Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Nye rekorder og højt niveau ved årets Ergo-DM

19/1/2020

0 Comments

 
Årets første store regatta, dog ikke på det våde element, men i Gladsaxe Sportshal, bød på flot - og højt niveau over hele linjen hos de unge, mens landsholdsroerne hos seniorerne også viste, at niveauet er ved at være der, når vi taler OL.

Lørdagens event blev TV-dækket, både internt og eksternt, idet der var livestreaming hele dagen, mens TV2 dækkede stævnet med henblik på en times udsendelse de kommende dage på forskellige regionale TV-stationer. Det er særdeles glædeligt, at der er TV-dækning, noget, som også roforbundet har jublet meget over på egen hjemmeside, men det betød også, at de skrevne medier blev lagt lidt til side sådan at forstå, at nyhederne om rekorder ikke blev flashet med det samme, som Breaking News. Således kunne man hverken læse sig til, at VM-sølvvinder - og OL-udtagne Sverri Nielsen, satte ny rekord - eller at W4-roeren, Frida Sanggaard også stod bag en ny rekord i maskinen før næsten et døgn efter rekorderne blev sat. Det kunne ellers på hurtigst mulige måde have været en fed kioskbasker via de sociale medier, uden at det havde krævet ret meget, end et par minutters arbejde med at fremsende billeder og korte tekster. Når roningen skal flashes må det gerne være hele vejen rundt, så de skrevne medier inddrages, og det på lige fod med TV-optagelser under selve arrangementet. Flotte rekorder fra deltagerne skal ud til medierne med det samme.
Men herligt, at der var TV-dækning, og der er endog håb om, at det må fortsætte, når roerne skal ud på det rette element ved kommende regattaer på vandet.
Arrangørerne forsøgte sig denne gang med nye tiltag, som at sætte maskinerne op på en anden måde. Sådan begyndte det skam også i tidernes morgen, hvor DM i maskinroning, som oprindeligt fandt sted i Københavns Roklub, og siden rykkede til Kerteminde, havde aktørerne face to face med tilskuerne. Sådan fortsatte det også i Gladsaxe Sportshal, da mesterskaberne for en del år siden rykkede fast her til. Det betød, at hele den ene side af hallen altid var proppet med tilskuere, så alene det at finde en plads, når mange troppede op ved finalerne i de åbne seniorklasser, var noget af en udfordring. Den gang skulle man være fremme i rigtigt god tid, hvis man skulle gøre sig håb om at finde et sæde for at studere Danmarks bedste roere på nærmeste hold. Men det var perfekt, og der var et rigtigt godt overblik for tilskuerne, som kunne følge hver eneste finale på nærmeste hold med roerne up front.

Af en eller anden årsag blev der ændret på dette for nogle år siden. Dermed kom roerne nu til at sidde med siden til tilskuerpladserne, og det på flere rækker. Det var ikke særligt publikumsvenligt. Derfor var det lidt af en glædelig overraskelse, at roinfo erfarede, at arrangørerne denne lørdag havde besluttet sig til at vende maskinerne med front mod tilskuerpladserne, så man kunne følge deltagerne direkte. Og så alligevel - det fungerede alligevel ikke nær så publikumsvenligt, som tidligere. Roernes kategorier var nu delt op i blokke, og arrangørerne have sat to rækker maskiner op i hver sin side af hallen. Mange kategorier var også slået sammen, og det kunne godt fremstå noget uoverskueligt, ikke mindst for tilskuerne, med hensyn til, hvor man skulle placere sig, hvis det var meningen, at de åbne klasser hos seniorerne, hvor der kæmpedes om DIF-medaljer, skulle følges på nærmeste hold.

Dette set up betød også, at senior-B-roerne, på sværdsiden, som altid viser klasseroning, blev sat til at ro samtidigt med senior A-roerne, hvor det siger sig selv, at en del tilskuere gerne vil følge OL-roerne på nærmeste hold, mens senior B-erne nu bliver en sekundær ting, når de placeres i den anden side af hallen og sendes afsted samtidigt med landsholdsroerne.
Det virkede også noget uforståeligt, at der ikke bliver kræset lidt ekstra for selve DIF-mesterskabsløbene, så de blev holdt adskilt fra hinanden.

Det perfekte set up, hvis man skal gøre rosporten publikumsvenligt, når vi taler indendørs roning, det er at spole helt tilbage til dengang, det hele begyndte, hvor roerne sad up front med tilskuerne, men at det så bliver på én lang række - eller to rækker tæt på hinanden, og ikke som nu, hvor de forskellige afdelinger ror med ryggen mod hinanden, og tilskuerne skal spurte frem og tilbage fra den ene side af hallen til den anden for at følge lidt med, hvilket i sig selv blev noget af en udfordring, når publikum skulle mase sig igennem de grupper af roere, der samtidigt skulle ind til maskinerne.

Arrangørerne har heldigvis bedt om input fra mange, så det kan tages med i en kommende evaluering. Roinfo har talt med flere tilskuere, som har udtrykt, at det virkede forvirrende med de to rækker roere, i hver sin side af hallen, og at det virkede noget uoverskueligt med den store tavle, hvor man kunne følge deltagerne under finalerne. Men her, med hensyn til oversigtsskærmen, er det nok blot et spørgsmål om tilvænning, og en fast update af denne, en gang i timen.

Det vigtigste må være, at arrangørerne får afklaret, hvad det er man vil? Er det at få fyret regattaen hurtigst muligt af, så man slår mange af de mest prestigeprægede finaler sammen, eller at gøre det så publikumsvenligt, som muligt?
Den sidste løsning må nok være det, der skal satses på, da rosporten i forvejen ikke er særligt publikumsvenligt, men hvor man, trods alt, i forhold til roningen på vandet, har alle muligheder for at fremvise alle de dygtige roere og deres flotte præstationer på nærmeste hold.

