Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Langdistance DM finalen: Nakskov bød på det hele

25/8/2019

0 Comments

 
Picture
DSR ”De Seje Regnedrenge”: Johan Berg, Rune Glerup og Frederik Fabricius Clausen på vej ud af Nakskov Havn. Foto Leif Thygesen
​Af Leif Thygesen
Nakskov Roklub er en erfaren regattaarrangør, og det fornægter sig ikke. Da DM-finalen i langdistancekaproning blev afviklet kørte tingene som på kuglelejer og alt fungerede. Servicen var som sædvanligt i top med hjælp til at håndtere bådene. Der var venlig og smilende betjening i ”biksen”, solen skinnede og pladsen foran Nakskov Roklub summede af forventning. Lægger man hertil, at der næsten ingen vind var, får man til resultat, at der var perfekte rammer til afvikling af langdistance DM-finalen. Jo, Nakskov Fjord blev om muligt endnu smukkere, men det havde deltagerne nok ikke rigtig tid til at beundre, som Borgmester Holger Schou Rasmussen (A), Lolland Kommune bemærkede tørt i sin velkomsttale. Deltagerne kvitterede for de gode forhold med at give hinanden kamp til stregen og flere spændende løb. 
Picture
Borgmester Holger Schou Rasmussen (A), Lolland Kommune, bød velkommen til Lollands Havørn. Foto Leif Thygesen
Picture
Nakskov Skibsværft Roklub havde hejst flaget i dagens anledning – og det var så det. Der var ikke opbakning fra de danske coastalroere til at få en coastalregatta på benene i Nakskov. Foto Leif Thygesen
​Skår i glæden var der dog også. Der var plads til mange flere ved det veltilrettelagte arrangement, og når man som Signaturen ved eftermiddagsløbene fik mulighed for at ligge i en motorbåd for at tage billeder ved vestsiden af Enehøje, kan man kun ærgre sig over, at der ikke var flere, der fik lov til at opleve denne pragtfulde regatta med ideelle vejrbetingelser.
Nogen savnede en efterfølgende fest. Surt show var det for Nakskov Skibsværft Roklub, der slet ikke fik mulighed for at vise, at de også mestrer kunsten at være gæstfrie og få en regatta til at fungere. For få tilmeldinger ved coastalløbene førte til en aflysning af coastaldelen af Lollands Havørn, og det var ærgerligt for alle, men mest for Nakskov Skibsværft Roklub, der havde glædet sig. Her var der inviteret til rofest, men desværre var der alt for få, der ville være med til at feste.
Picture
Nakskov Roklub. Roinfo: Jenny Larsen, Leif Thygesen, Einer Hansen stod for en gedigen overraskelse ved at vinde 10 kilometer åben motionsmix 2. division. Foto Mette Bacher
​Favoritternes dag på Nakskov Fjord
Sportsligt bød regattaen kun på en enkelt overraskelse i 10 kilometer åben motionsmix 2. division, hvor den arrangerende klub vandt guld foran favoritterne fra Viking og Berlin. I de øvrige klasser kørte forhåndsfavoritterne - uden slinger i kursen - de nødvendige point ind på kontoen til den samlede sejr.
 
