Af Christian Nielsen og Carl Guss
I alt 59 roere fra Holstebro, Odder, Aarhus, Odense, Silkeborg og Dragør samt dertilhørende trænere, forældre og masterroere har i påsken været samlet på den gamle feriekoloni Svejbæk Færgegård ved Silkeborg. Færgegården ligger i snævringen mellem Julsø og Borresø med udsigt til Himmelbjerget og et stenkast fra Slåensø, der har fået prædikatet Danmarks reneste sø. Som navnet "Færgegård" antyder, har stedet i over 160 år været et knudepunkt, hvor den gamle handelsrute langs Gudenåen, "Silkeruten", krydsede vandet. Her kunne de rejsende få et godt måltid og en overnatning, inden de skulle med færgemanden over i robåd til den anden side. Robåden er senere blevet skiftet ud med en solcelledrevet pram, og de handelsrejsende er blevet til eventyrere, som med vandresko udforsker den genfundne "Silkerute", der blev åbnet i år.
Alle dage har der været roere på vandet, og de fleste dage har programmet budt på to træningspas.
Ud over at vi har fået roet en masse gode kilometer med udsigt til Himmelbjergstårnet, har ugen også budt på minigolf, en tur i svømmehallen og trænertræf på Aalekroen.
Ugens "højdepunkt" var en gå-/løbetur til Himmelbjerget, hvor belønningen var en vild udsigt over vores rofarvand på Julsø – men også en velfortjent is på toppen (og en noget nemmere vej hjem til Færgegården).
Som altid er der uanede praktiske opgaver, når man samler ca. 60 mennesker i otte dage. Vi er derfor enormt taknemmelige for den forældreassistance i køkkenet, som vi har været velsignet med. (En stor tak til Jacob, Anette og Annika). Endvidere siger vi også en kæmpe tak til Hempelfondens fællesskabspulje, som har bidraget med økonomi til vores madfællesskab. Og til allersidst vil vi takke alle roerne for en skøn start på årets sæson med en uge i godt selskab – for uden jer ingen roning!
Se flere stemningsbilleder nedenstående
RSS-feed