Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Alssunds Røde Løver – årets første langdistancekaproning

20/5/2015

0 Comments

 
Picture
Der kræves fuld opmærksomhed og koncentration, da der byttes rundt på den vanlige rækkefølge af løbene, når langdistanceturneringen starter i Sønderborg. Arkivfoto Leif Thygesen

Af Leif Thygesen
For to år siden var en langdistancekaproning en veldefineret sag, hvor roerne blev tilbudt et helt ensartet produkt uanset, hvor man roede, og hvem der var arrangør. Løbsrækkefølgen lå fast, og man kunne være sikker på, om man skulle ro formiddag eller eftermiddag – eller måske på begge tidspunkter, hvis man var en hardcore langdistancekaproer. Apropos tidspunkter, så kunne man også være sikker på, hvornår første båd startede i 10 km åben mix og i 25 km åben mix.
Sådan er det ikke længere. I 2014 byttede arrangørerne i Vejle, efter forslag fra DSR, rundt på løbsrækkefølgen således, at 25-kilometerløbene blev roet formiddag, mens 10-kilometerløbene blev roet eftermiddag. Et af argumenterne fra DSR var vist nok, at det var snyd, at det altid var dem, der skulle ro 10-kilometerløb, som skulle tidligt op for at nå rettidigt til regattaen, mens 25-kilometerroerne kunne snue længe og vente med at tage afsted.

25-km og 10-km-løb på en gang
I Sønderborg går man et skridt videre og starter 25-kilometerløbene og 10-kilometer åben motionsmix 2. division i samme omgang. Rent matematisk er der 120 forskellige startrækkefølger for de fem løb, som en langdistanceregatta består af, og når arrangørerne i Kolding om 14 dage inviterer til Koldingfjordens Slotsregatta, er der også udskrevet fem coastalløb, så her er der 3.628.800 mulige startrækkefølger. Der kan siges for og imod for den enkelte startrækkefølge, og det bliver der så – men roerne skal holde tungen lige i munden og sørge for at orientere sig godt for at være sikker på, hvornår de skal være til styrmandsmøde, og hvornår de skal starte. En ting er sikkert: ”Plejer” er død. Nå, nu er langdistancekaproere et dygtigt folkefærd, der er i stand til at gennemskue et handicapsystem, der nærmer sig raketvidenskab, så mon ikke de også finder ud af, hvornår de skal starte.
Picture
Peter Gammeltoft, Thomas Weise og Rolf Traberg – guldvinderne fra 25 km åben mix 2014 – skifter i denne sæson til ”Kongeklassen”, mændenes DM-klasse over 25 kilometer. Arkivfoto Leif Thygesen
 
37 hold til start
I alt 115 roere fra tyve klubber fordelt på 37 hold deltager, når Alssunds Røde Løver roes i Sønderborg. Det er lidt færre end sidste års deltagelse ved første kaproning, hvor der var 39 hold med 127 roere i Randers.

Til gengæld er alle klasser pænt besat, og det er efterhånden mange år siden, det er sket. I de senere år har der hele tiden været en eller to klasser, som haltede en smule, men ikke i Sønderborg - her er der fyldt op i alle klasser. Man kan kun håbe, at det er en udvikling, der vil fortsætte.


10. km åben mix 1. division
Otte hold til start. Der er gamle kendinge, men også nye navne på tilmeldingslisten. Middelfart stiller to hold i klassen, en firer og en toer. Besætningen på Middelfarts firer består af Bøgh Pedersen, Bendtsen, Hansen, Jensen og Jørgensen. På Middelfarts toer er det Kromand, Rützau og Ottesen, der skal forsvare Middelfarts ære.

I Humlebæk er der efterhånden opstået en god langdistancekultur. Resultatet er, at den nordsjællandske klub kan sende tre hold til Sønderjylland. Det første hold møder vi i 10 km åben mix 1. division. Søndergaard, Thorsen og Stagaard er klar, når dommerne kalder frem til startlinjen.

