Årets Hovedgeneralforsamling nærmer sig med hastige skridt.
Hele fire poster skal besættes, men tre af de nuværende HB-medlemmer er villige til genvalg.
Dansk roning hungrer efter unge, der kan komme ind for at suge til sig og udføre et stykke arbejde. At komme med nye ideer - og hvor det ses igennem en ung roers briller, hvilket er tiltrængt, for mange roklubber er præget af det ældre segment, hvor hovedparten af medlemmerne er i 50+klassen - og endnu ældre. Vi kan ikke løbe fra, at der i flere år har været bekymrede miner, når vi ser på, hvem der skal tage over efter alle os - der for manges vedkommende har været i roningens verden i næsten en menneskealder.
Og lige her gælder det om at give plads, og lægge sætningen: - Det har vi prøvet - og det gør vi ikke igen - helt væk.
For ikke at nævne, at mange af os sidder godt limet til taburetten, og "at der nok ikke kommer nogen, der kan tage over"... Eller en skepsis over kandidaters relationer, enten hvordan vedkommende har ageret i den klub, hvor der har været et tilhørsforhold eller hvor nogen af os har familiemæssige relationer i roningens verden - som andre måske ser, som en hæmsko.
På denne måde har dansk roning i mange år haltet bagude, når det handler om unge, der gerne vil udføre et stykke arbejde og fastholde dem. Vil man have folk - og gerne unge til at lave et stykke arbejde - og det oven i købet, når de selv viser interesse og melder sig - så gælder det om at lægge alle de "aber-dabei-forbehold" væk, tage imod de unge med kyshånd og bane vejen for dem.
Nu har en ung roer meldt sit kandidatur til hovedbestyrelsen.
Det er en velformuleret og målrettet Frederik Juel Hansen, 19, roinfo har i telefonen, hvor han fortæller om, hvorfor han stiller op til en post i hovedbestyrelsen ved årets hovedgeneralforsamling, den 21. marts.
Frederik, der er medlem af Dragør Roklub fortæller til roinfo.dk, at han har fået stor interesse i den politiske verden i forbindelse med kommunalvalget i 2025. - Dét med at tage ansvar, lytte og gøre noget for andre.
- Jeg har været en del af roningen i 10 år. Første gang, jeg deltog i noget indenfor roningen var deltagelsen i ergometer ved Sjællandsmesterskaberne i 2016. Udover det var spændende at være med og møde andre, har jeg også oplevet klublivet på nærmeste hold - og jeg har prøvet alle muligheder indenfor roningens verden, både kaproning, inriggerroning og coastal, fortæller Frederik
Men Frederik Juel Hansen har også oplevet, at der er sket en forandring, siden han begyndte, som juniorroer for sin roklub. - Dengang var der fuldt hus i de helt unges klasser, når vi var ude til regattaer. Nu kan man ikke engang fylde banerne op, som dengang. Og det vil jeg gerne arbejde for kommer til at ske igen - så vi kan se de mange juniorer, der begynder at gå til roning, hvor der ligger fantastiske historier og venter vores unge og dansk roning i det hele taget, siger Frederik Juel Hansen.
- Jeg tror meget på, at vi skal spille på de unges banehalvdel. Det skal være fedt at være en del af en gruppe ungdomsroere
- Det sociale - og rotaget: - Vi laver den samme bevægelse allesammen, om vi er kaproere eller motionsroere, fortæller Frederik Juel Hansen.
Mærkesager:
Rekruttering af unge
- og det er ikke kun kaproning - men for alle unge, der vil - også de frivillige.
Branding af dansk roning: Vi skal være bedre til at fortælle vores succeshistorie
Et sundt og stærkt foreningsliv - som er et tolererende miljø i sporten, hvor man bliver taget godt imod.
Det er førstehåndsindtrykket, der er det allervigtigste. Og at kunne fastholde dem bagefter
Vi har Amager Regattaen en gang årligt, som jeg har deltaget i, som yngre. Og det på tværs af alder og forskellige niveauer.
Jeg har siddet i skolebestyrelser - og er pt ved at gå ind i en bestyrelse: Ungdragør.
Jeg har gået i ungdomsskole og haft mange gode oplevelser, og det vil jeg gerne give videre, så andre prøver at få de fine oplevelser.
Så er jeg tilknyttet Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg - det er Danmarks største TD-gymnasium, fortæller Frederik Juel Hansen, som i flere år har haft Sorø Roklub og Roskilde Roklub, som gode og velbesøgte træningsmiljøer, han var en del af - og så har jeg gået på Idrætsefterskole i Holstebro, siger Frederik Juel Hansen
Afslutningsvis glæder jeg mig meget til at møde de delegerede, som man kan tage en dialog med ved hovedgeneralforsamlingen, lyder det fra Dragør Roklubs Frederik.
Roinfo ønsker Frederik Juel Hansen et stort held og lykke, som kandidat til DFfRs hovedbestyrelse.
Går andre og overvejer at stille op til DFfRs hovedbestyrelse ved årets hovedgeneralforsamling, så skriver roinfo gerne om det.
RSS-feed