Tekst og foto Leif Thygesen
Femten unge roere og seks ledere fra Roklubben Stevns, Roklubben Furesø, Humlebæk Roklub, Tissø Roklub, Silkeborg Roklub, Aarhus Roklub og Jels Roklub har i den forgangne uge, fra søndag den 20. juli til og med fredag den 25. juli, været på sommercamp i Roklubben Stevns i Rødvig Havn. Roinfo besøgte campen torsdag eftermiddag, hvor programmet bød på "Stand Up Paddle" (SUP) i samarbejde med den lokale paddleklub.
"Vi mødte søndag til lidt ’ryste sammen’, og så fik vi nedsat forskellige madgrupper og lavet et system, så arbejdsopgaverne er gået lidt på skift. Det har fungeret rigtig godt," siger leder Jørgen Bakkeskov Andersen, Roklubben Stevns, til Roinfo.
Tirsdag startede med roning på vandet i foretrukne både. Der var blandt andet tilbud om outrigger, inrigger og coastal. Omkring middag kom regnen, og resten af dagen gik med indendørs hygge.
Onsdag var der gode bølger til coastalbådene, og mange fik en ny oplevelse med at prøve coastalbådene i deres rette element. Senere på dagen tog vi den gratis Andelbus op til Stevns Fyr, hvor vi var til tops for at nyde udsigten. Derefter tog vi til Højerup Kirke, hvor koret i 1928 styrtede i havet. Vi fik set kirken indvendigt og nydt udsigten. Det er i øvrigt lige neden for kirken, at et af vendepunkterne ved Klintløbet er placeret.
I dag, torsdag, stod vi op kl. 04.00 og roede ud til klinten for at nyde solopgangen kl. 05.06. Vi blev desværre snydt lidt, da en enkelt lille sky havde valgt at lægge sig i vejen for vores udsigt, men vi så solen stå op over skyen. Resten af formiddagen var der roning i outriggere og edonscullere. Nogle valgte at tage en lille middagslur, og her i eftermiddag står den på "Stand Up Paddle" (SUP) i samarbejde med vores naboklub, Limelight Board Sports Club. I morgen, fredag, skal vi rydde op og tage pænt afsked med hinanden.
Hvad har været det sjoveste ved sommercampen?
Amalie, hvad har været det sjoveste ved at være på sommercamp?
Jeg synes, det sjoveste har været fællesskabet. Vi er mange roklubber, der er repræsenteret, og vi er i forskellige aldre fra 12 til 18. Jeg synes bare, det har været sjovt at være sammen med nogle nye mennesker, som man normalt ikke er sammen med. Jeg kendte selvfølgelig dem fra Roklubben Stevns, der er med, men resten er nye bekendtskaber, og det har været godt og sjovt.
Ida, hvad har været det sjoveste ved at være på sommercamp?
Jeg kan virkelig godt lide fællesskabet. Der er selvfølgelig en masse roning, og det er også fint, men fællesskabet er rigtig hyggeligt. Så har jeg jo også prøvet at ro på havvand – det har jeg ikke gjort før. Det var fedt at komme ud i nogle bølger i nye bådtyper, som jeg normalt ikke ror i. Jeg prøvede en firercoastal i nogle store bølger. På Furesøen tager vi ikke ud, hvis der er skumtoppe på vandet, men her fik vi lov til at tage ud og prøve de store bølger, og det var sjovt. Vi havde Jørgen med, så det gik okay.
Isabella, hvad har været det sjoveste ved at være på sommercamp?
Det bedste ved sommercampen er fællesskabet. Det var godt igen at se dem, man mødte sidste år, og også at lære nogle nye at kende. Så er der jo udfordringen med at ro på større bølger, end jeg er vant til i Silkeborg – men det har været rigtig godt at prøve. Til daglig ror jeg singlesculler, men her har jeg prøvet coastal, dobbeltsculler og inrigger. Jeg har også prøvet at ro kaproning. I Sorø blev jeg nummer fire, så det gik meget godt.
Kristina, hvad har været det sjoveste ved at være på sommercamp?
Det sjoveste har været, at vi har været sammen om det – og vi har brugt tid på at lære hinanden at kende. Vi har lært at arbejde sammen om mange forskellige ting. Jeg har roet i ni år og ror også kaproning – mest i singlesculler. Men til daglig ror jeg også meget coastal, da vandet her ved Roklubben Stevns kan byde på store bølger. Det er faktisk meget sjovt og udfordrende at ro coastal i bølger.
Marie, hvad har været det sjoveste ved at være på sommercamp?
Jeg var med på vinterlejren og synes, det var godt, så jeg meldte mig også til sommercampen. Det bedste er sammenholdet, og så er det sjovt at møde nye mennesker. Jeg har roet inrigger her på denne sommercamp. Det er ikke så tit, jeg gør det, men det har været sjovt at prøve. Jeg foretrækker nok single- og dobbeltsculler og har også prøvet at ro kaproning. Jeg har roet i fire år, men har ikke været til super mange konkurrencer.
Jørgen, du er altid med, når der er arrangementer for ungdomsroere rundt omkring i Danmark – hvorfor det?
Jeg brænder jo for de unge mennesker. Det er givende at være sammen med unge mennesker og opleve, at de er passionerede omkring vores sport. Jeg kan godt lide, når de unge kommer for at lære noget – at de kommer ud af stuen og deltager i en gruppeaktivitet. Det er skønt at opleve, og man bliver så glad af det. Min familie siger jo, at jeg bruger mange timer på det her – mit andet hjem er jo roklubben. Min egen søn har roet, og det har givet familien en vis forståelse for, hvorfor jeg gør det. Både jeg og klubbens anden træner, Flemming, er blevet hængende, selvom vores børn ikke ror her i Stevns længere.
Jeg har spurgt de unge mennesker, hvad det sjoveste og bedste ved sommercampen er. Hvad tror du, de alle nævner som det første?
Det ved jeg ikke – det er jo nok noget med musik.
Nej, det er fællesskabet!
Okay! Det glæder da mig helt vildt. Fællesskabet er meget vigtigt. Bagefter kan de jo mødes rundt omkring i Danmark til for eksempel kaproning, og så kender de hinanden meget bedre og kan have en fest – uanset resultatet på kaproningsbanen. Det giver en anden indgangsvinkel og et nyt aspekt til roning, og man kan jo sagtens have det godt i fællesskabet – også selvom man ikke lige vinder guld. Det, at de unge mennesker fremhæver fællesskabet, er da brændstof til, at jeg fortsætter, så jeg tror, at jeg godt kunne finde på at være med igen til næste år – nej, det tør jeg faktisk godt love.
Roinfo på besøg
Og hvordan så det ellers ud torsdag den 24. juli mellem kl. 14.30 og 16.00, hvor Roinfo besøgte sommercampen? Jo, det var noget så sjældent som – i hvert fald lige nu – en dansk sommerdag, og sommercampen var taget til stranden for at prøve Stand Up Paddle (SUP). Solen stod, i forhold til det at tage billeder af sommercampens deltagere på vandet, "det forkerte sted". Men modlysbilleder har deres eget smukke udtryk. Her er fotografens stemningsbilleder.
RSS Feed