Stafettiltag var en god fornyelse
Mens der er delte meninger om maskinernes placeringer, så fremstod det nye ændrede tiltag i firmastafetten, som noget med fremtid i. Det var frygtet at det nye set up ville ende i kaos, men det gjorde det ikke. Det klappede rigtigt fint, og deltagerne forstod hurtigt budskabet med den nye tilføjelse, en depeche, og hvor alle deltagere skulle løbe hen til maskinen fra et fast punkt, og efter endt roning løbe tilbage igen med depechen til næste roer på holdet.

Holstebro Roklub imponerer igen og igen
Roinfo har skrevet det tidligere. Roklubben ved Vandkraftsøen har knækket koden. Sikke et flot fremmøde, og sikke flotte præstationer. Det har virkelig givet noget at ansætte Søren Madsen, som overordnet træner for den lange række af høje, talentfulde roere, der strømmer til roklubben. Holstebro-roerne med Freddy Quist i spidsen stemplede ind med 50 (!) deltagere. Imponerende og glædeligt.

Flere guldfirer-roere med i hallen
Det er lige før, den første besætning fra guldfirerepoken, som lagde ud med en topplacering ved OL i Atlanta, var fuldtallig denne lørdag i hallen, for sørme om vi ikke spottede: Niels Laulund, der nu er kommet ind i varmen, som overordnet ansvarlig træner for Roskilde Roklubs kaproningstrænere. Det er mange år siden, dansk roning sidst har set noget til ham, men han var med, og sad og coachede domkirkebyens roere i flere finaler. Med var, naturligvis også, Thomas Poulsen, der for to år siden vendte tilbage til dansk roning, som landstræner, og er manden bag Sverri Nielsens flotte fremgang, mens Poulsen desuden skal prøve at få Fie Udby Erichsen finjusteret med henblik på endnu en udtagelse til OL. Og sidst, men ikke mindst, Eskild Ebbesen, der var aktiv på flere fronter denne lørdag i sportshallen, både som medkommentator, og som aktiv deltager i Firmastafetten for Bruun og Hjejle. Den eneste deltager fra datidens storhold, der ikke var at spotte, var Victor Feddersen. Men en anden fra guldfirer-epoken, der dog kom til senere, Morten Jørgensen, Næstved Roklub, var også med. Jørgensen har en fast aftale med Sverri Nielsen, og det er at sidde bag mesterroeren, når det går løs ved ergo-DM. Det er en vennetjeneste, og det er årets hovedopgave for Morten Jørgensen, der nåede at vinde en OL-guld - og en OL-bronzemedalje + et par VM-guldmedaljer med fireren, hvilket også nævnes nedenfor i denne artikel.
Søren Madsen, tidligere Middelfart Roklub var også med på guldfireren, og har en OL-bronzemedalje bag sig. Vi savnede Thomas Ebert, der var på fireren i en årrække. Ebert skulle have haft en stand med sine både i forhallen denne lørdag, men måtte melde fra af private årsager i sidste øjeblik.

Roinfos redaktion var til stede det meste af dagen, og delte sig op, så Leif Thygesen tog sig af opgaven med at dække formiddagens løb, mens Mette Bacher tog sig af eftermiddagens 2000 meter finaler og den første stafet. Det kom der mange gode historier og billeder ud af. Men roinfo.dk skal beklage den forringede billedkvalitet. Lyset i Gladsaxe Sportshal gør ikke noget godt for fotograferne. Det kan være noget af en kunst at "ramme" de helt rigtige farver i mange af billederne, og derfor tyr nogen fotografer ofte til s/h, så billederne står bedre. Vi prøver dog alligevel at fremvise vores billeder i farver.

Løb 128 - Junior BII, drenge, 15 år
Hele 21 deltagere i denne finale, og det er dansk ronings fremtid, vi ser her. Flere af de stærke drenge kender vi i forvejen fra de senere års regattaer, hvor de har markeret sig på fornemmeste vis. Hadsund Roklub har tre drenge med, og de har været tidligt oppe for at tage turen helt til Gladsaxe. Således mødtes roerne klokken 05.30 denne lørdag morgen, hvor en bus holdt klar til at fragte de stærke roere til Hovedstaden.
Det bliver til dobbeltsejr til Hadsund, hvor Kian Harati er suveræn, og tager styringen over løbet fra første tag. På andenpladsen: Frederik Bertelsen, klubkammerat til Harati, og på tredjepladsen: Jakob Iversen fra Roklubben STEVNS. De tre drenge kender i forvejen hinanden særdeles godt fra robanerne på det våde element, hvor de gang på gang har kæmpet om medaljerne overfor hinanden.
Roinfo har en tilståelse, og det lige præcis i forbindelse med denne finale. Således var roinfos ene journalist, udtagelsesvis IKKE hurtig nok med kameraet. Nok fordi hun lige var landet i hallen, og skulle hitte rede i det nye set up fra arrangørernes side, hvor deltagerne blev sendt af sted i blokke, mens man skulle finde ud af, hvordan storskærmen fungerede, og så svipsede det med et vinderbillede. Men hvad gør man så? Heldigvis er roinfo.dk i besiddelse af et ret så omfattende billedarkiv, og det tog derfor ikke ret lang tid at finde et foto at de tre roere fra Hadsund og Stevns, der tidligere har været på podiet sammen. Nok blev der byttet lidt om på resultaterne, men jo, de tre roere fra TU-Cup-finalen i Brabrand i 2019, er identiske med de tre stærke drenge, der kom på podiet ved ergo-DM 2020:

Picture
Th. Mester i ergo, 2020, Kian Harati, I midten årets nummer to: Frederik Bertelsen, og tv. nummer tre ved 2020´s ergo-DM: Jakob Iversen. Arkivfoto: Mette Bacher
Løb 230 - Junior B piger, 16 år
Syv deltagere til start, og der bliver ikke tvivl om udfaldet. Nok er vinderen fra Københavns Roklub en lidt langsom starter, men dernæst kører Josefine finalen hjem. Det bliver KR´s:
Josefine Freltoft. Herligt at Københavns Roklub atter klarer det så fint på spindesiden, som Cecilie Brünnich, der har været Københavns Roklubs sikre kort på spindesiden i flere år.
Nummer tre bliver Sønderborg Roklubs: Anna Nyegaard Jensen, også her er det dejligt at se unge kaproere fra Sønderborg, og på tredjepladsen Odense Roklubs: Alba Sundstrøm.


