Man har et standpunkt, til man tager et nyt - og nu er det sikkert og vist:
DM i roning, der skulle afholdes lørdag, den 4. oktober, AFLYSES!
Tjekkede med kendt meteorolog, som er roer
- Vi har taget beslutningen om at aflyse, da meldingen fra flere jyske klubber lød, at de fandt det omsonst at køre til Bagsværd, når vejrudsigten slet ikke så ud til at blive bedre, så alle kunne ro under trygge forhold.
Det fortæller DFfRs formand, Kasper Haagensen, fra en mobiltelefon, på vej hjem fra Fyn.
- Jeg synes, det er SÅ ærgerligt, men der var ikke nogen bedring af vejret i udsigt, og jeg kontaktede Torben Klausen, kendt meteorolog og dygtig coastalroer fra Humlebæk, og han nævnte, at han heller ikke troede på, at det kunne gennemføres på lørdag. Derfor var det vigtigt at tage beslutningen nu, så især de roere, der kommer langvejs fra, kunne slippe for at køre afsted i morgen. Det ville også blive en udfordring med overnatningerne i telte i det dårlige vejr, og det ville betyde, at vi skulle sikre, at alle fik andre muligheder for overnatning, og det ville blive noget af en opgave med så kort et varsel, siger Kasper Haagensen
Der arbejdes på en løsning
- Har I noget andet i kikkerten, spørger roinfos journalist, da næste lørdag er booket til Harbour Race i Københavns Havn, mens Københavnskredsen har plottet sig ind på datoen, lørdagen efter, den 18. oktober for at afholde Efterårskaproning.
- Ja, vi arbejder på at finde en løsning for enten den 25.- eller 26. oktober, men det bliver et DM i en begrænset form, hvor vi vægter, at især DIF-løbene bliver gennemført, men det vender vi tilbage om, fortæller Kasper Haagensen til roinfo.dk
RSS-feed