Mona Larsen, Gråsten Roklub, fortæller om dengang, hun roede Karlebo Marathon. Privatfoto
En æra i dansk rosport er slut – det sidste maratonløb er roet. I 2018 blev det officielt, at der ikke længere ville blive arrangeret romaratoner i Danmark. I den forbindelse ser roinfo i en artikelserie på tre tilbage til det legendariske Karlebo Marathon. Det var her, det hele startede i 1983 med Copenhagen Sightrowing.
I den første artikel mødte vi Karlebo Roklubs maratonkoordinator Anders Kabel. Læs Artiklen her
I den anden artikel skal vi møde Mona Larsen, Gråsten/Sønderborg, der fortæller om sine oplevelser på Øresund.
I den første artikel mødte vi Karlebo Roklubs maratonkoordinator Anders Kabel. Læs Artiklen her
I den anden artikel skal vi møde Mona Larsen, Gråsten/Sønderborg, der fortæller om sine oplevelser på Øresund.
Charlotte Jervelund, Augustenborg Roklub, (forrest) og Mona Larsen, Gråsten Roklub, på vej fra Sønderborg til Dyvig. Privatfoto
Af Mona Larsen, fortalt til Leif Thygesen
Jeg begyndte at ro i 1981 som 14-årig, fordi Nordborg Roklub sendte et telegram til samtlige konfirmander, hvor man tilbød en prøvetur og tre måneders gratis roning. Jeg var jublende glad – jeg havde aldrig tænkt på at skulle ro, men blev hurtigt overbevist om, at det lige var mig. Sammen med 35 andre konfirmander mødte jeg op i Nordborg Roklub, hvor vi sad på rad og række til den første prøvetur. Ti af os blev hængende i klubben og blev døbt, resten droppede hurtigt ud igen og mig bekendt, er jeg i dag den eneste roer tilbage fra den flok.
I Nordborg Roklub var der fokus på motionsroning, man roede ikke langt og slet ikke stærkt – ja, det var lige før ”kaproning” var et fy-ord. Man fik invitationer til diverse kaproninger, men ingen af invitationerne nåede frem til opslagstavlen.
Jeg begyndte at ro i 1981 som 14-årig, fordi Nordborg Roklub sendte et telegram til samtlige konfirmander, hvor man tilbød en prøvetur og tre måneders gratis roning. Jeg var jublende glad – jeg havde aldrig tænkt på at skulle ro, men blev hurtigt overbevist om, at det lige var mig. Sammen med 35 andre konfirmander mødte jeg op i Nordborg Roklub, hvor vi sad på rad og række til den første prøvetur. Ti af os blev hængende i klubben og blev døbt, resten droppede hurtigt ud igen og mig bekendt, er jeg i dag den eneste roer tilbage fra den flok.
I Nordborg Roklub var der fokus på motionsroning, man roede ikke langt og slet ikke stærkt – ja, det var lige før ”kaproning” var et fy-ord. Man fik invitationer til diverse kaproninger, men ingen af invitationerne nåede frem til opslagstavlen.
De tre herrer: Bjarne Marcussen, Johannes Andersen og Lars Nymarsk var inspirationskilde, da Sønderborgs damer for alvor begyndte at ro langdistance- og maratonroning. Fotoet er fra 1989, hvor Bjarne, Johannes og Lars blev nummer to i Karlebo Marathon. Privatfoto
Skiftede til Sønderborg i 1987
I 1987 kom jeg i lære i Sønderborg og flyttede hjemmefra. Jeg meldte mig i Sønderborg Roklub og blev en af de første aftener spurgt, om jeg ville ro med i Sønderjyske Kaproning – en kortbanekaproning i inrigger. Tanken var mig helt fremmed, så jeg startede med at sige blankt nej, men jeg blev alligevel overtalt til at deltage. Ved kaproningen i Augustenborg stillede vi op i fireåres inrigger, damer, 1000 meter og vandt. Så var grundstenen til min kaproningskarriere lagt.
