Nivå Roklubs maratonkoordinator Anders Kabel foran klubhuset i Nivå, der i cirka 30 år var omdrejningspunkt for Karlebo Marathon. Foto Leif Thygesen
En æra i dansk rosport er slut. I referatet af Langdistancekaproningsudvalgets, -arrangørernes og -dommernes møde 10. november 2018 står: ”Øresund Maraton har meddelt, at de ikke har ressourcer til at afholde denne kaproning. Så den sættes på hold indtil videre. Hvis andre vil arrangere, er teamet fra ARK positive og villige til at bidrag med viden.” For et par år siden måtte Jysk Maraton opgive på grund af manglende deltagelse og i og med, at Øresund Maraton sættes på hold, er de to danske maratonregattaer taget til de evige langtursfarvande, hvor der altid er sol og medvind.
I anledning af lukningen af Danmarks sidste maratonløb ser Roinfo i en mini serie på tre artikler tilbage på det legendariske Karlebo Marathon – og nej, der er ikke en stavefejl i ”marathon”. Karlebo Marathon blev stavet med ”h”. Vi starter med et interview med Anders Kabel, Nivå Roklub, der i cirka 30 år var Karlebo Roklubs maratonkoordinator.
I anledning af lukningen af Danmarks sidste maratonløb ser Roinfo i en mini serie på tre artikler tilbage på det legendariske Karlebo Marathon – og nej, der er ikke en stavefejl i ”marathon”. Karlebo Marathon blev stavet med ”h”. Vi starter med et interview med Anders Kabel, Nivå Roklub, der i cirka 30 år var Karlebo Roklubs maratonkoordinator.
69-årige Anders Kabel blev valgt i Karlebo Roklubs bestyrelse i 1983 som sekretær og blev hurtigt udnævnt til maratonkoordinator. Foto Leif Thygesen
Af Leif Thygesen
Det hele startede med, at der blev udarbejdet en lokalplan i den daværende Karlebo Kommune. Af lokalplanen fremgik det, at der skulle anlægges en lystbådehavn ved Nivå, og ved lystbådehavnen var der gjort plads til en sejlklub og en roklub. Men hvor var roerne? Aase og Gorm Haraldsted samt Lisbeth og Knud Thatt Jensen annoncerede efter interesserede og indkaldte den 24. april 1980 til stiftende generalforsamling af Karlebo Roklub. Klubben blev samtidig optaget i Dansk Forening for Rosport (DFfR).
I starten var det temmelig primitivt. Man lånte både af Humlebæk Roklub, og den første roning foregik med Humlebæk Roklub som udgangspunkt. Senere fik man egne både ved Nivå Havn. Bådene blev opbevaret under presenninger, men på trods af de pauvre forhold meldte flere sig ind i den nystiftede roklub heriblandt roere, der tidligere havde roet i københavnsområdet. Snart byggede man en bådhal, og kommunen sørgede for, at klubben fik en gammel bankbarak som klubhus. En barak der den dag i dag er klubhus for Nivå Roklub. Navnet Nivå Roklub fik man i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007, og fordi byen Karlebo lå inde i landet, og klubben fysisk var placeret ved Nivå Lystbådehavn.
Det hele startede med, at der blev udarbejdet en lokalplan i den daværende Karlebo Kommune. Af lokalplanen fremgik det, at der skulle anlægges en lystbådehavn ved Nivå, og ved lystbådehavnen var der gjort plads til en sejlklub og en roklub. Men hvor var roerne? Aase og Gorm Haraldsted samt Lisbeth og Knud Thatt Jensen annoncerede efter interesserede og indkaldte den 24. april 1980 til stiftende generalforsamling af Karlebo Roklub. Klubben blev samtidig optaget i Dansk Forening for Rosport (DFfR).
I starten var det temmelig primitivt. Man lånte både af Humlebæk Roklub, og den første roning foregik med Humlebæk Roklub som udgangspunkt. Senere fik man egne både ved Nivå Havn. Bådene blev opbevaret under presenninger, men på trods af de pauvre forhold meldte flere sig ind i den nystiftede roklub heriblandt roere, der tidligere havde roet i københavnsområdet. Snart byggede man en bådhal, og kommunen sørgede for, at klubben fik en gammel bankbarak som klubhus. En barak der den dag i dag er klubhus for Nivå Roklub. Navnet Nivå Roklub fik man i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007, og fordi byen Karlebo lå inde i landet, og klubben fysisk var placeret ved Nivå Lystbådehavn.
 |  |
Copenhagen Sightrowing udviklede sig til Karlebo Marathon, og i 2002 kunne man fejre 20 års jubilæum for arrangementet.
