Thomas Ebert, World Rowings Udstyrs- og Teknologikommission: Der er (for) meget fokus på ting, der alligevel ikke giver fart i båden. Foto Leif Thygesen
Af Leif Thygesen
World Rowing er organiseret med i alt tretten kommissioner. I tre af dem er der dansk repræsentation. Thomas Ebert er medlem af Udstyrs- og Teknologikommissionen (Equipment and Technology Commission).
Thomas Ebert er kendt i roverdenen for blandt andet to OL-guldmedaljer og syv verdensmesterskaber. Civilt har Thomas Ebert taget en uddannelse som skibsingeniør på DTU i Lyngby. I dag arbejder Thomas Ebert som en del af et større team på cirka 50 mand, der skal opføre en fabrik for Novo Nordisk. I 2022 blev Thomas Ebert medlem af World Rowings Udstyrs- og Teknologikommission, som i alt har syv medlemmer og består, udover Thomas, af roere fra Schweiz, Storbritannien, Australien, Holland, Italien og USA.
World Rowing er organiseret med i alt tretten kommissioner. I tre af dem er der dansk repræsentation. Thomas Ebert er medlem af Udstyrs- og Teknologikommissionen (Equipment and Technology Commission).
Thomas Ebert er kendt i roverdenen for blandt andet to OL-guldmedaljer og syv verdensmesterskaber. Civilt har Thomas Ebert taget en uddannelse som skibsingeniør på DTU i Lyngby. I dag arbejder Thomas Ebert som en del af et større team på cirka 50 mand, der skal opføre en fabrik for Novo Nordisk. I 2022 blev Thomas Ebert medlem af World Rowings Udstyrs- og Teknologikommission, som i alt har syv medlemmer og består, udover Thomas, af roere fra Schweiz, Storbritannien, Australien, Holland, Italien og USA.
"I kommissionen er vi ved at have den opfattelse, at materialerace er ved at tage overhånd". Foto Leif Thygesen
"I Equipment and Technology Commission har vi teamsmøder cirka hver sjette uge. På møderne diskuterer vi, hvad der er kommet ind til os af mails, spørgsmål fra trænere og fra fabrikanter – om man må det ene eller det andet. Det kan også være spørgsmål om at tolke reglerne. Vi får også henvendelser fra roere, der har set noget hos en konkurrent – om man må det. Som eksempel kan nævnes en sag, som vi senest har drøftet. Det handler om elektronik, der jo har gjort sit store indtog i sportens verden. Skal der lempes på begrænsninger på brug af elektronik, for eksempel kommunikation mellem træner og båd under et løb?
Vi har lavet anbefalingen til World Rowing, at der kun er tale om en envejskommunikation. Der må ikke være kommunikation fra træner til båd, men vi finder at der må gerne være kommunikation fra båd til træner - også under løb. Man kan transmittere puls, bådfart og andre relevante faktorer. Det giver træneren mulighed for at følge sine roere tæt og se på kadence, tryk, watt og andet. Det synes vi i Technology Commission er okay, men direkte coaching under løbet kan vi ikke anbefale."
Materialer til bådene
Et andet område, vi diskuterer, er materialevalg. I dag bygger vi både i kulfiber, men det er i virkeligheden ikke særligt bæredygtigt. At bygge en båd i kulfiber giver et forholdsvist stort CO2-udslip. Vi fik en henvendelse fra World Rowings Miljøkommission, som spurgte os om, hvor meget vores både egentlig "sviner" med forbrug af carbon, glasfiber, polyester og øvrige materialer. Vi fandt ud af, at der faktisk er et rigtig stort CO2-aftryk på brugen af carbon.
Vi har dermed taget hul på diskussionen om mere bæredygtig bygning af robåde. Hver tredje måned har vi møde med fabrikanterne for at høre mere om, hvad de har gang i af udvikling. Bagefter diskuterer vi det internt i gruppen. Det kan også være spørgsmål fra fabrikanterne om ændringer af konstruktionen er tilladt, eller om vi kan opdatere reglerne, så der kan bygges både på en ny måde.
