Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

KR sagde farvel med et brag af en regatta

13/8/2019

1 Comment

 
Picture
DSR- Kanin2: Nicolai Møller Andersen, Mette Kilde, Rikke Bloch, Morten Lorenzen og Mark Henney rejste årer, da de havde passeret mållinjen som nummer tre i 10 kilometer åben motionsmix 2. division. Roinfo ved ikke hvorfor studenterroerne rejste årer, men vælger at tro, at det var et ”farvel og tak til Port of Copenhagen” og et udtryk for en påskønnelse af den indsats arrangørerne i Københavns Roklub har gjort gennem årerne. Foto Leif Thygesen
Den sidste Port of Copenhagen havde det hele

Af Leif Thygesen

Københavns Roklubs sluttede som langdistancekaproningsarrangør som de startede med en særdeles vellykket langdistanceregatta. Der var den sædvanlig gode regattastemning, fyldestgørende styrmandsmøder og en fin service. Københavns Roklubs ungdomsafdeling sørgede for forplejningen med gode sandwich og kold og varme drikke, og så havde dommere og pressen næsten en personlig butler i form af Ulla Keto, der hele dagen sørgede for, at dommerne og roinfos udsendte medarbejder ikke manglede noget. Det var service af fineste karat – tak for det.
Men man fik også syn for sagen om hvorfor, der ikke længere kan roes kaproninger i højsæsonen i Københavns Havn. En tæt trafik af havnebusser, alle mulige fartøjer og især udlejningsbådene Goboats, der sejler rundt i havnen uden at kende den mindste smule til færdselsregler, gør det til en stressende affære at styre en kaproningsbåd sikkert gennem trafikmyldret. Herudover er Københavns Roklub nærmest ved at være spærret inde, og parkeringspladser til bådtrailere er nærmest umulige at opdrive i nærheden af roklubben. Trist er det, at denne gode langdistancekaproning må stoppe, men det er nok det mest fornuftige, når man ser på udviklingen.
Picture
Københavns Roklubs ungdomsafdeling sørgede for, at deltagerne i Port of Copenhagen ikke manglede hverken vådt eller tørt. Her er boden bemandet med ungdomsleder Anne Munck og ungdomsroer Lisa Heinz. Foto Leif Thygesen
Picture
Københavns Roklub er ved at blive spærret inde af højhusbyggeri. Man skal ikke lide af klaustrofobi, når man besøger klubben. Byggekraner og højhuse tårner sig op meget tæt på klubhuset. Foto Leif Thygesen
Picture
Her ses lidt af trafikproblemerne i Københavns Havn. En Goboat havde lagt sig direkte på start/mållinjen. Dommerne råbte båden an og i forsøget på at komme væk gik båden på grund. En mand fra Goboaten måtte i vandet for at komme fri og komme væk. Humlebæk må holde godt øje med udlejningsbåden. Foto Leif Thygesen
​På det sportslige plan manglede regattaen heller ikke noget. Der var det hele - spændende tætte løb, dramatik og indædt fight om de enkelte pladser. Det eneste der blev klaget over var vejrbetingelserne på Øresund. 10-kilometerløbene havde fine og gode vindforhold om formiddagen inde i havnen, men om eftermiddagen bød Øresund på bølger fra flere forskellige sider og særdeles vanskelige forhold for deltagerne i mændenes klasse. Et lille kort - ikke særligt pænt ord - blev brugt meget om vandet på Øresund denne eftermiddag – og så blev det store P i ”Port of Copenhagen” udskiftet med et lille l, så der kom til at stå, nå det skriver vi ikke. Det noget uhøviske ord blev brugt selv af formanden for Langdistancekaproningsudvalget, Christian Probst, lige efter passage af målstregen, men det skal dog siges, at den gode formand blev provokeret temmelig meget af regattaarrangør Kenny Andersen, der højlydt foreholdt Christian og Humlebæk, at de havde været noget længe om at ro de 25 kilometer.  Senere da pulsen var faldet en del, og roen havde indfundet sig, neddæmpede Christian sin udtalelse til: ”Det var et vejr for rigtige mænd. ” De svære betingelser gav langsomme tider og flere startnumre var beskadiget eller forsvundet efter deres møde med de uregerlige bølger, der kom fra to sider på en gang. Det var særdeles vanskelige betingelser på Øresund, hvilket også gav forholdsvis langsomme tider til alle hold.
