Af Leif Thygesen
Jo, det har regnet i juli 2025, men det har ikke taget modet fra de danske motionsroere - eller også er de taget et sted hen, hvor det har været bedre vejr end i Danmark.
Helt i toppen er konkurrencen skærpet. Hellerup Damroklub ligger fortsat nummer ét, men presses nu for alvor af Roklubben Gefion, der er rykket en plads frem. I tredje runde i juni 2025 var forskellen i gennemsnittet mellem de to dameroklubber 34,110 km, i denne runde er forskellen nede på 5,701 kilometer pr. roer. Mere spændende kan det næppe blive, her hvor vi netop har passeret lidt over halvdelen af 2025-Motionsturneringen.
Bemærkelsesværdigt er også Nyborg Roklubs fremgang i denne runde. Fynboerne rykker fra en andenplads i 1. division til tredjepladsen i Supermotionsligaen.
Fremgang er der også for Hellerup, Kolding og Lyngby Dameroklub. Hellerup og Lyngby Dameroklub rykker begge en plads frem, mens Kolding kan konstatere to pladser frem.
Tilbagegang er der for nummer fire, Roklubben Furesø, nummer seks, Skanderborg Roklub, og nummer ni, Randers Roklub. Furesø og Skanderborg rykker begge to pladser tilbage, mens Randers tilbagegang er på fire pladser.
Joan Tilsted beretter fra Gefion: Juli bærer i den grad præg af ferie. Det har man også kunnet mærke hos os, hvor mange har været begavet med ferie. Men alligevel er der blevet gået til den i den daglige roning – på både morgen-, formiddags- og eftermiddagsture. Heldigvis har vi kun været nødsaget til at aflyse ganske få ture i juli på grund af blæst og dårligt vejr over Øresund. Så alt i alt en rigtig dejlig ro-måned med flere roede kilometer i juli end i juni.
Kun to langture har der været afviklet i klubben i juli måned. Begge langture gik til Dalsland i Sverige, hvor udgangspunktet er en campingplads i Bengtfors-kanocentralen, hvor DFfR har to robåde liggende. Begge hold havde fantastiske ture, med lidt skiftende vejr. Begge hold oplevede de meget smukke omgivelser, ligesom de fik prøvet en del sluser på turen.
Vi håber på mindst lige så godt vejr i august måned, hvor vi også har to langture, der skal afvikles.
Geert Cederkvist er rapportør for Hellerup og skriver: Udover de sædvanlige roaktiviteter langs kysten fra Hellerup, ud til Middelgrundsfortet, Flakfortet og Saltholm eller ind til Københavns Havn, har der været en del, der har været længere væk for at ro andre steder i Danmark eller i udlandet.
To roere har været med på DFfR’s ferietur på Themsen i hver sin uge.
I uge 28 skrev vores deltager fra Henley Rowing Club:
Jeg er på DFfR-tur fra Oxford til London. I dag går turen til Eton College Masters Boathouse, cirka 36 kilometer inkl. ni sluser. Det skulle være muligt at få et glimt af Windsor Castle.
Alt går fint. Turen er vel tilrettelagt, selskabet godt, bådene fine, og vejret med os. Livlig trafik på floden, meget at se på undervejs.
Og fra sidste rodag skrives:
I dag gik turen, i det allertidligste morgengry, fra University of London Boat Club og helt ind til London City. Vi roede under alle de berømte broer og forbi de kendte bygninger, inkl. kraftværket, Battersea Power Station, kendt fra Pink Floyds cover til albummet ”Animals”. Ved Hidden Beach efter London Tower gjorde vi holdt og ventede på, at tidevandet skulle vende, inden vi vendte tilbage til Chiswick. Sidste rodag på Themsen var en helt igennem fantastisk og uforglemmelig rotur.
I hele juli og starten af august har nogle af vores både været kørt til Porsgrunn i Norge, så de kunne bruges af forskellige hold. De har ikke været brugt af så mange hold som håbet, men en del hold har haft nogle fantastiske ture.
Et af holdene med ti roere kørte bådene til Dalen, hvor de startede i regnvejr og sluttede i Porsgrunn i solskin.
De roede i alt omkring 135 km på 4 dage, og på vejen passerede vi otte sluser.
Et andet hold roede ture ud fra Porsgrunn. De roede i skærgården og besøgte blandt andet Brevik og Sandøya, hvor de badede, spiste frokost og fik en lille lur i skyggen. Det blev også til tur til Skien og opad mod Løveid.
To roere fik en stor oplevelse på en tur i dobbeltfirer på Thunersee. I Danmark har vores roere bl.a. været på ture i Aarhusbugten, Silkeborg, Randers og Thorsminde.
Formand for Nyborg Roklub, Brian R. Sørensen, fortæller, at der er roet meget i Nyborg, og der har været flere langture i Nyborg i juli.
| 1. division I 1. division danner stillingen denne gang et lidt pudsigt mønster. Hver anden klub kan fremvise fremgang, og hver anden klub må konstatere tilbagegang. To klubber, nummer to, Odense, og nummer fire, Strib Ro- og Kajakklub, er rykket ned fra Supermotionsligaen. Odense fra en syvendeplads og Strib fra en tiendeplads. Tre andre klubber er ligeledes ramt af tilbagegang. Det drejer sig om nummer seks, Humlebæk, og nummer otte, Skovshoved, |
Fremgang er der til de sidste fem klubber i 1. division. Aalborg Damroklub er rykket otte pladser frem til førstepladsen, nummer tre, Svendborg, og nummer fem, Københavns Roklub, er begge rykket en plads frem, mens Middelfart på syvendepladsen og Fredericia på niendepladsen begge er rykket fire pladser frem.
Også her tager vi rundt til de klubber, der har medsendt en kommentar:
Odense Roklub
Bjarne Smedegaard har sendt denne beretning:
På World Rowing Tour Cypern 2024 møder jeg Carla fra Finland, som er gift med David i Australien.
Hun spørger, om der er nogen, som er interesseret i at ro kirkebåd i Finland 2025. Det er vi flere, som gerne vil. For at fylde båden op med fjorten roere og en cox, supplerer hun med venner i Finland, hvoraf to var cano-padlere, og to havde aldrig været i robåd før. Carla overbeviser alle om, at det nok skal fungere, og det gjorde det. En ortodoks præst velsignede hele arrangementet, inden vi roede afsted.
Fly til Helsinki, 4 timers tog til Joensu og 1 times bus til det ortodokse kloster Valamo Monastery.
Vi roede 3 x 20 kilometer på skønne søer gennem mange sluser og havde det vældigt hyggeligt sammen i en øde jagthytte. Fire mænd og elleve kvinder: En fra England, fire fra Australien, syv fra Finland, én fra Frankrig og to fra Danmark: Lene Poulsen fra Frederiksværk og Bjarne Smedegaard fra Odense.
Kirkebåden har rullesæder.
Birthe Papsø fortæller: Juli måned har været præget af ferietid og meget blæsende vejr med varsler om hårdt vejr.
Juli måned var en fin måned, kun én dag kunne vi ikke komme på vandet, og i gennemsnit var der 15 roere på vandet hver dag. Det er fint for en klub af vores størrelse, skriver Christian Probst.
| 2. division I 2. division kan ti klubber fremvise fremgang, mens Holbæk på andenpladsen må konstatere to pladser tilbage, og nummer ni, Roskilde, forbliver nummer ni. Størst fremgang er der til nummer syv og otte, Nivå og Roklubben Øresund, der begge er rykket tre pladser frem. To pladser frem går til nummer fem, Gråsten Ro- og Kajakklub, nummer seks, Bryggens Roklub, og nummer ti, Nakskov Roklub. |
Nedenstående klubber har skrevet om deres aktivitet eller medsendt billeder:
Roklubben Viking
Der er gået lidt feriemode i den – ikke så megen aktivitet til daglig roning. Kajakafdelingen lavede en ferietur til Müritz i Nordtyskland, men på grund af store mængder regn måtte turen aflyses efter et par dage. Der har atter været "Ro & Strik" – denne gang ud fra Aabenraa Ro- og Kajakklub. Og så var tre medlemmer på DFfR-langtur på Themsen. En spændende rotur, hvor 21 roere fra tretten roklubber roede lidt over 200 kilometer og var gennem 31 sluser. Forbi mange roklubber, så mange forskellige bådtyper – for eksempel skiff, som har faste åregange, og vi desværre for sent opdagede, at vi holdt frokostpause 100 meter fra deres klubhus. Men mødte blandt andet en toer, som var lige så nysgerrig på vores inriggere, som vi var på deres skiff. Gav nye rovenner, udveksling af traditioner (for eksempel snysk, frikadeller og solæg – læs Birgit fra Vejles indlæg på roning.dk) og dejligt at så mange forskellige roere "bare" hopper i inriggeren og får en uges roning til at fungere.
| 3. division I 3. division kan vi byde velkommen tilbage til Næstved Roklub på femtepladsen. Sidst Næstved deltog, var i oktober 2024. Ellers er der fremgang til de tre øverst placerede: Aalborg, Hvidovre og Rudkøbing. Nummer et og tre, Aalborg og Rudkøbing, rykker begge to pladser frem, mens nummer to, Hvidovre, er gået fem pladser frem. Tilbagegang er der for nummer fire, Tolo, nummer seks, Roklubben Ægir, og nummer syv, Herning Roklub. Tolo rykker otte pladser |
For de tre sidste klubber i 3. division, nummer otte, ni og ti – Greve, Sønderborg og Roklubben Stevns – gælder, at de indtager samme plads som i sidste runde.
Aalborg Roklub
Fra Aalborg skriver Jens Brandt: Første statistik er hentet ud af den nystartede Rokort, så vi håber, at det passer – tak til Roinfo og Steen R. Larsen, Nakskov Roklub, for rapportvejledning.
Det blæser stadig på Limfjorden, men ferien har givet bedre muligheder for at ro tidligt. En tur på fjorden kl. 07.00, og man kan have den for sig selv – helt fladt vand. Så kan man ro, til man ikke gider mere, og så ro hjem igen.
Man behøver kun vende én gang, og man har ikke mødt andre end Egholm-færgen, som man passerer på vejen ud. Det kan noget!
Man kan også være heldig, at der er fladt vand senere på dagen, men hvis der så også er sol og varme, kommer alle speedbådene ud, og de sejler i cirkler, så man ikke kan ro en ordentlig tur i outrigger.
Søren Uldall skriver: Om sædvanlig ingen roning i DEN MEGET VARME juli måned i Tolo, så det bliver nok til endnu et styrtdyk af La Novo Nordisk. Derfor gentages tallene fra juni.
Herning Roklub
Herning Roklub har lavet en ny, lille fin video om roning. Se den her (husk at slå lyden til)
Jens Revall Jensen beretter: Selvom juli er ferietid, har vi i Greve Roklub haft god aktivitet, især i forhold til, hvad vi plejer. Vores gennemsnit på 132,081 km/roer rækker nok ikke til den helt store forskel i placeringen, men som nævnt er det en klar forbedring af vores resultat sammenlignet med tidligere år.
Topscorerlisten
Næste runde – ændret indrapportering
Signaturen er tvunget til at ændre deadline for indrapportering af næste runde. Indrapporteringen starter allerede 27. august og slutter 4. september. I har altså fortsat otte dage til at indrapportere. Kilometer roet i tidsrummet 27. august – 31. august vil, hvis de indrapporteres tidligere, tælle med i september-rapporten. Undskyld – men det kan ikke hænge sammen på andre måder denne gang. Rapportørerne vil naturligvis modtage direkte besked.
Motionsturneringen stillingen 31. juli 2025 her
Motionsturneringen Topscorerlisten 31. juli 2025 her
RSS-feed