Startede som en skovtur
Roerne fra de københavnske roklubber savnede København, så en gang om året arrangerede man en skovtur til København. Her spiste man en god frokost, og derefter roede man tilbage til Nivå. Roere har altid været et social folkefærd, så roerne fra Karlebo Roklub fandt i 1983 på at invitere andre klubber med. Turen fik navnet ”Copenhagen Sightrowing”, og et kvikt hoved fandt ud af, at turen var cirka 42,195 sømil (cirka 78 kilometer) lang. Dermed kunne man kalde arrangementet for ”Marathon-roning” med henvisning til, at et maratonløb på land er 42,195 kilometer langt. I starten var der lagt op til en hyggetur, men på et eller andet tidspunkt gik der konkurrence i hvem, der kunne ro hurtigst ind til København, og hvem der kom først hjem. Dermed blev der i 1987 - efter fire års ”Sightrowing” – inviteret til ”Karlebo Marathon”. I 1987 deltog femten både, men allerede året efter var man oppe på 29 både, og med lidt udsving op og ned kulminerede det hele i 1997 og 1998 med henholdsvis 55 og 56 deltagende både. I 1992 indførte man mix-klassen, og undervejs var der enkelte ændringer i ruten i Københavns Havn, og pausestedet blev flyttet af flere omgange, men ellers var en klassiker i dansk rosport født.
Roerne fra de københavnske roklubber savnede København, så en gang om året arrangerede man en skovtur til København. Her spiste man en god frokost, og derefter roede man tilbage til Nivå. Roere har altid været et social folkefærd, så roerne fra Karlebo Roklub fandt i 1983 på at invitere andre klubber med. Turen fik navnet ”Copenhagen Sightrowing”, og et kvikt hoved fandt ud af, at turen var cirka 42,195 sømil (cirka 78 kilometer) lang. Dermed kunne man kalde arrangementet for ”Marathon-roning” med henvisning til, at et maratonløb på land er 42,195 kilometer langt. I starten var der lagt op til en hyggetur, men på et eller andet tidspunkt gik der konkurrence i hvem, der kunne ro hurtigst ind til København, og hvem der kom først hjem. Dermed blev der i 1987 - efter fire års ”Sightrowing” – inviteret til ”Karlebo Marathon”. I 1987 deltog femten både, men allerede året efter var man oppe på 29 både, og med lidt udsving op og ned kulminerede det hele i 1997 og 1998 med henholdsvis 55 og 56 deltagende både. I 1992 indførte man mix-klassen, og undervejs var der enkelte ændringer i ruten i Københavns Havn, og pausestedet blev flyttet af flere omgange, men ellers var en klassiker i dansk rosport født.
Karlebo Roklubs bro var i mange år håbenes og drømmenes plads – ”Men pas på stolpen, der holder broen på plads, og som er placeret yderst midt på yderste brofag,” som Anders Kabel altid sagde ved briefingerne inden turen. Man var i mål, når en roer lagde en hånd på broen, og derfor måtte man trække åren nærmest broen ind for at komme i mål. Privatfoto ukendt mandskab og årstal.
