Af Leif Thygesen
Roklubben Øresund, der er beliggende Amager Strandvej 413 (Kastrup gamle Havn) i Kastrup skal sandsynligvis flyttes i forbindelse med etablering af en ny ringvej omkring København.
I en mail til klubbens medlemmer skriver Roklubben Øresunds formand Ulrik Klixbüll:
”Tirsdag den 21. april 2026 bliver en lidt speciel dag for os alle. Det er nemlig dagen, hvor vores lokaler skal bruges til et møde med deltagelse fra alle havnens brugere og kommunalbestyrelsen i Tårnby.
Årsagen til dette møde er klubbernes fremtid, når arbejdet med den østlige ringvej begynder. Der er p.t. ingen dato for, hvornår det sker; men når økonomi og lovgivning er på plads, starter arbejdet, og alt tyder på, at disse to ting vil være på plads primo 2028”.
Vores mål er at få vist kommunens beslutningstagere, hvilke forhold vi har i dag, og hvad det er, kommunen skal være med til at erstatte et andet sted i havnemiljøet. Vi skal jo nødig blive husvilde.
I alt kommer der tolv medlemmer af byrådet med borgmester Allan Andersen i spidsen, chefen for Kultur og Fritid, havnefogeden, formanden for Idrætssammenslutningen Kastrup-Tårnby (IKT) og repræsentanter for alle otte klubber og foreninger på havnen og i Broforeningen.
Mødet starter kl. 16.00, hvor de fremmødte bydes velkommen, og så følger en kort præsentation af den enkelte forening / klub. Der er afsat ca. 3 – 5 minutter til hver præsentation.
Når dette er overstået, skal alle deltagere vises rundt i de enkelte klubbers faciliteter, startende i Roklubben Øresund (RØ) og vi afslutter også i RØ.
Alt dette kan ikke undgå at påvirke vores normale tirsdags rutiner. Det skal selvfølgelig ikke forhindre, at de der skal ud og ro kl. 17:30 i at komme afsted. Men om det vil være muligt at bruge motionsrum, sauna og bad 17:30 må tiden vise.
Der vil selvfølgelig også komme noget mad på bordet, når det bliver spisetid – på det tidspunkt har vi sikkert huset for os selv – men det bliver ikke lækker hjemmelavet mad, som I er forvænt med. Menuen til tirsdag lyder på sandwich.
Disse ting må vi alle acceptere, i håb om, at vi fremover kan få en god dialog med kommunen om vores fremtid”.
RSS-feed