Af Leif Thygesen
”Jeg begyndte at ro, fordi jeg sammen med Lynge Brøndum Larsen var kommet i lære på Nakskov Skibsværft i 1966. Jeg blev så kontaktet af Ib Sommerfeldt, der mente, at både Lynge og jeg havde den rigtige størrelse til at ro. Så vi begyndte i Nakskov Skibsværft Roklub, men det var ikke så seriøst og lå ikke i faste rammer. Jeg havde faktisk lyst til at ro konkurrenceroning og afprøve mig selv. Allerede i 1964 havde jeg været en tur i Maribo Roklub, men det var ikke blevet til mere. I 1968 meddelte Lynge, at han ville være politibetjent, hvilket betød, at han droppede ud både fra værftet og roningen. Jeg stod så tilbage og skulle finde en ny makker. Jeg så mig lidt omkring og fik øje på John, der også arbejdede på værftet. På det tidspunkt spillede John fodbold. Jeg spurgte ham, om han ikke havde lyst til at prøve kræfter med roning, og det ville han gerne. Jeg stillede som betingelse, at han stoppede med at spille fodbold, for det var nødvendigt, hvis vi skulle være med helt fremme. Det gik John med til, og så startede vi ellers med seriøs træning. Det var vintertræning i en lille gymnastiksal, men her blev grundformen skabt. Vi startede med nogle af de små kaproninger i Vordingborg og Korsør, og her vandt vi.”
”Jeg begyndte at ro, fordi jeg sammen med Lynge Brøndum Larsen var kommet i lære på Nakskov Skibsværft i 1966. Jeg blev så kontaktet af Ib Sommerfeldt, der mente, at både Lynge og jeg havde den rigtige størrelse til at ro. Så vi begyndte i Nakskov Skibsværft Roklub, men det var ikke så seriøst og lå ikke i faste rammer. Jeg havde faktisk lyst til at ro konkurrenceroning og afprøve mig selv. Allerede i 1964 havde jeg været en tur i Maribo Roklub, men det var ikke blevet til mere. I 1968 meddelte Lynge, at han ville være politibetjent, hvilket betød, at han droppede ud både fra værftet og roningen. Jeg stod så tilbage og skulle finde en ny makker. Jeg så mig lidt omkring og fik øje på John, der også arbejdede på værftet. På det tidspunkt spillede John fodbold. Jeg spurgte ham, om han ikke havde lyst til at prøve kræfter med roning, og det ville han gerne. Jeg stillede som betingelse, at han stoppede med at spille fodbold, for det var nødvendigt, hvis vi skulle være med helt fremme. Det gik John med til, og så startede vi ellers med seriøs træning. Det var vintertræning i en lille gymnastiksal, men her blev grundformen skabt. Vi startede med nogle af de små kaproninger i Vordingborg og Korsør, og her vandt vi.”
Blå bog
- Einer Hedensten Hansen
- Begyndte at ro i 1967 i Nakskov Skibsværft Roklub
- Dansk mester sammen med John Hansen i toer med styrmand i 1970 og 1972
- Deltager ved Europamesterskaberne i roning i toer med styrmand i 1969 i Klagenfurt, Østrig
- Gift med Hanne. To børn: Andreas 48 og Kristine 44 år. Tre børnebørn: 15, 11 og 10 år
- Uddannet skibsbygger
- Historisk konsulent for lokalhistorisk arkiv i Nakskov med speciale i Nakskov Skibsværft
- Bestyrelsesmedlem i Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum
Einer fylder 80 år
Det er en smuk, men kold dag ved Nakskov Havn, da roinfo møder Einer Hansen for at lave et interview i Nakskov Roklub. Einer har købt kage og lavet kaffe. Han medbringer fire scrapbøger, der dokumenterer en flot og enestående rokarriere. I perioden 1969 – 1972 var Einer den ene halvdel af Nakskov Skibsværfts toer med styrmand. Til vores unge læsere: Jo, dengang var toer med styrmand en almen anerkendt bådtype; den var ovenikøbet på det olympiske program.