Senior mænd 25 kilometer. Kalundborg gjorde arbejdet færdigt
Uanset vejret er der ingen, der kan flytte båd som Kalundborg: Alexander Hansen, Bjarke Christensen Bang og Kåre Mattesen. Som en velsmurt maskine starter båden, og et par timer efter passeres målstregen, det ser legende let ud og det er vel i virkeligheden kunsten, at få noget svært til at se let ud. Kalundborg startede tredjesidst, men overhalede undervejs fire både og gled i ensom majestæt over mållinjen tiljublet af familien. Den kalundborgensiskse trio har efterhånden roet sammen i elleve år, og alt spiller i båden, fysikken er på plads og teknik og samarbejde fungerer. Det var et særdeles velfortjent dansk mesterskab Kalundborg kan tage med fra Nakskov.
Picture
Kalundborg Bjarke Christensen Bang, Alexander Hansen og Kåre Mattesen starter ved Lollands Havørn. Foto Leif Thygesen
Picture
2.01.56 timer efter start passeres målstregen af Kalundborg under bifald og jubel fra tilskuere og familie. Foto Leif Thygesen
​Også DSR ”De Seje Regnedrenge”: Johan Berg, Rune Glerup og Frederik Fabricius Clausen har grund til at ranke ryggen, og de tre friske gutter kan se tilbage på en vellykket sæson. ”For os alle tre var det den bedste og hurtigste 25-kilometer vi har roet, ” sagde regnedrengene til roinfo efter løbet. Ved Port of Copenhagen var DSR cirka otte minutter efter urørlige Kalundborg. Denne gang er forskellen under tre minutter. Det er en fremgang, der er til at tage og føle på, og fortsætter regnedrengene den positive udvikling, er det slet ikke umuligt, at de for alvor i næste sæson kan udfordre Kalundborg.
Picture
DSR ”De Seje Regnedrenge”: Johan Berg, Rune Glerup og Frederik Fabricius Clausen roede et flot løb ved Lollands Havørn. Foto Leif Thygesen
Roforeningen KVIK: Peter Weile, Jesper Kloster og Christian Schack Pedersen, tog årets fjerde tredjeplads i Nakskov og har desuden en andenplads fra Sønderborg. Vel er afstanden ned til Humlebæk kun 31 sekunder, men det er den samme stabile afstand KVIK har haft til Humlebæk hele sæson, så bronzemedaljen blev tildelt det rigtige hold.
Humlebæk: Jens Jørgen Tramm, Claus Jensen og Christian Probst samt Roklubben Viking: Jørgen Zangenberg, Uffe Dyhr og Rene Hansen fortjener stor ros for at ”redde” mændenes klasse ved langdistancekaproningerne. De to hold hører vel retteligen hjemme i 25 kilometer åben mix, men valgte frivilligt at flytte til mændenes klasse for at få en velfungerende bred klasse i stedet for to små klasser uden nævneværdig spænding. Humlebæk og Viking har i løbet af sæsonen givet hinanden kamp til stregen, men Humlebæk har ved alle regattaer været i stand til at ro fra Viking, så den samlede fjerdeplads går også til det rigtige hold – og så tager Viking jo revanche på den korte distance. Mere herom senere.
Picture
Roforeningen KVIK: Peter Weile, Jesper Kloster og Christian Schack Pedersen vandt bronze både ved Lollands Havørn og i klassementet. Foto Leif Thygesen
Picture
Humlebæk: Jens Jørgen Tramm, Claus Jensen og Christian Probst slutter som nummer fire i den samlede stilling i mændenes klasse. Foto Leif Thygesen
Picture
Roklubben Viking: Jørgen Zangenberg, Uffe Dyhr og Rene Hansen på vej til en samlet femteplads. Foto Leif Thygesen
Picture
KVIK II: Jacob Sørensen, Jacob Krusell og Jesper Hansen tog turen til Nakskov og blev belønnet med en god rotur på ”verdens bedste rofarvand”, Nakskov Fjord. Foto Leif Thygesen
Picture
DSR ”Den Trojanske Søhingst”: Kenneth Darre, Peter Stenby og Tore Jacobsen har kæmpet hårdt hele sæsonen i mændenes klasse. Foto Leif Thygesen
Roklubben Viking slutter som nummer fem foran DSR ”Den Trojanske Søhingst”: Kenneth Darre, Peter Stenby og Tore Jacobsen. For Viking og studenterroerne har det været afgørende, hvornår 10-kilomterløbet var programsat. I Sønderborg og Kolding hvor 25-kilometerløbet lå før 10-kilometerløbet vandt Viking over Søhingsten, mens Søhingsten var et mulehår bedre end Viking i Præstø, København og Nakskov, hvor Viking mødte op til den lange distance med 10-kilometerløbet i benene. Søhingsten har i 2019 været i skarp trav, men i 2020 er tiden inde til at slå over i galop. Erfaring og mere samroning er vejen frem på resultatlisten.
Picture
KVIK II og DSR ”Den Trojanske Søhingst” gave hinanden kamp på vandet. Forrest er det KVIK II: Jacob Sørensen, Jacob Krusell og Jesper Hansen. Bagest er det DSR ”Den Trojanske Søhingst”: Kenneth Darre, Peter Stenby og Tore Jacobsen. Bemærk det "silkebløde" vand, der gav fremragende betingelser for langdistancekaproning Foto Leif Thygesen
Picture
Ruder von Berlin bestående af Angelo Rudolphi, Alex Schmitz og Dirk Zellmer var ene tilmeldt i 25 kilometer åben mix. Foto Leif Thygesen
​Sidste hold i mændenes klasse var KVIK II: Jacob Sørensen, Jacob Krusell og Jesper Hansen. De tre roforeningsroere har været med ved de sidste tre langdistanceregattaer og har bevist, at de sagtens kan bide skeer med resten af midterfeltet i mændenes klasse. KVIK er vel som Humlebæk og Viking i virkeligheden et 25-kilometer mix hold, men også to gange Jacob og Jesper har valgt at stille op i eliteklassen og sørge for bredde og spænding i denne klasse. Og så bidrager kvikkerne i øvrigt altid til en god festlig regattastemning. Nakskov Roklub kipper med flaget for KVIK. Jacob, Jacob og Jesper vidste godt, at der ikke ventede en medalje på dem i Nakskov, men alligevel vælger holdet at tage den cirka 350 kilometer lange tur til Nakskov t/r for at deltage. Det er klasse.
Et tysk hold fra Vikings venskabsklub i Berlin bestående af Angelo Rudolphi, Alex Schmitz og Dirk Zellmer – kunne som tyske statsborgere ikke deltage i DM-klassen og roede derfor mutters alene i 25 kilometer åben mix. Nakskov Roklub var glade for den tyske deltagelse, der gjorde regattaen international.
 
