Af Leif Thygesen
Coronaen har lagt de danske roklubber og sportshaller øde. Forsamlingsforbud, hold afstand og bliv hjemme er parolerne lige nu. Det er ikke nemt at dyrke roning på denne årstid, hvor det plejer at foregå indendørs og helst sammen med ligesindede. Hvis man vil ro i ergometret, skal man gøre det hjemme og alene eller udendørs.
Nu har mennesker altid været innovative og fundet på andre løsninger, hvis man ikke lige kan få det, som man plejer. Under 2. verdenskrig, da der var mangel på kaffe, opfandt man kaffeerstatningen med cikorierødder og ristet formalet rug.
Således er der også mennesker, der har tænkt sig om og opfundet eKaproningen. Når vi nu ikke må være sammen, så kan vi da bare ro hver for sig og så koble det hele sammen. ”Keine hexerei nur behändigkeit”, som Søren Brostrøm måske ville have sagt, hvis han talte tysk. Det giver så også den fordel, at man ikke skal ud at rejse for at deltage, men det kræver, at du har et ergometer derhjemme - men det har vel ethvert velassorteret roerhjem efterhånden? Som tænkt så gjort og Sjællandske- og Jyske Mesterskaber er nu afviklet som eKaproninger.
Det er efterhånden mange kilo siden, Signaturen deltog aktivt i et ergometerstævne, men som tilskuer må man jo være solidarisk med de hårdtarbejdende roere og være tilskuer hjemmefra. Ja, man har faktisk ikke noget valg, for hvor ville du køre hen for at overvære mesterskabsstævnet? Geografisk er der jo nogle begrænsninger for hvor langt du kan nå under et ergometerstævne. Desuden er DFfR et grønt forbund, så vi skal spare på Co2 udslippet, og det er jo ikke alle, der har råd til en Tesla.
Stemning
Så strøm til PC´en, på med læsebrillerne og så ellers klar til at se kaproning. Og lad det være sagt med det samme – det kan sagtens lade sig gøre. Man kan godt opleve spændingen i flere løb og følge fint med, men der mangler noget.
Det handler om stemning, og hvad det er kan være svært at beskrive. Hvad er stemning? Er det synet af de hårdtarbejdende roere? Som tilskuer on location kan man nemt se, hvem der kvæler sig selv, hvem der giver op og hvem der kæmper indædt og overvinder sig selv for at ende i et jubelbrøl. Når det lykkes, er der fest og glæde, og som tilskuer bilder man sig selv ind, at du har været med til at sikre roeren den nye personlige rekord. Man kan næsten få lyst til at gå hen og omfavne roeren og træneren for at være med i fejringen af den nye rekord og sige ”Det gjorde vi godt”. Men der er også synet af de roere, der efter endt løb skærer ansigt og ærgrer sig så ærgrelsen nærmest bliver håndgribelig. Hvorfor kan jeg ikke levere i dag – i torsdags til træningen gik det jo fint? Jo, ved ergometerstævner oplever man både store op- og nedture. Begge dele er befordrende for nye mål. Ærgrelsen over ikke at præstere som forventet giver et fandenivoldsk ønske om revanche – Jeg skal vise dem! - mens den nye rekord giver grobund for at tro, at det kan blive endnu bedre.
Stemning er også lydkulissen. ”Musikken” af de mange svinghjul, der accelereres, lyden af tilskuernes opmuntrende tilråb og speakerens metalliske stemme i den store hal med alt for meget efterklang. Og her vil jeg så gerne lave et lille sidespring til fremtiden, når vi atter kan mødes til ergometerstævner. Gennemsnitsalderen for danske roere er rimelig høj, og ved mange stævner er det masterroerne, der er i overtal. Det er almindeligt, at hørelsen bliver dårligere med alderen. Høretab, der kommer med alderen og udvikler sig gradvist, kalder man presbyakusis på fagsprog. Tillad Signaturen at foreslå, at en teleslynge bliver obligatorisk ved ergometerstævnerne i fremtiden. Teleslyngen sender et lydsignal direkte ind i høreapparatet via et magnetfelt og reducerer derved baggrundsstøj, efterklang og andre akustiske forvrængninger, som nedsætter tydeligheden af lyden. Det vil give masterroerne mulighed for at høre, hvad stævnespeakeren siger. Og nu vi har ”teknikproppen” af: Den nuværende monitor er alt, alt for lille. Der er jo ingen roer med lidt livserfaring, der kan se de mikroskopiske tal på den lille monitor. En 55 tommers fladskærm vil være passende. Samtidigt bør man så sørge for, at fladskærmen kan forskydes horisontalt, så skærmen kan stilles i den helt rigtige afstand, så masterroeren er i stand til at stille skarpt, hvad enten man er nær- eller langsynet.
Parkeringsplads til rollator og gebis
Afstanden på to meter mellem ergometrene skal bibeholdes – ikke på grund af corona, men der skal udover coachens stol også være parkeringsplads til rollatoren.
I umiddelbar nærhed af ergometret skal der være et lille bord med plads til et glas vand. Vandglasset skal bruges til at lægge tandprotesen i. Der er flere, der har oplevet, at coachen midt i løbet har sagt ”Nu må du bide tænderne sammen”, og så er det blevet gjort med en sådan kraft, at protesen er knækket. Og hvad en ny koster, ved vi jo alle sammen. At parkere tandprotesen under løbet giver også den fordel, at coachen i stedet for at sige: ”Nu må du bide tænder sammen”, selv må tage gebisset og presse over- og undermund sammen. Mon ikke det giver et par tiendedele forbedring af 500 meter splittiden? Jo, roning er en holdsport.
På fladskærmen skal installeres et lille kamera, og så skal teknikken sørge for, at man på monitoren kan se sin nærmeste konkurrents ansigt, så man kan se, hvor ondt det gør på ham/hende, og hvornår tiden er inde til en mellemspurt. Der er intet som at se andre lide. Alt sammen forbedringer, der vil gøre en god sport endnu bedre og samtidigt gøre ergometerroning mere ældrevenligt.
Nå, det var en lille udflugt til fremtiden - tilbage til den manglende stemning ved eKaproningerne.
Stemning er måske også lugten af sved, sportshal og nervøsitet. Det er almindeligt kendt, at en lugt kan udløse en bestemt følelse. Når man som ung stod under en blomstrende hyld og fik sit første tungekys, vil duften af hyldeblomster altid udløse mindet om det allerførste kys – har nogen fortalt mig. Mit første kys… Nej, den tager vi en anden gang, selvom det i høj grad handler om stemning.
Ergometerstævnet er også stedet, hvor man møder gamle rokammerater og stifter nye venskaber. På fint nudansk hedder det noget i retning af at netværke. Kald det hvad du vil. Roning er en holdsport, og roere er gennemgående meget sociale væsener. Jo, vi er konkurrenter, men vi kan sagtens være venner alligevel med alt, hvad det indebærer af kammeratligt drilleri og mere eller mindre morsomme bemærkninger. Og i øvrigt nakker jeg dig næste gang!
Ja, selv smagen af den termokandekaffe af tvivlsom kvalitet, som du kan købe under stævnet kan man savne, når man sidder der helt alene og fortabt foran computeren og forsøger at finde lidt regattastemning.
eKaproning kan være meget godt, men det kan aldrig erstatte den ægte vare. Når det så er sagt så, må man trods alt være glad for eKaproningerne. Alternativet er intet. Under 2. verdenskrig vænnede man sig efterhånden til den noget beske smag af kaffeerstatning. Som tiden er lige nu, er der ingen vej uden om – du kan vælge ”cikorieroning” eller ingenting, og du kan ligeså godt vænne dig til, at sådan er det.
Lige nu afvikles fodboldkampe uden tilskuere, og det er en noget fersk affære. Der mangler noget, selvom man blot ser fodboldkampen i fjernsynet. Man har gjort forsøg med at tilsætte fodboldkampene dåselyd. Måske kunne man gøre det samme med eKaproningerne? Kunne man bruge gamle lydoptagelser fra ergometerstævner med tilskuernes summen, trænerens opmuntrende tilråb og ”musikken af svinghjul”?
For at få syn for sagen kunne man have to skærme kørende på en gang og på skærm nummer to vise fotos af forpinte roere, der kæmper det bedste de har lært. Når løbet så var slut kunne man vise billeder af både jubelscener og skuffelser.
For at gøre illusionen fuldkommen kunne man jo finde sine gamle træningssko frem og sætte dem på bordet ved siden af PC´en så lugten af sved, sportshal og nervøsitet også kom frem. Hvis man vil gøre lidt mere ud af bouqueten, kan man et par dage i forvejen tage en svedgennemblødt T-shirt, lægge den i en plasticpose, og så ellers på dagen tage den op, og hænge den op på en dertil installeret tørresnor over computeren. Der er garanteret svedlugt af bedste kvalitet – men de fleste vil kunne klare sig med de gamle træningssko. Når lyd, lugt og synsindtryk er på plads kan det hele skylles ned med daggammel termokandekaffe serveret i plastkrus. Daggammel kaffe, dåselyd, gamle fotos, odeuren af træningssko og aromaen af en vellagret brugt T-shirt - Velkommen til erstatningsstemning.
Måske skal man give det et forsøg, når der afvikles DM den 30. januar og Fynske mesterskaber den 6. marts 2021? Det er bare et forslag. Men ellers må vi jo vente til coronaen slipper sit favntag, og vi igen kan mødes.
PS. Da roinfo skrev sin optaktsartikel, var der tilmeldt 320 roere til Jyske Mesterskaber. Ifølge regattahæftet var der efter stævnet tilmeldt 260 roere. En forklaring på det store frafald kan ikke gives. Du kan finde resultatlisten her
[email protected]