Interviewet har været lidt undervejs, men den 19. februar 2025 fylder Einer 80 år, og tiden er inde til at se lidt tilbage. Men inden da kan det konstateres, at Einer i dag er en respekteret roer og vellidt kammerat i Nakskov Roklub. Jo, Einer nyder fortsat at ro, og der skal stadig være tryk i åren, og man skal koncentrere sig om roningen. Når vi ror, så ror vi – og så kan vi snakke bagefter. Man skal være brugt, når man har roet. Einer nyder, når man rammer hinanden præcist og båden bare glider. Når Einer stiller op til kaproning, er det for at vinde. Jeg samler ikke på andenpladser, som Einer udtrykker det.
Det er en smuk, men kold dag ved Nakskov Havn, da roinfo møder Einer Hansen for at lave et interview i Nakskov Roklub. Einer har købt kage og lavet kaffe. Han medbringer fire scrapbøger, der dokumenterer en flot og enestående rokarriere. I perioden 1969 – 1972 var Einer den ene halvdel af Nakskov Skibsværfts toer med styrmand. Til vores unge læsere: Jo, dengang var toer med styrmand en almen anerkendt bådtype; den var ovenikøbet på det olympiske program.
Interviewet har været lidt undervejs, men den 19. februar 2025 fylder Einer 80 år, og tiden er inde til at se lidt tilbage. Men inden da kan det konstateres, at Einer i dag er en respekteret roer og vellidt kammerat i Nakskov Roklub. Jo, Einer nyder fortsat at ro, og der skal stadig være tryk i åren, og man skal koncentrere sig om roningen. Når vi ror, så ror vi – og så kan vi snakke bagefter. Man skal være brugt, når man har roet. Einer nyder, når man rammer hinanden præcist og båden bare glider. Når Einer stiller op til kaproning, er det for at vinde. Jeg samler ikke på andenpladser, som Einer udtrykker det.
Foto Leif Thygesen
På det sociale plan er Einer kendt for sin hjælpsomhed. Man går aldrig forgæves til Einer, hvis man har brug for hjælp. Når klubben kalder, møder Einer, og han møder til tiden. Einer er loyal og trofast over for sin klub. Einer er aldrig kommet for sent på arbejde, og han sætter en ære i at holde aftaler. Einer har humor og en god portion selvironi – de små godmodige drillerier rokammerater imellem deltager Einer flittigt i – og så nyder han et godt måltid i selskab med gode kammerater.
På lokalhistorisk arkiv er han en skattet medarbejder, der ”ved alt” om Nakskov Skibsværft, og det er Einer, du skal have fat i, hvis du vil vide noget om det nu hedengangne værft.
Uden for rosporten er Einer med i en lille vennekreds, der kalder sig ”Aftenakademiet”, hvor man mødes og diskuterer etik og meget andet. Einer er kendt for sin grundighed. Detaljerne skal være i orden, når Einer fortæller noget.
I sommerhalvåret ror Einer to til tre gange om ugen på vandet, mens den står på maskinroning et par gange om ugen om vinteren.
På lokalhistorisk arkiv er han en skattet medarbejder, der ”ved alt” om Nakskov Skibsværft, og det er Einer, du skal have fat i, hvis du vil vide noget om det nu hedengangne værft.
Uden for rosporten er Einer med i en lille vennekreds, der kalder sig ”Aftenakademiet”, hvor man mødes og diskuterer etik og meget andet. Einer er kendt for sin grundighed. Detaljerne skal være i orden, når Einer fortæller noget.
I sommerhalvåret ror Einer to til tre gange om ugen på vandet, mens den står på maskinroning et par gange om ugen om vinteren.
I dag ror Einer Hansen i Nakskov Roklub. Foto Leif Thygesen
Men det hele startede i Nakskov Skibsværft Roklub, hvor der stadig hænger et foto på væggen til minde om Einer og Johns DM-nummer to i 1972. Styrmand var Lars Peter Petersen. Foto Leif Thygesen
Gennembruddet i 1969
Hvert forår i 1960'erne var der tradition for, at Nakskov Skibsværft Roklub tog til kaproning i Lübeck. I 1969 deltager Einer og John for første gang i den nordtyske by – og så var man klar til Forårskaproningen på Bagsværd Sø.
”Her mødte vi Haderslev, der havde vundet bronze ved OL i Mexico i 1968 i toer med styrmand. En af roerne var skiftet ud, men stroken Harry Jørgensen var stadig med, og Haderslev var derfor storfavoritter. Men det lykkedes os lige akkurat at klemme os foran - nærmest på selve målstregen. Det var jo et resultat, der gav genlyd og vakte opsigt, og samtidig blev det starten på et helt forrygende 1969, hvor vi efter sæsonen kunne se tilbage på ti førstepladser.”