I Sønderborg Roklub gik tiden med hyggeroning og træning til den årlige Sønderjyske Kaproning. I Sønderborg Roklub var Johannes Andersen, Bjarne Marcussen og Lars Nymarsk og flere andre begyndt at ro langdistancekaproning. De tre nævnte herrer deltog også i Karlebo Marathon første gang i 1987, så vidt jeg husker. Det var en oplevelse, som de kom jeg og fortalte om, og det motiverede os damer, der lige var begyndt at ro lidt langdistancekaproning, til også at stille op på den lange distance.
I 1987 kom jeg i lære i Sønderborg og flyttede hjemmefra. Jeg meldte mig i Sønderborg Roklub og blev en af de første aftener spurgt, om jeg ville ro med i Sønderjyske Kaproning – en kortbanekaproning i inrigger. Tanken var mig helt fremmed, så jeg startede med at sige blankt nej, men jeg blev alligevel overtalt til at deltage. Ved kaproningen i Augustenborg stillede vi op i fireåres inrigger, damer, 1000 meter og vandt. Så var grundstenen til min kaproningskarriere lagt.
I Sønderborg Roklub gik tiden med hyggeroning og træning til den årlige Sønderjyske Kaproning. I Sønderborg Roklub var Johannes Andersen, Bjarne Marcussen og Lars Nymarsk og flere andre begyndt at ro langdistancekaproning. De tre nævnte herrer deltog også i Karlebo Marathon første gang i 1987, så vidt jeg husker. Det var en oplevelse, som de kom jeg og fortalte om, og det motiverede os damer, der lige var begyndt at ro lidt langdistancekaproning, til også at stille op på den lange distance.
Vi lånte Roklubben Skjolds hus i Nivå til overnatning i 1989, da vi første gang roede med i Karlebo Marathon, fortæller Mona. Privatfoto
Målet var at gennemføre
Tanken om at skulle ro en kaproning på 78 kilometer - og så i København - var lidt vild, så vi prøvede at træne os op. Vi havde ingen træner, men vi tog nogle lange ture, hvor det gik derudaf. Undervejs blev depoterne fyldt op med bananer, gulerødder, citronskiver, vand, leverpostejmadder, juice og en enkelt Snickers i ny og næ. Målet var at gennemføre Karlebo Marathon. I 1989 var vi nået så langt, at vi kastede os ud i eksperimentet. Overnatningen var planlagt til at foregå i Roklubben Skjolds hytte i Nivå. Vi lånte båden ”Petter” i Helsingør. Men man kan ikke påstå, at det var kærlighed ved første blik, da vi så ”Petter”. Båden manglede 27 skruer og et halvt skvatbord, men vi fik ”Petter” skruet sammen og var så klar til afgang.
Tanken om at skulle ro en kaproning på 78 kilometer - og så i København - var lidt vild, så vi prøvede at træne os op. Vi havde ingen træner, men vi tog nogle lange ture, hvor det gik derudaf. Undervejs blev depoterne fyldt op med bananer, gulerødder, citronskiver, vand, leverpostejmadder, juice og en enkelt Snickers i ny og næ. Målet var at gennemføre Karlebo Marathon. I 1989 var vi nået så langt, at vi kastede os ud i eksperimentet. Overnatningen var planlagt til at foregå i Roklubben Skjolds hytte i Nivå. Vi lånte båden ”Petter” i Helsingør. Men man kan ikke påstå, at det var kærlighed ved første blik, da vi så ”Petter”. Båden manglede 27 skruer og et halvt skvatbord, men vi fik ”Petter” skruet sammen og var så klar til afgang.
Inden Sønderborg Roklub fik en bådtrailer, blev inriggerne transporteret på taget af bilerne. Her er det til langdistancekaproning i Silkeborg 1989. Jeg kørte også til Karlebo Maraton med en båd på taget. De små piger i billetlugen ved Storebælt havde altid svært ved at finde en pris - men vi mente altid, at båden var under seks meter lang. At køre på Helsingør-motorvejen fredag eftermiddag i myldretiden med en båd på taget kunne være ret spændende. Privatfoto
Inden start var området omkring Karlebo Roklub en ren heksekedel. Vejrudsigten i aviserne blev studeret grundigt, og man lånte en fastnettelefon for at ringe til DMI, så man kunne få den nyeste vejrudsigt. Det store spørgsmål var, hvornår skulle vi starte, og hvornår ville de andre starte? Man kunne vælge starttidspunkt fra kl. 21.00 og frem, og så var der ellers 24 timer til at gennemføre. Vi valgte at ro om natten. Det blev en helt speciel oplevelse op langs Strandvejen og i selve København. Jeg havde medbragt mit fotografiapparat, for det var da en begivenhed, der skulle foreviges. Men jeg fik meget tydeligt og klart at vide, at det var der ikke tid til. I dag - fyrre år senere - er der dog indtryk, der har brændt sig fast på nethinden blandt andet at ro forbi skoleskibet Georg Stage, der lå forankret ud for Skovshoved med et par lanterner tændt.
