Den spændende dag i det vestjyske begyndte med kaffe og morgenmad til atten deltagere. De blev fordelt i tre firåres- og én toåresbåd. Værtsklubben stillede med ni roere, og de øvrige ni deltagere kom fra både Gråsten, Haderslev, Strib og Fredericia. Strib stillede med hele fire roere. Fra Esbjerg Roklub – beliggende i det meget fascinerende Maritime Center – gik turen sydpå til den spændende og stadig aktive Sneum Sluse, beliggende i en fantastisk natur i den fredede Nationalpark Vadehavet. Det var ideelt rovejr både temperatur og vindforhold var med os denne lørdag.
En stor tak til Per A. Nissen fra Esbjerg Roklub, som havde arrangeret en uforglemmelig rotur til dette helt fantastisk skønne naturområde ved Sneum Sluse – en lille del af den meget store Nationalpark Vadehavet.