Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Årets første langdistancekaproning i Sønderborg

26/5/2019

0 Comments

 
Picture
Foto Mette Bacher
​Af Leif Thygesen
”Vi er rigtig glade for den lokale opbakning med tilmelding af flere hold fra den syd- og sønderjyske region. Glædeligt var det også at se så mange af vores nye universitetsroere i en inrigger – normalt plejer uni-roerne jo at boltre sig i outriggere,” siger regattaleder for Alssunds Røde Løver, Johannes Andersen, Sønderborg Roklub, til roinfo.dk.
Johannes Andersen fortsætter: ”Overordnet set havde vi en fin regatta med en god stemning, og de deltagende roere udtrykte tilfredshed med kaproningen. Vejret var overskyet, og der var lidt rigeligt med blæst, men vinden kom fra den rigtige retning, så den generede ikke voldsomt meget. Vi lyttede til et ønske om at flytte medaljeuddelingen for formiddagsløbene til pausen mellem formiddags- og eftermiddagsløbene, selvom vi havde planlagt, at alle medaljer skulle uddeles efter hele kaproningen. I dag er vi tilfredse men også lidt trætte ovenpå – synes vi selv - veludført arbejde.” Roinfos udsendte medarbejder, Mette Bacher, og de roere, som roinfo har talt med bekræfter Johannes udtalelser. Det var en rigtig god regatta, hvor der var styr på organisationen, og hvor den unikke langdistanceregatta-stemning var helt i top – så fem ud af fem årer til Sønderborg Roklub for endnu en vellykket, perfekt og fejlfri regatta.
Picture
Sønderborg har fået et nyt vartegn: - Hotel Alsik, der knejser sig over den ene side af havnen. Ved toppen er der placeret en flot udsigtsplatform, som roinfo naturligvis måtte teste. Det gav et flot view over roningen og hen mod roklubben: Foto og billedtekst Mette Bacher
​Favoritterne tog for sig at retterne
På det sportslige plan var det småt med overraskelser. Favoritterne tog for sig af medaljebuffeten og overlod kun krummer til outsiderne. I mændenes klasse udviste DSRs hold storform. Hos kvinderne sendte KVIK et helt klart signal: Vi agter at forsvare vores mesterskab. I 10 kilometer åben mix henviste sidste års sølvvindere i klassementet, Nyborg, de regerende turneringsvindere fra Viking til andenpladsen, og i 10 kilometer åben mix 2. division var en Horsens-roer, der roede sammen med to Vejleroere, sølle syv sekunder foran tre andre Horsens-roere. Velkommen til en ny sæson – langdistancekaproerne fortsatte, hvor de slap i 2018 med fed stemning, god roning og intens kamp om de enkelte pladser.
Picture
Roforeningen KVIKs herrer, set fra oven. De var særdeles godt tilfredse med sølvet ved årets første LD-regatta. Billedtekst og Foto Mette Bacher
​Senior mænd 25 kilometer. Suveræn sejr til DSR
Den danske mester i mændenes klasse fra 2017, Nicolai Møller Andersen, er tilbage i DSRs båd, efter at han holdt pause i 2018. Og med Nicolai tilbage er det som om der er fornyet ro-glæde, entusiasme og tempo i DSRs flagskib. Sammen med Rune Glerup og Frederik Fabricius Clausen roede Nicolai sig til en suveræn guldmedalje på Alssund. Der er et stort hul ned til de øvrige deltagere i klassen på 5.39 minutter. DSR har med sin suveræne sejr sendt et spørgsmål til Kalundborgs regerende mestre, der formodentlig deltager i næste runde: Er I klar?
Picture
DSR mødte til start i stærk opstilling i mændenes klasse, og Nicolai Møller Andersen er tilbage efter et års pause. Her skiftes der, hvor Andersen forlader styrmandssædet. Billedtekst og foto Mette Bacher
​KVIK (Bjærre, Kloster og Schack Pedersen) levede op til forventningerne og besatte andenpladsen. KVIKerne vandt i 2018 bronze i klassementet og vil formodentlig også i år bejle til en podieplads.
