Det har taget tid, og vi er nu nået godt hen på sommeren.
Endelig fik coastalroerne taget hul på sæsonen på landsplan, da de i forbindelse med Langdistancekaproningen i Egå, lørdag, fik mulighed for at afholde deres egne konkurrencer.
Og lige her havde det hen over dagen udviklet sig til et rigtigt godt coastalvejr, hvor en heftig bølgegang på Aarhus Bugten gav udfordringer men osse lige præcis dét, der netop er meningen med coastalroning, som med de meget brede både, er bygget til hårdt vejr.
Bjarne P. og Uniroerne var savnet
Deltagertallet var ikke særligt stort. Blot 12 både var tilmeldt i Aarhus, men roinfo har kendskab til, at Aalborg Roklub formentlig var mødt frem med flere mandskaber, hvis ikke klubben samme dag var hovedarrangør af årets universitetsmatch på Limfjorden. Her kender vi Bjarne Petersen godt nok til at vide, at han gerne var kørt til Egå med sine stærke Uniroere. Dertil så også afbuddet fra den stærke dame-2X fra DSR med Margit Haahr Hansen og Helle Tibian. Dem møder vi forhåbentlig ved næste coastalregatta.
Men nu må vi håbe på, at besøget bliver bedre ved de kommende langdistancekaproninger i hhv. Humlebæk, den 11. August, og i DSR den 25. August, hvor man har lagt coastalroningen ind i programmet. Dertil er det muligt for danske roere at deltage ved Åbne Svenske Mesterskaber om to uger i Helsingborg, og den 1. September at være med ved Danish Open, som Roklubben Stevns arrangerer ud for Rødvig.
Det kan ellers sagtens lade sig gøre at få mange deltagere med. Det kan man se, når man tager et kig på Københavnskredsens Sved- på Panden-turnering, hvor der hver eneste gang er 8-9 Coastal-4X+ med.
KVIK og DSR igen og igen
Ud af dem mødte to af mandskaberne til start i Egå, og vi ser da gerne resten komme med, når vi lander på Øresund til august. Det må man håbe.
Mix 2X - et gensyn med stærke Bertha
I Egå indledte man med klassen mix-2X, hvor det eneste hold i kvindernes 2X-klasse fik mulighed for at ro med. Det var Dorte Lassen og Ulla Jakobsen, der forinden lige havde nuppet en tur i langdistancen også, i hver deres båd.
Og det skulle vise sig at blive til et herligt gensyn med Bertha, der i 2015 udgjorde en del af det danske handicap-rolandshold, som på VM-banen i Aiguebelette, forsøgte at kæmpe sig til en udtagelse til OL i Rio. Bertha, der er synshandicappet, roede 2X, og det har givet hende så meget ro-erfaring og bonus, at hun meget vel, med sin makker, Frederik Madsen, kan ro sig til flotte resultater hen over sæsonen i coastal, hvis parret, hvad vi må håbe på, stiller op til eftersommerens regattaer.
Blot to dobbeltfirere til start - og det var naboerne fra det københavnske område, Svanemøllen, hvor KVIK og DSR har til huse.
Mens kvikkerne først for alvor fik prøvet sig af i denne bådtype i 2017, har roerne fra DSR haft nogle år her - og ikke at forglemme, er det blevet til et verdensmesterskab og en VM-bronzemedalje med andre mandskaber, end dem der var med i Aarhus. Siden har ingen dobbeltfirere fra Danmark været tæt på præmiepodiet ved VM i 4X+.
Kvik deltog ved VM i 2017, og det tændte kvinderne så meget, at de gennem hele vinteren har trænet hårdt for at forbedre sig i denne kategori af roningen.
Og i SPP-turneringen i København har det været tydeligt at se, at den hårde og indædte træning har båret frugt.
Således kom KVIK og DSR stort set på omgangshøjde med hensyn til sejre i denne disciplin, da roerne forleden gik på sommerferie.
Men det er også bemærket, at kvikkerne har klaret det allerbedst på roligt vand, inde i Sydhavnen, hvor de har nappet to sejre over DSR, der til gengæld har slået til to gange på Øresund. Og med lørdagens hårde vind og bølgegang, var det også DSR, der hurtigt tog teten. Tre af roerne på kvikkernes hold havde forinden roet langdistancekaproning om formiddagen på Aarhus Bugten i det skønneste vejr. Torill Lindebjerg og Tine Aabye, begge tidligere landsholdsroere indenfor kaproning, vandt kvindernes 10 kilometers klasse i inriggeren om formiddagen. Bie Andersen deltog ligeledes over 10 kilometer, hvor det blev til en 4. plads. Alle tre var nu med og det med Ulla Eriksen, der var deltager ved VM i fjor. På styrmandssædet Eric Jensen, der fik noget at se til i den hårde vind.
DSRs mandskab bestod af de to garvede coastalroere: Ragna Sigurdardóttir og Tanja Igland, og i denne sæson har to af de kendte langdistanceroere, Tanja Nors Tardrup og Cecilie Lützen Søltoft sat sig for at afprøve disciplinen coastal. Tardrup havde, som sine konkurrenter fra KVIK, også taget en tørn i inriggeren om formiddagen, hvor det blev til bronze. På styrmandssædet Martin Schjerning - en velvoksen styrmand, men nuvel, han stak kursen med det samme. Den helt store spænding om udfaldet udeblev helt. DSR vandt sikkert i: 30 minutter og 34 sekunder, mens KVIK brugte: 31 minutter og 27 sekunder.