Picture
Det bliver spændende at se, hvor langt de tre medaljetagere på billedet når i 2020 på vandet. Fv. Sønderborgs Anna Nyegaard Jensen, Københavns Roklubs Josefine Freltoft, og Odense Roklubs Alba Sundstrøm. Foto Mette Bacher
Løb 232 - Drenge junior 16 år
Velbesøgt er også denne finale med hele 19 deltagere, og udenlandsk islæt fra Sverige.
Holstebros Tobias Kramer synes helt uovervindelig, og længe ser det ud til, at det bliver til dobbeltsejr til klubben v. Vandkraftsøen, idet Christian Søndergaard placerer sig, som nummer to. Men det får August Wisholm, fra Hadsund Roklub, helt forpurret. Wisholm, lillebror til kendte William, er placeret på 3. pladsen, lige indtil løbet går ind på de sidste 500 meter, hvor en vis herre tager ved Hadsund-roeren, der får lagt så meget pres på Søndergaard, at denne ikke kan svare igen. Det bliver August Wisholm, der nupper sølvet her, mens bronzen går til Søndergaard.
Picture
Guldvinder: Kramer, i midten, tv. Wisholm, og th. Søndergaard. Foto Mette Bacher
Junior A II piger, 17 år
Vi har ikke set så meget til Sofie Valentik Hæk, Silkeborg Roklub, i den forløbne sæson, men det skyldes, at Sofie har haft en skade, fortæller hun til roinfo.dk
Til gengæld var Sikeborgenseren fuldstændig fit for fight i lørdagens finale, der havde seks piger til start.
Selvom regerende juniordanmarksmester fra Roforeningen KVIK, Clara Hornnæss, der også scorede en flot bronzemedalje ved sidste års Coupe de la Jeunesse, forsøgte med et stærkt udlæg, ville Hadsund Roklubs stærke: Laetitia Marie Panero-Bommer det anderledes. Hun og Clara havde lidt af en dyst på de første 1000 meter, men Hornnæss måtte overgive sig til Bommer. Sofie Valentin Hæk blev en sikker vinder i denne klasse.

Roinfo har tidligere skrevet om Sofie for et par år siden, hvor hun vandt ved Sjællandske Mesterskaber i ergo, og vi spåede Sofie en stor karriere, idet hun har rette højde og drøjde til at blive en del af det danske kvinde-rolandshold i den åbne klasse, når tid er...
Silkeborg-roeren minder i udseende meget om dansk ronings bedste scullerkort på spindesiden: Fie Udby Erichsen, KVIK. - Hvor høj er du egentlig, spørger roinfos udsendte Sofie, der fremstår en smule højere, end journalisten, der i sine unge dage målte 183 cm. - Jeg er netop målt til 183 cm, svarer Sofie, og nu må roinfos udsendte erkende, at det også kan gå den stik modsatte vej med højden, når man bliver ældre, og prøver i en fart at få rettet sig mere op. - Hvad skal der så ske nu, spørger vi. - Jeg skal naturligvis ud og bevise, at jeg kan ro så hurtigt, som muligt, og så må vi se, om der er et eller andet projekt for mig, svarer Sofie Valentin Hæk.

Picture
Det blev uden løbets nummer tre, Clara fra KVIK, da der blev overrakt medaljer i pigernes klasse. Til gengæld mødte vinder: Sofie, og sølvvinder: Laetitia frem for at modtager deres velfortjente ´daljer. Foto Mette Bacher
Løb 236, Junior A II, drenge, 17 år
EM-sølvvinder: Tobias Bork Kristensen er storfavorit til at vinde denne finale. Den tårnhøje roer er helt i sit es i maskinen, og som sådan er der ikke den helt store spænding om placeringerne, som nummer 1,2 og 3. Otte roere er til start i denne finale. Men Anton Østergaard-Clausen, Odder Roklub, viser også fin klasse her. Det bliver Tobias fra Holstebro, der vinder sikkert over Anton, og på 3. pladsen er det: Næstveds: William Kjærgaard. Otte roere er til start i denne finale.
Picture
Tobias fra Holstebro, i midten, og Anton fra Odder, til venstre. På højre side en kvindelig juniorkaproer. Mange af løbene var slået sammen denne lørdag i Gladsaxe Sportshal, og det betød, at man også så kvinder og mænd kæmpe samtidigt i maskinerne. Foto Mette Bacher

Picture
Vinder: Kristensen, Holstebro Roklub, tv. Østergaard-Clausen, Odder Roklub, og th. Næstved Roklubs Kjærgaard. Foto Mette Bacher
Løb 238, junior A piger, 18 år
Blot seks piger til start i denne finale, hvor Odense Roklubs Sofie Halling Vikkelsøe viser særklasse og er helt suveræn fra start til slut. Nærmest er det Sofies mangeårige makker fra Hadsund Roklub, Ida Blomstrand, men Odense-roeren er lige ved 24 sekunder hurtigere i mål. På tredjepladsen Roskilde Roklubs Caroline Munch.