På grund af kun to tilmeldinger i 25 kilometer åben mix, valgte Humlebæk (Probst, Tramm og Thorsen) og Viking (Zangenberg, Dyhr og Hansen) at flytte over i mændenes klasse – og det var et valg, der fortjener al mulig ros. I stedet for to små klasser, hvor rækkefølgen på forhånd var mere eller mindre forudsigelig, har man nu fået en spændende klasse, hvor der vil være indædt kamp om placeringerne. Viking lagde bedst fra land med at snuppe bronzemedaljen i Sønderborg, men afstanden ned til Humlebæk er blot 35 sekunder, så der er lagt op til et drabeligt opgør, når det igen går løs ved næste langdistancekaproning i Kolding den 15. juni. Jørgen Zangenberg, Viking, siger til roinfo:  ”Vi er rigtig godt tilfredse, og vi bliver i herreklassen resten af sæsonen. Godt nok er der jo et pænt stort hul op til DSR på førstepladsen, men de øvrige placeringer er der nu åben kamp om. Vi er godt klar over, at Humlebæk vil komme for fuld skrue næste gang, og vi har respekt for Probst & Co., men vi vil naturligvis gøre vores bedste for igen at afvise Humlebæks angreb. På en god dag, hvor alt spiller, vil vi da også for alvor kunne udfordre KVIK, så jo, det har været en gevinst for alle hold, at vi er blevet slået sammen i en stor klasse.”
Sidste hold i mændenes klasse var DSR ”Den Trojanske Søhingst” (Stenby, Darre og Jacobsen). Studenterne får lov til at lukke ”stalddøren” i mændenes klasse på en femteplads.
Picture
Roklubben Viking (Billedet fra venstre Uffe Dyhr, Jørgen Zangenberg og Rene Hansen) og Humlebæk Roklubs mandlige deltagere tog beslutningen om at melde sig til 25 kilometer åben klasse, et flot træk! Billedtekst og foto Mette Bacher
​Senior kvinder 10 kilometer. KVIK lader ingen tvivl tilbage
Kun to hold til start i kvindernes klasse. ”Vi prøvede ellers at se lidt ned over startlisten i 10-kilometerløbene for at finde et hold, der kunne få den ledige bronzemedalje, men i al almindelighed kniber det med rene kvindehold til start”, siger regattaleder Johannes Andersen, Sønderborg, til roinfo.dk.
De to naboklubber DSR og KVIK fra Strandvænget i København tager turen til Verdens Ende i Sønderborg – og for at ingen skal misforstå noget og tro, at jeg taler nedladende om Sønderborgs placering i forhold til København, og kalder den sønderjyske metropol for ”Verdens Ende”, kan Signaturen oplyse, at postadressen til Sønderborg Roklub er ”Verdens Ende, Sønderborg”. Men tilbage til de københavnske kvinder, der tog en tur på cirka 670 kilometer tur/retur for at ro mod hinanden. Københavnerne bruger næsten syv timer på turen, så det er lidt trist, at ikke andre kvindehold har lyst til at deltage i legen.
Picture
Roforeningen KVIK er forsvarende Danmarksmester i kvindernes klasse, de to af dem, der vandt finalen i 2018, Tine Aabye og Torill Lindebjerg mødte til start med Dorte Lassen. Billedtekst og foto Mette Bacher
​KVIK (Aabye, Lassen og Lindebjerg) er regerende mestre, og det ser ud til, at den status agter de at fortsætte med. DSR (Koefoede, Lindegaard og Jørgensen) kæmpede en brav kamp, men må se sig slået med næsten tre minutter. Man kan kun håbe, at flere kvindehold er med næste gang i Kolding. Roinfo har skrevet det i sin optaktsartikel til Sønderborg, men gentager gerne: Kom nu piger. Var det ikke noget at være med til at kæmpe om mindst en DM-bronzemedalje?
