Conny Sørensen, medlem af hovedbestyrelsen i 23 år

Jeg har altid lagt vægt på, at vi gør tingene i fællesskab

Tekst og foto Leif Thygesen
”Jeg blev medlem i Roklubben Skjold i 1978. I starten roede jeg faktisk ret flittigt. Min roaktivitet aftog lidt, mens jeg var under uddannelse, men jeg var alligevel ofte i klubben. Jeg har altid boet forholdsvis tæt på klubben, så jeg forsøger at komme ned og ro en gang imellem - men jeg har ikke været så flittig, især ikke efter arbejdet i hovedbestyrelsen begyndte at tage min tid.
Jeg har ikke været kaproer, men jeg har været med til at ro otter på Götaelven, og så har jeg ellers bare nydt at komme ud på vandet i selskab med gode venner.
I starten af 1980’erne blev jeg kasserer i Skjold – det med at blive økonomiansvarlig har fulgt mig siden, og det er vel egentlig meget naturligt, da jeg er uddannet statsautoriseret revisor.
I perioden 1990 til 2002 sad jeg i hovedbestyrelsen som økonomiansvarlig. Dengang var jeg benjamin i hovedbestyrelsen. Det var Janne Hallengren, der var formand. Det var i den periode, vi fik indført reglen med, at man maksimalt kan sidde på en post i DFfRs hovedbestyrelse i ti år. Det var vi enige om. Det var samtidigt med, at man lavede lignende regler ude i det danske samfund, så det synes jeg stadig er en god regel.
I 2014 trak formanden Henning Bay Nielsen mig igen i hovedbestyrelsen som økonomiansvarlig. Det var jeg indtil 2021, hvor jeg blev valgt til formand. Det var samme år, som Henning Bay Nielsen stoppede som formand, og udover ham var der flere, der stoppede i hovedbestyrelsen. Der skulle mange nye ind, og jeg var den, der havde den største erfaring, og derfor følte jeg et ansvar for at få tingene til at køre videre, hvilket indebar, at jeg stillede op til formandsposten.”

​Kampvalget
Ved DFfRs hovedgeneralforsamling i 2025 var der kampvalg om formandsposten. Den siddende formand, Conny Sørensen, Roklubben Skjold, blev udfordret af Kasper Haagensen, Danske Studenters Roklub. Resultatet af afstemningen blev, at Kasper Haagensen fik 75 stemmer, og Conny Sørensen 73 stemmer.
Roinfo har her, et lille kvartal efter generalforsamlingen, bedt Conny Sørensen om et interview for at se lidt tilbage på de ting, som Conny Sørensen opnåede i sin tid i hovedbestyrelsen, og en snak om arbejdet i hovedbestyrelsen i al almindelighed.
Roinfo ankommer efter en frisk cykeltur fra Amager til Roklubben Skjold. Ud mod Strandvænget vokser der stokroser op ad Roklubben Skjolds klubhus. Normalt er det vegetation, man forbinder med landlig idyl, men her virker det nærmest som en stille protest mod det store plankeværk, der er modsat - et plankeværk, der adskiller Strandvænget fra en byggeplads, hvor man er i gang med et kæmpeprojekt med at lave en tunnel under Øresund fra Nordhavnen til Amagermotorvejen.
Conny har forberedt sig godt til interviewet, og der bydes både på sandwich, croissanter, kaffe og vand. I Skjold er seniorerne - som hver onsdag - på vandet, og der er dækket op til efterfølgende frokost. Conny er smilende, og hvis man troede, man skulle ud at tale med en bitter taber af et kampvalg, har man taget fejl. Conny brænder stadig for rosporten, og når hun svarer, er det i vi-form, og man mærker fortsat et stort engagement.

​- Hvis du ser tilbage på din tid i hovedbestyrelsen, hvad er du så mest glad for eller stolt over at have fået gennemført?
”Jeg tænker med glæde tilbage på hele opstarten af ergometerroning - det synes jeg faktisk har været fantastisk. Vi havde jo kun ét ben at stå på: enten motionsroning eller kaproning, og aktiviteten var kun om sommeren. Med ergometerroningen fik vi nye måder at træne på, nye træningsfællesskaber og masser af aktivitet om vinteren. Det var under corona-nedlukningen, at der blev tid til overs på sekretariatet, og den tid blev brugt til at udvikle nye tilbud i ergometret. Det har givet nye muligheder i rosporten og flere muligheder for at blive introduceret til roning. Vi har nu fået lavet nye regler om, at man kan blive individuelt medlem af et forbund, men de fleste vælger heldigvis at melde sig i en roklub.
Et andet initiativ, som jeg var med til at starte, og som jeg er glad for, er ronings deltagelse i Skole-OL. Skole-OL blev jo startet op af atletikforbundet, men vi var nogle af de første, der kom med. Jeg synes, det er fantastisk at se, hvordan klasser fra hele Danmark ved finalen marcherer ind med et skilt med klassenavnet forrest, og se, hvor meget de går op i det. Det er liv og glade dage. Det giver ikke den helt store medlemstilgang her og nu, men drypvis får roklubberne nye medlemmer på grund af skole-OL. Jeg synes, det er et rigtig flot arrangement.”
 