Picture
Disse tre unge kvinder, har præget billedet de senere år på både nationale - og internationale robaner. I 2018 blev Odenses vinder, Sofie Halling-Vikkelsøe, Danmarksmester i kvindernes dobbeltfirer, hvor hun strokede båden til sejr. Imponerende. I midten: Sofie, tv., Ida, og th. Caroline. Foto Mette Bacher
Løb 240, junior A, drenge, 18 år
13 drenge til start her, og værtsklubbens repræsentant, Jeroen Grimmelikhuijzen er en sikker vinder her. DSRs Magnus Erik Timm indtager 2. pladsen, og Roklubben ÆGIRs Jacob Brahe Møller vinder bronze.
Picture
Danske Studenters Roklub er i gang med at bygge en juniorafdeling op, og her er det Malthe Christiansen, tidligere Roklubben Stevns, og Magnus Erik Timm, der kæmper side om side. Malthe når lige akkurat uden for medaljerækken. Foto Mette Bacher
Picture
Der var noget nyt at kigge på denne gang for alle, og det var denne kæmpemæssige oversigtstavle, og det krævede lige lidt ekstra tid at prøve og sætte sig ind i, hvordan farver og blokke hang sammen. Tavlen blev præsenteret og fint gennemgået af speaker, Fredrik Leicht, der i øvrigt var rigtig god, som speaker. Men for dem, der dukkede op ved middagstid, var det noget af en udfordring at følge med, så en regelmæssig opdatering fremover, som tilgodeser de sidst ankomne tilskuere, vil være fint. Foto Mette Bacher
Picture
Der var tilsyneladende ikke grund til jubel, da disse tre herrer entrede podiet, bortset fra bronzevinderen, der godt kunne stikke fotografen et smil: 1 :Bagsværd I Jeroen Grimmelikhuijzen, 2 DSR II Magnus Erik Timm, og nr. 3 Ægir I Jacob Brahe Møller. Foto Mette Bacher
Løb 401, dame senior B letvægt
Blot tre deltagere til start, så spændende at se, hvordan medaljefordelingen ville blive. i 2019 var der ni deltagere til start i denne kategori.

Picture
I midten Amalie Riff Brems, Coupe de la Jeunesse-vinder i 2018, og fra Danske Studenters Roklub, tv. sølvvinder: Laura Boldsen fra Aarhus Roklub, og th., bronzevinder: Malli Segoli fra Roskilde Roklub. Foto Mette Bacher
Løb 402, dame senior B, 19-22 år
Mens det ikke så godt ud med deltagelsen i letvægt, så det til gengæld ganske anderledes ud i samme årgang, men i den åbne klasse med 12 kvinder til start. De juniorer, der de senere år har præget billedet ved internationale regattaer, er, for en stor dels vedkommende rykket op, og skal nu til at bide skeer med U23-klassen. Men også de unge kvinder, der har præget billedet på senior A-landsholdet viser stadig vejen i denne klasse, og det så vi denne lørdag, hvor en af de senere års medaljetager ved VM, og det blandt andet i W4-, Frida Sanggaard Nielsen, Bagsværd Roklub, uimodståeligt satte sig på løbet fra første tag, og det med et fantastisk flot resultat til følge, idet Frida satte ny personlig rekord i denne disciplin, hvor hun landede på: 6.47.2. På en sikker andenplads, Odenses Anne Larsen, der også har været med til at præge billedet i flere år. Først i juniorklassen med EM-guld til følge med Marta Kempf i 2X, og siden som en dygtig del af seniorlandsholdet. På tredjepladsen Sarah Lindberg, Odense Roklub. Cecilie Brünnich Sørensen, der nu ror for DSR, er rykket op til denne klasse, og hun indtog 4. pladsen. Det blev en flot finale med fine præstationer, der tegner godt - indtil videre - for kvindernes åbne klasser fremover.

Picture
6.48.4 hed det i 2019 for Frida, men i lørdagens finale roede Nielsen på: 6.47.2. Anne Larsen blev også nummer to i 2019, som denne gang. Foto Mette Bacher
Picture
Sarah Lindberg, Odense Roklub, havde grund til at juble over bronzen. Lindberg blev "blot" nummer syv i 2019, og da var det Odense Roklubs Mia Rützou, der vandt bronze. Foto Mette Bacher
Løb 405 - Dame, åben letvægt
Jamen, jamen... Hvad sker der lige her?

I 2019 var seks roere til start i denne finale, og nu: Én.
Da anmeldelsesfristen udløb, var tre roere meldt til, og det må siges at være heldigt, for dermed skulle vi ikke ud i en debat om man kunne kåre en mester, da der minimum skal være tilmeldt 3 roere før man kan kåre en vinder, som det står at læse i DFfRs ergometerreglement.

De seneste års sikre kort her, Juliane Elander, der har vundet stribevis af Danmarksmesterskaber og sat rekorder indenfor denne disciplin, var ikke meldt til denne gang. Det var Bagsværd Roklubs kendte letvægtslandsholdsroer: Mathilde Persson til gengæld, og derudover en roer fra Aarhus Studenter Roklub, Margrethe Thuesen, og den kendte coastalroer:

Picture
Rønne Roklub har fået et ægte Danmarksmesterskab, udskrevet af DIF, og det står Kate Petersen for. Foto Mette Bacher
Kate Petersen, der nu er tilbage på Solskinsøen, og repræsenterer Rønne Roklub, efter at have roet for DSR i et par år.
Men først meldte Persson af, så dukkede Thuesen, der ellers havde gode chancer for at vinde mesteskabet, slet ikke op, og tilbage var Kate Petersen, der til gengæld entrede ergometret, og nu blev omkranset af kvinderne i den åbne klasse til et heftigt finaleløb.
Ved blot at ro finalen igennem kunne Kate Petersen nu smykke sig med titlen, som Danmarksmester, og det oven i købet en ærkeægte én af slagsen, idet de mange øvrige finaler er udskrevet, som Forbundsmesterskaber, lige på nær de fire senior A-klasser, som er DIF-mesterskaber. Og Petersen kan jo ikke gøre for, at folk melder fra en efter en. Værd at bemærke er, at vinder af kvindernes løb i senior B-letvægt, Amalie Riff Brems, DSR, roede hurtigere, end vinderen af kvindernes åbne letvægtsklasse, så Brems kunne have scoret et Danmarksmesterskab, hvis hun var mødt frem i den åbne kategori. Det må bestemt være en overvejelse til næste ergo-DM i 2021.
Roinfo spørger den tidligere mangedobbelte mester, Juliane Elander, hvorfor hun ikke ville med denne gang? - Jamen nu har jeg vundet det så mange gange, og denne gang vil jeg hellere hjælpe mine klubkammerater med coaching, lød det fra den kendte Odder-roer.


Picture
Juliane Elander, tidligere Danmarksmester i ergo, havde en travl dag i hallen, hvor hun coachede sine klubkammerater, og det gik da også rigtigt godt for de roere fra Odder, der stillede op. Her sidder hun bag Astrid fra Bagsværd Roklub. Foto Mette Bacher
Løb 406 - dame åben
Elleve stærke kvinder mødte frem til finalen i den åbne klasse, og det var hovedparten af de roere, der de senere år har præget billedet ved EM, VM, og OL, og så en enkelt eller to, der også gør det godt, men mest på det hjemlige plan og ved andre internationale regattaer.
To af de kvinder, som er med på W4-, udover førnævnte Frida, der roede senior B, Christina Juhl Johansen, DSR, og Bagsværds Ida Gørtz Jacobsen var med her. Den fjerde i båden, Lærke Berg Rasmussen, DSR, var ikke med, men det ligger ikke til hende at ro ergometermesterskaber, og hun stod over, som de foregående år.
De senere års sikre Danmarksmester, Fie Udby Erichsen, KVIK, var naturligvis på plads, og der er ikke tvivl om, at Fie skal vise høj klasse, og at hun er helt fit og klar til at kæmpe sig til endnu en OL-billet, når kvalifikationsregattaen finder sted om få måneder i Luzern. Siden sidst er Sverri Nielsens træner, Thomas Poulsen, trådt ind, som ny træner for Fie.

Picture
Da roinfo.dk kigger Fie over skulderen første gang, er hun nede i 1.36, og hun holder så højt et tempo, at ingen andre kan følge med i denne finale, som Udby Erichsen tager sig af - igen!. Foto Mette Bacher
Picture
Christina Jensen fra Roklubben ARA i Aarhus er blandt de få, der vælger at have høretelefoner på, mens de øvrige i finalen har coaching. Th. for Christina er det Bagsværds Ida Gørtz Jacobsen og Trine Dahl Petersen fra Holstebro. Foto Mette Bacher
Picture
DSR har flere roere med i finalen, fv., Mette Dyrlund Petersen, tidligere landsholdsroer på kortbane, men nu landsholdsroer indenfor coastal. I midten Christina Juhl Johansen, stroke på W4-, og bag hende landstræner: Mads Haubro Petersen. Th. Nina Hollensen, Aarhus Roklub, og bag hende: Per Amby, træner bag flere dygtige landsholdsroere fra hhv. Odder og Aarhus. Foto Mette Bacher
Nina Hollensen, Aarhus Roklub, ror en fantastisk flot finale, og kommer først over 500 meter med Fie lige efter, sådan så det også ud i 2019, så Hollensen er lynende hurtigt af sted, når det hedder ergo, men siden er det Udby, der stikker af, og sætter tingene helt på plads med en sikker sejr.
Picture
- Den er hjemme - igen. Fie bliver endnu engang Danmarksmester i maskinroning. Th. førnævnte Kate Petersen, Rønne, der ror sin egen finale i letvægt. Foto Mette Bacher
Picture
Okay, ingen rekord denne gang, ser det ud som. Foto Mette Bacher
Picture
Der var TV-optagelser i hallen, og det betød at flere af roerne fik stukket en stor mikrofon hen foran, lige så snart, finalen var overstået. Foto Mette Bacher
Picture
I 2019 vandt Fie også mesterskabet, og her var det samtidigt EM. En udenlandsk roer blev toer, og Nina Hollensen blev treer, men denne gang rykkede Nina ind på en sølvplacering, mens Ida Gørtz Jacobsen vandt bronze. Foto Mette Bacher
Løb 403 - herrer, senior B, letvægt
Lige her virkede det lidt besynderligt at placere letvægtsherreroerne klos op af damerne, der ror åben finale. Seks roere er til start her, og flere af dem har præget landsholdet de senere år, og scoret flotte medaljer tillige med.
Sorø Roklubs Rasmus Lind er ny og stærk roer i gamet. Han forsøger at få roet sig ind i "kliken" i senior B-letvægt, og han er sørme godt på vej. Det har man set i den seneste tid, og det så man denne lørdag i Gladsaxe Sportshal.
En herre, som Christian Thor Hagemann skal man ikke kimse af. Hagemann er uhyggelig stærk. En lang og flot karriere, siden juniorårene, som blev indledt i Maribo Roklub, hvor Morten Jensen var den dygtige træner, som kunne føre unge Hagemann frem til flotte resultater. Uenighed med Maribo Roklub betød, desværre (!), at Hagemann og Jensen måtte flytte til nabobyen, hvor det så blev Saxkjøbing Roklub, der blev nyt træningssted for Hagemann. Siden gik turen til Odense, og i gode hænder der, og for nogle år siden endte Christan Thor Hagemann sine flytterier i Lyngby Roklub, og her har han været lige siden.
Lind passerer de første 500 meter 1 sekund før Hagemann, der så tager helt over. Ingen kommer i nærheden af Lyngby-roeren denne eftermiddag, og han suser sikkert i mål foran Lind med Marcus Lyngesen, Holstebro, et stykke efter. Jonas Lund, Furesø, som også har været inde i varmen kan ikke rigtigt hamle op med de første tre i finalen.

Picture
Herre letvægtsroerne i senior B blev sendt af sted samtidigt med kvinderne. Christian Thor Hagemann, LR, har derfor Anne Larsen, Odense, på styrbords side. Foto Mette Bacher
Picture
Er der nogen, der giver sig helt, og ror sig ud, så er det Christian Thor Hagemann, tv. er det Furesøs Jonas Lund, der er inde på de sidste meter. Foto Mette Bacher
Picture
Det går uhyggeligt stærkt hos de unge senior B-herrer, og det både i åben klasse og i letvægt. I midtrn: Christian Thor Hagemann, guldvinder fra Lyngby Roklub, tv. nyoprykkede Rasmus Lind, Sorø Roklub, og th. Marcus Lyngesen fra Holstebro Roklub. Foto Mette Bacher
Løb 404 - Herrer senior B
Hele seksten unge herrer er til start i denne finale, og et er sikkert og vist, der bliver gået til stålet af de store drenge, og det, så nogle af maskinerne nærmest er ved at blive roet ud af hallen.
Det er de kommende roere på senior A-landsholdet, vi ser her - og flere af dem har - for længst - vist klasseroning ved både junior-EM & VM, samt i U23-klassen på de internationale baner. Få af dem har allerede prøvet lykken på seniorlandsholdet og går også efter det i 2020.
Picture
Der er dømt mange watt og muskelstyrke, da finalen bliver sendt afsted i mændenes senior B-klasse. Foto Mette Bacher

Hurtigst ude af startblokken er Lyngby Roklubs Emil Lenzing. Også Magnus Zier Quist Rathenborg, Holstebro Roklub, er godt med, på 2. pladsen. På 4. pladsen er det favoritten, Bastian Secher, Roskilde - men han tager derefter helt over, og Secher er ved at være oppe i rette omdrejninger, da 500 meter mærket passeres. Roskilderoeren overtager derefter styringen af denne finale. Samtidigt kører herrernes åbne klasse i senior A- af sted, og det betyder, at en hel del tilskuere ikke får denne spændende finale at se, men kaster blikket over i modsatte side af hallen, hvor alle lurer på, om Sverri Nielsen sætter ny rekord. Men hos de unge vises der høj, høj klasse. Roinfo bemærker, at Kerteminde Roklub er med, repræsenteret ved Kresten Mohr Ernst, som går sin far, Jens, i bedene. Således vandt Jens Mohr Ernst for mange år siden Verdensmesterskabet i LM1X, dengang for DSR. Nu er næste generation på banen, og det bliver spændende at se, om Kresten kan få roet sig ind i et fynsk projekt.
I mål lander Bastian Secher på 5.55.8, og dermed nærmer han sig den rekord, daværende sportschef, Lars Christensen havde på: 5.55.5 i mændenes åbne klasse. Rekorden stod i mange år, indtil en vis Sverri Nielsen knækkede koden og kom ind fra højre. Nu er det længe siden, mændene i den åbne klasse har bakset med at komme under de 5.55.5, men Secher nærmer sig hastigt.
Picture
Favorit til at vinde finalen er Bastian Secher, Roskilde Roklub. Foto Mette Bacher
Picture
Bastian Secher, Roskilde Roklub vinder guld i 5.55.8, foran Magnus Zier Quist Rathenborg, Holstebro Roklub, der er nøjagtigt fire sekunder efter. På trediepladsen: Emil Lenzing, Lyngby Roklub. Der har været ret stille om Lenzing i sæson 2019, men det tør da nok antydes, at han er vendt tilbage for fuld styrke, når han kan sætte den øvrige del af de store herreroere i denne finale på plads. Foto Mette Bacher
Som de ganske få - er de der endnu - 5½ år efter...
I 2014 blev Baltic Cup afviklet på Bagsværd Sø, og det var en meget flot regatta, hvor flere af de danske deltagere scorede ædle medaljer. Roinfo hastede ind i billedarkivet, da vi skrev om ergo-finalen for 2020, og se nu lige, hvad vi fandt:
Picture
Der er gået 5½ år siden, de to unge herrer, der prægede ergometerfinalen for senior B-roere i 2020, scorede guld i 2X ved Baltic Cup. Hovedparten af de danske roere, der deltog ved Baltic Cup dengang, ror ikke mere. Men vi har heldigvis stadig Secher og Lenzing. Foto Mette Bacher
Løb 407 - Herre åben letvægt
Syv roere er tilmeldt her, og deriblandt de to, der de seneste år har præget billedet i LM2X, Alexander Modest, Lyngby, og Emil Espensen, DSR.
Mens Emil Espensen ret hurtigt ror sig i føring, er det Bagsværds Oscar Petersen og Odenses Sebastian Terp, der kæmper om sølv og bronze.
Espensen kan ingen røre denne eftermiddag, og det bliver Terp, der lægger sig på 2. pladsen de første 1000 meter, hvorefter Petersen tager over. Sådan bliver det også i mål, hvor mesterskabet endnu engang går til Emil Espensen, mens Oscar Petersen får sølv, og Sebastian Terp bronze.
Picture
Som i 2019 er det DSRs Emil Espensen, der ror Danmarksmesterskabet hjem. Det sker foran Bagsværds Oscar Petersen, og Odenses Sebastian Terp. Foto Mette Bacher
Løb 408 - herre åben
Der er altid lagt op til en ny rekord, når Danmarks bedste herreroer gennem tiderne, Sverri S. Nielsen, entrer maskinen. Som tidligere nævnt stod daværende sportschef, Lars Christensen, for en rekord, der stod i mange, mange år, 5.55.5. Og man kan i hvert fald konkludere, at hvis man er en herreroer, i den åbne klasse, så må et skæringspunkt være 6 minutter. Alt under dette er flot, og da Sverri Nielsen for år tilbage, indledte en sand rekordjagt, så var der næppe nogen, der regnede med, at det ville ende et godt stykke under 5.55.5. Men det er nu ved at være længe siden, og nu er alt under 5.50.0 en flot tid i sig selv. Sikke en udvikling, der er sket her.
Alligevel lykkedes det forleden for Sverri at ramme de 5.44.4 under træningen frem mod DM i ergo, og det er et pænt stykke under hans rekord fra 2019 på 5.47.2. Så der er virkelig noget, der har rykket sig de senere år.
Picture
Indpisker Morten Jørgensen, får Sverri op i højeste gear i denne finale. Nielsen har hhv. Nick Larsen, Odense, på sin ene side, og Alexander Modest, Lyngby, på sin anden side. Foto Mette Bacher
Derfor vidste Nielsen, at han kunne presse sig selv yderligere, set i forhold til 2019, og det lykkedes. Sverri Nielsen landede på flotte: 5.44.3, da finalen var overstået, og det udløste et højlydt brøl hos Nielsen, der i modsætning til sine konkurrenter, som ikke overraskende kaster sig gispende ud af maskinen, rejser sig op og går, når "turen er overstået". Sverri vandrer lidt rundt for sig selv efter dåden, og ingen tør naturligvis henvende sig med det samme, ej heller intervieweren med mikrofonen.
Roskilde Roklubs Joachim Sutton, ror sig ind på 2. pladsen i den heftige tid: 5.50.9, mens Frank Steffensen lander på en bronzeplacering: 5.51.7.
Picture
En ny ergometerrekord til Sverri Nielsen, og klapsalver fra klubkammeraterne. Foto Mette Bacher
Sverri Nielsen skal lige have gang i bentøjet efter den seje finale.