Picture
Med sit karakteristiske sving med overkroppen giver etter Jørgen Zangenberg sammen med styrmand Ib Bruun og Rene Hansen den fuld skrue i 10 kilometeråben mix 1. division – måske var det svinget med overkroppen, der gav den sidste fart, så Roklubben Viking kunne hjemføre guldet? Foto Leif Thygesen
Picture
Under opvarmningen knækkede Humlebæk en aksel på toersædet. Her fremviser Christian Probst skaden for dommerne. Christian, Jette og Jens Jørgen Tramm lånte et nyt sæde i KR og fik en ny starttid og så kunne humlebækkerne ro sig til en sølvmedalje. Foto Leif Thygesen
Picture
Nyborg Roklub Bente Irring, Brian Sørensen og Allan Seelk kunne med en tredjeplads bogføre otte point i den samlede stilling. Inden finalen i Nakskov ligger Viking og Nyborg helt lige i klassementet. Foto Leif Thygesen
​10 kilometer åben mix. 1. division – Viking slår igen
Efter to tredjepladser i Kolding og Præstø var det revanchetid for Viking (Zangenberg, Hansen og Bruun). Med en margin på 15 sekunder lykkedes det for Viking at henvise Humlebæk (Tramm, Tramm og Probst) til andenpladsen, og så var der yderligere 14 sekunder ned til Nyborg (Irring, Sørensen og Seelk). De tre tophold gav hinanden kamp til stregen. ”Vi havde en god tur, men roede for langsomt, ” sagde Brian Sørensen fra Nyborg efter løbet.
Det blev en dramatik start for Humlebæk, da holdet under opvarmningen knækkede en aksel på toersædet. Humlebæk måtte ro tilbage til Københavns Roklub, hvor de fik hjælp af DSRs træner, Bøg, til at finde et nyt sæde, og så fik Humlebæk en ny starttid af dommerne.
For Rene Hansen på Vikings sejrende hold var det sejr nummer 30 ud af 82 starter. Rene begyndte at ro langdistancekaproning i 2011. Det er en imponerende karriere. Roinfo ønsker tillykke.
Picture
Amager Ro- og Kajakklub (ARK) Alexander Stevns, Asbjørn Adersen og Christian Kjeldskov delte fjerdepladsen i 10 kilometer åben mix 1. division med naboerne Roklubben SAS. Foto Leif Thygesen
Picture
Roklubben SAS: Lena Truelsen, Erik Nielsen og Kristian Bøckhaus er ved at være klar til start. SAS´erne gjorde det flot og delte fjerdepladsen med ARK. Foto Leif Thygesen
Picture
Regattaleder Kenny Andersen havde også tid til selv at deltage i regattaen. Her sidder Kenny toer i båden. Det øvrige mandskab er Sten Carlsen, Flemming Simonsen, Ole Skyggebjerg og styrmand Dan Kristensen. Københavnerne sluttede på femtepladsen. Foto Leif Thygesen
​Fjerdepladsen bliver delt mellem de to naboklubber Roklubben SAS (Nielsen, Bøckhaus og Truelsen) og Amager Ro- og Kajakklub (ARK) (Stevns, Adersen og Kjeldskov). De to amagerkanske klubber opnåede begge nøjagtig samme handicaptid på 50.30 minutter. ARK tabte et sæde undervejs i et skift og brugte således kostbar tid på at få sædet på plads igen.
På sjettepladsen kom den arrangerende klubs firer ”KR Old Boys” med Andersen, Simonsen, Skyggebjerg, Carlsen og Kristensen. KR´s firer roede et udmærket løb, men kadencen er unægtelig sat lidt ned i forhold til tidligere.
Picture
Københavns Roklub: Hasse Minuva, Jim Kristensen og Betina Holck roede sig til en syvendeplads, hårdt presset af Bornholmerne. Foto Leif Thygesen
Picture
Rønne Roklub ”Bornholmerne”: Preben Thorsen, Torben Vesth Hansen og Geert Olsen var blot fem sekunder fra KR. Bornholmerne sluttede som nummer otte. Foto Leif Thygesen
Picture
Vejle Roklub: Ole Lønsmann, Jesper Foldager og Birgit Bech Jensen var med i en tæt kamp om placeringerne fra syv til ni. Vejlenserne trak nitten, og sluttede som nummer ni, men der er kun fem sekunder op til sjettepladsen og ti sekunder op til syvendepladsen. Foto Leif Thygesen