- Er der ting i hovedbestyrelsesarbejdet, du fortryder?
”Der er jo altid noget, man fortryder, som man synes, man kunne have gjort anderledes. Jeg synes, vi på et tidspunkt i vores bestyrelse havde en periode, hvor der var mange udskiftninger og murren i krogene, og det gjorde da mig lidt ked af det. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg kunne have gjort noget mere for at få tingene til at fungere bedre, men jeg fortryder ikke noget som sådan.”
 
- Da der skulle være formandsvalg, sagde du, at du valgte at stille op, fordi der var ting, du endnu ikke var helt færdig med. Hvad var det?
”Jeg havde besluttet, at jeg ville tage en periode mere, og jeg havde også besluttet, at jeg ville stoppe i 2027. Vi havde jo startet en organisationsændring med at få talentudviklingen tilknyttet sekretariatet, og vi fik ansat en talentkoordinator lige omkring det tidspunkt, hvor der var hovedgeneralforsamling. Det var en ændring, jeg godt kunne tænke mig at være med til at implementere.
Sportschef Thor Juel Kristensen og jeg sad også ved VM i Beograd i 2023 og kiggede på Thors oplæg til en ny struktur for Danmarks Rocenter - en plan, der indebar nogle talentcentre ude omkring i landet. Det bragte vi videre til bestyrelsen, og det blev godt modtaget, og det er faktisk den struktur, som sportschefen har bragt i spil nu. Det drejer sig om at gøre noget mere for kaproningsklubberne, der er rundt om i landet. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til at få gjort færdigt.
En tredje ting, jeg gerne ville have arbejdet videre med, er strategiplanen, som vi udarbejdede til Danmarks Idrætsforbund, og som er afgørende for vores tilskud. Strategiplanen, som er den tredje af slagsen, var udarbejdet og godkendt incl. den tilhørende økonomi i 2024. Planen skal nu materialiseres i nogle konkrete handlinger og aktiviteter, og være klar til brug i 2026 - det kunne jeg også godt tænke mig at have været med til at bringe videre.
Danmarks Idrætsforbund mangler jo også penge, og vi skal virkelig kæmpe for at få de midler, vi har fået. Vi har været ramt af nedskæringer, men det lykkedes - ved forhandlinger - at få nogle af midlerne tilbage. Denne gang lykkedes det os at få lidt flere midler, end vi turde håbe på. Hele det arbejde ville jeg da også gerne have gjort færdigt.”

​- Da du selv blev valgt til formand, var det også med en tynd sejr. Du vandt med to stemmer over Astrid Haastrup, Roforeningen KVIK. Tog du som formand hensyn til, at du sad på et smalt mandat?
”Astrid fortsatte i bestyrelsen og blev formand for Danmarks Rocenter. Astrid og jeg kørte parløb i den periode, hvor vi fik ansat Thor som sportschef.
På samme tidspunkt fik vi sat gang i ny 4-årig masterplan til Team Danmark. Bestyrelsen var næsten helt ny. Jeg var den eneste i bestyrelsen, der havde siddet mere end to år. Vi havde fået tre helt nye medlemmer, så det var en bestyrelse uden den store historik, vi sad med. Men Astrid og jeg havde et fantastisk godt samarbejde, og jeg havde stor respekt for det, som Astrid lavede. Jeg synes, vi supplerede hinanden godt. Astrid stoppede så på grund af manglende tid og noget efteruddannelse hun startede på.
Men når man sidder på et snævert mandat, er det jo ikke et fastslået fakta, at man skal være formand. Jeg har altid lagt vægt på, at vi gør tingene i fællesskab, og jeg er ikke en person, som har brug for at fremhæve min egen person. For mig var det vigtigste, at vi kunne få bestyrelsen til at fungere, så den blev en robust bestyrelse, der kunne klare de udfordringer, vi havde.”
 