Hvert forår i 1960'erne var der tradition for, at Nakskov Skibsværft Roklub tog til kaproning i Lübeck. I 1969 deltager Einer og John for første gang i den nordtyske by – og så var man klar til Forårskaproningen på Bagsværd Sø.
”Her mødte vi Haderslev, der havde vundet bronze ved OL i Mexico i 1968 i toer med styrmand. En af roerne var skiftet ud, men stroken Harry Jørgensen var stadig med, og Haderslev var derfor storfavoritter. Men det lykkedes os lige akkurat at klemme os foran - nærmest på selve målstregen. Det var jo et resultat, der gav genlyd og vakte opsigt, og samtidig blev det starten på et helt forrygende 1969, hvor vi efter sæsonen kunne se tilbage på ti førstepladser.”
Nakskov Skibsværfts toer (forrest) presser sig lige akkurat foran Haderslev ved Forårsregattaen i 1969. Det blev startskuddet til en flot karriere for de to smede, som de blev kaldt.
Træner Ib Sommerfeldt
”Vi var jo godt trænet af den legendariske Ib Sommerfeldt. Her var det kæft, trit og retning. Kvinder, tobak og alkohol var forbudt. Det var tidligt i seng, og alt drejede sig om roning”.
Hvordan var det som et voksent menneske at blive behandlet nærmest som et barn?
”Det var jo ikke altid, vi lige rettede os helt efter det, som Ib sagde. Vi var flere roere fra Nakskov Skibsværft Roklub, der mødtes oven på Kinohallen, hvor Sigfred havde diskotek ”Pulterkammeret”. Andre gange mødtes vi på ”Den Litterære” i Søndergade, men vi var disciplinerede, og der var ikke noget, der hed alkohol i den tid. Vi havde respekt for Ib, der jo også havde en anden og mindre kendt social side. Mange gange blev vi om aftenen inviteret på en tår kaffe privat af Ibs kone Ella. Både Ib og Ella var meget omsorgsfulde – den ros skal de have. Udadtil var Ib jo ikke specielt blid og forstående. Han havde sin helt egen jargon. Han bad mig ofte om at købe snus. Jeg boede på Løjtoftevej og kom forbi Banegården, hvor kiosken havde en stor fryser med snus. Så tog han snusen med neglen og lagde det ind under læben. Ib havde ”en råber”, som han brugte, når han var ude i motorbåden og trænede os og andre, og den var fuldstændig sort indvendig af snus. Det var ikke nemt for Ib både at råbe og holde snusen i munden.
”Vi var jo godt trænet af den legendariske Ib Sommerfeldt. Her var det kæft, trit og retning. Kvinder, tobak og alkohol var forbudt. Det var tidligt i seng, og alt drejede sig om roning”.
Hvordan var det som et voksent menneske at blive behandlet nærmest som et barn?
”Det var jo ikke altid, vi lige rettede os helt efter det, som Ib sagde. Vi var flere roere fra Nakskov Skibsværft Roklub, der mødtes oven på Kinohallen, hvor Sigfred havde diskotek ”Pulterkammeret”. Andre gange mødtes vi på ”Den Litterære” i Søndergade, men vi var disciplinerede, og der var ikke noget, der hed alkohol i den tid. Vi havde respekt for Ib, der jo også havde en anden og mindre kendt social side. Mange gange blev vi om aftenen inviteret på en tår kaffe privat af Ibs kone Ella. Både Ib og Ella var meget omsorgsfulde – den ros skal de have. Udadtil var Ib jo ikke specielt blid og forstående. Han havde sin helt egen jargon. Han bad mig ofte om at købe snus. Jeg boede på Løjtoftevej og kom forbi Banegården, hvor kiosken havde en stor fryser med snus. Så tog han snusen med neglen og lagde det ind under læben. Ib havde ”en råber”, som han brugte, når han var ude i motorbåden og trænede os og andre, og den var fuldstændig sort indvendig af snus. Det var ikke nemt for Ib både at råbe og holde snusen i munden.
Ib Sommerfeldt (tv) sammen med Jarl Emcken fra Roklubben Skjold. To legendariske roledere
Ib var jo også fræk som en slagterhund. En gang, vi var på vej hjem fra kaproning, drejede vi ind til Hotel Hvide Hus i Maribo – klubben ville give noget at spise. Dagens ret var bøf stroganoff med kartoffelmos, og det skulle vi have. Tjeneren kom med en skål, der skulle række til hele selskabet, men da de to første havde taget, var skålen tom. Vi var jo roere, der havde været ude og præstere, så depoterne var tømt. Den stakkels tjener kom til at rende i pendulfart, før vi alle havde fået noget at spise, og jeg tror ikke, at hotellet har tjent særligt meget på os, men vi fik alle, hvad vi kunne spise.
Vi trænede både morgen og aften. Sommetider mødtes vi i roklubben klokken 05.00, og så stod den på træning, inden vi skulle på arbejde klokken 07.00.
Ib var jo en kendt personlighed og kendte gud og hvermand, uanset hvor vi kom. Ib havde været bådsmand for landsholdet flere gange.
Ib gik også efter nogle bestemte pokaler. For eksempel var der en pokal i et løb for toer med, der hed ”Gudmund Schack Pokalen”. Den kunne Ib godt tænke sig at få fat i. Den skulle vindes tre gange i træk eller fem gange i alt – og den tog John og jeg altså hjem til Nakskov Skibsværft Roklub. Nogle af pokalerne fik plads i klubhuset, mens andre – som reglen de dyreste pokaler - fik plads i direktionslokalet på Nakskov Skibsværft.”
Nakskov Skibsværft Roklubs bus var forsynet med et skilt ved døren, hvor der stod: ”Pokalekspressen” – når skibsværftsroerne tog til kaproning, var det for at vinde.
DM blev fejret på Nakskov Skibsværft
”Når vi havde vundet DM, fik vi foretræde for direktøren for Nakskov Skibsværft. Vi kom i vores arbejdstøj, så bankede Ib på døren til direktørens kontor, og vi fik foretræde. Så stod de høje herrer ellers linet op: Først stod direktøren, så stod underdirektøren, så kontorchefen, så hovedkassereren – alt i rangorden. Så blev der budt på portvin, og der blev holdt tale af både direktøren og Ib. Det var meget stilfuldt og også en god oplevelse.
Senere på året fik vi Nakskov Bys Idrætspris. Det skete både i 1970 og i 1972, og det var ingen selvfølge, for der var andre gode idrætspræstationer i Nakskov på det tidspunkt - først og fremmest Nakskov Gymnastik Forening og Niels Erik Bertelsen, der altid havde flere mesterskaber, og så var der sejlerne Egon Petersen og Lynge Tang Jørgensen, der også markerede sig flot på det nationale niveau i Danmark.”
Vi trænede både morgen og aften. Sommetider mødtes vi i roklubben klokken 05.00, og så stod den på træning, inden vi skulle på arbejde klokken 07.00.
Ib var jo en kendt personlighed og kendte gud og hvermand, uanset hvor vi kom. Ib havde været bådsmand for landsholdet flere gange.
Ib gik også efter nogle bestemte pokaler. For eksempel var der en pokal i et løb for toer med, der hed ”Gudmund Schack Pokalen”. Den kunne Ib godt tænke sig at få fat i. Den skulle vindes tre gange i træk eller fem gange i alt – og den tog John og jeg altså hjem til Nakskov Skibsværft Roklub. Nogle af pokalerne fik plads i klubhuset, mens andre – som reglen de dyreste pokaler - fik plads i direktionslokalet på Nakskov Skibsværft.”
Nakskov Skibsværft Roklubs bus var forsynet med et skilt ved døren, hvor der stod: ”Pokalekspressen” – når skibsværftsroerne tog til kaproning, var det for at vinde.
DM blev fejret på Nakskov Skibsværft
”Når vi havde vundet DM, fik vi foretræde for direktøren for Nakskov Skibsværft. Vi kom i vores arbejdstøj, så bankede Ib på døren til direktørens kontor, og vi fik foretræde. Så stod de høje herrer ellers linet op: Først stod direktøren, så stod underdirektøren, så kontorchefen, så hovedkassereren – alt i rangorden. Så blev der budt på portvin, og der blev holdt tale af både direktøren og Ib. Det var meget stilfuldt og også en god oplevelse.
