Tekst og foto Leif Thygesen
En smuk sensommeraften i august er roinfo på vej til Roklubben Furesø for at indfri et gammelt løfte om at besøge klubben i anledning af dens flotte resultater i Motionsturneringen. Det har taget et par år, før det lykkedes at finde en passende dato, men nu skal det være. Myldretidstrafikken er på sit højeste sidst på eftermiddagen, og Signaturen og hans bedre halvdel bevæger sig kun langsomt frem på motorvejen på vej til Furesøbadet. Men efter at have forladt motorvejen går det stærkt, og det nordsjællandske landskab med skovene og deres grønne løv er en smuk kulisse til den sidste del af turen frem mod Furesøbad. Her er roklubben beliggende i en imposant træbygning sammen med sejlklubben, kajakklubben og en stor restaurant.
Vi er så heldige at have en lille ungdomsafdeling på cirka 10–15 medlemmer. De hygger sig med roningen, men flere af dem er også begyndt at vise interesse for kaproning, og det er jo dejligt”, siger Ole Præst Larsen til roinfo.
”Udover ungdomsafdelingen har vi også en særdeles aktiv gruppe mastersroere på cirka 10–15 medlemmer, der stiller op til kaproninger både i Danmark og i udlandet. Flere af vores mastersroere skal til World Rowing Masters Regatta i Bled i Slovenien i september måned.
Og så er der jo endelig de almindelige motionsroere, så vi er en aktiv klub, hvor vi vægter det sportslige højt. Vi har da fællesarrangementer, men det er ikke det, der er det vigtigste. Vi sætter det sportslige i højsædet, det primære i vores klub er roningen og det at være aktiv roer”.
Selv har Ole Præst Larsen roet siden han var 13 år, hvor han startede i Roklubben Furesø, men han har undervejs holdt en pause på cirka ti år, da han flyttede. ”Jeg kom tilbage til området, og så meldte lysten sig til at ro igen”.
Om klubbens faciliteter fortæller Ole Præst Larsen: ”Vi har en bådpark af god kvalitet, hvor vi er godt dækket ind med inriggere, outriggere og coastalbåde. Og så er vi jo en sø-roklub, hvor der ikke kommer de helt store bølger, så hos os er gig-både også et hit. Gig-båden er stabil, men alligevel hurtig og sjov at ro i, så den bådtype bruges flittigt af vores medlemmer.
Der er jo egentlig mange roklubber i omegnen, men vores daglige rofarvand er måske lidt bedre end de andres. I nærheden af Roklubben Furesø ligger Holte Roklub, Birkerød Roklub, Lyngby Roklub, Lyngby Dameroklub og Bagsværd Roklub. Vi kan fra Furesøen ro videre til Lyngby Sø og Bagsværd Sø. Det kræver nogle steder lidt overbæringer, men man kan tage på langtur fra vores klub. Vi har også en speciel tilladelse til at ro på Farum Sø, men på grund af naturbeskyttelse må vi kun være to både ad gangen på søen”.
De gode betingelser udnyttes af Roklubben Furesøs medlemmer, og udover flid er de gode muligheder for at ro nok også forklaring på, at klubben klarer sig så godt i Motionsturneringen.
En typisk motionsaftenrotur kan være Furesø rundet - en tur på 16–17 kilometer. Motionsroerne møder op ved 18-tiden, og så skriver man sig på en liste alt efter, hvad man har lyst til at ro. Holdene sættes, og så er det ellers afsted. Der er god aktivitet om aftenen på de faste trænings- og mødetidspunkter, og også Roklubben Furesø oplever, at der nu bliver roet i dagtimerne, så aktiviteten ikke kun er koncentreret til aftentimerne.
Roklubben Furesø har i tidens løb fostret flere berømte roere som juniorverdensmestrene i dobbeltsculler Henrik Stephansen og Niels Henrik Stene, og så er den legendariske bådebygger Jørgen Andersen også medlem af Roklubben Furesø. Jørgen Andersen har i årenes løb bygget mange fantastiske både, ikke mindst inriggere til langdistancekaproning.
Hvorfor er du medlem af Roklubben Furesø?
– Det er jo fordi, det er gået hen og blevet min passion at ro. Jeg har været medlem siden 2007. Det år fyldte jeg 50 og fandt ud af, at jeg ville prøve at ro.
Jeg blev hurtigt fanget af roningen og har haft en fantastisk periode her i klubben. Efter nogle få år begyndte jeg at ro konkurrenceroning sammen med vores mastergruppe, og det er sådan set det, vi excellerer i stadigvæk. Om små fjorten dage tager vi til World Rowing Masters Regatta i Bled i Slovenien. Det glæder jeg mig til.
Hvorfor er du medlem af Roklubben Furesø?
-Det er jeg, fordi jeg af arbejdsmæssige grunde bor i Farum. Jeg startede med at ro i Silkeborg i 1991. Det var jo her, stjernerne blev født – for eksempel Eskild Ebbesen og Lars Christensen – og så var det Birger Rind, der styrede løjerne i klubben. Jo, der var gang i butikken, og vi havde flere landsholdsroere, vi kunne se op til.
Mit arbejde sendte mig til Vejle og Rønne, og begge steder blev jeg medlem af den lokale roklub.
I starten roede jeg langdistancekaproning, både 10 og 25 kilometer, og det har givet mig mange gode oplevelser og nye rokammerater rundt omkring i landet. Langdistancekaproningerne var jo en turnering, hvor der blev roet mange forskellige steder i Danmark. Det var en god tid, og der er mange gode minder og mange gode kammerater.
I dag hygger jeg mig med roningen her i Roklubben Furesø.
Hvorfor er du medlem af Roklubben Furesø?
-Det er fordi, jeg godt kan lide at ro. Jeg flyttede til Værløse for godt og vel et år siden, og så kontaktede jeg Roklubben Furesø og fandt ud af, at de havde et mastershold, der roede kaproning. Jeg kan godt lide at konkurrere, så jeg meldte mig ind.
For nylig har jeg roet lidt i Greve, men det er mere sådan en inriggerklub. Da jeg var 16–17 år, roede jeg kaproning i Roklubben Viking. Min træner var dengang Ib Arnoldi. Jeg ville gerne tilbage til rosporten og kaproningen, så nu er jeg en del af mastersgruppen her i Roklubben Furesø.
Jeg har kun været her et år, så jeg har ikke lige fået en fast romakker endnu, og derfor starter jeg i singlesculler. Midt i september tager jeg med til World Rowing Masters Regatta i Bled i Slovenien.
Hvorfor er du medlem af Roklubben Furesø?
-Det er jeg, fordi jeg bor i Værløse tæt på klubben, og det er rart. Jeg kan godt lide at være sammen med andre mennesker og at motionere. Jeg har roet i cirka femten år, og det er herligt.
Vi har et godt kammeratskab i Roklubben Furesø, og jeg holder af den stemning, der er i klubben. Det er dejligt med en tur på vandet, og så får man jo også lidt gode ”muller” af at ro.
Der er også mulighed for at tage på langture. Selv har jeg været i Tolo, og jeg skal med til Šibenik. Det glæder jeg mig til – turene til udlandet giver jo lidt krydderi på det hele.
Hvorfor er du medlem af Roklubben Furesø?
-Det blev jeg sidste år, så det er min anden sæson. Jeg meldte mig ind, fordi jeg gerne ville prøve at ro. Jeg så et opslag i lokalavisen, og så har jeg en kollega, der er begyndt at ro som voksen. Så tænkte jeg: Det vil jeg også prøve.
Det var supersjovt at prøve at ro en rigtig robåd. Jeg kunne lide det lige fra starten, og instruktørerne var meget søde og dygtige. Det var trygt. Jeg nåede at ro 600 kilometer i min første sæson.
Jeg har prøvet at ro forskellige bådtyper, og det er sjovt og spændende og giver afveksling. Jeg har roet outrigger og coastalbåde – her skal man jo ro med to årer. Det er udfordrende, men igen: Sammen med gode instruktører føler man sig tryg.
Og så er der jo det sociale i Roklubben Furesø. Jeg er her primært for at motionere udendørs, men hvis der slet ikke var noget socialt, tror jeg ikke, jeg ville gide at være her.
Roklubben Furesø har deltaget i Motionsturneringen i 17 ud af 18 sæsoner. Tre sæsoner (2017, 2021 og 2023) blev ikke fuldført, og i 2020 (coronasæsonen) var Furesø ikke med. På ”Alletiders Rangliste” ligger Roklubben Furesø nummer tre, kun overgået af Randers Roklub og Egå Rosport.
Men ellers er det en imponerende resultatliste, Roklubben Furesø kan fremvise i Motionsturneringen:
En førsteplads: 2010
To andenpladser: 2015 og 2016
Fem tredjepladser: 2011, 2012, 2014, 2024 og 2025
En fjerdeplads: 2009
To syvendepladser: 2013 og 2019
En tiendeplads: 2012
Kun i 2018 var man ikke i den bedste række. Til gengæld besatte man førstepladsen i den næstbedste række. Aktuelt ligger Roklubben Furesø nummer seks i indeværende sæson.
RSS-feed