I den åbne klasse var fire herrer tilmeldt: Jens Wael Møller fra Kolding Roklub, Carl Johan Runge Andersen, Horsens Roklub, Mark Van Herk, Roforeningen KVIK, og Martin Schjerning, DSR.
Ikke mange deltagere her, men måske bør det overvejes at se på, om man skal indføre handicaptider i denne disciplin, da de fire herrer egentlig hører under vidt forskellige kategorier. Man kunne prøve det af, som ved langdistance eller kortbaneroning.
Martin Schjerning er en høj og solid roer. Jens Wael Møller og Mark Van Herk kunne godt høre under letvægtskategorien, og Carl Johan Runge Andersen. Horsens, er mastersroer.
Det kunne være interessant at afprøve, og det kan måske også betyde, at flere herrer melder sig til, hvis man inddeler finalerne i kategorier, også med det in mente, at der desværre ikke er så mange tilmeldte både i forvejen. Ingen tvivl om, at man godt kunne forestille sig en Kaare Mattesen eller svenskeren Peter Berg give Martin Schjerning en udfordring her, i modsætning til, hvad vi så på Aarhus Bugten denne lørdag.
Schjerning var 17 minutter og 11 sekunder om turen. Van Herk kom ind på 2. pladsen i: 17:43. Så blev det: Carl Johan Runge Andersen fra Horsens, og Jens Wael Møller fra Kolding sluttede feltet.
W1X Kate Petersen, fra Danske Studenters Roklub, der var ene anmeldt i damernes klasse fik mulighed for at møde til start i mændenes klasse, og hun fik noteret tiden: 17:38, da hun susede i mål. |
Det er altid en fornøjelse at komme til Langdistanceregatta i Egå. Der er styr på det, og hele set uppet sidder lige i skabet. Det kan man takke Annie Kaalby og hendes team for. Fra tidlig morgen til hen under aften, var serviceniveauet i særklasse. Og det hele vejen rundt, lige fra banedommere, køkkenteam, og det mandlige hjælpehold, der hjalp flot til, når deltagerne skulle læsse de mange både på trailerne. Alene det, at arrangørerne havde sørget for godt vejr, og i det mindste sikrede formiddagens deltagere perfekte forhold, tæller ikke så lidt. Og arrangørerne havde da i det mindste “prøvet” at bevare de gode vejrbetingelser til om eftermiddagen, og sikret, at coastalfolket fik de betingelser, der skal til indenfor denne kategori af roningen - til gengæld kneb det lidt med at få Vor Herre med på at tilgodese Langdistanceroerne, der skulle ud på 25 kilometer samtidig, men her kan roinfos medarbejder mane til ro. Sådan plejer det at være. Lige her var der ikke ændret på det helt store.
Det er altid interessant at se, hvad arrangørerne disker op med, når der er regattaer. Og lige her, suser regattateamet i Egå helt til tops. Der var muligheder for at få stillet sulten i form af mange forskellige lækkerier, som et dygtigt køkkenteam fra tidlig lørdag morgen, fik kreeret.
Topkarakter til salaterne.
Portionen var stor, prisen yderst rimelig, og smagen helt suveræn.
Man kunne desuden købe andre salater, kage, kaffe, kolde drikkevarer og skåle med friskskåret frugt.
Eneste anke er, at der nu skal gå hele to år, før vi vender tilbage til regatta-lækkerierne i Egå.
Fødselsdagsfejring
Det er sikkert, som amen i kirken, at Langdistancekaproning og DSR udgør en helhed. Man kan lidt nonchalant nævne det:
- Uden DSR ingen Langdistancekaproningsturnering!
Det er altid en dedikeret gruppe, der tager af sted og stiller op i mange finaler ved LD-regattaerne.
Denne gang havde formanden for Danske Studenters Roklub besluttet sig for at lægge vejen forbi Egå for at se roerne i aktion. Kasper Haagensen kunne denne lørdag fejre sin 45-års fødselsdag, og hjemmefra havde langdistancekaproerne besluttet sig for at diske op med en flot kage i dagens anledning.
Tudehornene blev også flittigt brugt, og det var da også tiltrængt, set i forhold til, at der virkelig skulle heppes på DSRs herrehold i finalen.
Roinfo erfarer, at Niels Iversen overvejer en ny disciplin på det våde element.
Dansk ronings kendte leder, Niels Iversen, Aarhus Roklub, er altid på plads, når det hedder Langdistancekaproning eller coastalfinaler, som han er en flittig deltager i.
Men en oplevelse lørdag morgen, inden finalerne, gav pludselig en idé til at afprøve en helt ny disciplin - og det også i en sportsgren på vandet: Sejlads i en 49´er…
Billedserien fortæller hvorfor…
Nu hedder det pause fra danske langdistancekaproninger og coastalregattaer. Næste gang de samme roere mødes til regatta, er den 11. August i Humlebæk.
Roklubben i det Nordsjællandske er altid garant for gode regattaoplevelser. Glæd jer!
Roinfo siger tak til Egå Roklub for et flot arrangement - og på gensyn i Humlebæk.
Men vi kan ikke love, at redaktionen osse går på sommerferie. Dertil er der så mange spændende aktiviteter i gang, at tastaturerne fortsat vil gløde.
God sommer derude