Den nye bro var målet for:
Fællesroning med Ronetværk Sydøstsjælland
At besøge hinandens farvande er formålet med Ronetværk Sydsjællands fællesture, som finder sted flere gange gennem sommersæsonen.
Denne gang mødte roerne frem til en tur med udgangspunkt fra Vordingborg Roklub.
Meningen var, at deltagerne kunne komme på tur ud til den nye Dronning Margrethe II.s Bro, men det sørgede en vis herre for oven for ikke kom til at ske.
Det blæste temmelig meget, så da deltagerne nåede Masnedø roede hovedparten af dem retur - lige på nær en Coastal-2X, der nåede at komme hele vejen rundt.
Deltagelsen var rigtig fin med roere fra Næstved, Stevns (Rødvig), Roklubben Viking, Præstø og Køge, og fra værtsklubben selv. Dertil tog tre gæsteroere fra Kalundborg med på turen.
Generalprøve før lørdagens store dag med Broroning
Samtidig kunne Vordingborg Roklub så lige afprøve bådene, inden det går løs igen lørdag, hvor mange roere fra København, Sydsjælland og Lolland-Falster deltager i roningen til den officielle åbning af broen, som HKH Kronprins Christian forestår.
Man krydser fingre og håber på, at vejret arter sig bedre, så roerne kan nå ud til broerne og opleve det hele på nærmeste hold.
- Fællesroningen lørdag var rigtig hyggelig, stemningen var god - også selvom hovedparten af deltagerne ikke kom hele vejen rundt, fortæller Christian fra Vordingborg Roklubs bestyrelse.
- - Efter roningen stod den på madder til frokost, før vi tog hver til sit.
- Ronetværk Sydøstsjælland arrangerer sådanne oplevelsesture nogle gange i hver sæson, så folk kan prøve at komme ud at ro på et andet farvand, end det daglige.
RSS-feed