En anden episode – et par år efter - som jeg husker tydeligt, var da vi skulle passere Kronløbet på vej ind i Københavns Havn. Vi fik ”fornøjelsen” af at ro om kap med Bornholmerfærgen. Først ror man ”galop” i cirka 35 kilometer, så kom vi ned til indsejlingen til Københavns Havn, hvor færgen så var ved at komme ind. ”Ti stærke” blev der kommanderet! Ti mere! Det endte med cirka 100 stærke, for at komme i sikkerhed for færgen – ikke fedt med så mange stærke, når man ikke engang var halvvejs på de 78 kilometer.
Startnummeret skulle vises undervejs
Undervejs skulle vi vise vores startnummer flere gange blandt andet ved Gammel Strand midt i København. Som ”dum” sønderjyde sad jeg og undrede mig over, at det hed ”strand”, når det lå midt i København. Walkie-talkie klubben, der skulle kontrollere os var stationeret i en campingvogn, og de var vågne, vi kunne tydeligt høre dem, de var lettere højrøstede og fordrev ventetiden med at drikke en øl eller flere.
Der var pause i B&W Roklub. Vi var godt svedige og jogging-bukserne var våde bag i, så de blev vendt om, så foran var bag, på den måde fik vi noget tørt at sidde på. Vi havde ikke tænkt på at tage skiftetøj med. I pausen fik vi spist vores leverpostejmadder og drukket vores æblejuice, og så gik det eller af sted igen. Vi nåede uden uheld tilbage til Nivå, men nu skulle båden jo lige roes til Helsingør. Derefter var der tid til et par timer på øjet inden festen. Stor var vores glæde da vi opdagede, at vi ikke alene havde gennemført – vi havde vundet. Først roede vi en hel nat, og så festede vi en hel nat.
En anden episode – et par år efter - som jeg husker tydeligt, var da vi skulle passere Kronløbet på vej ind i Københavns Havn. Vi fik ”fornøjelsen” af at ro om kap med Bornholmerfærgen. Først ror man ”galop” i cirka 35 kilometer, så kom vi ned til indsejlingen til Københavns Havn, hvor færgen så var ved at komme ind. ”Ti stærke” blev der kommanderet! Ti mere! Det endte med cirka 100 stærke, for at komme i sikkerhed for færgen – ikke fedt med så mange stærke, når man ikke engang var halvvejs på de 78 kilometer.
Startnummeret skulle vises undervejs
Undervejs skulle vi vise vores startnummer flere gange blandt andet ved Gammel Strand midt i København. Som ”dum” sønderjyde sad jeg og undrede mig over, at det hed ”strand”, når det lå midt i København. Walkie-talkie klubben, der skulle kontrollere os var stationeret i en campingvogn, og de var vågne, vi kunne tydeligt høre dem, de var lettere højrøstede og fordrev ventetiden med at drikke en øl eller flere.
Der var pause i B&W Roklub. Vi var godt svedige og jogging-bukserne var våde bag i, så de blev vendt om, så foran var bag, på den måde fik vi noget tørt at sidde på. Vi havde ikke tænkt på at tage skiftetøj med. I pausen fik vi spist vores leverpostejmadder og drukket vores æblejuice, og så gik det eller af sted igen. Vi nåede uden uheld tilbage til Nivå, men nu skulle båden jo lige roes til Helsingør. Derefter var der tid til et par timer på øjet inden festen. Stor var vores glæde da vi opdagede, at vi ikke alene havde gennemført – vi havde vundet. Først roede vi en hel nat, og så festede vi en hel nat.
