Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2023
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Særklasse vistes i seniorernes løb

3/2/2015

2 Comments

 
Tekst og foto: Mette Bacher
Billeder og tekster i denne artikel, må ikke benyttes af andre uden tilladelse eller uden kildeangivelse


Om halvandet år går det løs ved OL i Rio, og derfor skal de roere, der skal gøre sig håb om OL-billetter, på nuværende tidspunkt vise klasse.
Og det gjorde de, de danske landsholdsroere, samt de unge, som inden længe kommer til at puste dem i nakken. Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at dansk roning de næste mange år kommer til at stå uden roere på landsholdet. Sikke mange talenter, der er godt på vej til noget stort, når vi taler medaljer ved EM, VM og OL.
Men vi lægger ud med to seje roere, der tidligere var en del af det danske handicap-rolandshold.
Læs nedenfor, hvordan det gik i eftermiddagens løb ved DM i ergometerroning.
Picture
Lotte Madsen, Holte Roklub, coachede som vanlig sine roere indenfor klassen: Funktionsnedsatte, hvor Brian Sibbern, nærmest i billedet, har været med ved DM fem gange. Bag ham er det Kim Hyldgaard Pedersen. Foto Mette Bacher
Sibbern og Pedersen gav los
Det er sikkert, som amen i kirken, at Brian Sibbern er med, når der kaldes ind til ergometer-DM. Derfor var han på plads i hallen, hvor han skulle møde Kim Hyldgaard Pedersen i løbet for funktionsnedsatte mænd, der skulle ro 1000 meter. Begge har tidligere været en del af utrættelige Lotte Madsens handicapprojekt, der trods gode intentioner og en hård og målrettet indsats, alligevel ikke lykkedes, desværre.
Brian førte løbet på de første 750 meter, men “gik død” på de sidste meter, og blev henvist til 2. pladsen af Kim Hyldgaard Pedersen. Det var naturligvis Lotte Madsen, der coachede dem gennem finalen.
Picture
Pedersen & Sibbern oplever også rollen, som skærmtrolde, Foto Mette Bacher
Picture
Senior B.letvægt, kvinder

Hadsund-roeren, Trine Toft Andersen, var favorit til at vinde finalen i kvindernes senior B-letvægt, og det levede hun skam også op til ved at vinde med 6 sekunder over Iben Østergaard fra Bagsværd Roklub.
Sara Nissen, der har skiftet fra Roklubben ÆGIR til Odense, blev nummer tre.

Foto: Mette Bacher

Astrid Steensberg, Sorø Roklub, er rykket op, og har lagt juniorklasserne bag sig. Nu gælder det for Astrid at kvalificere sig til U23-VM, og foreløbig blev det til en sejr i senior B over Sofie Råberg Mikkelsen, Bagsværd Roklub, mens Odder Roklubs Julie Poulsen blev nummer tre.

Picture
Fv. Sofie Råberg Mikkelsen, Bagsværd Roklub, I midten, vinder: Astrid Steensberg, Sorø Roklub, og til højre: Julie Poulsen, Odder Roklub. Foto Mette Bacher
Senior B-letvægt, mænd
Alexander Modest, Lyngby Roklub, og regerende bronzevinder i LM4X ved U23VM viste vejen i finalen med et velspækket besøg med lige ved 20 deltagere. Dansk roning behøver næppe at frygte en stagnation indenfor mændenes letvægtsrækker i de kommende år, og her bliver ikke givet ved dørene. Det er benhård konkurrence fra start til slut. Det måtte Alexander Modest sande, da han umiddelbart havde løbet i sin hule hånd, lige indtil få meter før mål, hvor Odense Roklubs Jesper Fredsted, kom tordnende.
Picture
Det var et løb, der nærmest trak tænder ud, med mange gode deltagere i LM-U23. Modest viste vejen i lørdagens finale. Det er ro-makker, Peter Holmquist, der sekunderer. Foto: Mette Bacher
Modest holdt skindet på næsen, tid: 6.22.2, Fredsted: 6.22.9, og på 3. pladsen, Alex Berg, Odder Roklub: 6.26.8. I fjor var det Oscar Petersen, Bagsværd Roklub, der vandt løbet i en hurtig tid: 6.18, og da blev Modest nummer tre i:  6.22.3, stort set identisk med dette års vindertid
Picture
Fredsted, Modest og Berg. Foto Mette Bacher
Rekordjagt
Efter de lette roeres løb, entrede en flok store drenge salen og gik til maskinerne. Sverri S. Nielsen slentrede stille og roligt frem og tilbage på gulvet, mens de andre satte sig til rette. Så indtog han maskinen. Hvis det skulle være - ville det være nu!
Den seje færing fra Danske Studenters Roklub vidste, at han kunne gøre det, og det vidste sportschef Lars Christensen også, at sportschefens danske rekord på imponerende 5.55.5, sat helt tilbage i 1996, kunne stå for fald om få minutter.
Sverri S. Nielsen, DSR, får de sidste råd af træner Mads Haubro, inden han sætter rekordjagten i gang. Foto Mette Bacher

Picture
Så går starten, Sverris første snittid over 500 meter er på 1:27.7. Det ser så legende let ud, at man skulle tro, Nielsen, tager sig en omgang langstræk i maskinen, men det hele sidder i trykket.
Picture
Sverri er i gang, og indtil videre ser det legende let ud. Foto Mette Bacher
Picture
Nu bliver det spændende. Træner Mads Haubro er fokuseret og stirrer intenst på displayet. Foto Mette Bacher
1000 meter: 1:29.1 - tempo: 34. Hvis Sverri kan holde den nu, er rekorden hjemme.
Picture
1500 meter: 1:28.6, og så giver Nielsen los. Vi er oppe i tempo 40, Foto Mette Bacher
Picture
Sverri slipper håndtaget: 5.53.2. Foto Mette Bacher
Picture
Ingen overgearet jubelscene, blot et "jeg gjorde det-tegn". Efter at have pustet af, slentrer Sverri ud af hallen. Foto Mette Bacher
Odense Roklub har de senere år vist særklasse med unge piger og drenge, der nu er blevet store og stærke, og er svære at bide skeer med. På 2. pladsen i løbet kommer: Tobias Kempf ind, og Nick Larsen, begge fra Odense Roklub, bliver nummer tre efter en forrygende finale i Gladsaxe.