- Vi har de sidste par gange, hvor vi har valgt formand for Dansk Forening for Rosport, haft meget tætte afstemninger. Er det ikke et tegn på polarisering i dansk rosport?
”Jo, det er det vel. Det kan jo være polarisering i forhold til eliteroning og bredderoning. Den nye formand Kasper Haagensen sidder også med et snævert mandat med to stemmer. Jeg havde foreslået ham at vente til 2027, så vi kunne lave en mere flydende overgang og han var jo lige genvalgt som formand i DSR. Jeg synes, det er sjovere - eller måske mere rart - at træde tilbage som formand, når man selv vælger det, end når det bliver ved et kampvalg. Ved et kampvalg synes jeg ikke rigtigt, der er en egentlig vinder. Jeg synes, begge parter bliver tabere, især når marginerne er så små. Når du er nede i to stemmer, kunne det lige så godt have været mig som Kasper, der vandt. Ja, sådan var det også med Astrid og mig. Kampvalg bryder jeg mig ikke om. Man når ikke rigtigt at sige ordentligt farvel til dem, man skal, når man forlader posten efter et tabt valg.
Men jeg har kontaktet de mange mennesker, jeg har haft kontakt med både i World Rowing, European Rowing, DIF og Team Danmark. Endelig har jeg også sagt tak til klubberne for et godt samarbejde, for det synes jeg, man skylder at sige, når man træder tilbage.”
 
-På et tidspunkt i din formandsperiode er der flere hovedbestyrelsesmedlemmer, der vælger at trække sig i utide, og I må indkalde suppleanter. Hele kaproningsudvalget trækker sig også på et eller andet tidspunkt. Betyder det, at vi er pivdårlige til at samarbejde i dansk roning?
”Jeg ved ikke, om vi er pivdårlige, men der er nogle stærke kræfter, som på en eller anden måde mener, at deres måde at gøre tingene på er den eneste rigtige. Vi fik et kaproningsudvalg, som jeg synes var godt, og som fik gjort mange gode ting. Men kommunikationen lod noget tilbage at ønske, og de fik ikke rigtigt åbnet dialogen med kaproningsklubberne. Der blev indført tiltag, som klubberne ikke kunne acceptere. Vi drøftede det meget i bestyrelsen, men det er svært at navigere, når der er modstridende interesser - også internt i bestyrelsen. For mig som formand var det vigtigt, at vi fulgte flertallet; det må være det mest demokratiske. Men vi kunne ikke undgå konfrontationerne, da der var personlige følelser indblandet, og nogle valgte at gå.”

​-Jeg vil stille det samme spørgsmål til dig, som jeg stillede til Morten Juel fra Umpiring Commission: Hvorfor er det så svært for danske roledere at samarbejde?
”Jeg tror, at danske roledere - især de med en kaproningsbaggrund - er nogle mennesker, der kæmper for deres sag. Og når man kæmper, gør man det til sidste blodsdråbe. Det giver gnidninger, når man ikke får det, man ønsker, fordi flertallet vil noget andet. Der er vi ikke så meget anderledes end andre specialforbund i DIF. Kommunikationen ude i kaproningsmiljøet er også nogle gange præget af en meget hård tone. Det kan være svært at opnå konsensus. Men jeg synes, at vi i bestyrelsen har haft gode drøftelser og gode samtaler. Vi har været gennem processer, der har gjort, at vi har kunnet træffe beslutninger, hvor både flertallet og mindretallet har accepteret resultatet. Men det er altid trist, når der opstår kontroverser, der får nogen til at forlade bestyrelsen.”
 
-DFfR er vel først og fremmest en politisk organisation. I andre forbund har man valgt en model, hvor man har ansat en direktør, og hovedbestyrelsen udelukkende koncentrerer sig om politiske spørgsmål. Bruger hovedbestyrelsen for meget tid på sagsbehandling?
”I en periode gjorde vi. Men jeg synes, at vi har fået gjort noget ved det. Lige inden min formandsperiode startede, fik vi ansat en sekretariatsleder med ro-baggrund, som også har erfaring med det politiske område. En ansættelse jeg var dybt involveret i og meget glad for. Vores sekretariatsleder, Bent Jørgensen, er god til at navigere og håndtere tingene. Vi har det sekretariat, vi har råd til. Vi har ikke råd til at ansætte et stort sekretariat med en dyr leder, fordi vi også prioriterer penge til sporten - både kaproning og bredde. Vi er et mindre forbund, som har en stor elite. I forhold til vores størrelse får vi mange midler fra Team Danmark og skal præstere en stor egenbetaling. Det betyder, at vi bruger mange ressourcer på vores roere og aktiviteter og samtidig skal have plads til lønninger. Derfor har vi ikke ansat en dyr direktør, og det har gjort, at sekretariatet ikke kan få tid til alle de opgaver, vi kunne ønske. Nogle opgaver drysser derfor ned til bestyrelsen. Vi har forsøgt at ændre på det. I min periode har vi afholdt flere møder mellem sportschefen, sekretariatslederen og mig som formand. Her har vi forsøgt at løse flere sager, så de kunne tages op som efterretningssager under meddelelser fra sekretariatet. Det har givet både sportschefen, sekretariatslederen og mig selv sparringsmuligheder i det daglige arbejde, og det har været et godt tiltag.
Der er mange følelser involveret i nogle sager, og hvis nogen bringer noget op, der ligger dem på sinde, kan det hurtigt tage meget tid. Men jeg synes, at vi har fået etableret en struktur og en dagsorden, der gør, at vi forholdsvis hurtigt kan komme gennem sager og fokusere på strategiske og politiske spørgsmål. Derudover har vi også møder, hvor vi udelukkende drøfter strategi.”
 