Picture
Årets glade nyhed er, at Nyborg Roklub har meldt sig til, som ny langdistancekaproningsarrangør - og det i 2020. Nyborg-roerne entrede da også præmieskamlen, som vindere. Fra venstre Allan Seelk, Bente Irring og Brian Sørensen. Billedtekst og foto Mette Bacher
Picture
Allerede nu gøres der fin reklame for næste års regatta i Nyborg. Billedtekst og foto Mette Bacher
​10 km åben motionsmix 1. division. Nyborg slår de regerende turneringsvindere fra Viking
Mellem 1250 og 1413 var magten i Danmark centreret i Nyborg på Nyborg Slot. Rigsforsamlingen i Nyborg kaldtes ”Danehof”. Danehof har igen taget magten. Denne gang i form af Nyborgs hold i 10 kilometer åben mix 1. division (Seelk, Irring og Sørensen). Nyborgenserne ror knap et minut hurtigere end Viking (Zangenberg, Dyhr og Hansen) på andenpladsen. Med til historien hører det, at Viking inden 10-kilometerløbet havde roet 25 kilometer i mændenes klasse. ”Vi kan se, at vores 10-kilometertid på 25-kilometerdistancen er et minut hurtigere, end da vi ror 10-kilometerløbet, så jo det koster lidt at ro den lange distance først,” siger Jørgen Zangenberg til roinfo. Zangenberg fortsætter: ”Det var en fortjent sejr til Nyborg. Det er i modstrømmen, hvor fårene bliver skilt fra bukkene, at Nyborg ror fra os. Selvom Nyborg vandt i Sønderborg, har vi da langt fra opgivet at forsvare vores klassementsguld fra 2018. Nu går vi lidt i tænkeboks, og måske ændrer vi strategi og ror med fast styrmand næste gang. Senere på sæsonen bliver det jo sådan, at 10-kilometerløbet ligger før 25-kilometerløbet, og det er jo en lidt anden sag – så jo, vi glæder os til næste regatta i Kolding.”
Picture
Middelfart gjorde det flot i Sønderborg. Claus Rützov, Bent Bøgh Pedersen og Roar Kloppenborg-Skrumsager roede sig til en bronzemedalje i 10 kilometer åben mix 1. division. Foto Mette Bacher.
​Middelfart (Kloppenborg-Skrumsager, Rützov og Bøgh Pedersen), der ror under navet ”Middel-fart” havde trods navnet fart nok på til at vinde bronzemedaljen. Kun femten sekunder efter Middelfart finder vi Københavns Roklub (Minuva, Kristensen og Kristensen). Det er imponerende, at ”De tre musketerer”, som roinfo kalder dem, fortsat kan finde tempo nok til at være med helt i toppen.
Humlebæk 10K mix (Tramm, Tramm og Renner Mortensen) fuldender feltet i 10 kilometer åben mix 1. division på sjettepladsen – og hvis nogen skulle finde på at have ondt i en vis legemsdel over, at nordsjællænderne slutter sidst i 1. division, så kan roinfo oplyse, at Humlebæks handicaptid ville indbringe guld i 2. division – så respekt for ”Trammerne” og Renner Mortensen.
Picture
Humlebæk Roklubs Jens Jørgen Tramm havde en travl lørdag i Sønderborg. Først roede han 25 kilometer med sine faste makkere i herreklassen, og om eftermiddagen stod den på 10 kilometer mix med fru Jette, og Anni Renner Mortensen(cox) billedtekst og foto Mette Bacher
Picture
Kombinationen fra Vejle og Horsens vandt 10 kilometer åben motionsmix 2. division. Fra venstre Birgit Bech Jensen, Linda Kærgaard Nielsen og Jesper Foldager. Foto Mette Bacher
​10 kilometer åben motionsmix. 2. division. Sytten hold til start
10 kilometer åben motionsmix 2. division har det hele: bredde, tæt kamp om de enkelte placeringer og mange nye hold. Geografisk bakker de lokale hold fra Sønderborg, Sønderjylland og det øvrige Jylland Alssunds Røde Løver op ved at stille til start. Samtidig er der oversøisk og tysk deltagelse, så alt i alt er 2. division rendyrket ”langdistancekaproningsfestival”.