Slutstillingen i mændenes klasse langdistanceturneringen 2019
1. Kalundborg Roklub, 50 point
2. DSR ”De Seje Regnedrenge”, 45 point
3. KVIK I, 43 point
4. Humlebæk Roklub, 38 point
5. Roklubben Viking, 35 point
6. DSR ”Den Trojanske Søhingst”, 32 point
KVIK II har kun deltaget i tre regattaer. For at opnå DM-point skal man deltage i mindst fire regattaer.
Picture
KVIKs danske mestre Tine Aabye, Ulla Jakobsen og Torill Lindebjerg. Foto Mette Bacher
Picture
DSR ”Tøser på tur”: Samantha Don Robbins, Emma Rue Moos og Dorthe Jørgensen ”fanget” midt i et skift. Foto Mette Bacher
Picture
Og her er opskriften på et skift, hvis ellers der er nogen, der vil kopiere DSR-pigernes skift. Foto Mette Bacher
Picture
KVIK 2: Julie Aamand Olesen, Rikke Bojesen og Dorte Lassen skiftede klasse og vandt bronze i kvindeklassen ved Lollands Havørn. Foto Mette Bacher
​Senior Kvinder. KVIK og DSR tog sig af sølvtøjet
Man kan ikke påstå, at der har været spænding i kvindeklassen i år. Roforeningen KVIK: Tine Aabye, Ulla Jakobsen og Torill Lindebjerg har sammen med Dorte Lassen gjort rent bord overfor konkurrenterne fra DSR ”Tøser på tur”: Samantha Don Robbins, Emma Rue Moos og Dorthe Jørgensen. Desuden har Lee Koefoed Harborg og Anne Lindegaard deltaget på DSR-holdet.
KVIK 2: Julie Aamand Olesen, Rikke Bojesen og Dorte Lassen var oprindeligt tilmeldt 10 kilometer åben motionsmix 2. division, men valgte at skifte til kvindeklassen. På den måde fik man et helt felt på podiet i kvindeklassen, og man kunne - som ved Port of Copenhagen - uddele en bronzemedalje i kvindeklassen.
KVIKs danske mestre 2018 og 2019 har kun tabt en enkelt gang i år til DSRs danske mestre fra 2017. Slutstillingen i kvindeklassen ser ud som nedenstående.
 
