Roinfo skal beklage, at det ikke har været muligt at følge op på vores optaktsartikel om Åbne Fynske Mesterskaber og Mesterskabsturneringen i ergometerroning.
Men - da dette skrives er der gået mere end to døgn siden ergometerkaproningen sluttede, og endnu er det ikke muligt at finde en officiel resultatliste for Mesterskabsturneringen på nettet. For roinfo er aktualitetsgrænsen overskredet, og vi må desværre henvise vores mange læsere til andre kilder for at finde ud af, hvordan det hele sluttede.
Tillad Signaturen et par personlige bemærkninger: Jeg synes, det er brandærgerligt, at et særdeles godt initiativ får en så kedelig og fesen afslutning. Mesterskabsturneringen var godt fundet på midt i en coronatid, og den var med til at få de danske roere til at bevare træningsgejsten gennem en ellers kedelig vinter. Vi har diskuteret det mange gange, om hvor gode/dårlige vi er til at lave reklame for verdens bedste idræt – her er i hvert fald et eksempel, hvor jeg synes, vi kan blive bedre.
Nå, det er jo nok bare roinfo – som sædvanligt – der er nogle brokkehoveder og bare sælger deres egne personlige meninger om dette og hint. Måske er det korrekt, men jeg krummer tæer, når jeg i dag i den lokale presse, Lolland Falsters Folketidende, ser hvordan Saxkøbing Roklub er nødt til at bruge egne beregninger og spekulationer om, hvordan det egentlig gik klubbens roere i Mesterskabsturneringen – for som der skrives: En officiel resultatliste foreligger endnu ikke.
Undskyld mit lidt sure opstød - men jeg føler trang til at citere tidligere Statsminister, Poul Nyrup Rasmussen (A): ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre”?
Fik jeg sagt undskyld for mit sure indlæg?