​Endnu en KR-båd bliver nummer syv. Minuva og Kristensen havde denne gang Betina Holck med som styrmand. Men der er hård kamp om syvendepladsen. Blot fem sekunder efter KR kommer Bornholmerne (Olsen, Thorsen og Vest Hansen) fra Rønne, og yderligere fem sekunder efter kommer Vejle (Lønsmann, Foldager og Bech Jensen). Dermed slutter Rønne som nummer otte og Vejle som nummer ni.
DSRs firer ”ATs M&Ms (Laybourn, Lindegaard, Stæhr Olsen, Nielsen og Grand Ast) når lige med i Top Ti, mens KVIK (Kloster, Förster og Wissing) får lov til at lukke døren i denne kasse på en elvteplads.
Resultatet i 10 kilometer åben mix 1. division ved Port of Copenhagen bragte ingen afklaring af resultatet i klassementet. Viking, Nyborg og Humlebæk har alle tre fortsat mulighed for at hjemføre den samlede sejr. Roinfo ser nærmere på dette i optaktsartiklen til DM-finalen i Nakskov.
Picture
DSR med det noget kryptiske navn ”ATs M&Ms”: Anna Munck Laybourn, Anne Lindegaard, Marianne Stæhr Olsen, Morten Oluf Nielsen og Martin Grand Ast sluttede som nummer ti i 10 kilometer åben mix 1. division. Foto Leif Thygesen
Picture
KVIK: Jesper Kloster, Jochen Förster og Rasmus Wissing lukkede feltet i 10 kilometer åben mix 1. division. Foto Leif Thygesen
​10 kilometer åben motionsmix 2. division. Viking fortsatte sit sejrtogt
Der var ingen slinger i valsen hos favoritterne i 10 kilometer åben motionsmix 2. division, Viking (Dyhr, Ehlers og Zangenberg). Der er over tre minutter ned til nummer to KVIK (Lassen, Rem og Bojesen). KVIK er 37 sekunder foran nummer tre, et DSR-hold bestående af fire kaniner med erfarne Nicolai Møller Andersen som styrmand. Lidt nerver er der vel altid ved den første start ved en kaproning, og årerne var heller ikke helt synkrone i starten, men studenterroerne fik dog tilstrækkelig fart i båden til en bronzemedalje, og samtidig høstede holdet værdifuld erfaring til kommende regattaer.
Picture
Roklubben Viking: Pernille Sølund Ehlers, Uffe Dyhr og Dorte Zangenberg levede op til favoritværdigheden og vandt en knusende sejr i 10 kilometer åben motionsmix 2. division. Foto Leif Thygesen
Picture
Dorte Lassen, der her sidder etter, varmede op til eftermiddagens coastalløb med at vinde sølv i 10 kilometer åben motionsmix 2. division. De to øvrige roere i KVIKs båd er Louise Emilie Rem og Rikke Bojesen. Foto Leif Thygesen
Picture
DSR Kanin 2: Nicolai Møller Andersen, Mette Kilde, Rikke Bloch, Morten Lorenzen og Mark Henney. Var ikke helt synkrone i starten….
Picture
men se så her. Nu rammer DSR-roerne hinanden, og det giver så meget fart i båden, at det rækker til en bronzemedalje. Foto Leif Thygesen
Picture
KVIK UNI1: Amalie Møller Nielsen, Felicitas Schlederer, Louise Westerdahl, Anders Yding og Mikkel Bæch Pedersen var en kærkommen fornyelse i 10 kilometer åben motionsmix 2. division. Lidt mere erfaring og samroning vil kunne bringe universitetsroerne frem i feltet. Foto Leif Thygesen
Picture
Overtro eller ej - DSR kanin 1: Anne Pedersen, Emil Blom-Hansen, Tais Bjerregaard, Thor Steen Larsen og Marie Louise Larsson var kede af startnummer 13 og fik af dommerne lov til at vende startnummeret på hovedet. Foto Leif Thygesen
KVIKs universitetsroere (Møller Nielsen, Schlederer, Westerdahl, Yding og Pedersen) slutter lige udenfor medaljerækken som nummer fire. Også her kunne man konstatere lidt nervøsitet og manglende erfaring. KVIK kom 10 – 15 sekunder for sent til start, og der er jo ingen grund til at give konkurrenterne yderligere fordele end dem handicapreglerne foreskriver. Styrmanden tog det dog med knusende ro, da han af dommerne fik at vide, at starten var gået: ”Jamen det er jo perfekt, ” lød kommentaren.