Kampen om førstepladsen blev et internt opgør mellem fire Horsens-roere tilsat to Vejle-roere. Linda Kærgaard Nielsen, Horsens, havde slået kræfterne sammen med Jesper Foldager og Birgit Bech Jensen fra Vejle. Den østjyske kombination gjorde det så godt, at de var i stand til at henvise Lindas klubkammerater, Runge Andersen, Underlien Hakala og Jacobsen, til andenpladsen. Men det var en knap afgørelse. Kun syv sekunder skiller de to både. Mon ikke de to både vil give hinanden drabelig kamp en gang til i Kolding om et par uger?
Bronzen gik til Kolding (Espersen, Simonsen og Colmer) - et dygtig, stabilt og godt roende hold, der (næsten) altid er god for en medalje.
Picture
Medaljevinderne i 10 km åben motionsmix 2. division fra venstre: Horsens, sølv, i midten Horsens/Vejle guld og til højre Kolding/Kolding Dame Roklub bronze. Foto Mette Bacher
Picture
Preben Thorsen, Torben Vest Hansen og Geert Olsen, Rønne Roklub, roede sig til en fjerdeplads i 10 kilometer åben motionsmix 2. division. Kaproningen var for bornholmerne starten på en langtur, men desværre måtte man søndag opgive på vej til Vejle, hvor man havde lånt båden. Vejret var ikke til langtursroning, fortæller Geert Olsen. Foto Mette Bacher
​Metalvante Rønne (Olsen, Thorsen og Vest Hansen), der normalt ror på 25-kilometerdistancen, havde taget den lange tur fra Bornholm for at indlede deres årlige langtur med at ro kaproning i Sønderborg. ”Vi har ikke haft mulighed for at træne rigtigt i år, så forberedelsen har været alt andet end optimal. For et par dage siden roede vi 25 kilometer, og det gav et helt klart signal: formen er ikke til den lange distance på nuværende tidspunkt. Derfor valgte vi 10 kilometer og 2. division. Vi roede et godt løb, der er ikke noget at sætte en finger på, så vi kan bare konstatere, at de andre var bedre end os,” siger Geert Olsen fra Rønne til roinfo.
Picture
Herligt var det, at Aarhus Roklub havde en 4-åres med, og de fem fra Smilets by blev en flot femmer i det samlede felt. Billedtekst og foto Mette Bacher
​”Bombefireren” fra Aarhus (Storm, Lykke Larsen, Hennings, Madsen og Kaptajn Iversen) ror et flot løb og belønnes med en samlet femteplads. Efter hvad der oplyses til roinfo, sprang århusianerne kaffen, øllet og hvidvinen over ved vendebøjen, og det var en taktik, der lykkedes, så man placerede sig i den bedste tredjedel af feltet. Drikkepausen ved vendebøjen havde Kaptajn Iversen ellers annonceret på Facebook.
Middelfart (Rützou, Grønnehave Mogensen og Rauer Hansen) er på sjettepladsen kun femten sekunder efter Aarhus.