Vi ikke alene gennemførte vores første Karlebo Marathon i 1989, vi vandt også. Fra venstre Mona, Lise og Dorte alle tre Sønderborg Roklub. Privatfoto.
 Vi fandt ud af, at der kunne være otte øl i Dame-pokalen, som blev uddelt ved Karlebo Marathon. Her er jeg ved at tømme pokalen – jeg var heldigvis ikke alene om det projekt. Privatfoto | Gentog sejren året efter For at bevise, at vi kunne ro lagt og stærk, og at det ikke var tilfældigt, at vi vandt, stillede vi igen op året efter. Der blev trænet flittigt op til regattaen. Træningsturen kunne være Als rundt – en tur på 85 kilometer. I 1990 roede vi den tur syv gange. Den megen træning gav bonus, og vi vandt endnu en gang. På vej retur fra København – over den ofte trælse Nivåbugt og kun 10-15 kilometer til mål – så vi en inrigger komme ”snigende” bagfra, og den indhentede os langsomt. Det kunne være en af vore konkurrenter, så trods allerede mange roede kilometer og træls vand, trak vi lidt hårdere i årerne. Det hjalp ikke, for kort før mål overhalede båden os – men PYT – det var en herrebåd. Jeg tror de var fra Hvidovre eller Hellerup. Det viste sig så, at vores lille dyst alligevel havde givet pote – jeg mener vi vandt med ganske få minutter foran nummer to, og det samme gjaldt herrebåden – så vi kunne takke hinanden for dysten og derved få medaljer. Herrerne indrømmede dog, at de havde haft noget besvær med at overhale os. Undervejs fik man faste holdepunkter på turen. Således også Eremitage Slottet. Som ”dum” |
sønderjyde, der lige var kommet ind med firetoget, spurgte jeg en af de første år: ”Hvornår kommer vi til huset med græsplænen?” Det var Eremitagen, jeg mente. Fra vandsiden ser man bare en stor græsplæne og stort hus.
Vi fandt ud af, at dame-pokalen var ret skåle-formet og kunne indeholde otte øl, mens herrernes pokal var lidt mere ”pokalagtig” og derfor kun kunne indeholde syv øl.
Vi fandt ud af, at dame-pokalen var ret skåle-formet og kunne indeholde otte øl, mens herrernes pokal var lidt mere ”pokalagtig” og derfor kun kunne indeholde syv øl.
I 1990 gentog vi sejren fra året før. Her får vi – Mona, Lise og Dorte, Sønderborg Roklub - overrakt pokalen af Anders Kabel. Privatfoto
I 1999 var der pause i Hellerup Roklub. Her er vi klar efter pausen. Privatfoto
I 1999 blev vi, Elin, Lone og Mona, Gråsten Roklub, nummer to i Karlebo Marathon og blev dermed samlet vinder af Karlebo Marathon og Jysk Maraton. Her er vi i vores klubskjorter. Privatfoto
Sønderjylland løb med det hele i mix-klassen i 1992
I 1992 indførte Karlebo Marathon mix-klassen, hvor mænd og kvinder kunne ro i samme båd. Sønderborg Roklub stillede med tre mix-hold. På det tidspunkt var jeg lige flyttet til Gråsten, så jeg havde ikke noget hold at ro med. Min kæreste og to andre klubkammerater fra Gråsten Roklub var roet fra Gråsten til Karlebo for at afslutte deres to ugers langtur ved at deltage i Karlebo Marathon. De ville så have båden hjem med Sønderborgs trailer, og ville selv tage toget. To knægte fra Sønderborg Roklub havde glædet til, at de skulle ro deres første maraton, men deres langtursstyrmand sprang fra i sidste øjeblik. Hvorfor ikke slå to fluer med et smæk? tænkte jeg. Jeg kunne hente min kæreste og hans hold, og samtidig være langtursstyrmand for de to Sønderborg-knægte. Jeg startede min gamle Opel Kadett C og kørte til Nivå. Gråsten-mændene blev noget overraskede over, at jeg kom, det vidste de intet om. Vi roede atter om natten, og turen gik faktisk godt, så godt at det udløste en tredjeplads. Sønderborg Roklub vandt både guld og sølv, så Sønderjylland gjorde rent bord i mix-klassen. Jeg tog de tre Gråsten-herrer med hjem i Kadetten, men de var nu ikke særligt selskabelige. Ovenpå langtur og maraton sov de det meste af vejen hjem.