Senere på året fik vi Nakskov Bys Idrætspris. Det skete både i 1970 og i 1972, og det var ingen selvfølge, for der var andre gode idrætspræstationer i Nakskov på det tidspunkt - først og fremmest Nakskov Gymnastik Forening og Niels Erik Bertelsen, der altid havde flere mesterskaber, og så var der sejlerne Egon Petersen og Lynge Tang Jørgensen, der også markerede sig flot på det nationale niveau i Danmark.”
Når Nakskov Skibsværft Roklub havde vundet et Danmarksmesterskab, blev Ib Sommerfeldt og hans roere modtaget på Nakskov Skibsværfts direktørkontor.
VM glippede
”I de følgende år efter 1969 deltog vi i alle de store kaproninger, for eksempel Lübeck, Ratzeburg, Duisburg, Bosbaan i Holland og så selvfølgelig de hjemlige kaproninger Bagsværd, Sorø, Brabrand og Haderslev. Vi havde i de år nogle drabelige opgør med Haderslev, Bagsværd, Roklubben Viking, Roskilde, Roklubben Ægir og Ribe. Vi var så mange hold, at der altid var indledende heats, så der var ingen af kaproningerne, der bare var en walkover.
Vi roede jo stærkt, så i 1971 blev vi udtaget til at deltage i den internationale regatta i Duisburg. Vi boede på en sportsskole, og om aftenen var John og jeg på vej i natklub – det mente vi godt, vi kunne, selvom vi skulle ro dagen efter. Så mødte vi nogen fra Dansk Forening for Rosport, og de spurgte, om hvor vi skulle hen - så blev vi ellers sendt hjem i seng, for at vi kunne være friske dagen efter.
Samme år - i 1971 - tabte vi et udtagelsesløb på Sorø Sø om at komme til VM i Montreal. Vi var faktisk udtaget på forhånd, og vi havde allerede fået billetterne, og der var købt tøj til turen. Så stod Ib og sagde: Det går I lige ud og klarer… men det gjorde vi altså bare ikke. Vi tabte til Roklubben Viking og måtte aflevere alt, hvad vi havde fået udleveret. Men i 1972 tog vi revanche og vandt over Viking og blev danske mestre.
”I de følgende år efter 1969 deltog vi i alle de store kaproninger, for eksempel Lübeck, Ratzeburg, Duisburg, Bosbaan i Holland og så selvfølgelig de hjemlige kaproninger Bagsværd, Sorø, Brabrand og Haderslev. Vi havde i de år nogle drabelige opgør med Haderslev, Bagsværd, Roklubben Viking, Roskilde, Roklubben Ægir og Ribe. Vi var så mange hold, at der altid var indledende heats, så der var ingen af kaproningerne, der bare var en walkover.
Vi roede jo stærkt, så i 1971 blev vi udtaget til at deltage i den internationale regatta i Duisburg. Vi boede på en sportsskole, og om aftenen var John og jeg på vej i natklub – det mente vi godt, vi kunne, selvom vi skulle ro dagen efter. Så mødte vi nogen fra Dansk Forening for Rosport, og de spurgte, om hvor vi skulle hen - så blev vi ellers sendt hjem i seng, for at vi kunne være friske dagen efter.
Samme år - i 1971 - tabte vi et udtagelsesløb på Sorø Sø om at komme til VM i Montreal. Vi var faktisk udtaget på forhånd, og vi havde allerede fået billetterne, og der var købt tøj til turen. Så stod Ib og sagde: Det går I lige ud og klarer… men det gjorde vi altså bare ikke. Vi tabte til Roklubben Viking og måtte aflevere alt, hvad vi havde fået udleveret. Men i 1972 tog vi revanche og vandt over Viking og blev danske mestre.
