Af Leif Thygesen
November – kalenderen byder på uddannelse, maskinroning, forskellige møder, men der er også en nyskabelse for de danske kaproere: lørdag den 9. november inviterer DRC og Ringsted Roklub til scullerrace på Haraldsted Sø - En kaproning i singlesculler på cirka 9,5 kilometer for DRC-roere og andre godtfolk, der har lyst til at deltage.
For coastalroerne er der Coupe de la Jeunesse, Beach Sprint i Los Alcázares i Spanien – så vidt roinfo kan se, er der ikke dansk deltagelse. Men dermed er det også slut med de organiserede udendørs arrangementer for roerne. Roklubbernes vinterroningsreglementer er efter standerstrygningerne i klubberne trådt i kraft med øget fokus på sikkerheden. Skal I ud og ro på vandet, så pas godt på jer selv og hinanden.
Måske er det i stedet - eller samtidigt med - tid til at få gang i svinghjul, kæder, elastikker, håndtag, rullesæder og hvad der ellers bevæger sig på et Consept 2 roergometer. Første udfordring i vinterens ergometerroning er 8/4 Grand Prix, hvor programmet er 8/4 x 500 meter.
Vinteren står også i mødernes tegn. Mandag den 4. november er der klubmøde i Københavnskredsen i Roforeningen KVIK, onsdag den 6. november er der et (ubekræftet) netværksmøde i Nordjysk Ronetværk i Nibe og Nyborg Roklub lægger lokaler til, når der holdes coastal-seminar lørdag den 9. november.
Rokreds Sydhavsøerne holder planlægnings- og udviklingsmøde onsdag den 27. november i Nakskov Roklub, der er kaproningsudvalgs-seminar lørdag den 30. november i DSR og inden er der om fredagen den 29. november samme sted holdt Award Night, hvor DFfR hylder flere af årets præstationer – herunder overrækkes vinderen af Motionsturneringen en pokal af hendes kongelige højhed Prinsesse Benedikte.
Uddannelse
November byder på i alt otte kurser. Man kan komme på langtursstyrmandskursus i Nyborg i weekenden den 2. – 3. november eller i Rungsted Roklub i weekenden den 16. – 17. november.
Der er materialekursus over to weekender i Roklubben Furesø. Første gang 2. – 3. november og anden gang 16. – 17. november
Klubtræner C&D holdes i weekenden den 2. og 3. november og online torsdag den 7. november. Endelig er der Rospinningskursus i Roklubben Stevns 2. og 3. november.
For et samlet overblik - se roinfos tre kalendere her