Roinfo.dk
  • Forside
  • Diverse nyheder
  • Kaproning
  • Coastal
  • Motionsturneringen
    • Stillingen
    • Information
    • Arkiv
    • Foto
  • LDK
  • Ergo
  • Kalender
    • Roarrangementer 2025
  • Facts
    • Danske Roklubber
    • Både
    • Om os

Motionsturneringen - september 2024

9/10/2024

0 Comments

 
Billede
Hellerup Roklub på vej Amager rundt. Foto Marianne Rasmussen
En billedskøn runde
 
Af Leif Thygesen
I sjette runde af Motionsturneringen 2024 har roinfo fået tilsendt ikke mindre end 61 fotos – det ene flottere end det andet. Vejret i september 2024 har været omskifteligt og har sammen med den øvrige natur givet særdeles smukke kulisser for billeder af robåde og roere. Danmarks driftige motionsroere har haft øje for skønheden, har knipset flittigt og har sendt flere af disse billeder til roinfo. Tak for det. Med 61 fotos tør roinfo allerede nu godt love, at der kommer en ”anden halvleg” af Motionsturneringen september 2024, hvor flere af de billeder, der ikke kom med i den første reportage, vil blive offentliggjort. Desuden bliver samtlige fotos jo offentliggjort i Motionsturneringens galleri. Glæd dig allerede nu.
På det sportslige plan er de to dameroklubber Hellerup Dameroklub og Roklubben Gefion ude i en drabelig duel om førstepladsen. Mindre end seks kilometer i gennemsnit skiller de to duellanter i kampen om førstepladsen i Danmarks bedste turnering for motionsroere. Der er lagt op til en gyserafslutning, når den endelige vinder af Motionsturneringen 2024 skal findes om en måned.
Det samlede resultat lyder på 4.380 roere fra 41 klubber har tilsammen roet 1.416.476 kilometer, hvilket giver et gennemsnit på 323,396 kilometer pr. roer. Gennemsnittet er små fem procent lavere end i 2024, men der er til gengæld cirka seks procent flere deltagende roere i september 24 end september 23, og således kan man altid finde noget at glæde sig over, når man er en del af verdens bedste idræt – roning.
Billede
Supermotionsligaen
Hellerup Dameroklub bevarer deres førsteplads, men de følges særdeles pænt til dørs af Roklubben Gefion.
Fra Hellerup Dameroklub rapporterer Lotte Jack Wenzel:
”Hellerup Dameroklubs roere hev godt med medaljer med hjem fra årets Sved-På-Panden-konkurrence - særligt i coastal-konkurrencen. Sved-På-Panden-konkurrencen afvikles over otte runder fra henholdsvis Bryggens Roklub og Hellerup Dameroklub 
- og der kåres samlede vindere af de forskellige konkurrencer efter alle otte runder. Hellerup Dameroklub båd "Yes we can!" vandt sølv i rising star-klassen og en flot sjetteplads i inrigger-konkurrencen. Båden "Madammerne" vandt sølv, mens båden ”Tøserne” vandt guld i coastal-konkurrencen. Båden "Hellefisken" vandt guld i kanin-coastal-konkurrencen.
Den traditionsrige Trekantsmatch mellem de tre dameroklubber Gefion, Lyngby Dameroklub og HDR blev i år afviklet fra Hellerup. Der var blevet lagt en kæmpe indsats i at pudse gamle planer af og lave en fuldstændig opdateret drejebog samt lægge en helt ny bane. Så alt klappede og solen skinnede, da dagens fire løb blev afviklet. "Tak for kampen" skal det lyde til de 60 deltagende damer”.
Billede
Hellerup Dameroklub. Sved-på-panden-guldvindere
Billede
Trekantsmatch i Hellerup Dameroklub
Roklubben Gefions rapportør Joan Tilsted skriver blandt andet: ”September måned har budt på rigtig mange dejlige dage med mulighed for roning både tidligt og sent. Vi har ikke måtte aflyse mange ture på grund af dårligt vejr eller for meget vind. Det blev måneden, hvor vi kunne døbe tolv frigivne kaniner. Altid festligt og hyggeligt når vi endelig klipper navlestrengen og de får lov at smide kaninørerne.
