Foto: Gert Kuhn Iversen - tak for fine billeder!
Begynderkaproningen på Sorø Sø har efterhånden mange år på bagen. Og i de senere år har den hængt lidt, deltagermæssigt set - men den er ved at komme op igen, og denne gang kom de unge valfartende helt fra Hadsund, Randers og Silkeborg, samt fra hovedstadsområdet og Lolland.
Deres udsendte spottede bagenden af en varevogn med en sculler på taget, da ruten blev lagt hen mod den lokale Brugs tidligt lørdag morgen, hvor der skulle købes frisk morgenbrød. - Hvor er det mon lige, at den båd skal hen, spurgte jeg mig selv. Årh ja, den skal jo fra Nakskov til Sorø Begynderkaproning, tænkte jeg, og glædedes over, at endnu en talentfuld roer prøver lykken på Sorø Sø.
I modsætning til årets internationale Sorø Regatta, der druknede i regn og blæst, viste søen og omgivelserne sig fra sin allerflotteste - men også meget varme side.
Der var blikvand - hamrende varmt - og det indbød til flere dukkerter i søen.
Deltagerne kom fra:
Hadsund, Randers, Bagsværd, Roforeningen KVIK, Sorø, Silkeborg og N.S. Roklub
Alle talentfulde roere, som vi forhåbentlig kommer til at høre meget til fremover.
Nedenfor følger et billedudvalg fra lørdagens Begynderkaproning.