Af Leif Thygesen
Så nærmer vi os december – julemåneden. Også i år inviterer Roinfo læserne til at deltage i en frisk lille julekalender – vi fortsætter, hvor vi slap i 2024. Læserne skal igen gætte roklubhuse, samle ord og finde tre sætninger. Følg med her på Roinfo fra den 1. december – måske er din roklub med i julekalenderen. Er det svært? Ja, lidt, men Roinfos læsere har indtil nu løst ”gåden” hver gang, så mon ikke det også går denne gang? Og så er alle hjælpemidler tilladt, som man siger. Det eneste, du ikke må gøre, er at ringe eller skrive til Signaturen for at få det rigtige svar.
Jo, det er en roklub, der har bådehal under en bro. Der er tale om Veslařský klub Slavia Praha – på engelsk Rowing Club Slavia Praha. Roklubben har adressen Nábřežní 87/2, 150 00 Praha 5-Smíchov, Tjekkiet, og klubbens bådehal er placeret under broen Jiráskův most, der fører over floden Vltava – nok bedre kendt under det tyske navn Moldau.
Roinfo besøgte klubben i september 2025. Som det ses på fotoet, er nedgangen til klubbens bro temmelig stejl, men det er ikke noget problem, fortalte Jan, som står på nedgangen til broen længst til venstre sammen med en kvindelig klubkammerat.
Roinfo kan berolige læserne med, at vi holder os til danske roklubber – med den tilføjelse, at også tyske roklubber beliggende i Danmark og danske roklubber beliggende i Tyskland indgår i puljen i år. Det skulle – alt andet lige – blive lidt lettere at gætte de enkelte roklubber i julekalenderen 2025.
God fornøjelse!
RSS-feed