Nakskov Skibsværft Roklubs danske mestre i toer med styrmand i 1972
I 1972 roede vi et udtagelsesløb på Sorø Sø, hvor de nærmeste konkurrenter var Roskilde, Roklubben Viking og Roklubben Ægir. Vi blev enige om at ”psyke” de andre og tog med vilje en tyvstart. Vi får selvfølgelig en reprimande og får at vide, at næste gang er vi ude. Vi var dog helt klar ved næste start og ramte starten lige på – måske ovenikøbet lidt før igen – men vi blev ikke diskvalificeret. På Ægirs båd sad blandt andet en jægersoldat. Vi fulgtes pænt ad de første 1.000 meter. Løbet blev vist i TV, og man kunne se, at spidsboldene lå meget lige på første halvdel. Men ved 1000-metermærket blev der råbt ”Gunfighter” – det var vores slang for ”ti stærke rotag”. Udtrykket ”Gunfighter” havde vi fået fra Nakskov Skibsværft Roklubs letvægtsfirer, hvor blandt andet Peter Hansen roede. Peter var også medlem af et band, der kaldte sig for ”Gunfighters”. I Nakskov Skibsværft Roklub fik ordet Gunfighter betydningen ”Ti stærke” – og det var jo godt nok, for konkurrenterne vidste jo ikke, hvad det betød, når styrmanden råbte Gunfighter.
Roskilde, Viking, Ægir og vi lå meget tæt i udtagelsesløbet ved 1000 meter, men i Ægirs båd begyndte de at tale sammen, og Viking kikser et tag, og så må de slippe, og vi vandt en forholdsvis klar sejr.
Kulturen og miljøet blandt kaproere var dengang nok lidt anderledes, end den er i dag. Man hilste på konkurrenterne, men man kunne ikke drømme om at tale med dem, og der blev holdt afstand. Men vi holdt jo øje med hinanden. På et tidspunkt kom Ib med noget autovoks, og så voksede vi vores båd. Det så konkurrenterne jo, så også de begyndte at vokse deres både.”
Roskilde, Viking, Ægir og vi lå meget tæt i udtagelsesløbet ved 1000 meter, men i Ægirs båd begyndte de at tale sammen, og Viking kikser et tag, og så må de slippe, og vi vandt en forholdsvis klar sejr.
Kulturen og miljøet blandt kaproere var dengang nok lidt anderledes, end den er i dag. Man hilste på konkurrenterne, men man kunne ikke drømme om at tale med dem, og der blev holdt afstand. Men vi holdt jo øje med hinanden. På et tidspunkt kom Ib med noget autovoks, og så voksede vi vores båd. Det så konkurrenterne jo, så også de begyndte at vokse deres både.”
Ro-landsholdet på vej til EM i Klagenfurt i Østrig i 1969. Det var en stor oplevelse at være med til EM, siger Einer.
Hvad er den største oplevelse, du har haft som roer?
Der har jo været rigtig mange gode oplevelser. EM i Klagenfurt, hvor vi fløj til regattaen, regattaerne i Duisburg var også store oplevelser, sprinterkaproningerne på Bosbaan, hvor vi roede efter cupsystemet, og man skulle vinde for at komme videre.
I 1972 bliver vi danske mestre og bliver faktisk udtaget til at skulle ro ved de Olympiske Lege i München. Men vi skulle kvalificere os til A-finalen ved en stor international regatta i München, før OL-billetten var hjemme. Vi fik en meget uheldig lodtrækning til det indledende heat, og selvom vi roede hurtigere end dem, der kom i finalen fra det andet indledende heat, rakte det ikke til finalen, og dermed var der ingen udtagelse til de Olympiske Lege. Det er nok den største skuffelse, jeg har haft som roer. Formen var der, og farten i båden var der også, men det hjalp alt sammen ikke – vi blev fældet af en uheldig lodtrækning. Samtidig var vores heat nærmest en skandale. Formanden for det internationale roforbund, Thomas Keller, befandt sig i startområdet. Hans eget land, Schweiz, kom for sent, og løbet var faktisk sat i gang, men så mødte Schweiz op, og vi blev kaldt tilbage efter cirka 200 meters roning. Det udløste selvfølgelig noget ballade, men Schweiz roede fra os. Vi roede lige op med Tjekkoslovakiet, der senere roede sig til sølv i finalen. Jeg ved godt, at det kan man ikke bruge til noget, men jeg synes stadig, det var dårlig ledelse.
En anden oplevelse, der har gjort stort indtryk på mig, handler ikke så meget om roning. Tre gange har jeg roet i Berlin, og når vi skulle til Berlin, skulle vi jo køre gennem DDR. Det var meget anderledes lige fra vi bakkede bussen ombord på færgen i Gedser til vi var fremme i Vestberlin. Vi så kvinder, der - iført tørklæder - var på markarbejde med at lægge kartofler. På en måde var det som at komme tilbage i historien. Det var nærmest som at være på tidsrejse. Det glemmer jeg aldrig.”