En fantastisk stemning
”Det jeg husker bedst, er nok stemningen. Roere fra hele landet strømmede til, og luften sitrede af forventning, spænding og lidt nervøsitet. Der var run på Karlebo Roklubs to toiletter, når roerne skulle nervøsitetstisse, og klubhuset var presset til det yderste, når op imod 170 roere mødtes for at ro maraton. Overalt kunne man høre diskussioner om, hvornår det kunne betale sig at tage af sted, og vejrudsigter i aviser blev studeret grundigt. Klubkammerater læste tekst-tv og kom med de seneste meldinger fra DMI. Det var før mobiltelefonernes tid, så en frisk vejrudsigt blev hentet telefonisk hos vagthavende meteorolog på DMI. Vejrudsigten var altid det mest spændende punkt på briefingen, hvor hele turen blev gennemgået minutiøst”, siger Anders Kabel, der i mere end 30 år var Karlebo/Nivås maratonkoordinator. Anders fortsætter:
”Når bådene var sendt af sted, så vi dem jo ikke før seks til ti timer senere, og hvordan det gik undervejs var lidt svært at vide. Der var fastnettelefoner i nogle roklubber, og ved pausen kunne man ringe hjem og fortælle, hvor længe man havde været om turen og sjusse sig frem til, hvordan konkurrenterne lå i forhold til en selv. Vi havde jo ikke rigtig mulighed for tracking. Det var hundedyrt, så vi måtte tænke alternativt for sikkerhedens skyld, og for at man i roklubben kunne følge med i, hvordan det gik. Kommunikationsproblemet blev løst ved hjælp af radioklubben ”Daiwa”.
”Det jeg husker bedst, er nok stemningen. Roere fra hele landet strømmede til, og luften sitrede af forventning, spænding og lidt nervøsitet. Der var run på Karlebo Roklubs to toiletter, når roerne skulle nervøsitetstisse, og klubhuset var presset til det yderste, når op imod 170 roere mødtes for at ro maraton. Overalt kunne man høre diskussioner om, hvornår det kunne betale sig at tage af sted, og vejrudsigter i aviser blev studeret grundigt. Klubkammerater læste tekst-tv og kom med de seneste meldinger fra DMI. Det var før mobiltelefonernes tid, så en frisk vejrudsigt blev hentet telefonisk hos vagthavende meteorolog på DMI. Vejrudsigten var altid det mest spændende punkt på briefingen, hvor hele turen blev gennemgået minutiøst”, siger Anders Kabel, der i mere end 30 år var Karlebo/Nivås maratonkoordinator. Anders fortsætter:
”Når bådene var sendt af sted, så vi dem jo ikke før seks til ti timer senere, og hvordan det gik undervejs var lidt svært at vide. Der var fastnettelefoner i nogle roklubber, og ved pausen kunne man ringe hjem og fortælle, hvor længe man havde været om turen og sjusse sig frem til, hvordan konkurrenterne lå i forhold til en selv. Vi havde jo ikke rigtig mulighed for tracking. Det var hundedyrt, så vi måtte tænke alternativt for sikkerhedens skyld, og for at man i roklubben kunne følge med i, hvordan det gik. Kommunikationsproblemet blev løst ved hjælp af radioklubben ”Daiwa”.
Græsplænen øst for klubhuset fungerede som båd- og campingplads. Her har mange trætte roere lagt sig på luftmadrassen i teltet efter endt tur.
I dag er bådpladsen tom. En del af pladsen er dog brugte til to containere til kajakker til Nivå Kajakklub, der i dag har klubhus sammen med Nivå Roklub. Foto Leif Thygesen
Stemningen er forventningsfuld og lidt nervøs. Roerne gør sig klar til Karlebo Marathon. Privatfoto ukendt årstal
Briefing inden start. Ruten gennemgås, og den nyeste vejrudsigt offentliggøres, hvorefter holdene vælger starttidspunkt. Langt de fleste roede om natten for at undgå for meget vind. Privatfoto 1994
Den store tavle
Radioklubben ”Daiwa” opsatte en central ”kommandopost” i klubhuset, og så blev der etableret forbindelse til kontrolposter i blandt andet Vedbæk, ved Lynetteløbet og ved pausestedet. Når en båd passerede kontrolstedet, blev klokkeslættet noteret, derefter blev det sendt til klubhuset i Nivå, og endelig blev tidspunktet noteret på en kæmpe tavle, der fyldte en god del af en væg i klubhuset. I mørket ved Vedbæk Havn kunne det være svært at vide, om kontrolposten havde observeret én, når man roede forbi, men det blev løst med gult blinklys, der roterede indtil passagen var noteret. ”Og husk at lyse skråt ind på startnummeret med den medbragte stavlygte, så kontrolposten ikke får problemer med at aflæse nummeret på grund af generende reflekser,” som der blev sagt på briefingen inden start.
Den store tavle blev en spændende dimension og fik gang i matematikken. Roerne regnede og regnede for at se, hvordan det gik både venner og konkurrenter.
