Af Leif Thygesen
Den har været undervejs et par måneder, men nu er den god nok. Det er almen kendt, at Roinfos redaktør og journalist, Mette Bacher, har en glødende interesse – ikke kun for roning, men også for det danske kongehus. Mette Bacher får nu opgraderet sit værktøj, nærmere bestemt sit vigtigste arbejdsredskab kuglepennen, således at pennen passer, når der skal tages notater om Dansk Forening for Rosports æresmedlem, Prinsesse Benedikte, og andre kongelige med henblik på en artikel på Roinfo.
Se det nye værktøj på ovenstående billedmontage. Den nye kuglepen er naturligvis kongeblå med inskriptionen ”Kingdom of Denmark” og er herudover med ”guldbeslag”. For at få blækstiften frem skal man dreje på kronen foroven, der er en gengivelse af Danmarks officielle kongekrone, Christian 5.s krone fra 1670-1671. Kronen er et symbol på magt og værdighed. Læs mere om kronen her
Vi glæder os allerede nu til at se flere artikler på Roinfo, hvor man ligefrem kan fornemme at de royale notater er taget med den kongelige kuglepen.
RSS-feed