Jørgen Bakkeskov Andersen, Roklubben Stevns har forsynet roinfo med fotos og fortæller om begivenheden:
Der var både kampgejst og fællesskab i luften, da Roklubben Stevns påskelørdag inviterede til årets 100 km event i roergometret. Allerede klokken 07.45 var elleve ud af tolv tilmeldte hold mødt op i klubbens træningslokale, klar til en lang dag ved romaskinerne.
Deltagerlisten spændte bredt. Svendborg stillede med et tremandshold, mens Greve havde tre hold med – et tremands- og to firemandshold. Sygdom betød dog, at Greves tremandshold måtte reduceres til to roere. Furesø deltog med et ungdomshold på fem, og Køge Row Studio havde tre hold tilmeldt, men også her skabte sygdom ændringer. Medarrangør Jan Olsen sprang derfor til og roede sammen med et Stevns-hold, mens Køge fortsat stillede med et seksmandshold og en single-roer.
Præcis klokken 08.00 lød startsignalet efter en kort velkomst, hvor arrangørerne understregede, at dagen handlede om både hygge og udholdenhed – og at der var mulighed for at låne en ekstra roer, hvis kræfterne slap op. Den mulighed blev hurtigt taget i brug, da et af Stevns’ firemandshold tidligt måtte kaste håndklædet i ringen. Holdene blev slået sammen, så flest muligt kunne gennemføre distancen.
Resultaterne
Tremandshold
Svendborg – 6:44:18
Stevns (Oliver, far og Jan) – 6:59:22
Seksmandshold
Køge Row Studio – 6:54:35
Tomandshold
Stevns (August og far) – 6:55:26 – 9 minutter hurtigere end sidste år
Greve (Anja og Jonas) – 7:06:17
Firemandshold
Sammenslået Stevns-hold – 7:25:15
Greve II – 7:33:19
Greve I – 7:50:26
Femmandshold
Furesø – 7:41:52
Single
Claus (Køge Row Studio) – 8:44:48 – forbedring fra sidste år
Efter de mange timers slid blev dagen rundet af med fællesspisning i klubben. I stedet for medaljer modtog deltagerne en særlig øl fra Ærø Bryghus – en hyggelig og velfortjent afslutning på en dag, hvor både samarbejde og udholdenhed var i højsædet.
RSS-feed