Tekst og foto: Leif Thygesen
Engelbrecht Biler er ti år gammel. Det er bygget op som et familiefirma. Det vil sige, at det er min kone Julie, der tager sig af bogholderiet, og min søn Jesper, der er værkstedschef og medindehaver. Vi startede for ti år siden i lejede lokaler. Efter fire år fik vi lov til at bygge et helt nyt domicil her, hvor vi sidder i dag, fortæller Hardy Hartvig Engelbrecht.
Roinfo er taget på firmabesøg hos en af vores annoncører. Det er en lidt grå og tåget dag, da vi ankommer til Engelbrecht Biler. Firmaet er beliggende i et industrikvarter lidt uden for Middelfart.
Efter at Danmark har ligget i dybfryseren det meste af januar og februar, er det nu plusgrader, og det giver anelser om, at foråret er på vej. I receptionen bliver Signaturen modtaget af Hardys kone, Julie, og straks budt på en kop kaffe. Der er på sådan en ganske almindelig onsdag middag pæn aktivitet i butikken. Et par kunder ser på biler i udstillingslokalet, og andre kommer for at træffe aftaler om service eller reparation. Hardy tager imod på sit kontor.
"Udover vores domicil her har vi en afdeling mere nede i byen, som er en Automester, og som varetager det, vi kalder de lidt ældre biler. Vi har samlet set på begge matrikler 25 mand ansat, vi omsætter for et tocifret millionbeløb og sælger cirka 300 biler om året. Det er både nye og brugte biler.
Vi er Tesla Body Shop, altså Tesla-værksted, og så er vi Suzuki-forhandler. Herudover forhandler vi også Maxus, KGM og JAC og servicerer også disse og alle andre mærker."
-Hvordan er du havnet i bilbranchen?
"Jeg kom i lære som mekaniker i 1983 – faktisk samme år som jeg startede i Middelfart Roklub. Jeg var i lære ved Fiat og Skoda i Middelfart. Jeg blev udlært mekaniker i sommeren 1987 og har været i branchen siden, lidt on and off, men mest som mekaniker.
Efter min rokarriere var jeg selvstændig i ti år. Men så blev jeg skilt, og så solgte jeg værkstedet. De næste ti år var jeg ikke selvstændig, men for ti år siden startede min søn Jesper og jeg så op. Vi startede firmaet herovre på den anden side af vejen. Vi var kun ham og mig, og vi stod og kiggede ud ad vinduet efter kunder. Men det gik, og i dag er vi, som sagt, 25 ansatte."
"Ja, fra 2021 har vi haft nogle gode år, hvor vi både rent personalemæssigt og omsætningsmæssigt er steget så meget, at vi gjorde os fortjent til en Gazellepris. Det er vi fortsat med, så det er da meget heldigt. Jo, det har været godt."
-Man kommer jo ikke sovende til, at et firma udvikler sig som jeres. Hvad har I gjort konkret for at opnå det fine resultat?
"Vi har her i butikken et princip, der gælder uanset om det er en bil, der bliver repareret, eller det er en bil, der bliver solgt. Princippet går ud på, at den bil, du afleverer lige nu, på den ene eller den anden måde er den bil, der sælger den næste bil eller reparation. Hvis kunden, der får bilen, er tilfreds, jamen så siger han det til andre, og på den måde får vi flere kunder i butikken. Vores firmastrategi er: Den bil, vi afleverer lige nu – om det er en reparation eller et salg – den skal sælge den næste."
RSS-feed