Septembers langtur var en weekendtur til Sletten, hvor vi havde lånt naboklubben Hellerup Dameroklubs dejlige sommerhus. Turen var især for årets kaniner, der fik mulighed for at prøve kræfter med to dages roning og overnatning. Tolv roere havde en fantastisk tur i det flotteste sensommervejr og fik i alt 62 kilometer på kontoen. Den 18. september var atten roere på måneskinstur på Øresund. Sjældent har månen været så stor og klar, og det blev til den flotteste måneskinstur i længere tid”.
Billede
Roklubben Gefion på måneskinstur
Billede
Roklubben Gefion under regnbuen
​På tredjepladsen finder vi Roklubben Furesø – det er i forhold til sidste runde to pladser frem og dermed indtager søroerne en podieplads i denne runde.
Aarhus Roklub er rundens raket med en fremgang på ti pladser. Den store fremgang resulterer i en fjerdeplads i den bedste række.
Skanderborg Roklub har roet sig til tre pladsers fremgang og slutter som nummer fem, mens Nyborg Roklub bevarer sin sjetteplads. Brian R. Sørensen, Nyborg, konstaterer: ”Vi har haft en god september i Nyborg. Så vi mangler få kilometer, så har vi tangeret sidste sæsons kilometerantal”.
I Middelfart har de fortsat god gang i årerne, men må dog konstatere tre pladsers tilbagegang til syvendepladsen. Klaus Scheffel skriver: ”Så er det ved at være slut efter en sæson med meget skiftende vejr, men også med megen aktivitet”.
Aalborg Dame Roklub er rykket en enkelt plads tilbage og slutter dermed som nummer otte, mens det er status quo for Egå rosport på niendepladsen. Annie Kaalby har noteret: ”I det fantastiske september-vejr har vi blandt andet været 22 roere på weekendtur på Mariager fjord. Turen var arrangeret af klubbens nye langtursstyrmænd. Morgentågen drillede en del, men gav også deltagerne en masse god læring. Plus nogle fantastiske billeder.”
Billede
Egå på langtur på Mariager Fjord. Morgentåge. Foto Annie Kaalby
​Randers Roklub fuldender Supermotionsligaen på tiendepladsen og dermed er kronjyderne efter to pladsers fremgang tilbage i den bedste række. Vibeke Christensen beretter fra Randers: ”Vi har været endestation for Tour de Gudenå med cirka 260 deltagere, der skulle have et bad og lidt at spise oven på alle strabadserne.
To både tog en tur i Horsens fjord på en dejlig dag med frokost på Hjarnø - Ellers har aktiviteten været den daglige rotur hjemme”.
Billede
​1.division
Hellerup Roklub er stadig førerhold i 1. division. Geert Cederkvist fortæller om den store aktivitet hos hellerupianerne: ”I slutningen af august var seks damer på rotur på Gudenåen og søerne syd for Silkeborg med udgangspunkt fra Ry, hvor de havde lånt både i Ry Roklub. Den første dag i september bød på meget svag vind og behagelig temperatur. Tre herrer drog til Saltholm i en toåres, mens ni andre roere i tre toåres roede rundt om Amager - en tur på 61 kilometer. 
Samtidig havde nitten medlemmer lånt både i Roklubben Furesø til den årlige eftermiddagstur Furesø Rundt med kage/snack-pause i Holte Roklub. Vi fik nu ikke brug for meget af vores egne medbragte snack, da de i roklubben havde haft kanindåb dagen før og derfor havde en del tiramisu til overs fra desserten, og den blev gavmildt delt ud til os. Tak for det.
Lørdagen efter havde vi lånt både i Roskilde Roklub til tur på Roskilde Fjord. Vi roede op til Eskilsø, hvor vi beså klosterruinen og spiste frokost. Herefter gik turen tilbage til Roskilde med en kaffe/kagepause i Veddelev Havn.
Mens den første snes dage i september bød på fint varmt vejr, kom der til sidst et omslag til mere køligt og ustabilt vejr. Her nød jeg sammen med roere fra Skovshoved Roklub, Aalborg Dameroklub og Hellerup Dameroklub en uge med dejligt varmt vejr og fantastisk roning i den sydvestlige del af Sardinien. Turen blev ledet af den tidligere italienske verdensmester og OL-sølvvinder, Ricardo Dei Rossi, fra italienske Travel Row”. 
Billede
Hellerup Roklub. Klar til pause ved Holte Roklub. Foto Niels Andersen
Billede
Hellerup Roklub. På Furesøkanalen på vej til Vejlesø. Foto Niels Andersen
Billede
Roere fra Skovshoved, Hellerup, Hellerup Dame og Aalborg Dameroklub ved Sant´Antioco, ø på sydvestsiden af Sardinien. Foto Lea Eggs
​Lyngby Dameroklub vender – efter en kort pause - tilbage til Motionsturneringen som nummer to i 1. division. Kolding Roklub rykker tre pladser tilbage til tredjepladsen. Uffe Lau skriver til roinfo: ”Så er sommeren forbi, og det er ganske tydeligt at mærke. September har været en dejlig måned med mange gode rodage og stille vand ind imellem”.
Nummer fire, Marstal Roklub, er rykket en enkelt plads tilbage, mens Svendborg Roklub fortsat er nummer fem. Ninna Larsen fra Svendborg fortæller: ”Selvom rosæsonen 2024 ikke har været den mest optimale, har der her i sensommeren været dage med super rovejr. Mens vi var på tur omkring Tåsinge den 4. oktober arrangerede andre hvervningskampagne med ergometre i en pavillon ved den lokale Føtex. Klubben har allerede en del medlemmer, som kun ror ergometer, så der bliver nok trængsel i ergometerrummet i vinterperioden. Forhåbentlig kan nogle af de maskintrænende lokkes på vandet, når solen igen kommer højt på himlen”.
Billede
Marstal Roklub. Fra en tur under Svendborgsundbroen
Billede
Svendborg Roklub. Søren og Hanne på vej omkring Avernakø
Billede
Svendborg Roklub på tur Tåsinge rundt. Foto Hanne Fransson
​Skovshoved Roklub er rykket en enkelt plads frem til sjettepladsen, mens Strib Ro- og Kajakklub - på syvendepladsen - har været så flittige, at de er rykket fem pladser frem. Birthe Papsø glæder sig over aktiviteten: ”September har været præget af godt rovejr og en række dejlige madpakketure i både Ronet Fyn og Ronet Syd”.
Rudkøbing Roklub forsvarer sin ottendeplads med succes, mens nummer ni, Gråsten Ro- og Kajakklub, er rykket tre pladser tilbage. Mona C. Larsen beretter fra Gråsten: ”Trods nogle aflyste rodage, har vi i september for eksempel haft "Ro & Strik" - spis & drik - denne gang i Sønderborg Roklub, hvor seks strikke-damer roede en tur op ad Alssund og rundt i havnen, inden ost, boller, vin og strikketøjet blev fundet frem. Der har været madpakketur i Kollund/Flensborg og en weekendrotur fra Ry til Randers - med hele fire slags æblekager plus to andre kager, tarteletter, culottesteg, hjemmelavet bearnaisesovs mm. - i super sensommervejr. Sådan en tur bekræfter, hvorfor man er (langturs-)roer”!
Roforeningen KVIK rykker en plads frem til tiendepladsen i 1. division - dermed kan kvikkerne skrive ”Oprykker” på visitkortet.
Billede
Strib Ro- og Kajakklub. Madpakketur i Ronet Fyn. Frokoststop ved Horne Sommerland. Foto Birthe Papsø
Billede
Rudkøbing Roklub på tur til Tolo
Billede
Gråsten Ro- og Kajakklub. Lille Peter Edderkop havde haft travlt i nattens løb – Tange. Foto Mona C Larsen
Billede
Gråsten Ro- og Kajakklub - Ro & Strik - spis & drik - på Alssund
Billede
​1.division
Nakskov Roklub rykker to pladser tilbage, men slutter ikke desto mindre på en førsteplads - nemlig førstepladsen i 2. division.
Nummer to, Hvidovre Roklub, er rykket to pladser frem, mens nummer tre, Roklubben Viking, er rykket tre pladser tilbage.
Roklubben Øresund begrænser tilbagegangen til en plads. Både nummer fem og seks, Københavns Roklub og Humlebæk Roklub, er rykket to pladser frem. Christian Probst, Humlebæk, siger: 
”September har budt på deltagelse i Masters (måske mere kaproning end motion – men vi er stolte af, at femten medlemmer fra Humlebæk også ville afprøve dén del af rosporten). Så har vi haft roere til Tolo, en ret fast tradition. Ellers mærker vi, at det er blevet mørkere om morgenen, hvor mange ror, så det er med lygter på bådene, og iført redningsveste, når vi ror før solen er stået op”.
Holbæk Roklub, på syvendepladsen, er rykket en plads tilbage, mens nummer otte, Fredericia, må notere tre pladsers tilbagegang. Steen Houborg, Fredericia, forklarer tilbagegangen: ”Der ikke så meget at skrive hjem om, der har været lidt dødt i september måned, vi har bøvl med at få bådene i vandet, der skal lægges ny beton på bådslisken, så der er parkeret biler og diverse udstyr til opgaven. Det hele flyder lidt og spærrer adgangen, alle både skal bæres ud fra bådhallen, og det er ikke alle der har lyst til det”.
Nummer ni og ti, Nivå Roklub og Korsør Ro- og Kajakklub, er begge rykket frem. Nivå en plads og Korsør to pladser.
Billede
Nivå Roklub på tur ved Præstø. Søkortet studeres. Foto Lone Steensig
Billede
1.division
Bryggens Roklub er rykket to pladser tilbage, men kan dog glæde sig over førstepladsen i 3. division. Nummer to, Roskilde Roklub, er rykket en plads tilbage, mens Sønderborg fortsat er nummer tre. Næstved Roklub gør comeback som nummer fire, mens Aalborg på femtepladsen er rykket en plads tilbage. Jens Brandt fra Aalborg er ikke uden humor i sin kommentar: ”Jeg kan med sikkerhed sige, at denne sæson ikke går over i historien med flest roede kilometer. 
Vi er heldigvis begyndt at få flere dage med virkelig godt rovand, så måske kommer der en slutspurt i oktober”.
Fra Nordjylland til Sønderjylland: Augustenborg Roklub er fortsat nummer seks. Charlotte Jervelund glæder sig over aktiviteten i Augustenborg: ”September har været en fin måned for Augustenborg Roklub. Der har været deltagelse i en naboklubtur ud fra Nordborg Roklub sammen med Sønderborg Roklub. Desuden en tur Ry-Randers sammen med Gråsten Roklub”.
Billede
Aalborg Roklub. Tur op i Ryå til Aabybro Mejeri, der laver Ryå Is. Foto Niels Østergaard
Billede
Aalborg Roklub. Tur op i Ryå til Aabybro Mejeri, der laver Ryå Is. 44 km. Steen Christiansen, Peter Jessen, Allan Pedersen, Jan Dahlslund og (Niels Østergård fotografen)
Billede
Tolo. Foto Johannes Bitch Pedersen
Billede
Augustenborg Roklub. Naboklubtur fra Nordborg Roklub
​Nummer syv, Roklubben Stevns, er rykket to pladser frem, mens Bogense Ro- og Kajakklub fortsat er nummer otte. Nummer ni og ti, Roklubben Ægir og Tolo Roklub, er begge rykket tilbage. Ægir fire pladser og Tolo tre pladser. Fra Tolo beretter Søren Uldall: ”Denne rapport skrives i Tolo. Næsten fjorten dages ophold i varmen med temperaturer - hver dag - lige i underkanten af 30°. Virkelig behageligt, når vandtemperaturen er 25°. Mange brankede og solbrændte overkroppe og lårbasser. Alt for meget tøj med lange ærmer og lange bukser er medbragt forgæves. Min turs mest dramatiske højdepunkt var, da en emsig græsk tolder syntes jeg havde for få kontanter med og at for- og agterluger til en toåres inrigger er noget underligt noget. Et godt ophold hos "mit barn" nærmer sig sin afslutning. Turen går hjemover 9. oktober”.
Billede
Tolo. Foto Johannes Bitch Pedersen
Billede
​1.division
For første gang i år er der en 4. division, men det er til gengæld den mindst mulige: 
Der er kun en klub i 4. division. Selvom Greve Roklub er rykket en plads tilbage, er de i en klasse for sig selv.
Billede
Topscorerlisten
Ny topscorer er en gammel kending – nemlig Randers Roklubs energiske rapportør Vibeke Christensen. Her sidst på sæsonen er det småt med de store forskydninger, dog bemærker man nummer to, Anette Askerøi, Roklubben Gefion, der er rykket seks pladser frem. Der er kamp til stregen, når det gælder tredjepladsen. Kun en kilometer skiller Geert Cederkvist, Hellerup Roklub, og Anne Haase, Marstal Roklub.
 
Sidste runde
Så er der lagt op til slutspurten. Oktober er sidste måned i Motionsturneringen, og da vi i år ikke har en DFfR- Award Night, der presser Motionsturneringen tidsmæssigt, kan der roes kilometer hjem til Motionsturneringen til og med den 31. oktober. Motionsturneringen er som bekendt en del af Award Night, og da Award Night i år er planlagt til fredag den 29. november, er der god tid til at gøre turneringen op og få inviteret de tre øverst placerede til arrangementet.
[email protected]
 
Motionsturneringen stillingen 30. september 2024 her
Motionsturneringen topscorerlisten 30. september 2024 her
0 Comments



Leave a Reply.

    Picture

    Motionsturneringen

    Stillingen og reportager fra Motionsturneringen mm.

    Picture
    Motionsturneringen på Facebook. Klik på logoet

    Arkiv

    Juli 2025
    Juni 2025
    Maj 2025
    April 2025
    Marts 2025
    Januar 2025
    December 2024
    November 2024
    Oktober 2024
    September 2024
    August 2024
    Juli 2024
    Juni 2024
    Maj 2024
    April 2024
    Marts 2024
    Januar 2024
    November 2023
    Oktober 2023
    September 2023
    August 2023
    Juli 2023
    Juni 2023
    Maj 2023
    April 2023
    Marts 2023
    Januar 2023
    November 2022
    Oktober 2022
    September 2022
    August 2022
    Juli 2022
    Juni 2022
    Maj 2022
    April 2022
    Marts 2022
    Januar 2022
    November 2021
    Oktober 2021
    September 2021
    August 2021
    Juli 2021
    Juni 2021
    Maj 2021
    April 2021
    Marts 2021
    Januar 2021
    November 2020
    Oktober 2020
    September 2020
    August 2020
    Juli 2020
    Juni 2020
    Maj 2020
    April 2020
    Januar 2020
    December 2019
    November 2019
    Oktober 2019
    September 2019
    August 2019
    Juli 2019
    Juni 2019
    Maj 2019
    April 2019
    Marts 2019
    Januar 2019
    December 2018
    November 2018
    Oktober 2018
    September 2018
    August 2018
    Juli 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    November 2014
    Oktober 2014
    September 2014
    August 2014
    Juli 2014
    Juni 2014
    Maj 2014
    Januar 2014

    Kategorier

    Alle

    RSS-feed

Mette Bacher
T: 61 73 43 08
E: [email protected]
Leif Thygesen
T: 21 48 27 60
E: [email protected]
Copyright© Roinfo.dk