Sammen med ro-landsholdet havde Stephansen forlagt ergometertræningen til et skiområde i Europa i begyndelsen af januar, og det er formentlig et herligt brake i de lange sure vintermåneder, hvor det ellers står på maskinroning og emmede ruder.
Som en anden stjerne, kom Stephansen ind til området, som sidste mand med træner, Jørgen Andersen i hælene. Konkurrenterne var for længst på plads og sad klar i maskinerne. Godt båret på vej af publikum gik Stephansen med sit vanlige høje udgangstempo til stålet.
Og alt pegede da også på, at han kunne komme under rekordtiden: 5.56.7, sat i 2013.
Steffen Bonde blev nummer to i: 6.09.3 - noget langsommere, end i fjor.
Efterfølgende kunne Henrik Stephansen glæde sig over at været dagens hurtigste roer ved mesterskaberne.
I letvægtsfinalen blev Andrej Lawaetz fra Aarhus Roklub en flot nummer tre, og forviste OL-roerne: Kasper og Morten Jørgensen til de efterfølgende pladser.
Det undrede en del, at OL-guldroerne, Mads Rasmussen & Rasmus Quist fra DSR slet ikke var at finde i maskinerne. Især, når begge har bebudet, at de gør comeback, fordi de vil til OL i Rio. Men Mads & Rasmus var alligevel med på en eller anden måde, idet samtlige gæster, tilskuere og deltagere blev mødt af en kæmpemæssig plakat fra Team Danmark med de to GULD-roere lige indenfor døren til Gladsaxe Sportshal.
Men hvad gør en verdensmester og rekordholder i en romaskine efter løbet? Jamen man lader sig hylde, og derefter søger man hen til et sted, hvor man i fred og ro kan komme sig. Henrik Stephansen øjnede et brake i en lille oase under frugtvognen midt på gulvet i hallen. Her kunne han skærme sig lidt fra al den tumult, støj og opmærksomhed, der opstår efter en finale, før turen gik til præmiepodiet.