Picture
- Det er første gang, vi overhovedet er med ved en Langdistancekaproning, fortæller Britta Hirschauer (plads 1) til roinfo.dk, - og alene det at skifte pladser har været lidt af en udfordring, fortæller Britta, der, som sine to makkere, for det meste ror outrigger i mastersklassen over 1000 meter, hvor det går rigtigt stærkt. De tre kvinder var glade for deres 7. plads ud af 17 deltagende både. Det kunne have været spændende, om Britta, Heidi og Katja mødte til start i den åbne dameklasse, for tidsmæssigt set, var de godt med - til en sammenligning, selvom det blæste op senere på dagen. Billedtekst og foto Mette Bacher
​Elmshorner Ruderclub von 1909 e.V./Nordslesvigsk (Hirschauer, Andersen Eisenkraemer og Behm) slutter som nummer syv – men, men det var en syvendeplads, der gav medalje, idet det kombinerede internationale hold blev bedst placerede sønderjyske hold, og det belønnes ved Alssunds Røde Løver.
DSR deltog i denne klasse med en firer bemandet med ”kaniner”. Berg, Pedersen, Ahlefeldt, Clausen og Halkier roede sig i deres debut til en ottendeplads, og det er immervæk i den bedste halvdel, så man kan håbe, at det har givet de debuterende studenter blod på tanden, så de kommer igen en anden gang.
Picture
DSR mødte denne gang frem med et kaninhold, og de var såmænd godt tilfredse med deres 8. plads, for mandskabet har blot roet sammen i 2 uger. Og det er ikke værst, når man debuterer ved en langdistanceregatta. Billedtekst og foto Mette Bacher
​De to hold fra den arrangerende klub Ung II (Jensen, Nissen Bonefeld, Hamberg, Nymarsk og Outzen) samt Ung I (Jensen, Sørensen og Ingildsen) placerer sig som nummer ni og tolv.
Randers (Andersen, Christensen og Hovøre) bliver nummer ti et halvt minut foran Slesvig Roklub (3xHerzig og 2xFritzsche) på 11. pladsen.
De tre universitetshold Team 1 (Thielhorn, Raju og Lamp), Team 2 (Gaertner, Wessling og Commerou) og Team 3 (Larsen, Suttkus og Olesen) slutter i omvendt rækkefølge af deres navne. Team 3 bliver nummer tretten, Team 2 nummer fjorten og Tema 1 nummer sytten.
Vejle (Busk Mikkelsen, Lønsmann og Wael Møller) opnår en 15. plads, mens Gråstens internationale hold bestående af en rumæner, en russer og en sønderjyde (Musat, Poddubnyi og Larsen) slutter som nummer seksten.
Picture
De lokale klubber var fint repræsenteret i Sønderborg. Her er det Slesvig Roklub, der klarede en 11. plads hjem i 10 kilometer åben motionsmix 2. division. Billedtekst og foto Mette Bacher
Picture
Et andet lokalt islæt var Gråsten Roklub, der blev nummer 16. Mandskabet var Mona Larsen, Alexandru Musat og Ivan Poddubnyi. Foto Mette Bacher
Næste regatta i Kolding
Næste runde af Langdistanceturneringen roes i Kolding lørdag den 15. juni 2019 under navnet ”Koldingfjordens Slotsregatta”. Sidste rettidige tilmelding er Grundlovsdag den 5. juni 2019.
lthygesen@youmail.dk
 
Resultatliste her
10 og 25 km overall her
Pointstillingen her
Picture
I Sønderborg oplever man det glædelige, at en flok universitetsstuderende på det nærmeste har invaderet roklubben. Det fortæller en glædestrålende Johannes Andersen til roinfo.dk. Gruppen her deltog flittigt i regattaen. - Ses vi næste gang i Kolding, spørger roinfo.dk - Det kan vi desværre ikke, for på næste lørdag skal vi til regatta i Aalborg, og derefter står den på eksamenslæsning, lød det fra den dygtige flok unge, der gjorde det flot på Alssund. Billedtekst og foto Mette Bacher
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Langdistancekap

    Optaktsartikler og reportager fra Langdistanceturneringen, maratonregattaerne mv. 

    Picture
    Langdistancekaproernes gruppe på Facebook. Klik på logo

    Arkiv

    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    December 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    Marts 2015
    November 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    April 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk