Dagens glade budskab kommer fra Rodommerne, hvor Flemming Gaur har sendt en dejlig nyhed til roinfo.
I forbindelse med den store regatta i Holstebro, har der været eksamen fredag aften, hvor dommeraspirant, Jens Rosenørn, blev eksamineret af de to internationale rodommere: Karen Leth Jensen, DSR og Jan Nissen, Lyngby Roklub.
Dommerne har i de senere år været i skudlinjen, når ganske få aktive har haft det svært med retningslinerne, som alle skal overholde på land og på vand ved regattaerne.
De er dybt seriøse omkring deres arbejde, og bruger dage på at være tilstede, og det er ikke rimeligt, at ganske få aktive går i baglås og får nedsmeltninger, som går ud over rodommerne hvis der er noget, der går de aktive imod - lad os håbe, at sådanne episoder fader helt ud, så alle - ikke mindst dommerne - også får noget godt ud af at passe deres arbejde ved regattaerne.
Nu er der føjet endnu en dygtig dommer til Danmarks stab af rodommere.
Rundt om Jens Rosenørn - med et fint JVM-resultat bag sig
Den nye rodommer - er "gammel i gårde"...
Således har han selv prøvet, hvad det vil sige at være aktiv kaproer - ganske vist for år tilbage. Men vi taler både internationalt - og nationalt, hvor det er gået rigtigt godt.
Jens var medlem af Lyngby Roklub, og har en fornem JVM-sølvmedalje med sig i 2X med Jesper Engelbrecht. Som et lille kuriosum skal det med, at det i disse dage er nøjagtig 40 år siden, Rosenørn & Engelbrecht slog til og vandt sølv ved JVM i Brandenburg nær Berlin, det skete omkring den 11. august i 1985..
Jens Rosenørn runder sin landsholdskarriere af ved NM i 1991, efter i 1989 at have opnået en 4. plads i M4X- ved Match de Seniors på Bosbaan i Amsterdam.
Det er tillige blevet til i alt 6 DIF-mesterskaber: 2 i M4+ (det var tidligere et DIF-mesterskab, 3 DIF-mesterskaber i M8+ og et i M4X- - fra 9185-1991.
For et par år siden dukkede Jens pludselig op ved en coastalregatta i Middelfart, (han boede i nærheden) og siden blev Rosenørn en flittig dommeraspirant - som kronedes med en bestået eksamen fredag den 8. august, 2025.
RSS-feed