Normalt bør man altid indlede en artikel med de positive vendinger, og det gør vi også her - delvist.
For sikke et flot arrangement, Næstved Roklub atter bød ind med denne lørdag. Arrangementet fejler bestemt intet, det er høj klasse, og denne gang havde man flyttet lidt rundt på tingene, så præmieoverrækkelserne fandt sted up front. Det var godt tænkt.
Artiklen fortsætter nedenfor...
I årevis har Næstved Roklub afholdt Sjællandske Mesterskaber, og altid den sidste lørdag i november. Det er god timing, for det virker som om, sjællænderne viser al mulig hensyn overfor næste ergometerstævne, Slide-regattaen i Gladsaxe Sportshal 14 dage senere. Men i modsætning til Slide-Regattaen, som ofte tæller Danmarks bedste landsholdsroere, som deltagere, både for juniorer og seniorer, led årets Sjællandske Mesterskaber gevaldigt under, at der var planlagt træningssamling for unge kaproere andetsteds.
Det var både synd og kikset for arrangør og deltagere. Og det blev især bemærket i pigernes og drengenes junior A-klasser, hvor deltagelsen var ringe, og hvor flere stærke juniorer fra Københavnsområdet, der ellers var meldt til, nu havde meldt fra.
Man kan undre sig over at den ledelse, der står bag en sådan træningssamling slet ikke afstemmer det med en eksisterende event, hvor hovedparten af de roere, der bliver kaldt ind til samlingen kan deltage. Dette datosammenfald led stævnet gevaldigt under.
Det ville næppe komme til at gå helt stille af, men i Næstved må de ihærdige medarbejdere, som banedommere, tidtagere, præmiefolk osv. - blot finde sig i, at sådan er det.
Nu er det sådan, at Sjællandske Mesterskaber i ergometerroning altid finder sted den sidste lørdag i november - og så bør det være sådan, at andre tager hensyn til det.
Vi har for få roere til, at ledere og arrangører af træningssamlinger kan opføre sig så nonchalant, at eksisterende arrangementer ignoreres.
Sådan gik det
Til gengæld var det opløftede at se unge roere fra klubber, der ikke til daglig har den store tilgang til kaproningsbanerne. Måske har de tidligere haft det - eller aldrig, fordi klubben er placeret således, at den direkte linje til ideelt outriggerfarvand simpelt hen ikke er der. Men nu er der sket noget i positiv forstand.
Hvor var det glædeligt at se unge mandlige deltagere fra Korsør Roklub, og fra NS Roklub i Nakskov, hvor vedkommende dog allerede har vist lovende takter på kaproningsbanerne i nogle år efterhånden, eller fra Dragør Roklub, hvor kendte Morten Juel Hansen, dygtig international banedommer, virkelig har fået gang i de unge med stor opbakning fra Brünnich-familien. Dragør-roerne markerede sig godt og grundigt og blev bemærket i hallen i Næstved denne lørdag. For ikke at tale om roerne fra Roklubben STEVNS, der myldrede rundt, og lidt færre, men også dygtige klasseroere fra Rødvig Roklub, der er bosiddende på samme havn, som Roklubben Stevns, også der fra markerede de sig flot. Disse tiltag skyldes ikke mindst et kæmpe arbejde i klubberne med at få motiveret de unge til at være med. Næste delmål er at få de dygtige unge mennesker til at blive hængende.
Roinfo kørte igennem tæt rimtåge tidlig formiddag for at besøge de Sjællandske Mesterskaber i Næstved, blev der i nogle timer, og var både imponeret og underholdt, inden turen gik ind mod hovedstaden igen. En ting er sikker: - De entusiastiske tilskuere manglede ikke. Og selvom der var færre deltagere med denne gang, så blev der vist meget flot og spændende roning over hele linjen. Roinfos udsendte greb under billedoptagelser og interviews mikrofonen og gik i gang med lidt speakning, nu man alligevel var kørt så langt, og det lod til, at stemningen blev peppet lidt op, det bilder deres udsendte sig i hvert fald ind.
Og da Roinfo forlod hallen, var stævnet slet ikke færdigt endnu, men i de timer, vi var tilstede, var der gang i den, flotte medaljer til vinderne, der desuden fik lidt lækkert guf med hjem - og for dem, der susede først i mål, var der osse sponsorpræmier.
Flere OL-roere var tilstede i hallen, så kendisfaktoren var der, så absolut. OL-guldvinder Morten Jørgensen tog en tørn med at overrække medaljer. OL-bronzevinder i W2-fra Rio anno 2016, Anne Dsane Andersen, var tilstede hele dagen, og det som både sekundant for sine klubkammerater fra KVIK,og deltager over sprint. Sarah Lauritzen, KVIK, en af dansk ronings største kvindelige profiler i historien, sekunderede flittigt, og det for sin klubkammerat og masterskollega: - Astrid Haastrup Jespersen, som tidligere med Sarah blandt andet, har vundet VM-sølv i 4X-, og tillige har en del Danmarksmesterskaber bag sig.
Men mesterskaberne blev indledt med noget af en maratonaffære, 6000 meter, som resultatmæssig set bød på lidt af en overraskelse, idet far og søn kunne drage hjem med hver en guldmedalje. Således deltog årets VM-bronzevinder i JM4X-, Jacob Lenzing i dagens første finale, som han vandt i sikker stil foran Hvidovre Roklubs Thomas Jensen, og KVIKs Nicholas Andersen. I det hele taget var denne finale spækket med kendisnavne fra juniorklasserne, der udover de tre nævnte, også bestod af Aksel Bay fra Bagsværd Roklub, klubkammeraten: Lasse Maigaard, og endnu en Bagsværd-roer: Magnus Quaade Oddershede. Men Lenzing styrede denne finale temmelig sikkert, og var 20:33.7 om de 6 kilometer.
Derefter blev det Thomas og Nicholas.
Tre modige herrer roede med i denne første finale, men i deres helt egen klasse, senior mænd, og her blev der budt på lidt af en gyser, da Asger Lenzing, Lyngby Roklub, og Emil Jensen “Uden klub”, tordnede samtidig over ved 1000 meter mærket i: 3:26.4. Roforeningen KVIKs coastalekspert: Mark van Herk indtog tredjepladsen. Men Emil Jensen hægtede sig godt på Asger Lenzing, og ved 2000 meter hed tiderne: 6:54.0 og 6:54.3 i Lenzings favør. Og så fik Lyngby roeren endelig lov til at suse videre uden påhæng, og far Lenzing tordnede sikkert i mål og vandt herreklassen i: 20:35.3. Så blev det Emil Jensen: 20:53.3 og Mark Van Herk bliver nummer 3: 23:23.2
Det var imponerende, at Asgers tid rakte til en fornem 2. plads i det samlede felt, og som sådan fulgte sin søn, VM-bronzevinder: Jacob til dørs. Også Emil Jensen i herrernes klasse susede ind og opnåede en samlet 4. plads i det stærke felt.
Bare 2 minutter for fuld hammer
Og det blev til dobbeltsejr, idet klubbens Anna Iversen klarede 459 meter hjem, mens Cecilia Tornehøj Kroll roede 447 meter. På tredjepladsen blev det Frida Elleberg Møller fra Bagsværd Roklub.
Silkeborg Roklub har fostret en del dygtige roere gennem tiderne. Eskild Ebbesen, en nærmere præsentation er næsten overflødig. Lars Christensen, Verdensmester i M2X i 1995, Lene Petersen, OL-deltager i W4X-, og Emil Espensen, VM-medaljetager og nuværende landsholdsroer i LM2X. Det er blot nogle af de mange dygtige landsholdsroere, der har været kendte i international roning, fra Silkeborg gennem tiderne. Og nu ser det ud til, at et nyt stortalent er godt på vej.
- Jeg har roet i et år nu, og har både prøvet at ro 1X, 2X og 4X-, fortæller Sofie til Roinfo.dk.
- Er du egentlig klar over, at du minder om Fie Udby Erichsen en hel del af udseende, spørger roinfo.dk. - Ja, for det er der flere, der har nævnt overfor mig, svarer Sofie Valentik Hæk. Højden er der, udseendet, måden at tale på, gestikulere på. Det er sørme en ung Fie Udby, vi ser her. - Hvor høj er du, spørger Deres udsendte, der med sine egne 183 cm, aldrig har været blandt de laveste i klassen, og godt kan fornemme, at det er en høj juniorpige, Silkeborg Roklub har med i Næstved. - Jeg er 185 cm, svarer Sofie og må sætte sig ned endnu engang, fordi det gør avs i benene. Sofie havde en klubkammerat med, Maja Klitgaard, der også er en rigtig dygtig roer, om end Maja ikke denne gang kom på præmieskamlen. Ser man på Majas meritter har hun været ganske dygtig indenfor andre sportsgrene også, hvor hun eksempelvis har vundet en del medaljer i kajak, som noget yngre, ganske vist, men også svømningen har hørt med til de sportsgrene, Maja Klitgaard har været en del af - og det i øvrigt, som en del andre af vores dygtige juniorer. |
Det er ikke unormalt, at tidligere svømmere prøver rosporten og bliver hængende her. Men for Majas vedkommende kan det konkluderes, at vandsport, hvad enten det forgår i det eller på det, er et sandt hit. Og det bliver måske nye tider, hvor de to piger fra Silkeborg kommer til at præge billedet fremover indenfor dameroning? I forvejen var det rigtigt flot, at Silkeborg-roerne havde taget turen helt til Næstved for at være med ved Sjællandske Mesterskaber. Det bliver Roklubben Furesøs Clara Hornnæss, der indtager 2. pladsen, mens 3. pladsen går til: Cathrine Duedahl-Olesen fra Bagsværd Roklub. |
I pigernes junior C-klasse, årgang 04, hvor der skal ros 3 minutter, er det Sorø Roklubs Smilla Post-Kallenbach, der erobrer førstepladsen i overlegen stil. Denne gang uden hue, idet Smilla ellers ror med hue, når det foregår på vandet. Og den hue er hun glad for!.
Andenpladsen går til Rødvig Roklubs Frederikke Munch, og Astrid Kirstine Kofoed, Bagsværd Roklub, indtager 3. Pladsen.
Efter minutløbene stod den på finaler over den fulde distance: 2000 meter.
Marie Ramm, Bagsværd Roklub tager sig sikkert af sejren for årgang 01, hvor hun vinder med mere, end 20 sekunder. I årgang 02 er det Sorøs Nicoline Bluhme, der sætter sig på løbet indtil 1000 meter.
Rasmus Lind, Sorø Roklub, sætter sig totalt på løbet, og ingen kommer i nærheden af soraneren denne eftermiddag. Sejr med mere, end ni sekunder over Victor Helmann Lauritsen, mens Dragør Roklub - se der er de sørme igen… - ved Victor Brünnich Rasmussen, bliver nummer tre og Bagsværds Niels Østergaard nummer fire.
Roinfo har hvert eneste år bragt billeder af de flotte fletninger, som en del ropiger sætter, inden det går løs på vandet eller i maskinen. Således også i Næstved, hvor vi mødte de fire søde piger fra Bagsværd Roklub.
- Jeg har ikke far med i dag, men min mor er her, fortæller Simon til roinfo.dk
Klubkammeraten: Oskar Dinesen Usmani indtager 3. pladsen.
Det var trist at opleve, at junior A-finalerne hos både piger og drenge var særdeles tyndt besatte. Især når man ved, at Danmark har mange dygtige junior A-roere, der kunne have vist flaget denne lørdag eftermiddag ved Sjællandske Mesterskaber i Næstved.
Det kunne have været interessant at se DSRs piger, hhv. Cecilie Girke, deltager ved EM i 4X- og Louise Hyldager, bl.a. deltager ved Københavnskredsens Bymatch i Berlin for en måned siden, deltage her. Men de meldte fra, og dermed var vejen banet for fire andre roere.
Agnete Jersild, Bagsværd Roklub, lagde hårdt ud, og førte ved 500 meter mærket. Måske lagde hun FOR hårdt ud, for Jersild kunne ikke holde til, at Tissø Roklubs Mette Nissen lagde pres på hele vejen, og det endte da også med, at Nissen overtog finalen efter de første 500 meter. Der blev aldrig den helt store spænding i løbet. Mette vandt sikkert over Emilie Jersild. Roskildes Malli Segoli blev nummer tre, og Mette Nissens tvillingesøster, Janni, tog 4. pladsen.
- Jeg ved jo godt, at det ville have været meget sværere at vinde finalen, hvis de to roere fra DSR havde været med, og det er også sådan, at jeg er ganske godt tilfreds, men jeg er ikke helt oppe at toppe endnu, så det bliver mere spændende at se til Danske Mesterskaber til januar, hvad der kommer til at ske, lyder det fra Tissø Roklubs Mette Nissen, der ellers fremstod, som værende i rigtig flot topform.
Heller ikke hos drengene var det spor bedre med deltagelsen, idet fire roere mødte til start. Det blev, ifølge resultatlisten, KVIKs Torbjørn Frankel, der vandt sikkert over NS-roeren, Jonas Kristensen, og Korsør Roklubs Marcel Nyvang, der roede en rigtig flot finale. Man må håbe, at vi får mere at se til ham på kaproningsbanerne til sommer, for potentialet er der helt bestemt. Det bliver også spændende at følge Jonas fra NS Roklub. Han har nu roet et par sæsoner. - Jeg håber på, at komme til at ro med en fra Odense, fortæller Jonas til roinfo.dk. Der er sikkert ingen tvivl om, at den tidligere Nakskov-roer, Johnny Rusbjerg, træner i Odense, holder lidt øje med, hvad der sker mht. Jonas og roningen i Nakskov.
Alle ergometre besættes af en flok stærke kvinder i mastersklassen, men klasserne slås sammen, for der er nu ikke så mange med i de enkelte kategorier. DSR har flere deltagere med her, og det er hovedsageligt roere, der dagligt enten har coastal - eller langdistancekaproning på programmet, men også der ser det noget magert ud med konkurrencen sådan at forstå, at der ikke er så mange med, som ønskeligt. Det er derfor desværre blevet mere reglen end undtagelsen, at DSR ofte mangler konkurrence, og ror medaljer hjem uden kamp - i nogle af coastalklasserne.
Masters - og det åbne løb hos mændene er også slået sammen. I letvægt er der en sand nabofight i gang, idet Roforeningen KVIK, Strandvænget 53, v. Kelvin Yeung møder Danske Studenter Roklubs Christoffer Hansen fra Adressen: Strandvænget 55. Det er kvikkeren, der lægger sig i klar føring, men DSR får roet sig op til sidst, og forskellen i mål er blot 2 sekunder - i KVIKs favør. I mændenes åbne klasse, ses også en herlig dyst, men det er Dragør Roklubs Mark Raun, der hele vejen igennem tager teten. Næstveds Frederik Wendel Hansen er lige ved at få hentet Raun ved 1500 meter, men det lykkes for Mark Raun at holde Wendel bag sig på de sidste 500 meter. DSRs genvalgte kaproningschef, storklubben havde generalforsamling aftenen før SM i Næstved, Martin Schjerning, bliver nummer tre.
Taler vi mastersroning på vandet, er der ingen tvivl. Her er det Christian Mølvig, Sorø Roklub, der styrer løjerne. Det gjorde han også i Næstved, i klassen 30-39 år, hvor Jan Olsen, Rødvig Roklub med imponerende styrke får roet sig op og forbi Mølvig ved 1000 meter, men Soraneren svarer godt igen, og afviser angrebet. Ved 1500 meter er forskellen 3 sekunder, men så angriber Jan Olsen igen. Hele salen koger i dette sande drama, hvor Mølvig tordner først i mål, nøjagtig to sekunder foran Olsen. Næstved Roklubs Andreas Nielsen bliver en sikker treer.
Dagens hurtigste tid I klassen 50-59 år er Thomas Jensen, der er tilmeldt under: - Hjemme fra kælderen, helt suveræn og vinder med mere, end et halvt minut over Vikings René Hansen, mens Lars Wallin fra Roklubben Furesø bliver nummer tre. Thomas Jensen er, med sit resultat: 6:18.0, dagens hurtigste herre, og tiden rækker til, at han måske bør overveje at møde til start i mændenes åbne klasse ved DM i maskinroning, der afholdes i Gladsaxe Sportshal i slutningen af januar. I klassen 60+ er der heldigvis tre roere til start, og denne kategori tager Sorøs Bjarne Hjorth sig af i : 7:16.7, derefter er det Maribo Roklubs John Winther og Roskilde Roklubs Mogens Kleis. Bent Bøgh Pedersen har taget turen fra Middelfart til Næstved, også selvom han er ene anmeldt i sin klasse. Respekt! Bent er 7:14.9 om at ro sin finale. Hans Nøhr, Lyngby Roklub, er ligeledes ene anmeldt, og det er i 70+, letvægt. 7:37.7 |
I stafetten vinder Silkeborg/Bagsværd v. Sofie Valentin Hæk, Casper Girke Christensen, Jeroen Grimmelikhuijzen og Villads Jørgensen over Næstved og Sorø. Der er ti hold til start her.
I drengenes sprint tager Bagsværd Roklub sig af den første fem pladser, hvor Mads Rubin vinder over Casper Girke Christensen, Alexander Aldrich og Elias Ellehammer.
Hos pigerne er det Sofie Valentin Hæk (igen), der får en medalje hjem. Hun vinder over Clara Hornnæss, Roklubben Furesø og Rødvig Roklubs Frederikke Munch. 11 piger er til start her.
Roinfo bemærkede at:
Det vrimlede med deltagere fra Roklubben STEVNS
Hos pigerne er det herligt at se Lyngby Dameroklub være med her. Astrid Bruun Fejfer vinder over Emma Braad Olesen, Bagsværd, mens Roklubben Furesøs Kristine Søndergaard Hansen bliver nummer tre.
... Og at Køge Roklub også havde gode deltagere med, vi så desuden, at Rødvig Roklubs deltagere for alvor fik markeret sig i maskinroning efter et imponerende arbejde af den tidligere verdensmester i LM8+, Tommy Knudsen, og at Tissø Roklubs Lis Bay, atter mødte frem med flere unge talentfulde roere, der også prægede billedet på medaljeskamlen. Samme Lis har netop fejret 50 års jubilæum med gemalen Knud, i Tissø Roklub. Imponerende!
- Jubiiie, jeg skal til Tyskland til sommer og ro kaproning, fortæller lille glade Anker Lerdorff fra Køge Roklub til roinfo. dk. Det er Anker i den orange bluse, th. i billedet. - Okay, er det så regattaen i Hamburg eller i Lübeck, du skal med til, spørger roinfo. - Det ved jeg ikke, men det er i hvert fald i Tyskland, og jeg glæder mig helt vildt, svarer Anker. Sådan! Tv. er det Maya Sørensen, der blev nummer fire, og i midten er det Køge Roklubs Kasper Krejberg, der vandt sølv. |
Hos pigerne i samme klasse bliver det til et herligt gensyn med Næstveds egen Anna Frimann, der vinder over Agnete Jersild, Bagsværd og Roskildes Malli Segoli.
Og i sprint er mændene ved Emil Jensen, uden klub, hurtigst foran Rødvigs Jan Olsen og DSRs Martin Schjerning. Syv herrer er til start her, hvor det bemærkes, at der også er en roer med fra N.S. Roklub, Søren Kristensen, og den tidligere verdensmester i LM8+, Tommy Knudsen deltager her, hvor der er syv til start.
OL-bronzevinder, Anne Dsane Andersen er hurtigst i kvindernes klasse over 200 meter, og 2. pladsen indtages af Kate Petersen, DSR, mens Astrid Haastrup Jespersen, KVIK bliver nummer tre. Syv kvinder er til start her.
Syv er også betegnelsen for deltagerantallet i dagens sidste finale: 4-sprint, hvor Sorø Roklubs Bjarne Hjorth, Christian Mølvig, Ingrid Petersen og Jeanette Emde Jensen suser først i mål med 4½ sekunds forspring til KVIK, og Københavns Roklubs drenge, der ellers ikke har været helt oppe at toppe under den øvrige del af regattaen i Næstved, bliver nummer tre.
Trip trap træsko trap trip
- Dragør Roklub imponerede
En flot ergometerregatta er overstået, og der er, som altid her fra, stor ros til Næstved Roklub og de frivillige hjælpere med dommere og tidtagere for at tage en stor tørn med arrangementet år efter år. Nu mangler blot, at mange, mange flere deltagere melder sig til, og at kaproningsledere rundt om i landet sikrer, at der ikke fremover er datosammenfald, så træningssamlinger i fremtiden bør finde sted på et andet tidspunkt, end på den faste lørdag, den sidste i november måned, som år efter år er helliget Sjællandske Mesterskaber.
Næste ergometerarrangement er Slide Regattaen, som finder sted i Gladsaxe Sportshal den 9. December.
Du kan se alle resultaterne fra Sjællandske Mesterskaber her:
https://tilmeld.roning.dk/?regatta=sm2017&show=resultater