Varde Roklub har været fast inventar ved langdistancekaproningerne i mange år. Denne gang stiller vestjyderne med Haagen, Jensen og Mathiasen.

DSR har en firer til start. Kaptajn Christian René Larsen stiller med mandskabet Støyberg, Elgaard Larsen, Christensen og Broberg Rasmussen.

Picture
Hellerup Roklub Arne Månsson, Lise Teisel og Birgit Lyngby. I Sønderborg skiftes Birgit Lyngby ud med Morten Have. Arkivfoto Leif Thygesen

Et interessant hold repræsenterer Hellerup. Admiral Arne Månsson vil sammen med Teisel og Have i Sønderborg - som altid – kunne genkendes på Hellerups karakteristiske og trafiksikre orange farve. Det er et hold, der godt kan blande sig i toppen.

Også Tissø/Kalundborg med Modin, Bay og Nissen tæller med blandt favoritterne. Den sjællandske kombination vandt i 2014 bronze i klassementet.
Picture
Tissø/Kalundborg Lis Bay, Mette Nissen og Britta Densen. Lars Modin erstatter Britta Densen ved Alssunds Røde Løver. Arkivfoto Leif Thygesen
Forsvarende turneringsvindere er Viking i vanlig opstilling med Zangenberg, Sværke og Hansen. I 2014 vandt Viking fire ud af fem regattaer i 10 km åben mix, så der er forventninger til de tre herrer i den sydsjællandske båd.
Picture
Roklubben Viking er i stærkeste opstilling: Jørgen Zangenberg, René Hansen og Reinhard Sværke, når årets første langdistancemedaljer uddeles. Arkivfoto Leif Thygesen

10 km åben motionsmix 2. division
Der er rekordstor tilmelding i 10 km åben motionsmix 2. division. Syv tilmeldte hold er ikke set før i 2. divisions korte levetid.

Den arrangerende klub Sønderborg stiller med tre hold. To toere og en firer. Mandskabet på fireren er Jensen, Nielsen, Hurle, Nielsen og Vermehren. Sønderborgs ene toer kalder sig Team Andersen, hvilket må siges at være et passende navn, da mandskabet udgøres af tre gange Andersen med fornavnene John, Nadja og Sahra. Sønderborgs sidste hold består af Hammerstrøm, Outzen og Bräuner.

Kolding/Kolding Dame-Roklub har to både til start i Sønderborg. Dream Team udgøres af Colmer, Espersen og Simonsen, mens legendariske Lemon Moon består af Rasmussen, Nielsen og Jørgensen.

Kendte navne finder vi også på Randers Roklubs hold, der er sammensat af Christensen, Hinrichsen og Thinnesen.

Deltagerne i 10 km åben motionsmix 2. division skal være opmærksom på, at de starter i samme ombæring som 25-kilometerløbene om formiddagen, og derfor skal der holdes dobbelt styrmandsmøde kl. 09.30 for både 10 og 25 kilometer ruten.

Senior kvinder 10 km. Fem forskellige klubber til start
Hele fem forskellige klubber er til start i kvindernes DM-klasse. Det er en særdeles glædelig udvikling. I flere sæsoner har der nærmest været tale om klubkaproning for DSRs hold, men i år er der flere klubber, der udfordrer studenterroerne.

Roforeningen KVIK er tilbage. For år tilbage var KVIK en magtfaktor i kvindeklassen og dejligt er det, at se den hæderkronede roforening tilbage i kvindeklassen. Lassen, Aabye, tidligere landsholdsroer, og KVIKs grand Old Lady Ulla Jacobsen tørner ud i Sønderborg.
Picture
Humlebæks kvindehold Pia Rasmussen, Jette Tramm og Susanne Midtgaard. Arkivfoto Leif Thygesen

Humlebæk ”Lady Bees” Rasmussen, Midtgaard og Tramm sluttede i 2014 på den samlede femteplads og vil uden tvivl gøre deres for om muligt at avancere i tabellen.

