Så nåede vi den 24. december (med en lille tyvstart), og dermed er alle låger i årets julekalender blevet åbnet. Har du haft så travlt med juleindkøb, julefrokoster og/eller andre gøremål, at du ikke har haft tid til at følge med dag for dag, så fortvivl ikke – du kan stadig nå at være med.
Når julen er overstået, og du trækker dig tilbage for at slå mave og slappe af oven på den hæsblæsende højtid, kan du passende bruge tiden til at kaste et blik på julekalenderen. Nu kan du i ro og mag finde ud af, hvilke 24 roklubber der er tale om, og finde de tilknyttede ord. Herefter pusler du de fundne ord sammen til tre sætninger, sender de tre sætninger i en mail til [email protected], og vupti – så har du den store fornøjelse at have knækket årets ordgåde, og samtidig er du med i lodtrækningen om en præmie.
Win-win-situation
Det er en win-win-situation – der er ikke noget som at kunne løse opgaver, andre stiller dig. Du beviser hver gang, du løser en opgave korrekt, at du er smartere, klogere og mere intelligent end den, der har lavet opgaven. Du får både følelsen af triumf og muligheden for at prale over for familie og venner, der stadig kæmper med at samle det Lego sæt de forærede deres lille pode i julegave.
Om det er et stort arbejde at finde ud af, hvilke 24 roklubber der er tale om? Som en klog mand har sagt: "Elevatoren til succes er ude af drift – du må tage trappen, ét skridt ad gangen." - Og lidt motion oven på juleanden skader jo ikke - lidt hjernegymnastik kan du vel klare?
Signaturen glæder sig til at se, hvor mange der klarer udfordringen. Men din løsning skal indsendes senest 31. december 2025. God fornøjelse.
Gå direkte til julekalenderen her.
RSS-feed