Tekst og foto Leif Thygesen
”Jeg blev roer, fordi mine forældre havde en nabo, der var roer. Min far ville rigtig gerne have, at jeg gik til noget sport, så han havde mig med til tolv forskellige idrætsgrene, men der var ikke nogen af dem, jeg fandt spændende. En dag siger Flemming, som boede over for os: Skal jeg ikke prøve at tage ham med i roklubben? Det kan være, det kan bide på ham. Jeg kom så med ud som styrmand i en toer, og det gik da nogenlunde.
Jeg kom så med til efterårskaproningen, også kaldet Vikingregattaen i Kerteminde. Hvis du kan styre lige ned over banen, så kan vi vinde, sagde Flemming. Båden, vi roede i, var en gammel Henry Larsen-båd med et kæmpestort ror. Det var næsten ligesom en færge, men det lykkedes at holde kurs, og vi vandt. Så tænkte jeg: Det kunne også godt være, du skulle prøve at ro, og så har jeg roet lige siden.”
- Autoforhandler. Indehaver af Engelbrecht Biler
- Gift med Julie
- Far til fire børn
- 58 år
- Har roet siden 1983 i Middelfart Roklub
- VM-sølv i letvægtsotter i 1994
- Otte forbundsmesterskaber i 2x mix med Gerd og DM i 4x med Jens, Ernst, Michael Frei og Ian Baden
- Indehaver af Guinness-rekord på 186 kilometer i singlesculler på 24 timer
”Jeg roede så langdistancekaproning i fire år. Sideløbende roede jeg singlesculler og var med til nogle regattaer. Men der var et problem. Det var mig selv, der meldte til – og jeg meldte mig til i seniorløbene, selvom jeg faktisk var junior i hele 1986. Så var det, Helga Pedersen fra Kerteminde sagde til mig: Til DM skal du ro i juniorklassen, du er jo under 18. Jeg roede mig så til en andenplads i juniorklassen".
Andenpladsen ved DM i singlesculler gav en plads på U23-landsholdet i dobbeltfirer. I 1987 og 1988 bliver vi nummer fire ved U23-VM i dobbeltfirer.
I 1991 ror jeg letvægtsdobbeltfirer. I 1992 er jeg skadet. I 1993 ror jeg dobbeltsculler med Kent. I 1994 får vi VM-sølv i letvægtsotteren.
I 1995 ror jeg letvægtsdobbeltfirer igen, og der slutter min karriere. Jeg bliver udtaget til OL-gruppen i 1995.
Jeg ringer til Bent Jensen og siger, at det kan jeg ikke. Jeg er lige blevet far til Jesper, og jeg har samtidig startet mit eget firma, så det går ikke”.
”Mine idoler har altid været Bjarne Eltang og Leif Kruse. De har været en stor inspirationskilde for mig. Jeg ville så gerne have roet sammen med dem, men det kom ikke til at passe på noget tidspunkt – der var for stor aldersforskel.
Leif blev gudfar til Jesper. Leif er jo den der glade dreng, og det var jeg meget tiltrukket af. Jeg kan godt selv lide at være rap i munden og glad, så på den måde ligner Leif og jeg hinanden. Bjarne var træningsmæssigt et unikum. Jeg lå jævnligt ude på Odense Kanal i en dobbeltsculler sammen med Jens Mohr og roede til Lindø. Det var her, Bjarne lærte os at træne rigtigt. Det var på grund af den ballast, at min indtræden på landsholdet gik rigtig stærkt. Jeg blev hurtigt god, fordi jeg havde haft Bjarne som træner. Bjarnes træning var måske også lidt for meget en gang imellem. Men du så, hvordan du skulle træne. Det var en kæmpe fordel.”
– Hvad er den største oplevelse, du har haft som roer?
”Jeg skal jo næsten sige, at det er den sølvmedalje, vi vandt i letvægtsotteren i 1994. Det var selvfølgelig en stor oplevelse at få en VM-medalje. Men sådan helt personligt er der et andet løb, jeg aldrig glemmer.
I 1991 roede jeg letvægtsdobbeltsculler sammen med Bo Vilhelmsen til DM. Bo var junior B-roer, og jeg var senior A-roer, men vi stillede op til DM i letvægtsdobbeltsculler. Det var et meget stærkt felt med blandt andre Leif Kruse og Morten Bager, Jeppe og Bertil, Johnny Bo og Jørgen Grønlund samt Michael Hjelmar og Jakob. Altså, vi var virkelig et stærkt felt. Og der slår vi hele baduljen – mig og så junior B-roeren Bo Vilhelmsen. Vi vinder med syv sekunder. Sejren var nok mit gennembrud som kaproer.”
”Det værste i min rokarriere var, at jeg ikke kom på letvægtsotteren i 1992, selvom jeg syntes, at jeg havde fortjent det.”
– Du ror stadigvæk. Hvorfor gør du det?
”Roning kan mange ting. Det kan give dig konkurrence, det kan give dig motion, og det kan give dig socialt samvær. Det kan give dig et godt helbred, og hvis du ror, så har du en kæmpe fordel, når du bliver ældre. Du kan blive ved med at ro. Det er noget sværere at gå ud på en fodboldbane eller en badmintonbane og træne igennem. Det kan du i en romaskine eller i en inrigger.
Roning er en rigtig god aktivitet, og det er sindssygt ærgerligt, at der ikke er flere i Danmark, der er bekendt med, hvad roning kan. Du kan komme ud i naturen i en toårs inrigger som 80-årig. Undskyld mig, men det kan du. Du kan få en rigtig god oplevelse.