Silkeborg var i 2014 til start i Randers og Aarhus i 10 km åben mix. Silkeborgenserne starter denne gang i kvindeklassen. Holdet udgøres af Friis Hansen, Skovgaard Pedersen og multitalentet Bech Thøgersen.
Picture
Jane Bech Thøgersen, Jesper Bay Nielsen og Louise Friis Hansen. Mænd må ikke starte i kvindeklassen så Jesper udskiftes med Anne Skovgaard Pedersen. Arkivfoto Leif Thygesen

Sølvvinderne fra 2014 Københavns Roklub har skiftet ud på en enkelt plads i forhold til 2014. Ny på holdet er Kirsten Jakobsen, der sammen med Holck og Krarup vil betjene ror og de københavnske lyseblåmalede årer.
Picture
Marie Brunn, Emilie Kromann og Tanja Nors Tardrup. I Sønderborg ror Marie på MAM&Co. Ny på DSR W10 i Sønderborg bliver Dorthe Jørgensen. Arkivfoto Leif Thygesen

DSR har tre hold til start. MAM& CO udgøres af Brunn Nielsen, Nielsen og Rahbek. ”Havfruerne” har besætningen Fuglsang, Lützen Søltoft og Albrechtsen og endelig finder vi Tardrup, Jørgensen og Kromann-Andersen på W10. Navnet DSR borger for kvalitet, når det drejer sig om langdistancekaproning, men de øvrige klubber i kvindeklassen vil nok gøres deres til at fravriste studenterne det Danmarksmesterskab, som DSR nærmest har taget patent på. Det tegner til en spændende sæson.

25 km åben mix
Otte tilmeldinger på den lange distance i mix-klassen. Skjold stiller med Jensen, Krusell og Larsen. Skjolderne blev i 2014 nummer seks i klassementet.

Randers Roklub: Andersen, Møller og Hovøre er klar til at tage en frisk tur på Alssund. Randers Roklub placerede sig i 2014 som nummer syv i den samlede turnering.
Picture
Præstø Roklub Martin Poulsen, Pia Jeppesen og Mai-Britt Bille. Poul Ploug Bramsen bliver ny mand på holdet i stedet for Pia Jeppesen, når der skal roes på Alssund lørdag den 30. maj 2015.

Præstø Roklub er til start med Poulsen, Bramsen og Bille. Roklubben Ægir har skiftet navn til ”Nak og Æd”, men bag navnet gemmer sig Hjortshøj, Andersen og Danø Sørensen – alle kendte og erfarne langdistanceroere.
Picture
Tre friske Ægir-roere tager turen til grænselandet. Henrik Danø Sørensen, Anders Hjortshøj og Birgitte Andersen er til start under navnet ”Nak og Æd”. Ålborgenserne er dog ikke de store jægere, se blot her, hvor tæt på fuglen tør gå på Ægir. Arkivfoto Leif Thygesen

Københavns Roklubs tre musketerer Kristensen, Minuva og Simonsen tager endnu en tørn i grænselandet. DSRs mandskab i 25 km åben mix består af Garflet-Nielsen, Broberg Rasmussen og Jensen. Sidste års bronzevindere Viking er til start i vanlig opstilling: Zangenberg, Sværke og Hansen.
Picture
Selvfølgelig mangler Jim Kristensen, Hasse Minuva og Flemming Simonsen ikke på startlisten i Sønderborg. Arkivfoto Leif Thygesen

Til start er også utrættelige Geert Olsen og hans tro væbner Jeppe Mark Meinert på det kombinerede hold Rønne/Aarhus/DSR. Denne gang har de ”gamle” lokket den unge ubefæstede sjæl Torben Vest Hansen med, som tredje mand i båden. Geert er bidt af en gal langdistancekaproer og en hyldestsang til hr. Olsen kunne være en lettere omskrivning af Rock Nalles hit fra 1977: ”Go´e gamle fru Olsen” med tekst af Torben Eschen og melodi af Little Richard – ”Good Golly Miss Molly”.