Radioklubben Daiwa havde således en særdeles vigtig funktion for at få hele arrangementet gennemført. Ved kommandocentralen i klubhuset sad som regel en kvinde, der for at opretholde væskebalancen drak rødvin, der var tunet med snaps. Drikken blev indtaget sammen med et utal af cigaretter, men det skal bemærkes, at det var meget få smuttere der forekom. ”Det var - med meget få undtagelser - alle mellemtider for alle hold, som jeg med min tusch kunne påføre den store tavle,” siger Anders Kabel.
Radioklubben ”Daiwa” opsatte en central ”kommandopost” i klubhuset, og så blev der etableret forbindelse til kontrolposter i blandt andet Vedbæk, ved Lynetteløbet og ved pausestedet. Når en båd passerede kontrolstedet, blev klokkeslættet noteret, derefter blev det sendt til klubhuset i Nivå, og endelig blev tidspunktet noteret på en kæmpe tavle, der fyldte en god del af en væg i klubhuset. I mørket ved Vedbæk Havn kunne det være svært at vide, om kontrolposten havde observeret én, når man roede forbi, men det blev løst med gult blinklys, der roterede indtil passagen var noteret. ”Og husk at lyse skråt ind på startnummeret med den medbragte stavlygte, så kontrolposten ikke får problemer med at aflæse nummeret på grund af generende reflekser,” som der blev sagt på briefingen inden start.
Den store tavle blev en spændende dimension og fik gang i matematikken. Roerne regnede og regnede for at se, hvordan det gik både venner og konkurrenter.
Radioklubben Daiwa havde således en særdeles vigtig funktion for at få hele arrangementet gennemført. Ved kommandocentralen i klubhuset sad som regel en kvinde, der for at opretholde væskebalancen drak rødvin, der var tunet med snaps. Drikken blev indtaget sammen med et utal af cigaretter, men det skal bemærkes, at det var meget få smuttere der forekom. ”Det var - med meget få undtagelser - alle mellemtider for alle hold, som jeg med min tusch kunne påføre den store tavle,” siger Anders Kabel.
Den første båd sendes af sted kl. 21.00 med manér – en raket affyres. Senere blev det en lille kanon, der blev ladet med sortkrudt, der blev affyret. Privatfoto ukendt årstal
Der var trængsel i klubhuset, når de mange gæster indtog Karlebo Roklub. Til venstre ses ”Kommandocentralen”, Daiwas radio, der blev brugt, når mellemtider skulle sendes til hovedkvarteret.
Den store tavle, som var det absolutte omdrejningspunkt, hvis man ville vide alt om holdenes mellemtider. Det krævede lidt hovedregning at komme frem til rotider, da det var klokkeslæt, der blev noteret. Sluttiderne er dog noteret yderst til højre. Bemærk alle hold har alle mellemtider – Daiwa leverede et flot stykke arbejde. Privatfoto ukendt årstal
Kun få uheld
”Sikkerhedsmæssigt fungerede det også. Vi blev kun ramt af mindre uheld. I Københavns Havn var der ”spiritus-sejlere” i hurtiggående motorbåde, der i mørket ramte robådenes årer, og flere robåde var ved at blive sejlet ned. Men et år rykkede politiet lynhurtigt ud og fik fat i den sejlende ”motor-bølle”. Små uheld ved pausestedet i B&W Roklub oplevede vi også, men det var mest fordi, at deltagerantallet var blevet så stort, at der ikke var plads til de mange både i den lille havn ved B&W Roklub. Vi tog konsekvensen og flyttede pausestedet til ARK.”
”Sikkerhedsmæssigt fungerede det også. Vi blev kun ramt af mindre uheld. I Københavns Havn var der ”spiritus-sejlere” i hurtiggående motorbåde, der i mørket ramte robådenes årer, og flere robåde var ved at blive sejlet ned. Men et år rykkede politiet lynhurtigt ud og fik fat i den sejlende ”motor-bølle”. Små uheld ved pausestedet i B&W Roklub oplevede vi også, men det var mest fordi, at deltagerantallet var blevet så stort, at der ikke var plads til de mange både i den lille havn ved B&W Roklub. Vi tog konsekvensen og flyttede pausestedet til ARK.”
 I de første år var der pause i B&W Roklub. Men pladsen blev for trang, og pausestedet blev senere flyttet til ARK. Privatfoto ukendt årstal | Og så var der fest bagefter ”At gennemføre et maraton er jo en effektiv slankekur, men efter turen blev der inviteret til fest, så man igen kunne få depoterne fyldt op. Bådhallen blev ryddet, og der blev dækket op. Der var altid en helt fantastisk stemning til festerne. Alle der havde gennemført havde præsteret, og der var rigeligt at tale om. Resultatlisten blev gennemgået, og hvert hold rejste sig, når man nåede frem til dem på listen. Så alle hold fik en velfortjent klapsalve for veludført arbejde. For underholdningen stod husorkestret ”Friske Fisk”, der senere skiftede navn til ”All night long”. Orkestret spillede Creedence og Stones, og der blev danset og festet igennem.” |
Bådhallen er ryddet, og der er dækket op til fest. Privatfoto 1994
Under festen blev resultatlisten gennemgået af Anders Kabel, og alle hold, der havde gennemført, blev præsenteret med navne, tid og placering - alle hold fik et velfortjent bifald fra de øvrige deltagere. Privatfoto 1994
Der var naturligvis medaljer til de tre hurtigste i hver klasse. Privatfoto ukendt mandskab 1994
Per Hansen roede to maratoner på en dag
Har du specielle episoder du husker fra de mange år?
”Jo, der var jo Per Hansen, der nogle år begyndte at ro to maratoner på samme dag. Man havde 24 timer til at gennemføre, og måtte selv vælge starttidspunkt. Per nåede inden for de 24 timer at ro med i både herre- og mixklassen - og at vinde dem begge. Det var jo helt unikt. Men det stoppede, da Per sidste gang overskred tidsgrænsen og kom femten minutter for sent i mål til at få registreret en tid. Der var også et hold, der undervejs oplevede, at en fisk pludselig hoppede ombord, men ellers må man sige, at alle hold, der deltog, fik oplevelser for livet.
I 1996 var vi ramt af meget hårdt vejr, og ti både udgik. Nogle af dem opgav så sent som i Rungsted på vej hjem - cirka syv kilometer fra mål. Flere hold ærgrede sig bagefter gul og grøn. Med de mange udgåede både kunne man have fået en flot placering, også selvom man var gået i land et par timer for at vente på bedre vejr.
Ufrivillig vandgang for nogle roere har årene også budt på. Et par roer var så uheldig at falde i vandet ved kontrolposten ved Frederiksholms Kanal. De kom dog op i båden igen, men vandgangen blev fotograferet af kontrolposten. De uheldige roere fik naturligvis overrakt billedet af deres vandgang under festmiddagen.
Den store pressebevågenhed har vi aldrig haft, men vi har dog oplevet at blive interviewet af Gunnar Nu Hansen, og så sendte ”Lorry” direkte TV fra klubben et år i en af deres nyhedsudsendelse.
Har du specielle episoder du husker fra de mange år?
”Jo, der var jo Per Hansen, der nogle år begyndte at ro to maratoner på samme dag. Man havde 24 timer til at gennemføre, og måtte selv vælge starttidspunkt. Per nåede inden for de 24 timer at ro med i både herre- og mixklassen - og at vinde dem begge. Det var jo helt unikt. Men det stoppede, da Per sidste gang overskred tidsgrænsen og kom femten minutter for sent i mål til at få registreret en tid. Der var også et hold, der undervejs oplevede, at en fisk pludselig hoppede ombord, men ellers må man sige, at alle hold, der deltog, fik oplevelser for livet.
I 1996 var vi ramt af meget hårdt vejr, og ti både udgik. Nogle af dem opgav så sent som i Rungsted på vej hjem - cirka syv kilometer fra mål. Flere hold ærgrede sig bagefter gul og grøn. Med de mange udgåede både kunne man have fået en flot placering, også selvom man var gået i land et par timer for at vente på bedre vejr.
Ufrivillig vandgang for nogle roere har årene også budt på. Et par roer var så uheldig at falde i vandet ved kontrolposten ved Frederiksholms Kanal. De kom dog op i båden igen, men vandgangen blev fotograferet af kontrolposten. De uheldige roere fik naturligvis overrakt billedet af deres vandgang under festmiddagen.
