Efter flere årtier, hvor den store og kendte roklub på Falster, som flere andre klubber herhjemme, mest havde ældre roere i segmentet, er der sket noget.
I 2024 fik klubben ny formand, hvor den tidligere kaproer: Jesper Skytte greb rorlinerne. Der er kommet gang i en ungdomsafdeling, og så er coastalroning noget, falstringerne satser på.
Det er tydeligt at se, at drengene er i gode hænder, når Skytte instruerer. Således har Adam, der har sin allerførste time i et ergometer, hurtigt fundet ud af koordineringen med sædekørsel og bentryk. Og vi ser forhåbentlig meget mere til dem senere, når sæsonen for alvor er i gang.
I opholdsstuen er væggen prydet med fotos fra en svunden tid - og fra de mange år, hvor Nykøbing Falster Roklub prægede billedet med dygtige kaproere, der både nationalt og internationalt viste særklasse. Det blev til en tur down memory lane.

Det lå egentlig ikke i kortene, at Jesper skulle blive formand for roklubben på Falster. Men det kom frem på et bestyrelsesmøde, den 20. marts, 2024, at der skulle findes en ny forperson. - Jeg havde overvejet det, men tjah... nej..., det var en stor opgave, for der var noget at tage fat på. Så tog vi ned til generalforsamlingen, og der var ligesom ikke nogen, der råbte op - og så blev jeg opfordret!
- Vi lavede en timeout i generalforsamlingen, for det var ikke bare sådan lige. Jeg havde to gode personer bag mig: Thomas Kåre Rasmussen og Jens Aagren. De stillede op med mig, men jeg spurgte også til, at det var for at finde ud af, hvad medlemmerne gerne ville, for så kommer der også til at ske noget.
Da klubben mistede de unge
Tager man et tilbageblik på Nykøbing Falster Roklub, så er det sikkert og vist, at klubben altid var garant for dygtige kaproere, hvor flere har ført det meget langt. Klubben havde en dygtig træner, Jens Grambo, og han kunne virkelig noget ganske særligt. Blandt de mest internationale kendte er Dorthe Petersen og Mads Rasmussen, der har vundet alt lige fra ædle medaljer ved VM - kulminerende med en olympisk guldmedalje til Mads Rasmussen i 2012. Godt nok var de to landsholdroere for længst flyttet til Danmarks hovedstad og ind i de store klubber der, men deres DNA fra roklubben på Falster vil altid ligge i dem.
- Det var som om, at klubben aldrig siden fik den succes på kaproningsfronten, som dengang Grambo tog sig af det. Den dag han forlod klubben, så gik den nærmest i dvale, husker Jesper Skytte
- Tidligere medlemmer vender tilbage
Der holdes desuden grillaften, som alle ser frem til.
Satser på coastalroning
Nykøbing Falster Roklub kan mønstre hele 10 instruktører, som står klar, når klubben har roskole på mandage og torsdage, og for et par måneder siden købte klubben en coastal-4X+ af Skovshoved Roklub. - Forleden prøvede tre helt nye roere vores coastal-4X+, og det var ret populært.
Da interviewet er ved at være færdigt, begynder de voksne nye roere at gøre klar til en rotur. Og sørme, om ikke en kending fra DSR i København, træder ind i opholdsstuen. Det er Katrine Jørgensen, som fortæller, at når hun er "hjemme" i Nykøbing, så vil hun gerne hjælpe med instruktionen i roklubben. Katrine er en habil coastalroer og står for flere ungdomsarrangementer om sommeren rundt omkring. Denne aften hjælper hun til med instruktionen i coastal-4X+.
- Vi vil satse en del på coastalroning her i klubben, og har netop sendt invitationen til sommercamp v. Roklubben Stevns rundt til vores medlemmer, mens vi også tilmelder os aktiv sommer, fortæller Jesper Skytte.
Skole-OL på Lolland-Falster
Planerne for resten af sæson 2025 rummer også at afholde Skole-OL for allerførste gang.
- Det arbejder vi pt. på, og lige her er Juliane Elander involveret sammen med Mai Wandrup fra Sakskøbing Roklub. Vi regner med, at det finder sted i uge 46 eller uge 47.
Det kommer an på, hvor vi kan få en hal. Vi får DFfRs trailer herned i uge 38.
Det bliver lokale mesterskaber, og der er lavet invitation til skolerne.
Juliane er med som planlægger. Hun har en Konsulentansættelse i DIF, fortæller Jesper Skytte.
Det er tid for aftenens instruktion. Denne aften skal nye roere instrueres i en 2-åres inrigger, en C4X+, og formanden napper selv en tur med en ny roer i en coastal-2X. Den nye bliver først instrueret på land, og derefter går turen nordpå. Og da bådene er ved at være ude af syne, er det tid for et farvel for denne gang.
Formand for Nykøbing Falster Roklub:
Jesper Skytte
-1991-1995 aktiv juniorkaproer. JVM i Årungen, i München samt Nations Cup i Groningen.
Formand fra 2024-...
Nykøbing Falster Roklub
Nykøbing F Roklub startede som en roforening i 1884 og blev grundlagt af 7 mænd.
Klubben var den første roklub i provinsen og blev etableret ved indskud fra de få mænd der ønskede at ro.
I 1887 åbnes klubben for kvinder, og Nykøbing Falster Roklub har siden været en fælles roklub uden opdeling.
Roklubben i den falsterske hovedstad er et populært sted for andre roere fra hele landet:
Klubben venter besøg af flere roere udefra i 2025. Således vil roere fra: Skovshoved, Hellerup, Fredensborg, Roklubben Øresund, lægge vejen forbi Nykøbing Falster for at ro ud på Guldborgsund.