
Og endelig er det efterhånden også klassisk, at regattaprogrammet driller og give dommere/arrangører sved på panden, ærgrelser og ekstraarbejde. Jo, Signaturen tør godt skrive det klart og tydeligt: DFfR har fået sin ”IC 4 –skandale”. Nå, Signaturen er nok bare et surt gammelt hugaf, der har svært ved at forstå, at tingene efter flere år ikke bare fungerer. Men ting tager tid, så det kommer forhåbentligt - og vi fik da også en resultatliste, så…
Roklubben Viking har med en sejr på Århusbugten iført sig i den gule førertrøje – og det selvom vikingerne Zangenberg, Hansen og Bruun ror i blåt. I forhold til Randers var Reinhard Sværke skiftet ud med Jørgen Zangenberg. Det ændrede ikke på Vikingernes suveræne roning – Zangenberg eller Sværke, det gør ingen forskel, båden flyttes i et afsindigt tempo uanset, hvem der sidder ved etteråren. Anført af en hårdtarbejdende Rene Hansen på strokepladsen stryger den sydsjællandske båd af sted over bølgen den blå, og til konkurrenterne er der kun at sige: Så du tågedisen fra Vikings kølvand? Umiddelbart efter løbet hang Viking lidt med skuffen, da man fejlagtigt troede, at Københavns Roklub havde vundet. Men det viste sig at være ”en urfejl”.
Andenpladsen går til ”Kaptajn Kenny og hans kække københavnere”. I den samlede konkurrence hjælper andenpladsen dog ikke københavnerne synderligt meget, da man på grund af flere udskiftninger var tvunget til at starte under et nyt navn for ikke at overskride maksimum af antal roere på et hold – og det på trods af, at man i indeværende sæson for første gang må være op til otte roere på et firerhold. Man kan håbe, at københavnerne får puslespillet til at gå op, så man også i klassementet kan udfordre de øvrige hold om metallet.
Nyborg Roklub Palæobåden: Irring, Buchwaldt og Sørensen ror et flot løb på Århusbugten. Der er kun elleve sekunder op til Kalundborg på bronzepladsen, og den pæne placering som nummer fire sender fynboerne op på den samlede tredjeplads – netop den tredjeplads som fynboerne kunne hjemføre i 2013. En lidt tøvende start i Randers blev fulgt op med et godt løb af ”Brian og hans barske piger” på Århusbugten.
Aarhus Roklub var til start med en coastalfirer. Besætningen bestod af Lindholm, Nielsen, Lindegaard, Meinert og cox Bodorff. Århusianerne gjorde det godt på hjemmebanen og bliver belønnet med en femte plads i det stærke felt.
DSR er - udover at være roeksperter – også eksperter i fantasifulde navne. En enkelt holdændring blev samtidigt fulgt op af en navnændring fra ”Insert new name here” til ”Bateau Hjeromus”. Om det var af nummerologiske årsager melder historien ikke noget om, men Bateu Hjeromus: Elgaard Larsen, Henningsen, Adelbert Hansen, Pierrel Mikkelsen og cox Juhler ror sig ind på sjettepladsen. Vi venter spændt på hvilket navn studenterroerne stiller op under på hjemmebanen ved forårets sidste langdistanceregatta lørdag den 28. juni.
Roklubben Ægir: Andersen, Danø Sørensen og Hjortshøj slutter som nummer syv. Apropos navne, så forlyder det fra det nordjyske, at Henrik Danø Sørensen efter roinfo.dk´s optaktsartikel alvorligt overvejer at ændre navn til Henrik Danø Saft og Kraft Sørensen. Men i øvrigt er rollefordelingen på holdet klar: Fiasko parkeres hos Anders Hjortshøj, mens succes placeres hos Birgitte Andersen og Henrik Saft og Kraft. Med en syvendeplads i forhold til tiendepladsen i Randers er der ubetinget tale om en succes, og på den måde kan det nordjyske trekløver med sindsro tager mod klubkammeraternes beundring.
10 km åben mix 1. division lukkes af Silkeborg: Bay Nielsen, Friis Hansen og Bech Thøgersen på ottendepladsen. Det hårde vindtryk og de pæne bølger var ikke lige vores kop te. Vi er jo vant til noget mere rolige forhold på det hjemlige rofarvand, sagde Jane Bech Thøgersen efter løbet.