Den store pressebevågenhed har vi aldrig haft, men vi har dog oplevet at blive interviewet af Gunnar Nu Hansen, og så sendte ”Lorry” direkte TV fra klubben et år i en af deres nyhedsudsendelse.
Per Hansen, der her sidder på styrmandsædet, præsterede i flere år at ro to maratoner inden for 24 timer. Privatfoto ukendt årstal
Jysk Maraton
Jyderne fik også deres eget maraton, hvordan gik det til?
”De jyske klubber var flinke til at deltage i Karlebo Marathon, og interessen for at ro maratoner bredte sig jo. Det bevirkede, at der også blev arrangeret maratonroninger i Jylland. Her var det ikke et fast sted man roede, man flyttede lidt rundt, og arrangementet var skiftevis forankret i DFfRs jyske nordlige eller sydlige kreds. Vi hjalp til på den måde, at de nye arrangører fik lov til at låne vore checklister, og så stod vi til rådighed med rådgivning, hvis man ønskede det. Motions- og turudvalget (MTU) i DFfR udsatte pokaler til de hold, der klarede sig bedst i begge maratoner i de tre klasser. Men der var da jyder, som var stødte over, at ikke flere københavnere deltog i Jysk Maraton, og nogle var især sure over, at jeg personligt ikke roede med i Jysk Maraton,” siger Anders Kabel med et grin. ”I Karlebo Roklub så vi Jysk Maraton som et supplement til Karlebo Marathon, og de meldinger vi fik fra Jylland var positive - de jyske arrangører udtrykte glæde over, at det gik på skift.
Vi har aldrig, når vi arrangerede maratoner, været meget reglementsfikseret. Vi kaldte Karlebo Marathon for en ”langturskaproning” og ikke en langdistancekaproning. Vi roede efter langtursreglementet og ikke langdistancekaproningsreglementet med de begrænsninger det giver i forhold til både og handicaps. Vi så ikke langdistancekaproningerne som en konkurrent, men vi frydede os dog, når der var flere deltagere til Karlebo Marathon, end der var til langdistance DM. Efterhånden fik vi et godt samarbejde med DFfR og fik koordineret kalenderen i forhold til langdistancekaproningerne.
Jyderne fik også deres eget maraton, hvordan gik det til?
”De jyske klubber var flinke til at deltage i Karlebo Marathon, og interessen for at ro maratoner bredte sig jo. Det bevirkede, at der også blev arrangeret maratonroninger i Jylland. Her var det ikke et fast sted man roede, man flyttede lidt rundt, og arrangementet var skiftevis forankret i DFfRs jyske nordlige eller sydlige kreds. Vi hjalp til på den måde, at de nye arrangører fik lov til at låne vore checklister, og så stod vi til rådighed med rådgivning, hvis man ønskede det. Motions- og turudvalget (MTU) i DFfR udsatte pokaler til de hold, der klarede sig bedst i begge maratoner i de tre klasser. Men der var da jyder, som var stødte over, at ikke flere københavnere deltog i Jysk Maraton, og nogle var især sure over, at jeg personligt ikke roede med i Jysk Maraton,” siger Anders Kabel med et grin. ”I Karlebo Roklub så vi Jysk Maraton som et supplement til Karlebo Marathon, og de meldinger vi fik fra Jylland var positive - de jyske arrangører udtrykte glæde over, at det gik på skift.
Vi har aldrig, når vi arrangerede maratoner, været meget reglementsfikseret. Vi kaldte Karlebo Marathon for en ”langturskaproning” og ikke en langdistancekaproning. Vi roede efter langtursreglementet og ikke langdistancekaproningsreglementet med de begrænsninger det giver i forhold til både og handicaps. Vi så ikke langdistancekaproningerne som en konkurrent, men vi frydede os dog, når der var flere deltagere til Karlebo Marathon, end der var til langdistance DM. Efterhånden fik vi et godt samarbejde med DFfR og fik koordineret kalenderen i forhold til langdistancekaproningerne.