Picture
Fv. Tobias Kempf, Odense Roklub, Sverri S. Nielsen, DSR, og Nick Larsen, Odense Roklub. Foto Mette Bacher
Fie, Juliane og 2 X Anne
I seniorernes løb drejer det sig ikke kun om mesterskabsmedaljer, de ærkeægte fra Danmarks Idrætsforbund, men også at bevise, at man er på vej til storform med henblik på OL i Rio om 1½ år. I kvindernes letvægtsklasse bejler fire roer til to OL-billetter, som senest tilfaldt Juliane Elander, Odder Roklub, og Anne Lolk Thomsen, DSR. Nu er unge Aja Runge Holmegaard, Roskilde Roklub, og Trine Toft Andersen, Hadsund med inde i varmen her for at kæmpe for en OL-udtagelse.
Det bliver Juliane, der sætter tingene på plads i finalen, hvor Aja får roet sig ind på 2. pladsen foran Anne.
Picture
Juliane Elander, Odder Roklub, har tidligere vundet Danmarksmesterskab i romaskinen. Her får hun sig endnu et, mens hun sekunderes undervejs af Anders Moustgaard. Foto Mette Bacher
Picture
Anne Lolk Thomsen, DSR, har prøvet at vinde mesterskab i maskinroning, men denne gang går det til hendes makker fra 2X, Juliane. Her sekunderes Anne af Jesper Krogh. Foto Mette Bacher
Picture
Aja Runge Holmegaard, Roskilde Roklub, tv., er, sammen med Trine 'Toft Andersen, Hadsund, inde i kvindernes letvægtsgruppe med henblik på en 2X til OL i Rio. Det bliver der hård kamp om med Juliane Elander, i midten, og Anne Lolk Thomsen, th., Annes lille datter, Thora, iklædt minirobluse fra DSR, er naturligvis med på præmiepodiet. Foto Mette Bacher
I kvindernes åbne klasse kan man konstatere, at der har været klubskifte blandt roerne på det seneste. Således ror Christina Juhl Johansen fra DSR, hun kommer fra Odense. Kate Petersen stiller i år op for DSR, og tidligere var det for Rønne Roklub, mens Henriette Skavin er skiftet fra Skovshoved til Bagsværd. Til gengæld holder de øvrige fast.
I fjor gik mesterskabet til Anne Dsane Andersen, KVIK. Men denne gang er det Fie Udby Erichsen, der viser, hvor skabet skal stå, og det får alle at mærke. Med godt et år til OL i Rio, er det nu, landsholdsroerne skal vise særklasse, og det gør den regerende OL-sølvvinder. Selvom Anne er hurtigst på de første 500 meter, må hun overgive sig til klubkammeraten. Der er ingen, der kan hamle op med Fie denne lørdag, 6.38.2 er tiden, som Fie får noteret, og det er endda ny rekord for Fie. På 2. pladsen: Anne Dsane Andersen: 6.49.9, mens Aarhus-roeren: Nina Hollensen, Aarhus Roklub, vinder bronze i tiden: 6.56.3.
Picture
Når billeder fortæller en historie. Bemærk træner, Mads Haubros rolige blik. Der er styr på tingene, det kører, som det skal... Foto Mette Bacher
Picture
... Men så - hva´ i alverden, Fie er på vej mod en ny personlig rekord. Foto Mette Bacher
Picture
Nina Hollensen, Aarhus Roklub, er på vej direkte ind i gruppen af dygtige høje piger på elitelandsholdet. Og dem kan dansk roning godt bruge flere af. Høje Nina ror sig til en flot bronzemedalje i kvindernes åbne klasse. Her sekunderes hun af Christina Pultz. Foto Mette Bacher
Picture
Fv. Anne Dsane Andersen, KVIK, Fie Udby Erichsen, KVIK, og Nina Hollensen, Aarhus Roklub. Foto Mette Bacher
Ny mester i herre letvægt
Verdensrekordholder og Danmarksmester gennem flere år, Henrik Stephansen, Roklubben Furesø, er med i sportshallen, men denne gang blot for at se på eller coache. Stephansen er nu i gang med en genoptræning af ryggen, og dermed er vejen banet for andre, der godt kunne tænke sig at få Danmarksmesterskabet med hjem.
Picture
Guldroere i stribevis kan lokke tilskuere frem i hobetal. Det fås ikke meget bedre, når håndfulde af guldroere kæmper om medaljer i et samlet felt, som i mændenes letvægtsklasse. Foto Mette Bacher
Det er et stjernespækket felt, der kan præsenteres i sportshallen med guldroere fra både VM og OL, og hvor det er spændende at se, hvad den regerende OL-vinder i LM2X, Mads Rasmussen kan præstere overfor stærke Steffen Bonde, Odder Roklub. Rasmus Quist, makker til Mads, står over denne gang, men det er nu, de skal bevise, at den direkte vej til OL-billetterne skal køres i denne sæson. Denne lørdag er det Steffen, der viser vejen i en drømmefinale, hvor ingen kan hamle op med den sympatiske Odder-roer. Mesterskabet bliver Steffens, og på 2. pladsen kommer Mads Rasmussen ind, mens guldfirerens: Jacob Søgaard Larsen, Bagsværd Roklub, tager bronzen.
Picture
Landsholdsroerne var ikke i tvivl, da de før finalen skulle tippe sig til en vinder. I Henrik Stephansens fravær bliver det Steffen Bonde, lød det - og det holdt stik. Foto Mette Bacher
Picture
Mads Rasmussen, regerende OL-vinder i LM2X, og fra DSR, har tidligere vundet mesterskaber i maskinroning, men vi skal helt tilbage til 2005 & 2006, da det skete sidst, og derefter tog en vis Henrik Stephansen over. Foto Mette Bacher
Picture
Med sejren i ergometret, 2005, fik Steffen Bonde, Odder Roklub, skrevet sig ind på mesterskabslisten. Det er første gang, Odder-roeren, vinder et Danmarksmesterskab. Tv. Mads Rasmussen, og th. Jacob Søgaard Larsen, Bagsværd Roklub. Foto Mette Bacher
Franks suveræne sololøb
Husker du?
I fjor kom tre velvoksne eliteroere ind på nøjagtig samme vindertid i en drømmefinale i mændenes åbne klasse. Det var førnævnte Sverri Nielsen, der sammen med Frank Steffensen, DSR, og Sophus Johannesen, Roskilde Roklub, slog følge. Denne gang er Sverri ikke med, men det er Frank og Sophus til gengæld.
De tre nævnte herrer danner scullergruppen for tunge mænd i Danmarks Rocenter, og har roet 1X og 2X på skift i den forløbne sæson. Og dette scenarie på vandet kan man sagtens forestille sig vil finde sted i 2015.
Picture
De kender hinanden intenst, de to herrer i billedet. Frank Steffensen, tv., og Sophus Johannesen har roet dobbeltsculler sammen i 2014, og de roede også på nøjagtig samme DM-tid ved sidste års ergometer-DM, og her mødes de igen. Foto Mette Bacher
I finalen er det Sophus, der kommer hurtigst af sted, men da Frank får de lange arme og ben i omdrejninger, er der ingen, der kan komme i nærheden af DSR-roeren denne eftermiddag. Tiden er imponerende: 5.54.8 - og således kommer han også under den tidligere rekord: 5.55.5. Superb!
Picture
Steffensen ror sig til en mesterskabsrekord i mændenes åbne klasse, og er den anden roer i Danmark, der kommer under den hidtidige rekord. Foto Mette Bacher
Picture
Højt billede - høj roer... Glæde over mesterskabsrekorden og tak til træner Jesper Guldborg. Foto Mette Bacher
Anders Boutrup Petersen, Aalborg Roklub, er ellers lige ved at skabe sensationen, da han i noget tid indtager 2. pladsen foran Sophus. - Vi regner med, at Anders kan være mand for en fin placering i eftermiddagens finale, lød det fra træner Bjarne Petersen, og det var lige ved og næsten for den nordjyske fremadstormende roer, der ellers indtager 2. pladsen ved 1500 meter, men så går der “slatne ben i den”, og dermed glider Anders ned på fjerdepladsen og lige udenfor medaljerækken.
Sophus Johannesen får nok at se til, da han skal holde fast i 2. pladsen, idet DSR-roeren Tøger Berg Rasmussen ved 1500 meter også er hurtigere, end Sophus. Men Roskilde-roeren afviser angrebet, og får noteret tiden: 5.59.7, mens Tøger ror 6 minutter rent. Anders Boutrup Petersen ror i 6.03.3.
Picture
Mændenes finale trækker tænder ud, og det er lige ved og næsten, at Aalborgs Anders tager fusen på dem alle sammen. Tøger, i forgrunden får lige akkurat roet sig ind på trediepladsen. Foto Mette Bacher
Picture
Fv. Sophus Johannesen, Roskilde Roklub, i midten ny rekordholder i en supertid, Frank Steffensen, DSR, og tv. Tøger Berg Rasmussen, DSR. Foto Mette Bacher
2 Comments
Mette
3/2/2015 20:53:14

