Roere, som har været en del af vores sport igennem flere år af deres liv, har ikke altid kun passet deres interesse her - men også mødt kærligheden i roningens verden.
Således har roinfo kendskab til, at der har været afholdt flere bryllupper i Danske Studenters Roklub, hvor to medlemmer har mødt hinanden i forbindelse med sporten.
Og det må også siges at være meget smukke omgivelser til et af livets vigtige begivenheder, når vi fokuserer på Bagsværd Sø med skov og vidder, der omkranser søen.
Blev gift v. tilskuerpladserne
Dette havde TV-produktionen bag serien: "Gift ved første blik", også fået "blik for", og årets første afsnit omhandlede to bryllupper, der fandt sted ved Bagsværd Sø, hvor bruden, i det ene tilfælde, blev sejlet til anløbsbroen mellem rostadion og tilskuerpladserne, hvor den spændte gom og gæsterne ventede. Det er lige præcis i dét område, hvor mange hundeluftere sender deres hunde ud i søen - og når de ikke er der - så tager gæssene over - med alt, hvad den kan trække af efterladenskaber i græsset.
Efter vielse og picknick gik turen til Regatta Pavillonen
Derfor var brudeparret sikret med en lang stofløber, lagt i græsset, da de mødte hinanden for første gang, så de ikke kom til at sidde fast i efterladenskaber fra gæs og hunde. Efter de to deltagere i "Gift ved første Blik" havde sagt ja til hinanden ved stien til tilskuerplaserne, blev det efterfølgende til en picnic med de to i græsset på trekantområdet - der hvor regattadeltagere slår deres telte op ved regattaerne - før turen gik til selve festen, som fandt sted på Regatta Pavillonen, rosportens egen restaurant, der knejser sig smukt over rostadion med den mest fantastiske udsigt over Bagsværd Sø.
Det andet par i serien blev viet v. Aldershvile Pavillonen på "Pynten", ud for 1000-meter mærket.
Pavillonen er mest kendt for at lægge lokaler til Danmarks mest kendte TV-serie, Matador, hvor Bent Mejding har inviteret Susse Wold til en frokost i fred og ro - lige indtil hans bror, Hans Christian Varnæs m. Maude og børn træder ind i restauranten og spotter "Onkel Jørgen - UDEN Tante Minna"...
Udover "hovedrolleindehaverne" - brudeparrene - som var det vigtigste i udsendelsen, så blev der flere gange vist de smukkeste naturscenarier via drone over området v. Bagsværd Sø - og der var heller ikke et øje tørt - da solen gik ned over "vores allesammens dejlige Bagsværd Sø".
Så første afsnit af Gift ved første Blik foregik ved et af Danmarks allersmukkeste træningsbaner i Danmark.
At Regatta Pavillonen så lagde lokaler til, bragte hele afsnittet i et særligt relief. Det er rosportens eget spisested, hvor der igennem mange år har været holdt talrige private fester og store middage for folk fra nær og fjern. Regatta Pavillonen har også lagt lokaler til ro-relaterede arrangementer, som DM-frokoster, bådedåb, Københavnskredsens og Regattaforeningens årligt tilbagevendende Nytårskure, foredrag og meget, meget mere.
Se udsendelsen "Gift ved første blik": HER
Regatta Pavillonen - rosportens eget spisested
Regatta Pavillonen ejes af KK-Fonden, stiftet af daværende DFfRs Københavnskreds i 1986.
KK-Fondens bestyrelse består af en formand og bestyrelsesmedlemmer fra hhv. Københavnskredsen og Dansk Forening for Rosport.
Regatta Pavillonen er forpagtet, og har fået en sand opblomstring de senere år.
Dels er stedet blevet sat flot i stand - og alle har mulighed for at kigge forbi og få noget dejligt mad, hvor især Stegt Flæsk med Persillesovs hitter.
Det er også stolte forpagtere, der kunne glæde sig over, at Regatta Pavillonen blev eksponeret på bedste vis i Gift ved første Blik. Som en sød gestus sætter de ofte lidt buketter ud ved indgangen, som folk kan tage med hjem.
Se Regatta Pavillonens hjemmeside med tilbud HER
Wiinblad betalte sin mad med kunstværker
Der knytter sig meget historie til Regatta Pavillonen, hvor den verdenskendte kunstner: Bjørn Wiinblad ofte lagde vejen forbi i sine yngre år for at få et måltid mad. Som andre kunstnere, der ind imellem sad lidt hårdt i det, foregik betalingen for et måltid mad ofte med kunstværker fra hans hånd, hvorved Regatta Pavillonen igennem flere årtier havde Wiinblad-unika i forhallen og i glasskabe, som gæsterne kunne beundre.
For en del år siden malede Wiinblad en særlig væg i et af Regatta Pavillonens festlokaler, hvor roere var temaet fra hans hånd. Væggen er bevaret - og salen opkaldt efter Wiinblad selv.
Søpavillonen
I 1907 stod en ny restaurant klar i Bagsværd på Skovalleen 42. Det var Gustav og Mathias Nissen, der tog initiativ til at anlægge restaurant Søpavillonen, og at en restaurant overhovedet kunne anlægges og drives rentabelt på det sted, skyldtes Slangerupbanens åbning året før, som både medførte masser af udflugtsgæster og vinter. Arkitekten bag Søpavillonen hed Schwartz. Han var meget vellidt af brødrene Nissen og tegnede flere af deres boliger, ikke mindst: Hareskov Kuranstalt.
Københavns Amts Avis skrev en artikel i anledning af Søpavillonens indvielse 3. maj 1907: "Pavillonen er smukt beliggende i Aldershviledelen af Hareskoven, med en fortræffelig Udsigt over Bagsværd Sø til Frederiksdal Skove... I Søen er der anbragt Baadebro, så Lystsejladsbaade fra Lyngby og Bagsværd Søer kan lægge til og indtage en forforskning".
Søpavillonen blev, som før nævnt, bortforhandlet til Hans Sommer, og siden i 1921 solgt til Sigfred Sørensen, der var en kendt restauratør og hotelejer i København, hvor han bl.a. drev en restaurant i Tivolis basarbygning.
Sigfred Sørensens søn Poul, der ligeledes var uddannet restauratør, overtog Søpavillonen i 1945, og i 1948, hvor Poul Sørensen døde, blev Søpavillonen solgt til rosporten.
Sigfred Sørensen, som overdrog Søpavillonen til sin søn i 1945, var selv aktiv roer og fungerede i slutningen af 1940'erne som landstræner for udvalgte mandskaber fra forskellige klubber. Træningen foregik naturligvis på Bagsværd Sø, som allerede i 1937 havde fået det internationale banemål. Sigfred Sørensen og et par andre udviklede desuden et særligt træningsprogram, som også andre idrætsgrene brugere, kaldet "cirkeltræning".
Søpavillonen brændte 2. september 1951, og da det nu var Rosporten, der ejede grundlaget, om-døbt man restauranten til Regatta Pavillonen ved genindførelsen d. 22. juli 1953. Siden 1986 har et selskab, der havde KK-Fonden, ejet Regattapavillonen.
(Kilde: J. Rudolf, FB)
RSS-feed