Endelig bliver DSRs andet kaninhold (Pedersen, Blom-Hansen, Bjerregaard, Larsen og Larsson) nummer fem. Det er godt at se nye ansigter ved langdistancekaproningerne, og man må håbe, at DSRs initiativ med at sende to firere bemandet med nye roere til en langdistancekaproning giver gevinst for både DSR og langdistancekaproningerne. Også ros og et stort velkommen til KVIKs universitetsroere, som også er en del af en hårdt tiltrængt fornyelse ved langdistancekaproningerne.
Picture
De danske mester 2017 DSR Bølgemaskinen: Samantha Don Robbins, Tanja Nors Tardrup og Ceilie Lützen Søltoft har ikke glemt at ro inrigger selvom de tre kvinder troløst overfor inriggeren har kastet sig over coastalroning. De tre studenterroere vandt en sikker sejr over KVIK mestre fra 2018. Foto Leif Thygesen
Picture
KVIKs damehold: Tine Aabye, Torill Lindebjerg og Ulla Jakobsen måtte for første gang i år se sig besejret. Det ændrer dog ikke ved, at kvikkerne er på vej til et stensikkert mesterskab. Foto Leif Thygesen
Picture
DSR ”Tøser på tur”: Lee Koefoed Harborg, Dorthe Jørgensen og Emma Rue Moos på vej til en bronzemedalje i Port of Copenhagen i kvindeklassen. Foto Leif Thygesen
Picture
KVIK Blondies: Bie Andersen, Vivian Karlsen og Merete Martlev Jensen sluttede som nummer fire – lige udenfor medaljerækken i kvindeklassen. Foto Leif Thygesen
​Senior kvinder 10 kilometer. 2019-mestrene besejret af 2017-mestrene
”Det var sjovt at være tilbage i inriggeren, men ellers satser vi på at ro coastal. Vi skulle jo lige se, om vi stadig kunne – og det gik jo meget godt, og så ville vi jo også gerne støtte op om arrangementet”, sagde Tanja Nors Tardrup til roinfo efter sejren i kvindeklassen. Tanja vandt sammen med Samantha Don Robbins og Cecilie Lützen Søltoft en knusende sejr over KVIKs regerende mestre Lindebjerg, Aabye og Jakobsen. Forskellen er på 1.36 minutter, og det er meget i den her forbindelse. Det ændrer dog ikke noget i klassementet, hvor KVIK stadig ligger urørligt på førstepladsen.
Årets første bronzemedalje i denne klasse gik til DSR ”Tøser på tur” (Jørgensen, Rue Moos og Koefoed Harborg), mens Vivian Karlsen, Bie Andersen og Merete Martlev Jensen, Roforeningen KVIK, sluttede som nummer fire.
Det var dejligt at se mere end to hold til start i kvindeklassen.
Picture
ARK: Thomas Hansen, Stephan Sloth Lorenzen og Jesper Mikkelsen roede et godt - men desværre forgæves - løb, da holdet blev diskvalificeret for at vende en forkert bøje. Foto Leif Thygesen
Picture
Et studie i kraft, teknik og koncentration – Kalundborg: Bjarke Christensen Bang, Aleksander Hansen og Kåre Mattesen. Kalundborg scorede ”hat trick” og vandt for tredje gang i træk, ved en langdistancekaproning. Foto Leif Thygesen
Picture
DSRs flagskib i herreklassen, ”De Seje Regnedrenge” havde denne gang udskiftet Nicolai Møller Andersen med Johan Berg. Øvrige roere i båden er Frederik Fabricius Clausen og Rune Glerup. Studenterroerne kunne for tredje gang i år hjemføre en sølvmedalje. Foto Leif Thygesen
Picture
KVIKs herrehold Christian Schack Pedersen, Troels Ilsøe Mahneke og Simon Bjærre. ”De evige treere” i mændenes klasse. Foto Leif Thygesen
​Senior mænd 25 kilometer. Kalundborg i en klasse for sig og ærgerlig diskvalifikation