1. Roforeningen KVIK 50 point
2. DSR ”Tøser på tur” 45 point
Der var ingen øvrige hold, der havde deltaget i fire regattaer og dermed var berettiget til en samlet bronzemedalje.
Picture
Viking: Jørgen Zangenberg, Rene Hansen og Ib Bruun havde den bedste dagsform i Nakskov og kunne dermed hjemfører sejren i klassementet. Foto Mette Bacher
Picture
Nyborg: Allan Seelk, Bente Irring og Brian Sørensen har roet stabilt hele sæsonen og belønnes med samlet sølv i 10 kilometer åben mix 1. division. Foto Mette Bacher
Picture
Humlebæk: Jens Jørgen Tramm, Anni Renner Mortensen og Christian Probst får bronze i 10 kilometer åben mix 1. division. Foto Mette Bacher
​10 kilometer åben mix 1. division. De regerende turneringsmestre forsvarer førstepladsen
Tre hold Viking: Jørgen Zangenberg, Rene Hansen og Ib Bruun, Nyborg: Allan Seelk, Bente Irring og Brian Sørensen samt Humlebæk: Jens Jørgen Tramm, Anni Renner Mortensen og Christian Probst skulle fordele guld, sølv og bronzen mellem sig.  Og rækkefølgen blev den nævnte både ved Lollands Havørn og i klassementet.
Det blev som ventet et tæt race. Viking hev den nødvendige sejr hjem, men var kun 14 sekunder foran Nyborg, der igen var 48 sekunder foran Humlebæk.
10 kilometer åben mix 1. division har i år været en sjov og spændende klasse, hvor de tre hold har slået hinanden på kryds og tværs, men nogle flere deltagere vil unægtelig pynte i klassen.
Picture
Ruder Von Berlin Carsten Alex og Roland Alex med Bjørn Hansen som styrmand roede sig til sølv på Nakskov Fjord ved Lollands Havørn. Foto Mette Bacher
Picture
Roklubben Viking: Uffe Dyhr, Dorte Zangenberg og Peter Hansen kender vejen til podiet. I Nakskov blev det til en bronzemedalje efter guld i Præstø og København. Foto Mette Bacher
​10 kilometer åben motionsmix 2. division. Et flot comeback
I 10 kilometer åben motionsmix 2. division blev det til et flot comeback til Nakskov Roklub. Roinfo: Einer Hansen, Leif Thygesen og Jenny Larsen. Holdet havde ikke stillet op siden DM-finalen 2018 i DSR på grund af en skade, men alligevel udviste nakskovitterne god form og var i stand til at holde tempo hele vejen og det vel at mærke et tempo, der var højt nok til en guldmedalje. Men Nakskov Roklub blev presset hårdt af Berlin: Carsten Alex, Roland Alex og Bjørn Hansen, der blot var 36 sekunder efter Nakskov. ”Jeg er stolt over sejren, og var meget glad for borgmesterens ros under medaljeoverrækkelsen, hvor Holger Schou Rasmussen udtrykte glæde og tilfredshed med, at også et lokalt hold kunne vinde en guldmedalje ved regattaen, ” siger Leif Thygesen til Signaturen (det er også mig).
Roklubben Viking: Uffe Dyhr, Dorte Zangenberg og Peter Hansen kom til Nakskov som favoritter efter to førstepladser i henholdsvis Præstø og København. Viking roede et udmærket løb og var blot 13 sekunder efter deres tyske venskabsklub fra Berlin, så der var tæt opløb om medaljerne i 10 kilometer 2. division.
Nakskov Roklub URO: Sebastian Christensen, William Christensen og Sophia Lindegaard sætter med tiden 1.00.19 timer ny personlig rekord for 10-kilometerdistancen.
Picture
Nakskov Roklub URO: Sebastian Christensen, William Christensen og Sophia Lindegaard satte personlig rekord og roede den hurtigste 10 kilometer, holdet indtil nu har præsteret. Foto Mette Bacher
Sæsonen slut
Med afviklingen af ”Lollands Havørn” sluttede Langdistanceturneringen 2019. Mørke skyer truer i horisonten og Langdistanceturneringens fremtid er uvis. I 2004 var langdistancekaproningerne også i krise med et meget lavt deltagerantal. Dengang lykkedes det at vende udviklingen ved massiv markedsføring af turneringen. Personligt håber Signaturen at det lykkes at redde denne gren af dansk roning. Tillad derfor Signaturen at udbringe et: Langdistancekaproningerne længe leve!
[email protected]
 
Resultatlisten Lollands Havørn her
Lollands Havørn 10 og 25 km over all her
Slutstillingen i Langdistanceturneringen her
Picture
Ovenpå sådan en finale kan man godt blive træt. Her tager Brian Sørensen, Nyborg sig et lille power nap efter dagens anstrengelser i 10 kilometer åben mix 1. division. Foto Leif Thygesen
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Langdistancekap

    Optaktsartikler og reportager fra Langdistanceturneringen, maratonregattaerne mv. 

    Picture
    Langdistancekaproernes gruppe på Facebook. Klik på logo

    Arkiv

    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    December 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    Marts 2015
    November 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk