BAGGRUND:
Fra tid til anden har der på møder i Nordjysk Ronetværk været foreslået og drøftet, at man i mindre klynger inden for ronetværkets virkeområde udvider samarbejdet med fælles aktiviteter under én eller anden form.
Tanken fremkom igen ved dette års årsmøde i Nordjysk Ronetværk, med Frederikshavn Roklub som vært. Her fremkom der fra Nibe Roklub, tanken om at aktivere klubbernes roere, der i forvejen – i flere klubber adskillige gange ugentligt – er aktive med morgen- og formiddagsroning. Segmentet er i overvejende grad ældre roere, som hygger sig med socialt samvær samt kortere roture.
Således fremlagt blev der i juni indkaldt til »TRÆF« i Nibe Roklub for nordjyske morgen- og formiddagsroere – et arrangement, der på grund af køligt, blæsende og ustabilt vejr blev aflyst.
Der udgik derfor invitation til et nyt arrangement, som vellykket blev gennemført 1. august.
Nibe Roklub fik på den måde »ryddet bådehallen« for en enkelt dags vedkommende.
Klubberne er i hele processen blevet informeret om, at man meget gerne må kopiere modellen, så ideen og arrangementet på den måde går på omgang.
33 roere fra otte nordjyske roklubber var 1. august samlet i Nibe Roklub for en fælles hygge-formiddag med morgenkaffe, 13 km km rotur i Nibe Roklubs nærområde – alt incl. i et godt og socialt fællesskab. De mange gæstende roere havde medbragt både godt humør og et fantastisk sommervejr. Nibe kvitterede med et flot rofarvand og et arrangement, hvor alt klappede.
To roere fra Frederikshavn havde kørt en ekstra lang tur – samt roere fra følgende klubber: Gjøl, Aalborg Dame, Aalborg, ÆGIR, Hadsund, Hobro og Nibe – bemandede i alt 10 inriggere / coastals med blandede hold.
Nibe Roklub retter en tak til de tre Aalborg-klubber, der hver især stillede en 2+ til rådighed, da bådene i praksis blev transporteret forbi Nibe, hjem fra DFfR's Sommerlangtur og dermed kunne give ni ekstra pladser. De tre både blev efterfølgende roet hjem fra Nibe til Aalborg – »naturligvis«.