I Gråsten Roklub blev de tre drillet med, at de kun havde roet den ene vej og var blevet kørt hjem fra deres langtur. Det ville de ikke have siddende på sig, så året efter roede de til Karlebo, roede maratonløbet og roede derefter hjem til Gråsten.
I 1992 indførte Karlebo Marathon mix-klassen, hvor mænd og kvinder kunne ro i samme båd. Sønderborg Roklub stillede med tre mix-hold. På det tidspunkt var jeg lige flyttet til Gråsten, så jeg havde ikke noget hold at ro med. Min kæreste og to andre klubkammerater fra Gråsten Roklub var roet fra Gråsten til Karlebo for at afslutte deres to ugers langtur ved at deltage i Karlebo Marathon. De ville så have båden hjem med Sønderborgs trailer, og ville selv tage toget. To knægte fra Sønderborg Roklub havde glædet til, at de skulle ro deres første maraton, men deres langtursstyrmand sprang fra i sidste øjeblik. Hvorfor ikke slå to fluer med et smæk? tænkte jeg. Jeg kunne hente min kæreste og hans hold, og samtidig være langtursstyrmand for de to Sønderborg-knægte. Jeg startede min gamle Opel Kadett C og kørte til Nivå. Gråsten-mændene blev noget overraskede over, at jeg kom, det vidste de intet om. Vi roede atter om natten, og turen gik faktisk godt, så godt at det udløste en tredjeplads. Sønderborg Roklub vandt både guld og sølv, så Sønderjylland gjorde rent bord i mix-klassen. Jeg tog de tre Gråsten-herrer med hjem i Kadetten, men de var nu ikke særligt selskabelige. Ovenpå langtur og maraton sov de det meste af vejen hjem.
I Gråsten Roklub blev de tre drillet med, at de kun havde roet den ene vej og var blevet kørt hjem fra deres langtur. Det ville de ikke have siddende på sig, så året efter roede de til Karlebo, roede maratonløbet og roede derefter hjem til Gråsten.
I år 2000 fandt vi et godt sted at campere, da vi skulle ro Karlebo Marathon. Privatfoto.
2000 Karlebo Marathon er roet, og Mona giver champagne, da hun har nået 1000 kilometer. Privatfoto.
Vi sluttede som nummer to i kvindeklassen i 2000. Her er vi foran den store tavle, hvor vi har fundet os selv. Privatfoto
Vi deltog også i Jysk Maraton
Det kneb lidt med at banke et langdistance-dame-hold op i Gråsten, men lidt blev det dog til. Kaproningerne blev for mit vedkommende sat lidt på stand-by omkring år 1995, fordi jeg fødte tvillinger. Men jeg kom tilbage, og vi kom igen med i Karlebo Marathon. Så vidt jeg husker, var det slut med damehold fra Sønderborg Roklub, nu var det Gråsten, der var på banen. Vi lånte både - som regel i Rungsted. Bådene var af lidt forskellig kvalitet.
Samtidigt begyndte Jysk Maraton, så nu kunne vi sørme komme afsted to gange om året til maratoner, og herudover roede vi også nogle langdistancekaproninger.
”Husmoderholdet” fra 2001
I 2001 havde vi et fast hold. Vi havde fået en ny pige på holdet. Det gik rigtig godt, selvom hun kun havde roet i et par år. Vi var alle tre ”husmødre” med mand, hus og børn, så træningen måtte lægges på tidspunkter, så det ikke gik alt for meget ud over familien. Vi mødtes lørdag morgen kl. 05.00, roede en tur til for eksempel Sønderborg - en tur på cirka 27 kilometer. I Sønderborg holdt vi en lille pause og fik en kop kaffe, herefter gik turen retur, og vi kunne være tilbage omkring klokken 12.00. På den måde havde vi stadig noget af dagen tilbage til familien. Efter et god 2001-sæson sagde vores nye tredjedame dog stop. Hun havde fået valget mellem sin roning eller sin familie, og hun valgte klogt nok familien. Dermed stoppede det hele. Maraton- og langdistancekaproningerne var en saga blot i Gråsten - både for mændenes og damernes vedkommende. Det blev umuligt at stille hold, selvom jeg gerne ville.