Der har jo været rigtig mange gode oplevelser. EM i Klagenfurt, hvor vi fløj til regattaen, regattaerne i Duisburg var også store oplevelser, sprinterkaproningerne på Bosbaan, hvor vi roede efter cupsystemet, og man skulle vinde for at komme videre.
I 1972 bliver vi danske mestre og bliver faktisk udtaget til at skulle ro ved de Olympiske Lege i München. Men vi skulle kvalificere os til A-finalen ved en stor international regatta i München, før OL-billetten var hjemme. Vi fik en meget uheldig lodtrækning til det indledende heat, og selvom vi roede hurtigere end dem, der kom i finalen fra det andet indledende heat, rakte det ikke til finalen, og dermed var der ingen udtagelse til de Olympiske Lege. Det er nok den største skuffelse, jeg har haft som roer. Formen var der, og farten i båden var der også, men det hjalp alt sammen ikke – vi blev fældet af en uheldig lodtrækning. Samtidig var vores heat nærmest en skandale. Formanden for det internationale roforbund, Thomas Keller, befandt sig i startområdet. Hans eget land, Schweiz, kom for sent, og løbet var faktisk sat i gang, men så mødte Schweiz op, og vi blev kaldt tilbage efter cirka 200 meters roning. Det udløste selvfølgelig noget ballade, men Schweiz roede fra os. Vi roede lige op med Tjekkoslovakiet, der senere roede sig til sølv i finalen. Jeg ved godt, at det kan man ikke bruge til noget, men jeg synes stadig, det var dårlig ledelse.
En anden oplevelse, der har gjort stort indtryk på mig, handler ikke så meget om roning. Tre gange har jeg roet i Berlin, og når vi skulle til Berlin, skulle vi jo køre gennem DDR. Det var meget anderledes lige fra vi bakkede bussen ombord på færgen i Gedser til vi var fremme i Vestberlin. Vi så kvinder, der - iført tørklæder - var på markarbejde med at lægge kartofler. På en måde var det som at komme tilbage i historien. Det var nærmest som at være på tidsrejse. Det glemmer jeg aldrig.”
Avisudklip fra Einers scrapbog
Nakskov Skibsværft Roklub ejede en bus, så man var flot kørende til kaproningerne. Her er John og Einer sammen med styrmand Herman Burmeister ved den berømte bus
Einer til langdistancekaproning sammen med Leif Thygesen og styrmand Jenny Larsen. Foto Mette Bacher
Hvad er du mest stolt over?
Vores to børn – men på rofronten er jeg glad for den tid, jeg har dyrket roning. Roning har givet mig meget igennem livet - også at have mødt dig, Leif, og de oplevelser, vi har haft sammen i den daglige roning og ved langdistancekaproningerne.”
Efter nogle års pause begynder du igen at ro, men i Nakskov Roklub. Hvorfor blev det Nakskov Roklub?
”Ib Sommerfeldt var død, og Nakskov Skibsværft Roklub var ikke længere den klub, som jeg roede i. Kulturen i Nakskov Skibsværft Roklub ændrede sig. Jeg savnede at komme på vandet, men kunne ikke rigtig forholde mig til den måde, tingene fungerede på i Nakskov Skibsværft Roklub. Der var ikke rigtig nogen, der roede på vandet. Nakskov Skibsværft Roklub var blevet et fitnesscenter. Jeg blev ansat på Nakskov Havn og kunne se morgenroerne fra Nakskov Roklub, blandt andre Jørgen Andersen og overlæge Wielandt – dem hilste jeg på hver gang, de roede forbi, og det stimulerede lysten til igen at ro ude på vandet.
På et tidspunkt bliver jeg så kontaktet af Leif Thygesen, Nakskov Roklub – dig, min gode mand, og du spørger, om vi ikke skal prøve at ro langdistancekaproning. Jeg ror for at vinde, siger jeg til dig. Det brummer du lidt over, men vi kom på vandet sammen. Den 20. maj 2017 starter vi så til langdistancekaproningen ”Lollands Havørn” sammen med din søn Jonas. Det går over al forventning. Vi vinder guld - og siden er det jo gået meget godt. Vi har da fået metal med hjem de fleste gange, vi har været til start.”