Go'e gamle hr. Olsen, han er helt vild med ro-ck
Go'e gamle hr. Olsen, han er helt vild med ro-ck
Se han gynger og han sejre, han kan ikke få nok
…

Lige fra tidlig tidlig morgen til den sene sene nat
Kan du se hr Olsen ro-cke i Den Gyldne Fregat
Go'e gamle hr. Olsen, han er helt vild med ro-ck
Picture
Go´e Gamle Geert Olsen i sit es på styrmandssædet – men han ror nu sin del af turen. Ubekræftede rygter vil vide, at holdet Rønne/Aarhus/DSR overvejer at skifte navn til ”Den Gyldne Fregat”. Arkivfoto Leif Thygesen 

Guld- og sølvvinderne fra henholdsvis Hellerup og Humlebæk har skiftet klasse, så der er nogle ledige guld-og sølvmedaljer at kæmpe om. Hvem samler de ledige medaljer op?

Senior mænd 25 km
Fem klubber bejler i år til det danske mesterskab i langdistancekaproning for mænd. Humlebæk – Tramm, Rosenberg og Probst – vandt sidste år sølv i 25 km åben mix. Guldvinderne 2014 i 25 km åben mix Hellerup har ligeledes valgt at skifte til ”kongeklassen”. Traberg, Gammeltoft og Weise er et godt bud på en medalje – hvilken karat må tiden vise.

Roforeningen KVIK er tilbage i mændenes klasse. Hansen, Østerberg og Lyne vil gøre deres til at KVIKs stander med malteserkorset kommer hurtigst rundt på 25 km-banen i Sønderborg.
Picture
Jesper Hansen skifter klasse fra 25 km åben mix i 2014 til mændenes DM-klasse i 2015. På fotoet nøjes Jesper dog med at skifte plads – han er ved at bemægtige sig styrmandssædet. Arkivfoto Leif Thygesen

DSR stiller med tre hold M1: Møller Andersen, Geertsen og Søby Pedersen. M2: Christensen, Schmidt Hansen og Kjærgaard Jensen og endelig ”Totterne”: Frydendahl, Stentoft og Adelbert Hansen.

Sidste hold til start i mændenes klasse er de forsvarende mestre fra Kalundborg: Hansen, Christensen Bang og Modin. Kalundborgenserne har ikke tabt en langdistancekaproning siden 22. juni 2013, hvor de i Nakskov blev nummer to efter et DSR hold, der blandt andet bestod af Peter Gammeltoft, som nu ror for Hellerup. Så måske bliver det i 2015, at de guldvante Kalundborg-roere for alvor udfordres?
Picture
Humlebæks mænd: Ryan Rosenberg, Jens Jørgen Tramm og Christian Probst viste vejen for andre hold, da de i god tid bekendtgjorde, at de skiftede klasse fra 25 km åben mix til mændenes DM-klasse. Arkivfoto Leif Thygesen

Velkommen til Sønderborg
Dommerne Annie Kaalby og Lone Jensen vil sørge for at regattaen afvikles sportsligt korrekt. Arrangørerne Johannes Andersen & Co. plejer at have styr på tingene, så man kan roligt glæde sig til et besøg i grænselandet. De sunde og lækre sandwich skal bestilles senest to dage før, men ringridderpølserne kan købes uden bestilling. Se mere på Sønderborg Roklubs hjemmeside: http://www.sonderborg-roklub.dk/alssunds-roede-loever-2015
[email protected]  

0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Langdistancekap

    Optaktsartikler og reportager fra Langdistanceturneringen, maratonregattaerne mv. 

    Picture
    Langdistancekaproernes gruppe på Facebook. Klik på logo

    Arkiv

    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    December 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    Marts 2015
    November 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk