Cirka 320 roere er til start, når de åbne Fynske Mesterskaber i ergometerroning afvikles som en virtuel regatta lørdag den 5. marts 2022. Der er international deltagelse fra Finland, Frankrig, Tyskland og Holland. Også de nybagte danske verdensmestre Marianne Becker, Mai-Britt Bille Nielsen og Merete Boldt kaster med deres tilmeldinger glans over mesterskaberne. Desværre kniber det lidt med at finde konkurrenter til verdensmestrene, men det er måske også lidt af et kamikaze-stunt at stille op mod en verdensmester? Merete Boldt og Mai-Britt Bille er ene tilmeldt i deres respektive klasser.
Tidsplanen er endnu ikke klar, men der startes om morgenen med et løb for piger 9 år, 2 minutter og så går det ellers i dagens løb slag i slag frem til mænd 80+, 1.000 meter og holdkonkurrencerne.
Regattaens bedst besøgte ungdomsklasse er drenge 13 år, 3 minutter med nitten tilmeldinger. Den samme klasse for piger har tretten tilmeldinger.
Pænt med tilmeldinger er der også i klassen drenge 16 år, 2.000 meter, hvor tretten drenge er til start, mens der er otte piger i samme aldersklasse.
Hos masterroerne er der i klassen mænd 50 – 59 år seksten tilmeldinger. Til start er blandt andre Thomas Jensen, Hjemme fra Kælderen, og Brian Sørensen, Nyborg Roklub.
I mændenes klasse 60 – 69 år, hvor der er tretten tilmeldinger, finder vi ro-koryfæer som Rolf Reuther-Nielsen, Furesø, Per Amby, Odder, og Niels Iversen, Aarhus Roklub. Favorit er dog ingen af de tre nævnte herrer, men derimod den nybagte VM-sølvvinder Martin Mario Jelani, Amelias Fars Sport and Fitness Club.
Senior A løb
I kvindernes senior A, 2.000 meter er der fem tilmeldinger. Blandt dem coastal-specialisten Mette Dyrlund Petersen, DSR. Mette får konkurrence af klubkammeraterne Nidhu Sivapatham og Freya Hvass samt af Emma Lehm Røddik, Aarhus, og Margrethe Langhoff Thuesen, ASR.
I mændenes senior A er der syv tilmeldinger. Erfarne Peter Gammeltoft, DSR, får konkurrence af klubkammeraterne Thor Steen Larsen og Castor Valbum Rasmussen, desuden af Næstved-roerne Magnus Kamp Stagil og Frederik Tønning Larsen. Herudover er der international deltagelse i form af tyskeren Benjamin Saupe, der stiller op for Cross Fit Jena.
Åbne Fynske Mesterskaber byder også på et par velbesøgte uni-løb. I kvindernes klasse er de fjorten roere fra Aalborg og Odense til start, mens der er femten fra Esbjerg, Aalborg og Odense til start i mændenes klasse.
I alt ni hold stiller op i tre holdløb.
Mesterskabsturneringen
Åbne Fynske Mesterskaber er finale i Mesterskabsturneringen, hvor de to første afdelinger er roet som Åbne Sjællandske Mesterskaber i november 2021 og Jyske Mesterskaber i januar 2022. Et hurtigt kig ned over stillingen i Mesterskabsturneringen viser, at cirka 120 roere har deltaget i både Sjællandske og Jyske mesterskaber og således kan gøre sig forhåbninger om at gennemføre hele turneringen.
Roinfo vil - som ved de øvrige danske virtuelle ergometerregattaer - bede læserne om at sende deres billeder til redaktionen, så vi er i stand til at vise lidt regattastemning trods det, at roerne ikke mødes fysisk. Nærmere om hvordan I sender billederne i en særskilt artikel her på roinfo senere.
[email protected]
Du kan se den samlede tilmeldingsliste her
Stillingen i Mesterskabsturneringen her