Er du sikker på mesterskabsrekord i damernes tunge løb blev slået af Fie, mener stadig den tilhører sarah

Reply
Mette link
4/2/2015 02:55:44

Hej Mette
Det er godt set. For Fie skar af sin personlige rekord, og det er fluks blevet rettet til.
Men da det tager tid at skrive omfattende om ro-arrangementer, det har foreløbig taget to fulde arbejdsdage, så kan det ind imellem gå lidt for hurtigt på tastaturet.
Tak for feedback, så det kunne rettes til.
Venlige hilsener
Mette

Reply



Leave a Reply.

    Picture

    Roergometer

    Optaktsartikler og reportager fra danske og internationale roergometerstævner mm.

    Arkiv

    Marts 2023
    Februar 2023
    Januar 2023
    April 2022
    Marts 2022
    Februar 2022
    Januar 2022
    December 2021
    November 2021
    Marts 2021
    Februar 2021
    Januar 2021
    November 2020
    Oktober 2020
    April 2020
    Marts 2020
    Februar 2020
    Januar 2020
    November 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    Marts 2018
    Januar 2018
    December 2017
    November 2017
    Marts 2017
    Februar 2017
    Januar 2017
    December 2016
    November 2016
    April 2016
    Marts 2016
    Februar 2016
    Januar 2016
    Marts 2015
    Februar 2015
    Januar 2015
    Marts 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: info@bachers.dk
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: lthygesen@youmail.dk
Copyright© Roinfo.dk