To firere en fra DSR: Sigurdardóttir, Larsen, Kjærgaard Jensen, Aagaard og Nielsen samt en fra Varde: Jensen, Dahlquist, Graversen, Dam og Balje gav hinanden kamp til stregen. Kun seks sekunder skiller de to mandskaber. Det blev Varde der løb med guldet, mens DSR endnu en gang ”må tage til takke” med sølv. Begge mandskaber var præget af så stor roglæde, at man frivilligt forlængede turen. Cox for Varde John Balje valgte at gå godt langt ud i Aarhusbugten på vej sydover, inden man ændrede kurs direkte mod land for at runde vendebøjen. Men som en anden ælling efter andemor fulgte studenterne trop, og på den måde roede begge mandskaber lige langt og fik ud over guld og sølv også større roglæde med hjem. Jo, både Varde og DSR fik det maksimale ud af turen til Egå.
I Randers blev Københavns Roklub nummer tre kun syv sekunder efter DSR TME. Denne gang er det Københavnernes tur til at have sekunderne på deres side. KR 1: Sevelsted, Krarup og Holck henviser DSR SDJ: Einhorn, Jørgensen og Fuglsang til tredjepladsen med en margin på netop syv sekunder. DSR SDJ var det eneste DSR-hold, der fik lov til at stille i samme opstilling som i Randers, og de tre studenterpiger kvitterer altså med at ro en bronzemedalje hjem til klubben.
Guldet gik til DSR AAA: Rahbek, Tardrup og Dahl-Petersen. Det ser ud til at netop dette hold i år har tænkt sig, at anskaffe sig en ny halskæde i form af en DIF-medalje. Men i øvrigt er det svært at sammenligne resultatet i Aarhus med Randers, da DSRs træner Bøg Mosegaard på grund af flere afbud måtte mikse DSR-pigerne på en ny måde.
I den samlede stilling betyder det, at KR har sat sig på andenpladsen, men sæsonen er endnu ung og intet er afgjort. Sidste lille krølle på halen i den forbindelse er, at når man skæver over til 10 km over all, kan man konstatere, at når kvindeholdne tildeles handicap, så vinder KR faktisk klassen. Så resultatet kan anskues på mange måder, og vil nok blive det, alt efter om ens hjerte ligger i Syd- eller Nordhavnen.
På fjerdepladsen finder vi DSR TAM: Kromann-Andersen, Broberg Rasmussen og Stenild Grøn. I Randers blev det til en tredjeplads. Der er dog en klar tidmargin på 2.26 minutter op til en podieplads denne gang.
Varde Roklubs damer Mathiasen, Kjær Jensen og Balje vender tilbage til kvindeklassen på en flot femteplads. Vardenserne gik til opgaven på Århusbugten med vanligt godt humør, og det er garanteret ikke det sidste, vi har hørt til de friske vestjyder.
Godt humør præger også de to kvindehold fra Humlebæk. Humlebæk The LadyBees: Midtgaard, Rasmussen og Tramm vinder ”klubkaproningen” om sjettepladsen mod Humlepi*erne: Hunichel, Krebs og Thomsen.
I øvrigt fortæller en storsmilende Susanne Midtgaard fra The LadyBees, at Humlebæks formand Christian Probst har lovet en middag, hvis et af Humlebæks kvindehold kan ro fra en af de øvrige klubber i kvindeklassen. Christian Probst bliver næppe anklaget for matchfixing i den forbindelse, selvom det i andre sportsgrene er strengt forbudt at spille på egne resultater. Så roinfo.dk skal opfordre Humlebæks kvinder til at give den gas, så formanden må hoste op med en middag. Roinfo.dk bringer gerne en reportage fra middagen - hvis vi bliver inviteret med.
I 10 km over all er der flere forskydninger. Nyborg Roklub Palæobåden går fra en syvendeplads til en tredjeplads. I toppen er det fortsat Viking og Kalundborg, der har sat sig til rette.
Kvindeklassen havde det - med de lidt rå betingelser - atter svært overfor 10 km åben mix-klassen, der sætter sig på de seks første pladser. Men bemærkelsesværdigt er det, at KR1: Anne Sevelsted, Marie Krarup og Betina Holck placerer sig som bedste kvindehold på syvendepladsen.
Ellers skaber det lidt turbulens i rangfølgen, at Københavns Roklubs firer ”Kaptajn Kenny og hans kække københavnere” er startet som to forskellig hold i henholdsvis Randers og Aarhus.
Ser vi på podiepladserne i 25 km åben mix er resultatlisten fra Aarhus en fotokopi af resultatlisten fra Randers. ”Kværnen” fra Hellerup: Admiral Månsson, Rolf Traberg og Thomas Weise æder alt og alle. Med kraftfuld roning indhentes og overhales konkurrenterne. Der er power og rå energi bag årerne, når hellerupianerne flytter båden hen over de vilde vover. Der er klar forskel mellem de øverste fire placeringer, og skal man finde lidt spænding, skal man helt ned til kampen om femtepladsen.