Vores to børn – men på rofronten er jeg glad for den tid, jeg har dyrket roning. Roning har givet mig meget igennem livet - også at have mødt dig, Leif, og de oplevelser, vi har haft sammen i den daglige roning og ved langdistancekaproningerne.”
Efter nogle års pause begynder du igen at ro, men i Nakskov Roklub. Hvorfor blev det Nakskov Roklub?
”Ib Sommerfeldt var død, og Nakskov Skibsværft Roklub var ikke længere den klub, som jeg roede i. Kulturen i Nakskov Skibsværft Roklub ændrede sig. Jeg savnede at komme på vandet, men kunne ikke rigtig forholde mig til den måde, tingene fungerede på i Nakskov Skibsværft Roklub. Der var ikke rigtig nogen, der roede på vandet. Nakskov Skibsværft Roklub var blevet et fitnesscenter. Jeg blev ansat på Nakskov Havn og kunne se morgenroerne fra Nakskov Roklub, blandt andre Jørgen Andersen og overlæge Wielandt – dem hilste jeg på hver gang, de roede forbi, og det stimulerede lysten til igen at ro ude på vandet.
På et tidspunkt bliver jeg så kontaktet af Leif Thygesen, Nakskov Roklub – dig, min gode mand, og du spørger, om vi ikke skal prøve at ro langdistancekaproning. Jeg ror for at vinde, siger jeg til dig. Det brummer du lidt over, men vi kom på vandet sammen. Den 20. maj 2017 starter vi så til langdistancekaproningen ”Lollands Havørn” sammen med din søn Jonas. Det går over al forventning. Vi vinder guld - og siden er det jo gået meget godt. Vi har da fået metal med hjem de fleste gange, vi har været til start.”
Einer har selv bedt om at få dette billede med i interviewet. På billedet Erik Andersen, Leif Thygesen og Einer Hansen på podiet med en sølvmedalje efter en langdistancekaproning i Sønderborg. Når Einer roede langdistancekaproning var det et must, at det foregik i ”roinfo.dk-blusen”
Einer på tur med mandagsholdet. Den anden roer på billedet er Freddy Thygesen. Foto Leif Thygesen
Hver onsdag i sommerhalvåret ror Einer med GRIN (Gamle Roere i Nakskov). Her hejser Einer GRINs stander i 2021. Foto Leif Thygesen
To gange om ugen i vinterhalvåret ror Einer maskinroning. Foto Leif Thygesen
Hvorfor bliver du ved med at ro?
”En sund sjæl i et sundt legeme. Jeg ror for at have det godt. Jeg er meget sjældent syg, og det tilskriver jeg roningen. Jeg nyder at være ude på fjorden. Jeg nyder det samvær, vi har. Jeg nyder, når jeg kan mærke båden og den måde, vi på mandagsholdet ror på – det præcise samarbejde, som vi har. Jeg kan tydeligt mærke forskel i forhold til, når jeg er ude at ro med andre. Vi to har roet så meget sammen, så vi kan mærke, når båden glider, og det er en fornøjelse.
Og så er der jo også naturoplevelserne på Nakskov Fjord: De skiftende årstider, når der lige dukker en sæl op af vandet eller havørnen viser sig med sit store vingefang. Der er ikke to ture, der er ens.
”En sund sjæl i et sundt legeme. Jeg ror for at have det godt. Jeg er meget sjældent syg, og det tilskriver jeg roningen. Jeg nyder at være ude på fjorden. Jeg nyder det samvær, vi har. Jeg nyder, når jeg kan mærke båden og den måde, vi på mandagsholdet ror på – det præcise samarbejde, som vi har. Jeg kan tydeligt mærke forskel i forhold til, når jeg er ude at ro med andre. Vi to har roet så meget sammen, så vi kan mærke, når båden glider, og det er en fornøjelse.
Og så er der jo også naturoplevelserne på Nakskov Fjord: De skiftende årstider, når der lige dukker en sæl op af vandet eller havørnen viser sig med sit store vingefang. Der er ikke to ture, der er ens.
Einer på Nakskov Skibsværft Roklubs bro. I baggrunden lå Nakskov Skibsværft, hvor Einer blev udlært og arbejdede helt frem til værftet lukkede i 1987. I dag er Einer historisk konsulent vedrørende Nakskov Skibsværft på lokalhistorisk arkiv. Foto Leif Thygesen
RSS-feed