Lige nu er vores spørgsmål til fabrikanterne: Vil I kunne bygge nogle gode både uden kulfiber? Dette selvfølgelig med henblik på at nedbringe CO2-aftrykket. Der er jo et stort "gennemtræk" af både. De absolutte elitemandskaber får jo en ny båd en gang om året, så er der jo selvfølgelig andre, der får glæde af de brugte både, men det koster jo på CO2-planet.
Man kunne måske også acceptere, at bådene bliver lidt blødere og ikke udskifte båden hvert år for på den måde at få et rimeligt CO2-aftryk. På den måde forsøger vi at få rosporten til at yde sit bidrag til den grønne omstilling. Der er ikke besluttet noget endnu, men der arbejdes på sagen."
Er der tendenser inden for udviklingen af både og årer?
"Det er som om, at bådenes udvikling er gået lidt i stå. Nu handler det mere om at lave noget, der ser lækkert ud. Fabrikanterne bruger meget tid på at lave noget, der ser godt ud, måske på bekostning af det funktionelle. Et af de første spørgsmål burde være: Beskytter designet mod bølger, eller mod at der kommer vand i båden? Men det handler lige så meget om, at tingene skal se lækre og aerodynamiske ud. Filippi er lige kommet med sådanne små ting, som man kan sætte på svirvlen, og som skulle gøre dem mere aerodynamiske. Jeg kan godt forstå, at når man taber med tre tiendedele sekund, så har man fokus på detaljerne."
Men når man er i en B-finale, så giver det jo ingen mening. Vi oplever tit roere, der kommer over og spørger: Må vi bruge den her voks? De derovre har vokset deres årer – må de det? Der er rigtig meget fokus på mange ting, der alligevel ikke giver fart. Så er det, jeg tænker: I skulle måske hellere have trænet et par ture mere.
Fabrikanterne er også en del af den udvikling. De skal jo have solgt nogle både. Markedet er presset. Vi bliver færre og færre roere. Fabrikanterne slås, og det kommer til at handle om at lave en båd, der ser lækker ud i stedet for at have mere fokus på, at båden er praktisk og god at ro i.
Er der designmæssige forbedringer, der kan give båden mere fart på vej?
”Jeg vil sige det på den måde, at med årerne er der sket rigtig meget. Vi er nået dertil, hvor vi snart siger: Nu må årerne ikke blive kortere. Årebladene bliver lavet større og større. Vi er i gang med at tale om, at der skal være en begrænsning af svirvelafstanden. Efterhånden som årebladet bliver større og større og står bedre fast, kan man sætte svirvelafstanden ind, lave om på gearingen og lave kortere årer. I kommissionen er vi ved at have den opfattelse, at dette materialerace er ved at tage overhånd. Det er jo atleten, der skal vinde et løb og ikke materialet. Mandskabet skal kunne tilpasse sig båden og ikke omvendt. Som en god roer bør man kunne tilpasse sig. Vi har den holdning i kommissionen, at materialet ikke skal tage magten – det er roeren, der skal gøre forskellen.
Ved nogle coastalregattaer er det arrangøren, der stiller både til rådighed. Igen handler det om at gøre rosporten grøn. Roerne kan bare komme, og så er bådene der. Problemet i den forbindelse er, at det kun er én fabrikant, der har leveret bådene, så du får ikke mangfoldigheden af både. Det vil så bevirke, at alle kun vil købe den båd, som stilles til rådighed til en pris der ikke er konkurrence om, for roerne vil selvfølgelig have den båd hjemme til den daglige træning.
Inden for banekaproning er der ikke særlig mange fabrikanter. Der er Empacher og Filippi – og så er der alle de andre, som fylder mindre end fem procent. Når to fabrikanter fylder 95 procent af markedet, så er det også dem, der bestemmer prisen. Det er tankevækkende, at Empachers og Filippis priser er signifikant højere end Salani, Ave, Hudson… ja, vi kan nævne dem alle sammen. Det er jo ikke fordi Filippis og Empachers både er lavet af dyrere materialer, har dyrere coatings, har dyrere rigge, har bedre skinner eller svirvler – det er det samme. Men hvorfor vil folk betale det dobbelte for en Filippi, end de vil for et andet fabrikat? Man får præcist de samme materialer.
Når der er vundet et verdensmesterskab eller en OL-medalje i en båd af et bestemt fabrikat, så er det kun den, der duer. Det kan jeg huske fra min egen karriere. Nu er jeg blevet ældre og har fået lidt mere indsigt, og jeg undrer mig nu over, at Filippi og Empacher skal koste så meget i forhold til andre fabrikater. Man kan jo ro stærkt i mange forskellige både.”
Vi har lavet anbefalingen til World Rowing, at der kun er tale om en envejskommunikation. Der må ikke være kommunikation fra træner til båd, men vi finder at der må gerne være kommunikation fra båd til træner - også under løb. Man kan transmittere puls, bådfart og andre relevante faktorer. Det giver træneren mulighed for at følge sine roere tæt og se på kadence, tryk, watt og andet. Det synes vi i Technology Commission er okay, men direkte coaching under løbet kan vi ikke anbefale."
Materialer til bådene
Et andet område, vi diskuterer, er materialevalg. I dag bygger vi både i kulfiber, men det er i virkeligheden ikke særligt bæredygtigt. At bygge en båd i kulfiber giver et forholdsvist stort CO2-udslip. Vi fik en henvendelse fra World Rowings Miljøkommission, som spurgte os om, hvor meget vores både egentlig "sviner" med forbrug af carbon, glasfiber, polyester og øvrige materialer. Vi fandt ud af, at der faktisk er et rigtig stort CO2-aftryk på brugen af carbon.
Vi har dermed taget hul på diskussionen om mere bæredygtig bygning af robåde. Hver tredje måned har vi møde med fabrikanterne for at høre mere om, hvad de har gang i af udvikling. Bagefter diskuterer vi det internt i gruppen. Det kan også være spørgsmål fra fabrikanterne om ændringer af konstruktionen er tilladt, eller om vi kan opdatere reglerne, så der kan bygges både på en ny måde.
Lige nu er vores spørgsmål til fabrikanterne: Vil I kunne bygge nogle gode både uden kulfiber? Dette selvfølgelig med henblik på at nedbringe CO2-aftrykket. Der er jo et stort "gennemtræk" af både. De absolutte elitemandskaber får jo en ny båd en gang om året, så er der jo selvfølgelig andre, der får glæde af de brugte både, men det koster jo på CO2-planet.
Man kunne måske også acceptere, at bådene bliver lidt blødere og ikke udskifte båden hvert år for på den måde at få et rimeligt CO2-aftryk. På den måde forsøger vi at få rosporten til at yde sit bidrag til den grønne omstilling. Der er ikke besluttet noget endnu, men der arbejdes på sagen."
Er der tendenser inden for udviklingen af både og årer?
"Det er som om, at bådenes udvikling er gået lidt i stå. Nu handler det mere om at lave noget, der ser lækkert ud. Fabrikanterne bruger meget tid på at lave noget, der ser godt ud, måske på bekostning af det funktionelle. Et af de første spørgsmål burde være: Beskytter designet mod bølger, eller mod at der kommer vand i båden? Men det handler lige så meget om, at tingene skal se lækre og aerodynamiske ud. Filippi er lige kommet med sådanne små ting, som man kan sætte på svirvlen, og som skulle gøre dem mere aerodynamiske. Jeg kan godt forstå, at når man taber med tre tiendedele sekund, så har man fokus på detaljerne."
Men når man er i en B-finale, så giver det jo ingen mening. Vi oplever tit roere, der kommer over og spørger: Må vi bruge den her voks? De derovre har vokset deres årer – må de det? Der er rigtig meget fokus på mange ting, der alligevel ikke giver fart. Så er det, jeg tænker: I skulle måske hellere have trænet et par ture mere.
Fabrikanterne er også en del af den udvikling. De skal jo have solgt nogle både. Markedet er presset. Vi bliver færre og færre roere. Fabrikanterne slås, og det kommer til at handle om at lave en båd, der ser lækker ud i stedet for at have mere fokus på, at båden er praktisk og god at ro i.
Er der designmæssige forbedringer, der kan give båden mere fart på vej?
”Jeg vil sige det på den måde, at med årerne er der sket rigtig meget. Vi er nået dertil, hvor vi snart siger: Nu må årerne ikke blive kortere. Årebladene bliver lavet større og større. Vi er i gang med at tale om, at der skal være en begrænsning af svirvelafstanden. Efterhånden som årebladet bliver større og større og står bedre fast, kan man sætte svirvelafstanden ind, lave om på gearingen og lave kortere årer. I kommissionen er vi ved at have den opfattelse, at dette materialerace er ved at tage overhånd. Det er jo atleten, der skal vinde et løb og ikke materialet. Mandskabet skal kunne tilpasse sig båden og ikke omvendt. Som en god roer bør man kunne tilpasse sig. Vi har den holdning i kommissionen, at materialet ikke skal tage magten – det er roeren, der skal gøre forskellen.
Ved nogle coastalregattaer er det arrangøren, der stiller både til rådighed. Igen handler det om at gøre rosporten grøn. Roerne kan bare komme, og så er bådene der. Problemet i den forbindelse er, at det kun er én fabrikant, der har leveret bådene, så du får ikke mangfoldigheden af både. Det vil så bevirke, at alle kun vil købe den båd, som stilles til rådighed til en pris der ikke er konkurrence om, for roerne vil selvfølgelig have den båd hjemme til den daglige træning.
Inden for banekaproning er der ikke særlig mange fabrikanter. Der er Empacher og Filippi – og så er der alle de andre, som fylder mindre end fem procent. Når to fabrikanter fylder 95 procent af markedet, så er det også dem, der bestemmer prisen. Det er tankevækkende, at Empachers og Filippis priser er signifikant højere end Salani, Ave, Hudson… ja, vi kan nævne dem alle sammen. Det er jo ikke fordi Filippis og Empachers både er lavet af dyrere materialer, har dyrere coatings, har dyrere rigge, har bedre skinner eller svirvler – det er det samme. Men hvorfor vil folk betale det dobbelte for en Filippi, end de vil for et andet fabrikat? Man får præcist de samme materialer.
Når der er vundet et verdensmesterskab eller en OL-medalje i en båd af et bestemt fabrikat, så er det kun den, der duer. Det kan jeg huske fra min egen karriere. Nu er jeg blevet ældre og har fået lidt mere indsigt, og jeg undrer mig nu over, at Filippi og Empacher skal koste så meget i forhold til andre fabrikater. Man kan jo ro stærkt i mange forskellige både.”
"Udviklingen hen imod mere faste regler for bådenes udformning er på vej.” Foto Leif Thygesen
”Mit arbejde i Equipment and Technology Commission indebærer også, at jeg en gang om året er ude til en regatta. Vi vil gerne mere ud, men der er ikke råd til at have os mere afsted. Økonomien i World Rowing er ret presset, og det giver nogle begrænsninger. Før var vi altid to afsted, nu er det kun én. Før tog vi afsted to-tre dage før regattaen, så vi kunne gå rundt på bådpladsen og tjekke bådene og gøre vores iagttagelser. Nu kommer du dagen før, og du behøver ikke at være der den sidste dag. På den måde har vi mærket besparelserne i World Rowing.
Et andet sted, der er sparet, er vores årlige konference. Her mødtes alle kommissioner i London til en forlænget weekend og netværkede og blev sat ind i hinandens arbejde. Det er desværre også sparet væk.
Hvad består dit arbejde helt konkret af, når du er ude?
Sidst jeg var afsted var til VM i coastal i Genova. Når jeg er ude, skal jeg sørge for, at den vægt, man vejer bådene med, er kalibreret. Det er jo arrangørerne, der har til opgave at veje bådene, men det er mit ansvar, at de målinger, der foretages, er rigtige. Vi har også et officielt måleværktøj, så vi kan lave bredde- og længdemål i henhold til reglerne, så jeg måler også bådene og sikrer mig, sammen med dommerne, at de både, der roes i, overholder de specifikationer, der skal være. Jeg kan sammen med arrangøren lave en liste over de både, jeg vil have ind, eller jeg kan lave stikprøvekontrol.
Beach Sprint bliver nu olympisk. Er der en speciel båd til Beach Sprint på vej?
”Beach Sprint kan give nogle udfordringer til bådens udformning. Hvis der er store bølger, skal stævnen se anderledes ud. Kommer man ind til stranden i en stor bølge, kan stævnen bore sig fast i sandet, så vil roeren kunne blive kastet ud af båden og dermed komme til skade. Det vil man selvfølgelig gerne undgå. Så designet af bådene bliver et issue.
Fra kommissionens side har vi valgt at lade fabrikanterne selv eksperimentere og udvikle – samtidigt har vi sagt til fabrikanterne: I skal regne med, at vi kører det her nye koncept med, at der udpeges en leverandør, der får lov til at levere alle bådene. Der bliver lodtrækning om bådene, og roerne får først adgang til båden to timer før start. Det bliver desuden begrænset, hvad roerne må stille på båden, og efter regattaen skal båden leveres tilbage.
I sejlsporten har man helt firkantede regler for, hvordan en båd skal se ud og konstrueres. I roning er der langt mere frit slag i bolledejen. Men vi er i min optik ved at nå dertil, at fabrikanterne i højere grad nu er begyndt at have fokus på et lækkert udseende i stedet for at fokusere mere på funktionalitet og fart, fordi vi nu er nede på helt små marginaler i mulige fartforbedringer. Eksempelvis disse aerodynamiske ”bøjler” der kan sættes på riggen som Filippi netop har udviklet. Her er altså mere tale om branding og måske et par hundrededele sekunder, hvis der altså er modvind! - frem for noget andet.
Men udviklingen går nok hen imod, at der kommer mere faste regler for udformning af robåde. Det er på vej – vi er begyndt inden for pararoning, hvor der er ved at komme faste regler for, hvordan pontonerne på riggene skal se ud og være. Der nu lavet en støbeform alle skal bruge. Så slipper vi for diskussioner om, hvilken ponton der er mest aerodynamisk eller har mest opdrift og mindst vandmodstand. Nu får alle pararoerne den samme ponton, så udviklingen hen imod mere faste regler er på vej.”
Et andet sted, der er sparet, er vores årlige konference. Her mødtes alle kommissioner i London til en forlænget weekend og netværkede og blev sat ind i hinandens arbejde. Det er desværre også sparet væk.
Hvad består dit arbejde helt konkret af, når du er ude?
Sidst jeg var afsted var til VM i coastal i Genova. Når jeg er ude, skal jeg sørge for, at den vægt, man vejer bådene med, er kalibreret. Det er jo arrangørerne, der har til opgave at veje bådene, men det er mit ansvar, at de målinger, der foretages, er rigtige. Vi har også et officielt måleværktøj, så vi kan lave bredde- og længdemål i henhold til reglerne, så jeg måler også bådene og sikrer mig, sammen med dommerne, at de både, der roes i, overholder de specifikationer, der skal være. Jeg kan sammen med arrangøren lave en liste over de både, jeg vil have ind, eller jeg kan lave stikprøvekontrol.
Beach Sprint bliver nu olympisk. Er der en speciel båd til Beach Sprint på vej?
”Beach Sprint kan give nogle udfordringer til bådens udformning. Hvis der er store bølger, skal stævnen se anderledes ud. Kommer man ind til stranden i en stor bølge, kan stævnen bore sig fast i sandet, så vil roeren kunne blive kastet ud af båden og dermed komme til skade. Det vil man selvfølgelig gerne undgå. Så designet af bådene bliver et issue.
Fra kommissionens side har vi valgt at lade fabrikanterne selv eksperimentere og udvikle – samtidigt har vi sagt til fabrikanterne: I skal regne med, at vi kører det her nye koncept med, at der udpeges en leverandør, der får lov til at levere alle bådene. Der bliver lodtrækning om bådene, og roerne får først adgang til båden to timer før start. Det bliver desuden begrænset, hvad roerne må stille på båden, og efter regattaen skal båden leveres tilbage.
I sejlsporten har man helt firkantede regler for, hvordan en båd skal se ud og konstrueres. I roning er der langt mere frit slag i bolledejen. Men vi er i min optik ved at nå dertil, at fabrikanterne i højere grad nu er begyndt at have fokus på et lækkert udseende i stedet for at fokusere mere på funktionalitet og fart, fordi vi nu er nede på helt små marginaler i mulige fartforbedringer. Eksempelvis disse aerodynamiske ”bøjler” der kan sættes på riggen som Filippi netop har udviklet. Her er altså mere tale om branding og måske et par hundrededele sekunder, hvis der altså er modvind! - frem for noget andet.
Men udviklingen går nok hen imod, at der kommer mere faste regler for udformning af robåde. Det er på vej – vi er begyndt inden for pararoning, hvor der er ved at komme faste regler for, hvordan pontonerne på riggene skal se ud og være. Der nu lavet en støbeform alle skal bruge. Så slipper vi for diskussioner om, hvilken ponton der er mest aerodynamisk eller har mest opdrift og mindst vandmodstand. Nu får alle pararoerne den samme ponton, så udviklingen hen imod mere faste regler er på vej.”
Faktaboks
Kommissorium for Equipment and Technology Commission
At understøtte udviklingen inden for roudstyr, herunder gennemgang af ny teknologi og dens potentielle anvendelsesmuligheder for roning.
Aktiviteter
Kommissorium for Equipment and Technology Commission
At understøtte udviklingen inden for roudstyr, herunder gennemgang af ny teknologi og dens potentielle anvendelsesmuligheder for roning.
Aktiviteter
- At etablere standarder for roudstyrs sikkerhed og håndhæve dette ved World Rowingevents.
- At etablere og sikre overholdelse af regler vedrørende både og udstyr, der anvendes ved robegivenheder, som World Rowing Statutes and Rules of Racing gælder for, herunder arbejde i samarbejde med Control Commission ved World Rowing Championships.
- At fremme produktionen af billigt roudstyr, der overholder specificerede standarder.
- At tilskynde til og fremme formidling af information og kurser om bådebygning og reparation.
- At undersøge udstyr i brug og fremstille teoretisk materiale og tegninger til roudstyr.
- At indsamle og gennemgå videnskabelig information, relateret til udstyr og teknologi, tilgængelig for rosporten.
- At være kontakt for World Rowing for producenter af udstyr og teknologi inden for rosporten, herunder innovationer.
Faktaboks
World Rowings tretten kommissioner
World Rowings tretten kommissioner
- Athletes Commission
- Coaching Development Cross Commission
- Coastal Rowing Commission
- Competitive Rowing Commission
- Equipment and Technology Commission
- Events Commission
- GEDI Cross Commission
- Indoor Rowing Commission
- Masters Rowing Commission
- Para Rowing Commission
- Sports Medicine Commission
- Umpiring Commission
- Youth Rowing Commission
RSS-feed