Derfor forlader han hurtigt maskinen og går rundt i hallen, helt for sig selv, mens klubkammeraterne fra Danske Studenters Roklub giver VM-sølvvinderen et stående bifald.
Picture
Men roere fra Færøerne er også til stede i hallen, og har deltaget flittigt og flot over hele dagen, og det giver ekstra kolorit, at deres egen helt, atter viser verdensklasse. Foto Mette Bacher
Picture
Sverri Nielsen er tro mod sin klub, og han ror altid i DSRs klubdragt ved Danmarksmesterskaberne inde, såvel, som ude. Her sørger han også lige for at flashe mærket fra Athletes Own på klubdragten, før medaljeoverrækkelse og billedoptagelser. Th. Frank Steffensen, DSR. Foto Mette Bacher
Picture
Fv. Joachim Sutton, sølvvinder, i midten, Sverri Nielsen, guldvinder - og rekordindehaver, og th., bronzevinder Frank Steffensen. Foto Mette Bacher
OL-vinderens sikre tjans
Morten Jørgensen er fast mand bag Sverri ved DM i maskinroning.

Han har vundet OL-guld, OL-bronze, to verdensmesterskaber, og et europamesterskab, og dét med guldfireren. Men én gang om året har han et samarbejde med Danmarks bedste herreroer igennem tiderne, og de to udgør et godt og solidt makkerpar.

- Jeg er overbevist om, at Sverri godt kunne have roet hurtigere i dag, siger Morten Jørgensen til roinfo.dk. - Det er nemlig sådan, at ergometret ikke står helt fast på gulvet, for der lægges så meget kraft bag hvert eneste tag, at maskinen kører lidt frem og tilbage, og derfor er der ikke tvivl om, at hvis maskinen står helt fast på gulvet, så kan Sverri også presse tiden endnu længere ned, fastslår Morten Jørgensen.
Picture
Sverri Nielsen, DSR, og Morten Jørgensen, Næstved, glæder sig over det flotte resultat, som atter udløser en ny rekord til Nielsen. Foto Mette Bacher
Picture
De to herrer skulle naturligvis foreviges af et familiemedlem til Sverri. Foto Mette Bacher
Sverri til roinfo.dk:
- Det skal der ske nu
Der er ikke tvivl om, at det bliver et stort år for Sverri Nielsen, der med sin flotte VM-sølvmedalje i 2019, helt automatisk sikrede sig en billet til OL i Tokio.- Nu skal jeg hjem og pakke, for vi skal i træningslejr i Portugal i et par uger, siger Sverri Nielsen til roinfo.dk. - Så der er ikke noget, der hedder VM-deltagelse i ergo i Paris for dig, spørger roinfo.dk.
- Nej, det hedder OL-forberedelse og ikke noget andet, svarer den nybagte Danmarksmester i maskinroning.

Picture
Sverri Nielsen er altid flink til at stille op til et lille interview med roinfo.dk, når der er roet finale i Gladsaxe Sportshal. Foto Mette Bacher
Universitetsløb, mænd & kvinder
Siden Bjarne Petersen fra Aalborg Roklub fik søsat Universitetsroningen i den Nordjyske Hovedstad, er der sket en stor udvikling. Ikke kun i Aalborg, men også andre steder i landet. Således stemplede Odense Roklub ind for nogle år siden, og nu er både Roforeningen KVIK, og Danske Studenters Roklub, begyndt at røre på sig.
Det så vi i Gladsaxe Sportshal denne lørdag, hvor der var pænt besøg, både i mændenes klasser, men så sandelig også hos kvinderne. Roinfo bemærkede, at OL-bronzevinder, Anne Dsane var med i hallen, som coach bag roerne, og det ikke mindst i uni-klassen.