Roning er mit hjertebarn. Se blot på, hvad roning kan rumme: Du kan ro kaproning, men du kan også få andre gode oplevelser med roning. Dengang man roede kaproning, der var klappen nede, og det var det, man gik efter. Det var ens liv. Men i dag er det at ro en tur ned gennem Fænø Sund en stor fornøjelse, som jeg nyder rigtig meget.
Når man ser, hvad roning kan, synes jeg, at roning skulle have meget mere opmærksomhed i pressen og andre steder. Roning fortjener det, men desværre får roning langt fra den opmærksomhed, som den fortjener.”
Det med at købe en brugt bil af en person blev jo en lakmusprøve på, om man kunne have tillid til en person under den amerikanske valgkamp i 1960 mellem Nixon og Kennedy. Nogle husker måske den ikoniske plakat med Nixon og teksten: Would you buy a used car from this man?
Hardy kan lide at overraske folk. Da roinfo skrev til Engelbrecht Biler og foreslog firmaet at blive annoncør på roinfo, svarede Hardy straks ja – men forhøjede den pris, som roinfo havde forlangt for annoncen. Det har roinfo aldrig prøvet hverken før eller siden.
Hardy beskriver sig selv som fræk, men roinfo vil gerne tilføje, at Hardy er fræk på en charmerende måde. Hardy elsker at være en del af kammeratlige drillerier. Hardy er social og elsker at indgå i mange sammenhænge, ikke mindst i ro-verdenen, og så beskriver Hardy sig selv som udholdende – ikke bare på robanen, men også i andre af livets gøremål.
”Jamen altså. Du ved jo godt, at den værste konkurrent man har, det er altid sig selv. Jeg vil nok ligge på en klar treer. Ja, men karakterskalaen er knivskarp. Karakteren fem er uopnåelig.
Jeg vil godt tilføje, at det vigtigste ikke er bedømmelsen af mine gæster, men at den lille leg har været med til at sætte nogle af de relationer, jeg har opbygget gennem livet, i relief. Roturen med mine gæster har også fået mig til at tænke på, at man skal passe på de venner og bekendte, man har. Når jeg giver mine venner karakter for deres roning, er det kærligt ment, og det er min måde at give dem et skulderklap på.”
– Hvad kan gøre dig glad?
”Der er flere ting, der kan gøre mig glad. Lad mig give et eksempel – og det må du gerne referere: Vi to, vi har været rundt omkring hinanden hele den tid, vi har roet. Det gør mig glad, at vi i dag kan mødes på den her måde. Vi har kendt hinanden i over 40 år, men aldrig rigtigt talt sammen. Nu mødes vi på en god og oprigtig måde. Det gør mig glad, at man kan gøre det i rosporten. Alle mine rorelationer er givende, og det gør mig faktisk rigtig glad.”
Er der en sammenhæng mellem autoforhandleren Hardy og roeren Hardy?
-Jeg har været en tur på Engelbrecht Bilers hjemmeside og set lidt på et par af jeres modeller og hvordan I beskriver dem. Du får nu et kort af mig med tre modeller. Hvilken model er roeren Hardy?
Helt elektrisk, en ægte fuldblods-SUV med terrængående kapacitet, endnu mere komfort, sikkerhed og luksus. Fornuftig størrelse, et batteri der er stort nok til langture, god plads, fleksibel indretning.
Swift
Stiller friskt op i nyeste generation med en selvsikkerhed uden lige. Udstyret som en dyr topmodel. Komfortabel og frisk oplevelse. Energieffektiv. Selvsikkerheden fejler ikke noget.
Vitara
Rendyrket SUV-design. Topmoderne med klassiske dyder. Effektiv og kraftfuld. Oser af stil. Drøner ud i naturen i sikker forvisning om, at det hele nok skal klares. Vil med ud på de vilde vover.
– Og det er ikke noget, du siger, bare fordi du ved, jeg kører en?
”Nej, Leif. Jeg har siden nullerne repareret Suzuki, jeg har solgt dem, og jeg har taget dem i bytte. Suzuki er lige blevet kåret til den bedste bil op til femten år rent fejlmæssigt i England – altså med færrest fejl. Så det er validt. Det er ikke brugtvognsnak det her.”
”Jeg var klar over, at det spørgsmål kom, og jeg har tænkt på, om jeg kunne sige et eller andet klogt. Det er desværre ikke lykkedes mig at komme på noget genialt, men jeg vil sige til hele Ro-Danmark, til alle der læser roinfo, at det vigtigste i vores sport er vores sammenhold. Det er sindssygt vigtigt.
Det er også vigtigt at give nye unge mennesker den bedste indtræden i dansk roning. Det er dem, vi skal arbejde videre med, og det er dem, der skal køre dansk roning videre.
Nu siger jeg noget, som nogen måske vil blive kede af at høre. Men jeg tror, man skal passe på med at lave roklubberne om til hulahop-klubber, hvor det hele kun går ud på tørroning. Man skal kigge ud mod vandet, fordi det er unikt at have en sport, hvor man kan komme på vandet på den måde, vi kan.
Tag godt imod de unge mennesker, lad os holde fast i roningen på vandet, og lad os mødes til regattaerne. Det er jo en fryd at komme til Bagsværd og gå ned til mål. Undervejs kan du se alle mennesker, som du har haft noget med at gøre. Det er jo en gave.
Der er nogle gamle ordsprog, som er gået lidt tabt: "Roning - en livsstil" og "Engang roer – altid roer". Dem skal vi huske.”
RSS-feed