I al beskedenhed så har jeg roet medalje hjem ved alle de maratoner, jeg har deltaget i. Det blev til to guld- , tre sølv- og en bronzemedalje i Karlebo Marathon samt to guld- og en sølvmedalje i Jysk Maraton. Jeg repræsenterede Sønderborg Roklub og siden Gråsten Roklub.
Det kneb lidt med at banke et langdistance-dame-hold op i Gråsten, men lidt blev det dog til. Kaproningerne blev for mit vedkommende sat lidt på stand-by omkring år 1995, fordi jeg fødte tvillinger. Men jeg kom tilbage, og vi kom igen med i Karlebo Marathon. Så vidt jeg husker, var det slut med damehold fra Sønderborg Roklub, nu var det Gråsten, der var på banen. Vi lånte både - som regel i Rungsted. Bådene var af lidt forskellig kvalitet.
Samtidigt begyndte Jysk Maraton, så nu kunne vi sørme komme afsted to gange om året til maratoner, og herudover roede vi også nogle langdistancekaproninger.
”Husmoderholdet” fra 2001
I 2001 havde vi et fast hold. Vi havde fået en ny pige på holdet. Det gik rigtig godt, selvom hun kun havde roet i et par år. Vi var alle tre ”husmødre” med mand, hus og børn, så træningen måtte lægges på tidspunkter, så det ikke gik alt for meget ud over familien. Vi mødtes lørdag morgen kl. 05.00, roede en tur til for eksempel Sønderborg - en tur på cirka 27 kilometer. I Sønderborg holdt vi en lille pause og fik en kop kaffe, herefter gik turen retur, og vi kunne være tilbage omkring klokken 12.00. På den måde havde vi stadig noget af dagen tilbage til familien. Efter et god 2001-sæson sagde vores nye tredjedame dog stop. Hun havde fået valget mellem sin roning eller sin familie, og hun valgte klogt nok familien. Dermed stoppede det hele. Maraton- og langdistancekaproningerne var en saga blot i Gråsten - både for mændenes og damernes vedkommende. Det blev umuligt at stille hold, selvom jeg gerne ville.
I al beskedenhed så har jeg roet medalje hjem ved alle de maratoner, jeg har deltaget i. Det blev til to guld- , tre sølv- og en bronzemedalje i Karlebo Marathon samt to guld- og en sølvmedalje i Jysk Maraton. Jeg repræsenterede Sønderborg Roklub og siden Gråsten Roklub.
Mona Larsens maraton-medaljer. Mona har vundet medalje i alle de maraton-løb, hun er startet i. Privatfoto
2001 blev sidste år, hvor Gråsten Roklub stillede op til Karlebo Marathon. Man sluttede med fanen højt på en tredje plads. Privatfoto.
På vej Fyn rundt
I dag ror jeg sammen med Charlotte fra Augustenborg og Anette fra Sønderborg. Vi er ved at ro Fyn rundt på en lidt speciel måde. I en weekend ror vi mellem to fynske klubber for eksempel fra Assens til Faaborg lørdag og retur søndag. Så er den etape klaret. Vi mangler fra Bogense til Nyborg. Det skulle vi gerne gennemføre via et par weekender til sommer.
I dag ror jeg sammen med Charlotte fra Augustenborg og Anette fra Sønderborg. Vi er ved at ro Fyn rundt på en lidt speciel måde. I en weekend ror vi mellem to fynske klubber for eksempel fra Assens til Faaborg lørdag og retur søndag. Så er den etape klaret. Vi mangler fra Bogense til Nyborg. Det skulle vi gerne gennemføre via et par weekender til sommer.
Foto Med Svelmø om agten - nær Faaborg Med Svelmø og agten, nær Faaborg. Privatfoto
RSS-feed