Anders Kabel: Vi var aldrig særlig reglementsfikseret, så roerne opdagede hurtigt, at det ikke kunne nytte at protestere over dette eller hint. På den måde undgik vi i årenes løb masser af protester efter løbet. Foto Leif Thygesen
Karlebo Marathon bliver til Øresund Maraton
Efter de store deltagerantal i 1996 og 1997 faldt deltagerantallet støt og jævnt i årene efter, dog med små udsving. I 2011 var der kun tilmeldt tyve hold, hvoraf de sytten gennemførte. Samtidigt opstod der trafikale problemer i Københavns Havn, mere herom senere.
Økonomisk og organisatorisk kunne det ikke længere hænge sammen. Det var et meget stort apparat at starte for et så forholdsvis lille antal deltagere. Inden regattaen skulle man have fat i fem – seks myndigheder for at få diverse tilladelser, og radioklubben Daiwa skulle jo også tages i ed, og endelig skulle der også være en sund økonomi i regattaen. Det var der ikke længere, så i 2011 opgav Nivå Roklub at arrangere maratonroning. Men det var de trafikale problemer, der var den væsentligst årsag til at Nivå Roklub stoppede som maratonarrangør
I 2012 overtog ARK arrangementet under navnet ”Øresund Maraton”. Der blev nu start og mål i ARK med pausested i Nivå. Det kørte fint, men lidt ujævnt med et enkelt pauseår. I 2018 meddelte ARK så Langdistancekaproningsudvalget, hvor regattaen var forankret, at de ikke længere ville arrangere Øresund Maraton. Dermed lukkede den sidste maratonregatta i Danmark.
Efter de store deltagerantal i 1996 og 1997 faldt deltagerantallet støt og jævnt i årene efter, dog med små udsving. I 2011 var der kun tilmeldt tyve hold, hvoraf de sytten gennemførte. Samtidigt opstod der trafikale problemer i Københavns Havn, mere herom senere.
Økonomisk og organisatorisk kunne det ikke længere hænge sammen. Det var et meget stort apparat at starte for et så forholdsvis lille antal deltagere. Inden regattaen skulle man have fat i fem – seks myndigheder for at få diverse tilladelser, og radioklubben Daiwa skulle jo også tages i ed, og endelig skulle der også være en sund økonomi i regattaen. Det var der ikke længere, så i 2011 opgav Nivå Roklub at arrangere maratonroning. Men det var de trafikale problemer, der var den væsentligst årsag til at Nivå Roklub stoppede som maratonarrangør
I 2012 overtog ARK arrangementet under navnet ”Øresund Maraton”. Der blev nu start og mål i ARK med pausested i Nivå. Det kørte fint, men lidt ujævnt med et enkelt pauseår. I 2018 meddelte ARK så Langdistancekaproningsudvalget, hvor regattaen var forankret, at de ikke længere ville arrangere Øresund Maraton. Dermed lukkede den sidste maratonregatta i Danmark.
ARK, der står for Amager Ro- og Kajakklub, overtog Karlebo Marathon i nogle år, men har nu meddelt, at man stopper. Arkivfoto Leif Thygesen
Hvorfor stoppe det?
Hvorfor døde Karlebo Marathon Anders Kabel?
”Af flere grunde. Først og fremmest blev der trafikale problemer i forbindelse med bygning af den nye terminal for krydstogtsskibe i Københavns Havn. Metroen, der leverede jord til projektet, havde lovet en kanal til robåde, så roerne ikke blev tvunget langt ud i Øresund for at komme ind i Københavns Havn, når man kom nord fra, men det blev jo ikke prioriteret særligt højt. Det bevirkede så, at robådene skulle temmelig langt ud i Øresund for at runde Oceankajen, som krydstogtterminalen kaldes. I forvejen var det ikke uproblematisk, at krydse indsejlingen til Københavns Havn, Kronløbet, i mørket. Der var forbud mod at ro i Kronløbet, og dermed var man tvunget til at krydse over til Lynetteløbet. Når man krydsede dette knudepunkt, skulle man bedømme store skibes hastighed på vej ind og ud af Københavns Havn og tage beslutning om man kunne nå over inden for eksempel færgen til Oslo kom med stor hastighed. Nu blev turen ud i Øresund endnu længere, og dermed var der en øget sikkerhedsrisiko, som vi ikke kunne løse ved hjælp af vagtposter eller andet. Det fik de fleste - især provinsroere der ikke havde taget turen omkring Oceankajen før - til at melde fra, og det var med god grund. Det var en væsentlig ændring af ruten, som ikke var helt ufarlig.
