Af Leif Thygesen
I et interview til roinfo siger formanden for Dansk Forening for Rosport (DFfR), Kasper Haagensen: ”Vi skal være bedre til at fremhæve det sociale. Vi drøfter det rigtigt meget, men jeg savner et par ting. Det ene er, at vi bliver langt bedre til at sælge det sociale i roningen – naturoplevelserne – fantastiske billeder fra skønne langture. Der bør være en føljeton, som lægges op hver anden dag, så folk får lyst til at gå til roning for at få de fine oplevelser, der fremvises på medierne. Det er vi simpelthen ikke gode nok til, og det skal der arbejdes på.”
Tillad Signaturen en bemærkning i den anledning: ”Jamen, det er jo, hvad Motionsturneringen har gjort i sytten år siden 2009.” Få syn for sagen ved at gense vinderbillederne fra Motionsturneringen 2018–2025 her.
Nu mener Kasper Haagensen nok, at det er andre medier end roinfo, der skal være mål for omtalen af det sociale, naturoplevelserne og de smukke billeder. Men det er vel altid en start at få omtale på roinfo? Et af Motionsturneringens fornemmeste mål er – udover øget aktivitet – at vise begejstring for verdens bedste idræt: roning. I sommerhalvåret er der måned efter måned smukke billeder og omtale af gode rooplevelser i reportagerne fra Motionsturneringen. Og roinfo når bredere ud end bare til nuværende roere, men vi har naturligvis ikke opmærksomhed, kræfter og ressourcer som tv-stationer og landsdækkende dagblade. Det sker dog, at vi oplever, at historier fra Motionsturneringen får sneget sig ind i lokale medier, og det er da altid en start – måske i virkeligheden den bedste start. Muligvis er omtale i lokale medier bedre end omtale i landsdækkende medier, når det drejer sig om at erhverve nye medlemmer?
Reportagen til roinfo kan også bruges andre steder
Ved at deltage i Motionsturneringen ”tvinges” roklubben til en gang om måneden at gøre sin roning op og måske knytte et par ord og billeder til aktiviteten. Måske kunne den rapport, der sendes til roinfo, med bare en lille smule omskrivning bruges som pressemeddelelse til de lokale medier. En konstant og trofast indrapportering til Motionsturneringen kunne være første store skridt mod at få gjort mere opmærksom på det enestående sociale og sportslige tilbud, der er i en roklub. Motionsturneringens lille konkurrenceelement kan bruges som indgangsvinkel – og det uanset hvor man befinder sig i tabellen. En femteplads i Supermotionsligaen er selvfølgelig en placering, der kan skaffe spalteplads i de lokale blade, men lur mig, om ikke en førsteplads i 3. division vil give samme resultat.
Cirka 40 klubber deltager trofast i Motionsturneringen, og nogle klubber får mere ud af deres deltagelse end andre. Det handler mest om, hvor meget energi man selv lægger i det. Men roinfo tør godt fremføre den påstand, at uanset hvor meget eller lidt man går op i Motionsturneringen, så er det et aktiv for klubben.
Der er i skrivende stund lidt over en måned til første indberetning. Hvis I ikke kender Motionsturneringen, så brug lidt tid på at læse om den her.
Find en rapportør
Prøv også at finde en rapportør, der vil påtage sig arbejdet med at indberette en gang om måneden. Det er ikke det helt store arbejde, og man behøver ikke at udarbejde kæmpe rapporter om roningen, men måske er jeres tur eller arrangement lige netop det, der kan inspirere andre til at lave noget lignende og dermed få øget roaktiviteten i al almindelighed. Og så er der da også en vis tilfredsstillelse i at læse om sig selv!
Redaktionelle ændringer for at styrke PR-værdien
I juli 2025 lavede roinfo en redaktionel ændring af måden, reportagerne fra Motionsturneringen blev skrevet på. Hvor vi før har nævnt placering og op- og nedture samt omtale af aktiviteter i samme moment, har vi siden adskilt placering mv. og omtale af aktiviteter. Det gør det nemmere at finde omtalen af roaktiviteterne i den enkelte klub, da hver klub, der indsender en rapport, får et eget område med klubbens navn som rubrik. Dermed skulle det – alt andet lige – give mere direkte reklame for den enkelte klub og roningen som sådan.
Det betyder også, at selvom I har været med i Motionsturneringen og er droppet ud, vil det være en god idé at overveje et comeback. Måske får I denne gang mere ud af jeres deltagelse?
Kilometeroptælling
Et ofte benyttet kilometeroptællingssystem kan være lidt bøvlet at arbejde med, når der skal indberettes, men man kan finde en vejledning til opgørelsen her.
Er der spørgsmål, står Signaturen naturligvis til rådighed – skriv en mail ([email protected]) eller ring (tlf. 21 48 27 60), hvis I har spørgsmål. Men ellers er håbet, at roinfo har fået forklaret, hvad der ligger bag Motionsturneringens motto: Motion – motivation – markedsføring.
Kampagne for at få flere til at deltage
Og så vil roinfo i øvrigt – skamløst på egen side og på Facebook – de næste måneder lave reklame for verdens bedste romotionsturnering (vogt jer for efterligninger – jo, der findes en enkelt efterligning, hvor konceptet er tyvstjålet fra roinfo). Motionsturneringen har ved hjælp af egen kreativitet og AI fået lavet et logo, og ud fra samme opskrift kører vi i de næste måneder en kampagne for at få flere deltagere i Motionsturneringen. Logoet er, som det fremgår, stærkt inspireret af Jørgen Zangenbergs billede fra 2020.
RSS-feed