-Hvis man sidder som mellemleder i en provinsklub langt fra København, uden kaproning i sin klub, kan det nogle gange være svært at følge med i, hvad der sker i hovedbestyrelsen. Var I gode nok til at kommunikere i din formandsperiode?
”Nej, jeg synes ikke, at vi var gode nok til at kommunikere via vores medier på roning.dk og Facebook. Vi etablerede i 2021 et nyhedsbrev, der blev sendt til alle klubformænd, og vi indkaldte til ”Formandens time”  to gange om året, hvor alle klubformænd, der havde lyst, kunne deltage på Teams. Formændene kunne foreslå emner, komme med spørgsmål samt ønsker til ændringer. Nogle møder var meget velbesøgte, andre mindre. Vi havde bl.a. et møde om sikkerhed, hvor rigtig mange deltog. Det var en god måde at komme i tættere dialog med klubberne på. Da jeg tiltrådte i 2014, syntes jeg, at bestyrelsen sad på en piedestal og ikke havde tilstrækkelig indsigt i, hvad der skete i klubberne. Der var heller ikke meget kommunikation med dem. Det forsøgte vi at ændre på, og vi har haft nogle strategier for at blive bedre til at kommunikere. Men jeg synes stadig, at roning.dk er et mindre godt middel til at kommunikere på, og selvom vi er blevet mere aktive på Facebook, når det ikke alle.”
 
-Nu får du chancen for at sige, hvad du vil til klubberne og de danske roere. Værsgo.
”Tak for det. Først og fremmest vil jeg sige, at det at stoppe i kamp aldrig er en rar måde at afslutte på. Jeg vil også benytte lejligheden til at takke alle, der har støttet mig i min tid som formand. Jeg har haft gode dialoger med mange, og jeg har besøgt en god del af klubberne. Over halvdelen af klubberne har stemt på mig til formandsvalget, for der er kun to stemmer til forskel - Kasper kommer selv med DSRs fjorten stemmer. Kasper har nok haft nogle af de store klubber bag sig, om det så har været kaproningsklubberne mod motionsklubberne ved jeg ikke. Jeg vil sige tak til alle klubber, der har støttet mig.
Jeg sætter pris på den varme modtagelse, jeg har fået ude i klubberne, når jeg har været på besøg. Det har givet mulighed for at møde lokale politikere og fortælle, at de er heldige at have en god roklub i deres område. Roklubber er fantastiske til at skabe fællesskaber og modvirke ensomhed. Man kan altid komme ned i en klub og begynde at ro - også i en sen alder. Roklubberne er de steder, hvor det lokale fællesskab mødes, hvor folk har det rart, og hvor de kan dyrke motion i høj alder.
Tak også til de bestyrelsesmedlemmer, jeg har siddet med gennem årene. Vi har haft diskussioner, nogle med skarpe kanter, og vi har ikke altid været enige - men vi har altid fundet løsninger, og flertallets beslutninger er blevet ført ud i livet. Det kan man så spørge sig selv om, om alle de, der sidder ude i ro-Danmark, har kunnet lide. Jeg har forsøgt at sikre, at det har været en demokratisk proces, hvor flertallets beslutning er blevet fulgt.”

​Interviewet er slut, og vi går udenfor for at tage billeder. Conny fortæller, at hun skal videre til sit andet frivillige arbejde i SOS Børnebyerne. ”Jeg har jo fået lidt mere tid, siden jeg ikke længere er formand for DFfR. Det giver også mulighed for, at vi kan bruge vores ødegård i Sverige noget mere. Jeg går på jagt mest efter rådyr. Jeg tog jagttegn sammen med min søn, da vi fik ødegården,” fortæller Conny.
Conny har i ovenstående interview været diplomatisk og saglig i sine svar - det med at skyde med skarpt gemmer hun til jagten i Sverige. Så hermed er de svenske rådyr advaret.