I 2011 vedtog Dansk Forening for Rosport (DFfR) en ny struktur, der opdelte landet i ronetværk. Det var meningen, at ronetværkene skulle samarbejde mere uformelt og sørge for arrangementer på tværs af netværksklubberne. Flere netværk har udviklet sig, og samarbejdet fungerer fint, mens det må konstateres, at i andre ronetværk er samarbejdet på et meget lavt blus – for ikke at sige ikke eksisterende.
To af de ronetværk, der har fået samarbejdet til at køre med fælles arrangementer, er Ronet Syd: Esbjerg Roklub, Fanø Roklub, Fredericia Dame-Roklub, Fredericia Roklub, Grindsted Roklub, Horsens Roklub, Jels Roklub, Juelsminde Roklub, Kolding Dame-Roklub, Kolding Roklub, Middelfart Roklub, Ribe Roklub, Roklubben Lillebælt, Strib Ro- og Kajakklub, Varde Roklub og Vejle Roklub samt Synnejysk Ronetværk: Augustenborg Roklub, Flensborg Roklub, Gråsten Roklub, Haderslev Roklub, Høruphav Roklub, Kollund Roklub, Nordborg Roklub, Slesvig Roklub, Sønderborg Roklub, Tønder Roklub, Aabenraa Ro- og Kajakklub, Apenrader Ruderverein, Ruderverein Hoyer / Højer Roklub, Deutscher Ruderverein Gravenstein, Deutscher Ruderverein Hadersleben, Deutscher Ruderverein Norderharder og Deutscher Ruderverein Germania Sonderburg.
Ronet Syd og Synnejysk Ronetværk definerer en madpakketur således: ”En madpakketur er en rotur, hvor der deltager roere fra klubber i Ronet Syd eller Synnejysk Ronetværk. Deltagere medbringer egen madpakke og sørger selv for transporten til den klub, som er vært ved turen. Forudsætninger for at deltage i turen er, at man er fortrolig med skifte i båden samt kan ro og styre i bølger. Det er den tilmeldende klub, der godkender medlemmer til deltagelse i madpakketure og er ansvarlig for, at den tilmeldte roer har de fornødne færdigheder. Tilmelding skal ske samlet klubvis senest fjorten dage forinden turens afholdelse. Hurtigst herefter skal der ske en tilbagemelding til de tilmeldte klubber i tilfælde af overtegning.”
Turene er af varierende længde, fra cirka 45 kilometer til cirka 20 kilometer. Der er mulighed for blandt andet at opleve Kolding Fjord, Skanderborg Sø, Vadehavet, Vejle Fjord, Horsens Fjord, Lillebælt, Slien og Flensborg Fjord. Som regel afsluttes turen med fælles kaffebord i den arrangerende klub.
Tak til Klaus Jensen, Sønderborg Roklub, der delte planen for madpakketurene med roinfo.dk.
Du kan finde madpakketurene i roinfos kalender eller som en samlet liste her.