Tiden løb vel også fra arrangementet. I gamle dage kunne man godt afse en hel weekend til at ro et maraton – med de nye samfunds- og familiestrukturer kniber det nok med det i dag. Folk prioriterer deres tid anderledes i dag.
Når vi afviklede maraton var søvn ikke det, man fik mest af. Vi var i gang i 24 timer - og så kom festen. Som årene gik, blev vi jo heller ikke yngre, flere af os havde været med i cirka 30 år, så da det oven i købet ikke længere økonomisk var rentabelt, opgav vi.”
[email protected]
Hvorfor døde Karlebo Marathon Anders Kabel?
”Af flere grunde. Først og fremmest blev der trafikale problemer i forbindelse med bygning af den nye terminal for krydstogtsskibe i Københavns Havn. Metroen, der leverede jord til projektet, havde lovet en kanal til robåde, så roerne ikke blev tvunget langt ud i Øresund for at komme ind i Københavns Havn, når man kom nord fra, men det blev jo ikke prioriteret særligt højt. Det bevirkede så, at robådene skulle temmelig langt ud i Øresund for at runde Oceankajen, som krydstogtterminalen kaldes. I forvejen var det ikke uproblematisk, at krydse indsejlingen til Københavns Havn, Kronløbet, i mørket. Der var forbud mod at ro i Kronløbet, og dermed var man tvunget til at krydse over til Lynetteløbet. Når man krydsede dette knudepunkt, skulle man bedømme store skibes hastighed på vej ind og ud af Københavns Havn og tage beslutning om man kunne nå over inden for eksempel færgen til Oslo kom med stor hastighed. Nu blev turen ud i Øresund endnu længere, og dermed var der en øget sikkerhedsrisiko, som vi ikke kunne løse ved hjælp af vagtposter eller andet. Det fik de fleste - især provinsroere der ikke havde taget turen omkring Oceankajen før - til at melde fra, og det var med god grund. Det var en væsentlig ændring af ruten, som ikke var helt ufarlig.
Tiden løb vel også fra arrangementet. I gamle dage kunne man godt afse en hel weekend til at ro et maraton – med de nye samfunds- og familiestrukturer kniber det nok med det i dag. Folk prioriterer deres tid anderledes i dag.
Når vi afviklede maraton var søvn ikke det, man fik mest af. Vi var i gang i 24 timer - og så kom festen. Som årene gik, blev vi jo heller ikke yngre, flere af os havde været med i cirka 30 år, så da det oven i købet ikke længere økonomisk var rentabelt, opgav vi.”
[email protected]
Anders Kabel: Udbygningen af Københavns Havn gav Karlebo Marathon trafikale problemer, og det var den væsentligste grund til at vi stoppe. Foto Leif Thygesen
Efterskrift: Skulle der være læsere, der kan sætte navne og årstal eller give andre oplysninger om de privatfotos, der er brugt i artiklen, så skrive en mail til [email protected] med oplysningerne. Roinfo vil så opdatere billedteksterne med de nye oplysninger. På forhånd tak for hjælpen.
Fakta om Karlebo Marathon
Roet i perioden 1983 til 2011. De første fire år under navnet Copenhagen Sightrowing
Største antal startende både, 1998: 56 både
Hurtigste tider
Herrer: KVIK, 1997: 5.50.21 timer
Mix: Greve, 2007: 6.28.17 timer
Damer: KVIK, 1997: 7.00.02 timer
Langsommeste tider
Mix: DSR, 1996: 14.21.38 timer
Damer: Gefion, 1998: 13.42.55
Herrer: Ribe, 2010: 11.35.20
Roet i perioden 1983 til 2011. De første fire år under navnet Copenhagen Sightrowing
Største antal startende både, 1998: 56 både
Hurtigste tider
Herrer: KVIK, 1997: 5.50.21 timer
Mix: Greve, 2007: 6.28.17 timer
Damer: KVIK, 1997: 7.00.02 timer
Langsommeste tider
Mix: DSR, 1996: 14.21.38 timer
Damer: Gefion, 1998: 13.42.55
Herrer: Ribe, 2010: 11.35.20
RSS-feed