Amager Ro- og Kajakklub, Thomas Hansen, Stephan Sloth Lorenzen og Jesper Mikkelsen, udfordrede de etablerede hold – og det gjorde amagerkanerne på flotteste vis, bortset fra en ærgerlig, men afgørende fejl. Aftenen før løbet var der udlagt en næsten identisk bøje nogle hundrede meter før den rigtige vendebøje. ARK valgte at runde den forkerte bøje og var ved at trække KVIK med rundt. KVIK opdagede dog fejlen og fik rundet den rigtige bøje. ARK fortsatte, og dermed måtte dommerne skride til diskvalifikation. Dobbelt ærgerligt for ARK lå faktisk til en topplacering, viser en beregning foretaget af Kenny Andersen. Kennys beregning viser en estimeret placering som nummer to, og dermed ville ARK have vundet sølv, hvis de havde undgået den ærgerlige fejl. Det skal understreges, at ARK gennemførte hele løbet bortset fra de manglende meter frem og tilbage til den rigtige vendebøje. Desværre har ARK ikke mulighed for at tage revanche i Nakskov, da holdet mangler en langtursstyrmand.
Der er Kalundborg (Hansen, Mattesen og Christensen Bang), og så er der de øvrige hold. Selvom der var særdeles besværlige betingelser med drilske bølger på Øresund, roede Kalundborg sig til en knusende sejr. Der er ingen, der kan stoppe Kalundborg, hverken dårligt vejr eller konkurrenterne. Kalundborgenserne har både fysik, teknik og koncentration på plads, og det er en fornøjelse at se de tre suverænt stærke gutter flytte en båd på vandet. Når Kalundborg ror langdistancekaproning nærmer det sig kunst – det er unikt. Der er næsten ni minutter ned til DSR (Fabricius Clausen, Glerup og Berg) på andenpladsen, og det var ikke fordi studenterroerne roede dårligt, men fordi Kalundborg bare er ustoppelige.
KVIK (Bjærre, Schack Pedersen og Ilsøe Mahneke) konsoliderede deres samlede tredjeplads med årets tredje bronzemedalje. På første ben frem til vendebøjen ud for Kastrup førte KVIK over DSR, men på vej hjem åd studenterroerne lige så stille og roligt KVIK. Christian Schack Pedersen udtrykte sin respekt overfor DSRs grundform. ”Studenterroerne er - i modsætning til os - i stand til at holde tempo hele vejen, og det viser bare, at deres grundform er langt bedre end vores, ” sagde Christian Schack Pedersen til roinfo efter dysten på Øresunds urolige vand.
Picture
Humlebæk: Claus Jensen, Christian Probst og Jens Jørgen Tramm havde et forholdsvis tæt opgør med KVIK i mændenes klasse, men endnu en gang måtte Humlebæk bøje sig i det tætte opgør. Foto Leif Thygesen
Picture
KVIK II: Jacob Krusell, Jesper Hansen og Jacob Sørensen roede sig til en sikker femteplads i mændenes klasse ved Port of Copenhagen. Foto Leif Thygesen
Picture
Roklubben Viking: Uffe Dyhr, Rene Hansen og Jørgen Zangenberg havde brugt for mange kræfter på 10-kilomterdistancen til for alvor at gøre sig gældende i 25-kilometerløbet. Foto Leif Thygesen
Picture
DSR ”Den Trojanske Søhingst”: Kenneth Darre, Peter Stenby og Tore Jacobsen suttede som nummer syv og sidst, men mon ikke de tre studenterroere vil tage revanche, når der roes i Nakskov? Foto Leif Thygesen
Humlebæk (Jensen, Probst og Tramm) er blot 29 sekunder efter KVIK. Nordsjællænderne har haft en god og stabil sæson og ligger lige nu til en samlet fjerdeplads. KVIK (Krusell, Hansen og Sørensen) har haft en god sæson i Københavnskredsens ”Sved-på-panden-roning” og roede også et udmærket løb ved Port of Copenhagen, hvilket indbragte en femteplads.
Roklubben Viking (Zangenberg, Dyhr og Hansen) havde nok brugt det meste af krudtet på 10-kilometerdistancen, så kræfterne rakte ikke til mere end en sjetteplads denne gang.
DSR ”Den Trojanske Søhingst” (Darre, Stenby og Jacobsen) blev nok dagens største offer for Øresunds urolige vand. De tre studenterroere har i hvert fald tidligere været tættere på konkurrenterne, så mon ikke man vil vise sin sande styrke, når det går løs om små to uger ved DM-finalen i Nakskov?
Picture
DSR 2: Mette Dyrlund Petersen, Tanja Nors Tardrup, Christoffer Hansen, Stine Roum og Ragna Karen Sigurðardóttir vandt coastalløbet i sikker og formfuldendt stil. Foto Leif Thygesen
Picture
I coastalklassen åben 4x+ var der sølv til Roforeningen KVIK. KVIKs mandskab er Tine Aabye, Dorte Lassen, Ulla Jakobsen, Torrild Lindebjerg og Bie Andersen. Foto Leif Thygesen
​Coastalløb. DSR 2 i suveræn sejr
Normalt starter coastalbådene samtidigt, og holdene skal så give den fuld gas frem til første vendebøje for at få fordel af den ideelle kurslinje på den udstukne bane. Denne gang var coastalbådene imidlertid underlagt langdistancekaproningernes reglement, og dermed stod den på enkeltstart på en bane, hvor der ikke var så mange sving og kursændringer.
Tre hold fra DSR og et fra KVIK stillede til start i åben firer coastal. Det blev til en klar sejr til DSR 2. Mette Dyrlund Petersen strokede for Tanja Nors Tardrup, Christoffer Hansen, Stine Roum og på styrmandsædet sad Ragna Karen Sigurðardóttir. DSR-båden udviste effektiv, rytmisk og flot roning, og førstepladsen var aldrig i fare.
Roforeningen KVIK med formand Tine Aabye samt Dorte Lassen, Ulla Jakobsen, Torrild Lindebjerg og Bie Andersen som styrmand besatte andenpladsen, mens DSR 1 med Sara Lena Josefin Engberg, Tor Kristian Høyer Rasmussen, Irene Kjærskov Pedersen, Jack Ekman og styrmand Marianne Stæhr Olsen ror sig til bronzen.
DSR 3 med besætningen Lea Benedicte Skov Hansen, Simone Krog Christensen, Samantha Don Robbins, Cecilie Lützen Søltoft og Julie Schou som styrmand ender på den lidt utaknemlige fjerdeplads lige udenfor medaljerækken.
Coastalbådene vakte med flot teknisk roning berettiget opsigt blandt publikum på Bryggebroen. Det var særdeles fin reklame roning, og på den måde kan man endnu engang begræde, at det var sidste gang, at der blev roet Port of Copenhagen. Det er bare dødhamrende ærgerligt, at DM i langdistancekaproningen ikke for fremtiden kan vise sig frem i Københavns Havn.
Picture
Med tre DSR-hold ud af i alt fire startende hold var det givet, at DSR ville hjemføre to medaljer i coastal åben C4x+. Der var bronze til Sara Lena Josefin Engberg, Tor Kristian Høyer Rasmussen, Irene Kjærskov Pedersen, Jack Ekman og styrmand Marianne Stæhr Olsen. Foto Leif Thygesen
Picture
DSR 3: Lea Benedicte Skov Hansen, Simone Krog Christensen, Samantha Don Robbins, Cecilie Lützen Søltoft og Julie Schou. Holdet sluttede på fjerdepladsen. Foto Leif Thygesen
​DM- finalen i Nakskov
Lørdag den 24. august 2019 roes DM-finalen i Nakskov. Roinfo skal i en senere artikel vende tilbage med en optakt til den spændende finale, hvor der også tilbydes coastalløb og denne gang på ”en rigtig” coastalbane. Både Nakskov Roklub og NS Roklub har gjort sig stor umage for at give gæsterne en god oplevelse på Nakskov Fjord, så man må håbe på stor deltagelse. Husk der er sidste rettidige tilmelding allerede på onsdag den 14. august 2019.
lthygesen@youmail.dk
 
Port of Copenhagen 10. august 2019 resultatliste her
10 og 25 km over all Port of Copenhagen 10. August 2019 her
Den samlede pointstilling 10. August 2019 her
Picture
DSR 3: Lea Benedicte Skov Hansen, Simone Krog Christensen, Samantha Don Robbins, Cecilie Lützen Søltoft og Julie Schou laver en flot start. Publikum i Københavns Sydhavn var begejstret for coastalbådene, der blev roet teknisk pænt. Foto Leif Thygesen
1 Comment
Asbjørn Adsersen
13/8/2019 20:09:11

Vil godt sige tak til SAS for at give plads ved anden vendebøje, vi takkede med efterfølgende at lade dem overhale, mens vi satte sædet på igen, faktisk en sjov situation, for nu skulle vi jo overhale igen, tak for kampen.
Mvh Asbjørn

Reply



Leave a Reply.

    Picture

    Langdistancekap

    Optaktsartikler og reportager fra Langdistanceturneringen, maratonregattaerne mv. 

    Picture
    Langdistancekaproernes gruppe på Facebook. Klik på logo

    Arkiv

    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    December 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    Marts 2015
    November 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk