| Af: Mette Bacher Tidligere formand for Københavns Regattaforening, tidl. Formand og kaproningschef for Roforeningen KVIK, Jørgen Nielsen, gik bort den 1. oktober. Nedenfor bringer vi først Roforeningen KVIKs Nekrolog, derefter mindeord fra roinfo.dk, og nederst på siden dato og sted for bisættelsen. |
Nekrolog
Jørgen Nielsen
Født 19. juni 1941
Død 1. oktober 2025
Vores æresmedlem Jørgen Nielsen er gået bort efter en periode med sygdom.
Jørgen blev medlem den 1. september 1958. Han var en lokal Østerbro-dreng, der havde gået på Randersgade Skole, én årgang under Erik Ravn. De to tegnede i en lang årrække KVIK som formænd og bestyrelsesmedlemmer, rokammerater og venner.
Jørgen var letvægtsroer og var en del af den stærke letvægtsfirer, som KVIK havde i starten af 60’erne. I 1961 blev han Danmarksmester i fireren. Jørgen havde lidt svært ved at holde vægten mellem konkurrencerne, hvorfor hans rokammerater lidt drilsk gav ham tilnavnet “Michi” (inspireret af logoet fra en fransk dæk-koncern).
Jørgen kom i bestyrelsen i 1972 som kaproningschef, en post han bestred i mange år. Senere blev han formand fra 1977-1982 og senere igen næstformand i perioder, bl.a. som min tro væbner under min første formandsperiode – en tid præget af meget arbejde, hvor Jørgen altid støttede op og påtog sig de nødvendige opgaver. Da jeg i 2010 valgte at træde tilbage, takkede Jørgen ja til at tage endnu en tørn som formand i perioden 2010-2014.
Jørgen helligede sit liv til KVIK og kaproning. Det var derfor nok naturligt, at hustruen, Lene i mange år bestred posten som kasserer i KVIK – på den måde fik hun lidt tid sammen med sin Jørgen. For han var altid i gang med et eller andet, der havde med roning at gøre. Hvis det ikke var i KVIK, var det i Københavns Regattaforening, hvor Jørgen var regattachef i en lang årrække.
Jørgen Nielsen var indehaver af en række hædersbeviser, heriblandt sølvstanderen med guldkrans (1965), Sølvmanden (1975), KVIK Hæderstegn (1981) og KVIKs Guldmedalje (1991). I 2013 blev Jørgen udnævnt til æresmedlem for Roforeningen KVIK. Udover KVIK’s hædersbeviser har han modtaget DFfR’s ærestegn (1986) og Dansk Idrætsforbunds ærestegn (2005).
Mine varmeste tanker går til familien: Lene, Kim og Janne.
Æret være mindet om Jørgen Nielsen.
Med venlig hilsen
Bo Adelholm
Formand
Roforeningen KVIK
Den 2. oktober, fik vi tilsendt Roforeningen KVIKs mindeord om Jørgen Nielsen, der dagen forinden forlod denne verden.
En melding, så trist, men alligevel nok ventet grundet flere år med sygdom.
Udover sine flotte år i KVIK, var Jørgen Nielsen også tidligere formand for Københavns Regattaforening, og roinfos skribent husker ham, som en dygtig kaproningschef i KVIK i 1970erne, hvor en solid juniorafdeling blev Roforeningens varemærke.
Meldingen sendte os en lille tur down memory lane.
Ja, så gik der lige 50 år , siden...
... dengang denne skribent meldte sig under fanerne , som juniorkaproer i Roforeningen KVIK, der ville danne en pigedobbeltfirer for første gang i Roforeningens historie.
I de spæde forårsmåneder i 1975 blev vi en del af en god, skøn og solid juniorgruppe i Roforeningen KVIK, som med en dygtig ledelse og erfarne trænere sikrede, at de unge scorede medaljer i hobetal og blev udtaget til juniorlandsholdet. Kaproningschef var Jørgen Nielsen, en dygtig herre, der sammen med trænerne: Heiner Nilsson og Jørgen Rudolf Nielsen gav os mulighederne for at roningen for evigt ville give os en god ballast på vores videre vej. Og det gjorde de godt. De banede vejen for, at tre af os fik roningen, som en livsledsager, der skulle konkurrere med den private tilværelse i vores liv.
I 2024 var det den ene dygtige træner fra dengang, Jørgen Rudolf Nielsen - - vi mistede - og nu vores kaproningschef fra de gyldne dage i halvfjerdserne, Jørgen Nielsen. Jamen det er da ellers ikke så mange år side, det hele gik løs på juniorlandsholdet med dem, som oppassere, tænker man? Årh jo, der er alligevel gået fem årtier.
Udover at varetage rollen som kaproningschef, blev Jørgen siden formand for KVIK, og gjorde det fremragende. Det var sikkert og vist, at han altid virkede velforberedt, når han gik på talerstolen, hvad enten det var til kredsgeneralforsamlinger eller ved DFfRs Hovedgeneralforsamlinger. Og han holdt sig aldrig tilbage med gode kommentarer eller spørgsmål. Som formand for Københavns Regattaforening, var Jørgen også havnet et godt sted, hvor han sikrede, at mange regattaer på Bagsværd Sø blev gennemført af et dygtigt team til punkt og prikke. Han blev for år tilbage udnævnt, som Æresmedlem af Københavns Regattaforening
I de senere år var Jørgen præget af sygdom, og vi så ikke så meget til ham længere, når der var regattaer på søen. Men det var sikkert og vist, at han fulgte ivrigt med, som læser af hjemmesiden roinfo.dk, hvor han ofte kommenterede eller roste.
Jørgen Nielsen og trænerne så rigtigt dengang ved at lade unge kvinder komme med på kaproningsbanerne, Og det glædede ham usigeligt, at næste generation af KVIKs dygtige kvinder siden hen satte sig solidt på Danmarksmesterskaberne i en årrække, og viste høj klasse ved VM og OL.
Vi har meget at takke Jørgen Nielsen for.
Æret være Jørgen Nielsens Minde
Leif Thygesen og Mette Bacher, roinfo.dk
Jørgen Nielsen,
bisættes fra Stengaard Kirke, Triumfvej 2, Lyngby.
Torsdag d. 9. Oktober kl. 11.00
RSS-feed