Picture
Universitetsroerne gør det rigtigt flot, og flere af dem kan sagtens mænge sig med roerne i seniorernes åbne klasser. Foto Mette Bacher
Picture
De kvindelige universitetsroere fra Aalborg Roklub, har for alvor fået fat. Det så vi i 2019, hvor de bragede flot igennem, ikke mindst ved internationale universitetsmesterskaber. Foto Mette Bacher
Picture
Odense, DSR & KVIK. Nu begynder de københavnske roklubber også at røre på sig, når det gælder Universitetsroningen. Foto Mette Bacher
Picture
Aalborg-roerne kom helt op på lakridserne... I hvert fald, da Morten Kornbech, stifter af Bagsværd Lakrids, og tidligere roer i DSR, uddelte goodiebags til finalevinderne i Gladsaxe Sportshal. Fv. lakridsmester: Kornbech, så er det sølvvinder: Niels Kunckel Knudsen, i midten, finalevinder: Mark Kjeldgaard, og th. Bronzevinder: Phillip Sperling, alle fra Aalborg Roklub. Foto Mette Bacher
Picture
Otte roere var til start i kvindernes finale, og der blev ikke den helt store spænding om udfaldet. Aalborg Roklubs: Marie Møller Nielsen rendte sikkert af med guldet, mens klubkammerat: Karen Hougaard Frost tog sølv, og Roforeningen KVIKs Kristine van der Keur roede sig til en fornem bronzemedalje. Foto Mette Bacher
Nyt stafet-setup
Der var stor spænding fra alle sider, om arrangørernes nye set up, som skulle testes af for første gang i Danmark, ville stå sin prøve. Bagsværd Roklubs formand, Mikael Espersen havde spottet, hvordan man arrangerede stafetløbene ved et stævne i udlandet, og her benyttede holdene depecher.

I forvejen kan det synes noget uoverskueligt at se de mange mennesker flokkes om maskinerne, hvor er fire deltagere om hver, og denne gang samledes de mange deltagere inde bag en streg, midt i hallen, og så var det med at holde ørerne stive, da rodommerne fortalte, hvad der skulle ske, og hvordan tingene skulle foregå.
Picture
Rodommer, Cathrine, der i forvejen er vant til at trænge igennem larm, som skolelærer, skar så tydeligt igennem med sin skingre stemmer, at de mange deltagere forholdt sig tavse, og lyttede til hendes anvisninger. Foto Mette Bacher
- Har alle fået en depeche, blev der spurgt. - Jaaa, lød det, og straks fløj en skov af hænder i vejret
Picture
- Hvor mange stemmer på... Sådan så det nærmest ud, da holdene blev råbt op. Foto Mette Bacher
Picture
Og så gik Firmastaffetten i gang med de allerførste deltagere til det nye koncept. Foto Mette Bacher
Danmarks mest kendte roer, pt., Eskild Ebbesen, var på hjemmebane i sportshallen. Her har han sat mange rekorder i maskinen, og denne gang repræsenterede han: Bruun & Hjejle, som for nogle år siden indledte et tæt samarbejde med Danske Studenters Roklub
Picture
Der er handicapberegninger i stafet, og det betyder, at de alleryngste sagtens kan matche de noget ældre roere, men det rokker ikke ved, at selve Eskild Ebbesen, altid viser verdensklasseroning i maskinen. Foto Mette Bacher
Og det trak tænder ud - for mange...
Picture
Foto Mette Bacher
Picture
Foto Mette Bacher
Picture
Dragør Roklub viser vejen med en række unge roere, og det har vi set i de senere år, ikke kun på vand, men også på land, som her i sportshallen. Foto Mette Bacher
Firmastafettens nye koncept blev en succes, og det tjener til arrangørernes ros at udvikle eventen, så både deltagere, og publikum får noget nyt og spændende at kigge på.

Efter en række stafetter og holdkaps, gik man over til heftige spurtopgør, og man kan se resultaterne her fra - og de øvrige resultater HER

Da roinfo forlod Gladsaxehallen denne eftermiddag, rundede vi også lige forhallen, hvor vi blandt andet mødte en af vores dygtige annoncører: All4rowing, og du kan læse meget mere, om de fine og kendte bådmærker, og årer, samt tilbehør HER
Picture
Henrik Mortensen, All4rowing, var på plads med en stor stand ved indendørs-DM. Foto Mette Bacher
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture
    Optaktsartikler og reportager fra danske og internationale roergometerstævner mm.

    Roergometer

    Arkiv

    April 2025
    Marts 2025
    Februar 2025
    Januar 2025
    December 2024
    November 2024
    Oktober 2024
    April 2024
    Marts 2024
    Februar 2024
    Januar 2024
    December 2023
    November 2023
    Marts 2023
    Februar 2023
    Januar 2023
    April 2022
    Marts 2022
    Februar 2022
    Januar 2022
    December 2021
    November 2021
    Marts 2021
    Februar 2021
    Januar 2021
    November 2020
    Oktober 2020
    April 2020
    Marts 2020
    Februar 2020
    Januar 2020
    November 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Februar 2019
    Januar 2019
    November 2018
    September 2018
    Marts 2018
    Januar 2018
    December 2017
    November 2017
    Marts 2017
    Februar 2017
    Januar 2017
    December 2016
    November 2016
    April 2016
    Marts 2016
    Februar 2016
    Januar 2016
    Marts 2015
    Februar 2015
    Januar 2015
    Marts 2014
    Februar 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk