over at Danmarksmesterskabet er i hus. Foto Mette Bacher
Formænd på plads
Et gedigent uvejr slap man ikke for, men heldigvis væltede regnen først ned ud på eftermiddagen, og formand Kasper beordrede hjælperne til at fjerne alle remedier fra forpladsen ved DSR. - Vi skal have det hele ind, NU, lød det, og dermed slap man for at vandet, der kom væltende ned fra oven, ville spolere selve præmieoverrækkelsen, som blev rykket ind i klubben og op i salen.
DFfRs formand, Henning Bay Nielsen, der havde fulgt eftermiddagens løb, overrakte medaljer til de dygtige deltagere, og derudover var der erkendtligheder i form af læsestof til flere timer, idet hver vinder modtog DSRs store jubilæumsårbog, som udkom i 2017, dertil vankede der i visse tilfælde også bøger, om selve Svanemøllehavnen.
Picture
Tre på stribe! Tre formænd havde en travl men herlig dag i DSR. Fv. Formand for Dansk Forening for Rosport, Henning Bay Nielsen, i midten: Formand for Danske Studenters Roklub, Kasper Haagensen, th., Formand for DFfRs Langdistancekaproningsudvalg, og formand for Humlebæk Roklub, Christian Probst. Foto Mette Bacher
Picture
Modtagere af ´dajler og erkendtligheder efter at have kæmpet i 25 km. mix: Fv. Kenny Andersen, KR, Christian Probst, og Jens Jørgen Tramm, Humlebæk Roklub, Arne Månsson, Rolf Traberg og Thomas Weise, Hellerup Roklub, Bjarke Christensen Bang, Mette Nissen og Lars Modin, Tissø Roklub. Foto Mette Bacher
Picture
Der var også gaver til det hårdtarbejdende kvindelige rodommer-team, fv. Lene Svanebjerg, Annie Kaalby og Inger Valentiner-Branth. Foto Mette Bacher
Picture
Og til de seje herrer, der roede 25 kilometer, medaljer og DSRs 150-års jubilæumsbog. fv. Rune Glerup, Jesper Christensen og Frederik Fabricius Clausen, DSR, Kaare Mattesen, Mike Christensen og Alexander Hansen, Kalundborg Roklub, Og Roforeningen KVIKs Christian Schack Pedersen, Jacob Sørensen og Iver Kjær. Foto Mette Bacher
​Efter dagens løb og præmieoverrækkelse, greb Christian Probst, fra Humlebæk Roklub, mikrofonen og takkede alle for en flot og stor sæson, og Danske Studenters Roklub for et velsmurt arrangement.
Godt hundrede deltog i den efterfølgende middag og fest, hvor selve Danmarksmestrene fik overrakt deres DIF-medaljer.
- Jeg lukkede festen klokken 02.00 efter en dejlig dag, som vi mener gik rigtigt godt, fortæller en tilfreds Kasper Haagensen til roinfo.dk.
Picture
Skønne Tanja Nors Tardrup, der selv havde været ude at ro langdistance, og i år forsøger sig i coastal, var præmiepige, da der blev delt medaljer ud i DSR. Foto Mette Bacher
Picture
Tak til alle for en flot Langdistancesæson. Tak til deltagere, arrangører, og hjælpere, og til DSR for at afholde en flot afslutning på denne sæson, lød de afsluttende ord fra LD-formand: Christian Probst. Foto Mette Bacher
Roinfo takker også for en stor og flot Langdistancekaproningssæson, hvor vi havde begge journalister med. Den ene til vands - den anden til lands. Tak for LD-sæson 2018. Det er jer, der deltager, der leverer varen til de mange spændende artikler, billeder, historier og dramaer, når I er afsted rundt om i Danmark. Det håber vi må fortsætte i 2019 - på gensyn.
Picture
Roinfo med i LD-finalen, det er Einer Hansen - og nu vi er ved meritterne - der har to Danmarksmesterskaber bag sig i toer med styrmand i 1970 & 1972, Leif Thygesen, roer og roinfos ene redaktør, samt Jenny Larsen, der styrer. Foto Mette Bacher
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Langdistancekap

    Optaktsartikler og reportager fra Langdistanceturneringen, maratonregattaerne mv. 

    Picture
    Langdistancekaproernes gruppe på Facebook. Klik på logo

    Arkiv

    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    December 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    Marts 2015
    November 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk