Af Birgitte Simonsen, Vejle Roklub
Søndag morgen den 29. juni 2025 kl. 08.30 var vi en god flok på 34 personer fra Ronet Syd, som var mødt op for at ro en hyggelig madpakketur på Vejle Fjord i godt selskab. Vejle Roklub havde sørget for, at der var lidt morgenbrød og kaffe, inden vi skulle i bådene. Himlen var smuk og blå med lidt skyer, men desværre var vinden os ikke så venligt stemt. Der var blæst på og udsigt til stigende vind. Det blev besluttet, at turen skulle gå langs nordsiden af fjorden til Daugaard, hvor vi ville gå i land og spise vores medbragte frokost.
Afsted kom vi, og der var fart på seks toåres inriggere, tre fireåres inriggere og én single coastal (modig dame). Det var en fest at ro med vinden i ryggen i høj sol, men som vi nærmede os Daugaard, blev jeg i hvert fald en smule bekymret – måske fordi jeg som Vejle-roer kender farvandet. Det var ikke muligt at gå på stranden i Daugaard; der var alt for megen vind. Vi prøvede at gå lidt længere ud og ind i en lille bugt for at få læ, men forgæves.
Frokost i Daugaard blev der ikke noget af – den måtte vente, til vi var tilbage i roklubben, og den tror jeg faldt på et tørt sted, da vi kom hjem. Jeg havde da i hvert fald oparbejdet en god appetit. Mætte af sol og vind kunne vi sætte os og spise. Tak til alle, som deltog og gjorde dagen til en god dag – vinden til trods.