Sølvet går til de regerende mestre fra Humlebæk: Per Olsen, Jens Jørgen Tramm og Christian Probst. Jo, det er da meget godt, men vi mangler jo lidt, konstaterer Per Olsen tørt efter præmieoverrækkelsen, men ”Torpedoen fra Humlebæk” har stadig tre affyringer at gøre godt med, nemlig i København, Vejle og på hjemmebanen i Humlebæk, hvor man er ubesejret i flere år. Så selvom Hellerup ser uovervindelige ud lige nu, så er intet afgjort.
Roklubben Viking: Zangenberg, Sværke og Hansen kan føje endnu en tredjeplads til årets resultatliste. I forhold til Randers har man cirka halveret afstanden op til Humlebæk, så også her kan man fokusere på fremgang og bruge resultatet fra Aarhus positivt under træningen frem mod kommende regattaer.
”De tre Musketerer” fra Købehavns Roklub: Simonsen, Minuva og Kristensen ror et flot løb i farvandet omkring Egå Marina. Det var som de lidt rå betingelser passede de garvede langdistanceroere godt, og i klassementet indtager man nu en betragtelig fjerdeplads.
Også KVIK II: Kofoed, Hansen og Skovø gør det pænt i Aarhus. Anstrengelserne i den friske vind belønnes med en femteplads.
De friske fyre fra Roklubben Skjold: Jacob Krusell, Anders Christian Larsen og Poul Jensen gør come back med en ottendeplads. Men man er kun 32 sekunder efter nummer syv Randers, og dermed kan der godt blive drabelig kamp om midterplaceringerne mellem Varde, Randers 1 og Skjold, når langdistancekaproerne mødes næste gang.
Det var ikke ”damevand”, der blev budt på ved Røde Rose 2014. Det må DSR/Odder Ajax: Rahbek, Juhler og Dahl-Petersen sande. De lidt barske betingelser, der tilgodeså fysisk stærke hold, blæste ”Den hvide Tornado” ned på en niendeplads, hvor det i Randers blev til en fjerdeplads. Men en tornado har det jo med at poppe op igen, så selvom man denne gang må se sig lidt distanceret er ”Rengøringskonerne” nok tilfredse og indstillet på at tage revanche på Øresund ved Blågrønne Vande.
Endnu en gang lykkes det Præstø/Nakskov: Andersen, Poulsen og Signaturen at knibe sig ind på tiendepladsen. På den første halvdel af turen havde man en drabelig dyst med Randers Roklub 2: Hovøre, Drachmann og Andersen. De to hold skiftedes faktisk til at ro fra hinanden, men fra cirka 11 kilometer rykkede Præstø/Nakskov for alvor fra. Det ”fejrede” den lånte båd fra HEI Rosport ved cirka seks kilometer senere at løsne toerens åregang. På resten af turen måtte styrmanden - cirka hvert andet minut - læne sig frem under roningen og med håndkraft stramme møtrikken under toerens åregang. Jo, man kedede sig ikke - og således lettere humpende kom man i mål til en tiendeplads, mens Randers sluttede som nummer elleve.
I mændenes klasse var det endnu en dag på kontoret. Kalundborgs danske mestre ”Tæskeholdet”: Christensen Bang, Hansen og Modin vandt en klar sejr over DSRRio 2016: Skov, Jensen og Møller Andersen. Spænding skal man over i 25 km over all for at finde.
25 km over all. Kalundborg og Humlebæk på delt andenplads
I 25 km over all kan Hellerup hjemføre endnu en sejr. Til gengæld bytter Humlebæk og Kalundborg denne gang plads, så Kalundborg bliver nummer to og Humlebæk nummer tre. Det betyder, at de to mandskaber ligger nøjagtigt ens i 25 km over all, og der er lagt op til en ”mandfolkedyst” af rang resten af sæsonen.
Viking bliver nummer fire og ligger også samlet nummer fire. Femtepladsen både i Aarhus og den samlede femteplads går til KR 2, mens DSR Rio2016 - på bekostning af DSR/Odder Ajax - avancerer en enkelt plads til sjettepladsen.
Coastalløb aflyst
Arrangører, LDKU og tilskuere havde set frem til det første ”rene” coastalløb ved en langdistanceregatta, da to både var tilmeldt coastal 2x mix over seks kilometer. Desværre meldte Aarhus Roklub afbud, og selvom man i sidste øjeblik forsøgte at finde et hold, der ville ro mod Kalundborg, måtte man desværre aflyse.
Der er udskrevet coastalløb i alle kategorier ved Blågrønne Vande lørdag den 28. juni, og man kan så håbe, at det lykkes at få gang i coastalroningen i København og på den måde tilføre langdistancekaproningerne endnu et aspekt. På gensyn på Øresund.
Tekst Leif Thygesen
Foto øverst Leif Thygesen